Paulus' Anden Rejse til Jerusalem

Paulus bliver kaldet af Jesus på vejen til Damaskus.
Paulus' omvendelse

Vi har set, hvordan Paulus' første rejse til Jerusalem er beskrevet både af Lukas (forfatteren af Apostlenes Gerninger) og af Paulus selv, og at disse beretninger er meget modstridende. Paulus' anden rejse er også beskrevet af begge forfattere. Paulus prøver at vinkle historien som om, han vandt alle diskussionerne, hvorimod Lukas igen forsøger at nedtone enhver antydning af uenighed.

Denne gang lader vi Paulus få ordet først:

Galaterne 2,1 Dernæst, efter fjorten års forløb, drog jeg igen op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med.
Galaterne 2,2 Jeg rejste derop på grund af en åbenbaring, og jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne, så jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves.
Galaterne 2,3 Men ikke engang Titus, der var med mig, og som er græker, blev tvunget til at lade sig omskære;
Galaterne 2,4 det krævede ellers nogle indsnegne falske brødre, som havde listet sig ind for at udspejde den frihed, vi har i Kristus Jesus, og for at trælbinde os.
[.. .. ..] [. . .]
Galaterne 2,7 Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne
Galaterne 2,8 - for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne -
Galaterne 2,9 og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.
Galaterne 2,10 Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre.

Som man kan se, har Paulus ikke ligefrem overrendt menigheden i Jerusalem: »efter fjorten års forløb«.

Hvilke dyr kan tale? Klik på billedet for at få svaret?
Æsler kan tale

Nogle kristne vil gerne have, at Paulus' anden rejse, er den samme, som den, der er den anden rejse i Apostlenes Gerninger, nemlig i kapitel 11. Dermed kunne man undgå tre problemer:

Desværre for disse kristne har vi lige citeret Paulus for, at der gik 14 år mellem de to møder. Hvis man postulerer, at det andet møde skete allerede i Apostlenes Gerninger kapitel 11, bliver det rigtigt bizart: I Apostlenes Gerninger 9,30 bliver Paulus sendt fra Jerusalem til Tarsus. Derefter bruger Peter halvandet kapitel på at blive udnævnt til hedningeapostel, og så tager Barnabas til Tarsus for at hente Paulus (Apostlenes Gerninger 11,25), og efter et år (Apostlenes Gerninger 11,26) tager de til Jerusalem (Apostlenes Gerninger 11,27-30). Er der virkelig gået 14 år allerede? Hvor tiden dog flyver, når man har det sjovt i Tarsus.

Apostlenes Gerninger 9,30: Da brødrene blev klar over det, fik de ham ned til Cæsarea og sendt videre til Tarsus.
Apostlenes Gerninger 11,25: Barnabas tog så af sted til Tarsus for at opsøge Saulus,
Apostlenes Gerninger 11,26: og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia; og så var de sammen et helt år i menigheden og underviste en stor skare. Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne.
Apostlenes Gerninger 11,28: En af dem, som hed Agabos, rejste sig og varslede ved Ånden, at der ville blive stor hungersnød i hele verden; og det blev der under Claudius.
Apostlenes Gerninger 11,29: Disciplene besluttede da, at alle skulle sende, hvad de hver især havde råd til, som hjælp til brødrene i Judæa.
Apostlenes Gerninger 11,30: Det gjorde de så, og de sendte Barnabas og Saulus til de ældste med gaven.

Kronologien bryder også sammen i næste kapitel. I kapitel 12 dør Kong Agrippa, hvilket formodes at ske år 44 e.v.t. Dette levner ikke tid nok til de tre + fjorten år efter Paulus' omvendelse i Damaskus. Der er heller ikke den store overensstemmelse mellem Paulus' beskrivelse og historien i Apostlenes Gerninger 11,27-30, der bare handler om, at Paulus og Barnabas overbringer nogle penge til "brødrene" i forbindelse med en hungersnød.

Derimod passer pengene langt bedre, hvis vi kigger på besøget i kapitel 15, som ifølge Lukas er Paulus' tredje besøg (eller fjerde besøg, afhængig af hvilken Bibel-oversættelse man læser):

trut truttelut Apost. G. 15,1 Der kom nu nogle folk ned fra Judæa og ville belære brødrene: "Hvis I ikke omskæres efter Moses' skik, kan I ikke blive frelst."
Apost. G. 15,2 Da det førte til strid og ikke så lidt diskussion mellem Paulus og Barnabas og disse folk, besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem for at tale om dette stridsspørgsmål.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,6 Apostlene og de ældste trådte sammen for at drøfte denne sag.
Apost. G. 15,7 Efter megen diskussion rejste Peter sig og sagde: "Brødre, I ved, at Gud for længe siden blandt jer udvalgte mig, for at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til tro.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,13 Da de tav, tog Jakob ordet og sagde: "Brødre, hør på mig!
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,19 Derfor mener jeg, at vi ikke skal skabe vanskeligheder for de hedninger, der vender om til Gud,
Apost. G. 15,20 men skrive til dem, at de skal holde sig fra besmittelse med afguder og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,22 Så besluttede apostlene og de ældste sammen med hele menigheden at udvælge nogle af dens mænd og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. Det blev Judas, der kaldtes Barsabbas, og Silas, som var ledende mænd blandt brødrene.
Apost. G. 15,23 De fik denne skrivelse med: "Apostlene og de ældste, jeres brødre, hilser vore brødre af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien.
Apost. G. 15,24 Vi har hørt, at der er kommet nogle fra os, som har forvirret jer og foruroliget jer med deres ord; men vi har ikke givet dem noget påbud.
Apost. G. 15,25 Derfor har vi i enighed besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vor kære Barnabas og Paulus.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,28 For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige,
Apost. G. 15,29 at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!"
Apost. G. 15,30 Så blev de sendt af sted, og de kom til Antiokia, hvor de samlede hele menigheden og overrakte brevet.

Konfirmation De to beretninger vi kigger på her, beskriver tydeligvis det samme møde: (1) Paulus er rejst til Jerusalem sammen med Barnabas, (2) formålet med besøget er at klarlægge holdningen til at konvertere hedninger, (3) det absolutte hovedemne er omskærelse, (4) både Peter (=Kefas(1)) og Jakob deltager, (5) fjendtlige medlemmer kræver, at hedningerne bliver omskårne, (Paulus kalder dem »nogle indsnegne falske brødre«; Lukas kalder dem "farisæere"), (6) mødet ender med, at Paulus bliver autoriseret som hedningeapostel, (7) bagefter tager Paulus og Barnabas til Antiokia, og (8) hjemme i Antiokia kommer Paulus og Barnabas op at skændes og bliver uvenner for livstid (det ser vi på på en særskilt side).

Selvmodsigelserne viser sig lige fra starten: I sin epistel understreger Paulus igen sin uafhængighed: Det har taget fjorten år, før han gad besøge menigheden; det er ham, der har taget initiativet til mødet, efter en personlig åbenbaring (formentlig direkte fra Jesus); og Paulus' formål med mødet et at præsentere sit eget evangelium, så han ikke "behøver at løbe forgæves". Ifølge Paulus sker mødet helt privat med kirkens tre søjler: »jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne«. Med hensyn til ordet "ansete" er der tale om indremissionsk fusk i Bibeloversættelsen.

Apostlenes Gerninger forfølger sit eget stik modsatte tema og fortæller, hvordan Paulus igen bliver "sendt i byen" af de ældste: »besluttede man, at Paulus […] skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem for at tale om dette stridsspørgsmål«. Her beskrives mødet som et stort fællesmøde, og selvom Peter og Jakob ganske vist deltager, er det en rød tråd her i Apostlenes Gerninger, at Paulus aldrig møder dem ansigt til ansigt.

Paulus selv fortæller, at han havde taget en græker ved navn Titus med — tilsyneladende som en slags test for at se, om menigheden ville acceptere, at man ignorerer Moselovens bud om omskærelse. Paulus triumferer, at »ikke engang Titus […] blev tvunget til at lade sig omskære« (Galaterne 2,3). Men vi får også et lille forvarsel om den kommende katastrofe: Paulus og Barnabas "får håndslag" (Galaterne 2,9), men det gør den uomskårne Titus åbenbart ikke.

Nå, men Paulus og apostlene har altså aftalt at dele territoriet: Menigheden i Jerusalem prædiker evangeliet for jøderne, mens Paulus tager sig af "hedningerne" — dvs. resten af verden. Ifølge Lukas har Paulus fået at vide, at "hedningerne" ikke behøver at følge hele pakken i Moseloven med dødsstraf for de mest latterlige småting. Hedningerne skal bare holde sig »fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt« (Apost. G. 15,20).

Truttelut Sådan en aftale ser man ikke noget til i Paulus' epistler. Paulus skrev ligefrem, at man havde ret til at spise offerkød, bare man ikke bragte de svage i troen til fald: »Men se til, at jeres ret til at spise offerkød ikke bringer de svage til fald« (1 Korintherne 8,7-10), »Alt, hvad der sælges på kødtorvet, kan I spise med god samvittighed uden at undersøge, om det er offerkød.« (1 Korintherne 10,19-29).

1 Korintherne 8,7: Men ikke alle har denne kundskab. Der er nogle, der spiser kødet som offerkød, fordi de hidtil har været vant til at dyrke afguderne, og så tilsøles deres samvittighed, skrøbelig som den er.
1 Korintherne 8,8: Men mad gør hverken fra eller til over for Gud. Vi opnår ikke noget ved at spise, og vi mister ikke noget ved at lade være.
1 Korintherne 8,9: Men se til, at jeres ret til at spise offerkød ikke bringer de svage til fald.
1 Korintherne 8,10: For hvis nogen ser dig, som har kundskab, sidde til bords i et afgudstempel, vil så ikke den, der er svag i sin samvittighed, blive tilskyndet til at spise offerkød?

Der er også en anden ting, der er helt gal: Paulus fortæller, hvordan han har mødt Jakob på begge sine besøg i Jerusalem. I Galaterne 1,19 ser han »Jakob, Herrens bror«, og i Galaterne 2,9 møder han Jakob, der er en af de tre, »som anses for at være søjler«. Der er bare lige den detalje, at de to Jakob'er ikke er den samme person.

Ifølge Apostlenes Gerninger 12,2 blev apostlen Jakob dræbt af Herodes Agrippa: »Og Johannes' bror, Jakob, lod han henrette med sværd«, hvorefter en ny Jakob overtager lederrollen (læs meget mere om de to Jakob'er). Den "Jakob, Herrens Bror", Paulus mødte i Apostlenes Gerninger kapitel 7, er ikke den samme som den søjle-Jakob, han mødte i kapitel 15.

Selvfølgelig kan det bortforklares — i og med, at der er en Guds velsignelse af Jakob'er i historien. Men fakta er, at hvis man kun læser Paulus' breve, får man indtrykket af, at han taler med den samme Jakob under begge besøg.

Har den guddommeligt inspirerede Paulus ikke hørt under sine daglige samtaler med Helligånden, at menighedens leder i Jerusalem er blevet dræbt? Kan han ikke selv se og høre, at det ikke er den samme mand? Hvorfor fortæller han os ikke, at "Jakob, Herrens bror" i kapitel 1, ikke er den samme som søjle-Jakob i kapitel 2?

Desværre varede freden ikke længe. Straks efter kom Paulus' opgør med Peter i Antiokia.

 
Guds hånd

Historien fortsætter straks med Uenigheden i Antiokia.

Eksterne links

Yderligere information


Fodnoter:(1)

Det er et åbent spørgsmål, om Peter er den samme som Kefas.

Men da der ikke kan siges noget 100% entydigt ud fra Paulus' tekster — og da det dybest set ikke gør nogen forskel — er udgangspunktet på nærværende hjemmeside den kristne fortolkning, nemlig at Peter er den samme som Kefas.