Paulus mødte som bekendt aldrig Jesus — og er derfor ubrugelig som historisk vidne.
Paulus nævner intet konkret om Jesus' liv, og han citerer aldrig Jesus.
Paulus mødte som bekendt aldrig Jesus — og er derfor ubrugelig som historisk vidne.
Paulus nævner intet konkret om Jesus' liv, og han citerer aldrig Jesus.
Men der er tilsyneladende en enkelt undtagelse:
1 Korinth. 11,23 For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød,
1 Korinth. 11,24 takkede, brød det og sagde: "Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!"
1 Korinth. 11,25 Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: "Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!"
1 Korinth. 11,26For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.
Paulus kender åbenbart til nadveren og til Judas-forræderiet. Eller gør han?
Lad os kigge på forræderiet først. Her kan vi citere ingen ringere end Bart Ehrman i bogen "Did Jesus exist?" for, at denne oversættelse ikke holder i byretten: »the word Paul uses here does not mean "betray"« (citatet til højre).
Ordet, der bruges for "forrådt" på originalsproget græsk, er "paradidômi", der består af ordene "para" (ved siden af) og "didômi" (give). Ordet betyder altså, at "over-give" eller "over-levere" (også i betydningen "overgive verbalt").
I dette vers optræder "paradidômi" to gange.
1 Korinth. 11,23 For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød,
Første gang oversætter Bibelselskabet "paradidômi" til "overlevere": »og også overleveret til jer«, og anden gang oversættes det til »forrådt«.
Paulus har "modtaget" information, som han nu "over-giver" til menigheden, om hvordan Jesus en nat blev "over-givet".
Jesus er altså ikke blevet forrådt. Læs evt. mere om 1 Korintherne 11,23.
|
Paulus kender åbenbart til nadveren med brød og bæger. Og hvor har han så det fra?
Vi har lige citeret Ehrman for, at Paulus ikke skriver om noget forræderi, men på den anden side vil Ehrman jo hjertens gerne bruge Paulus som et vidne for den historiske Jesus. Ehrman fortæller, at denne terminologi med at "modtage" og "overlevere" bruges i jødiske cirkler om traditioner, der er overgivet fra den ene lærer til den næste (boksen til venstre).
Dette har Ehrman givetvis ret i, men der er jo det store problem, at Paulus udtrykkeligt skriver: »jeg har modtaget fra Herren«. Uanset om "Herren" i denne forbindelse er Gud eller Jesus, er det altså klart, at Paulus ikke har hørt nogle apostle fortælle om en historisk hændelse.
Ehrman er med på, at når Paulus har modtaget oplysninger "fra Herren", så er der tale om hallucinationer/åbenbaringer: »in a revelation?«. Men Ehrman hævder alligevel, at Paulus har hørt en "mundtlig tradition", der stammer fra historiske vidner, og at Paulus bagefter har brugt sine hallucinationer/åbenbaringer til at bekræfte sandheden: »the truthfulness of the account was confirmed to him by God, or Jesus, himself«.
Det pudsige er, at Paulus skriver ca. 20 år efter, at den historiske Jesus formodes at have indstiftet nadveren for sine tolv disciple, og alligevel har vi her Paulus' ord for, at det er ham — og ikke disciplene for 20 år siden, — der har modtaget nyheden, »modtaget fra Herren«, og at det er Paulus (og ikke de tolv disciple), der fortæller det til menigheden i Korinth.
Ifølge evangelierne blev nadveren indstiftet af en historisk Jesus. Men Paulus fortæller det som en frisk åbenbaring 20 år efter. Ordren lyder: »gør dette, hver gang I drikker det« og »hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret«. Men dette bud har menigheden åbenbart været uvidende om i 20 år.
|
Og hvor har Paulus det fra? For det første siger han jo selv, at »jeg har modtaget fra Herren«. Han har det altså ikke fra apostlene, men formentlig fra en af de åbenbaringer, han jævnligt modtog.
For det andet var det et fast punkt i Paulus' epistler, at det evangelium, han prædikede, havde han modtaget direkte fra Jesus Kristus. Som han skrev til Galaterne, var hans evangelium ikke menneskeværk, og han havde ikke modtaget ("paralambanô") det fra noget menneske. Paulus har fået sine oplysninger »ved en åbenbaring af Jesus Kristus« (Galaterne 1,11-12).
Paulus skriver i sikker forventning om, at han er den første i verden, der får lov til at "over-levere" historien om nadveren. Tænk, hvis en historisk Jesus allerede havde indstiftet nadveren for sine disciple: Så ville den samlede menighed i Korinth skrive tilbage til Paulus: "Det ved vi da godt, din nørd. Det har vi faktisk gjort hver søndag i 20 år".
Vil det sige, at Paulus har et bedre kendskab til den historiske Jesus, end de disciple, der havde fulgt Jesus? Nej, Paulus kender ikke noget til en historisk Jesus.
Paulus' Jesus og Paulus' nadver er nogle rent åndelige størrelser. Her er et citat fra det forrige kapitel i samme epistel:
|
1 Korinth. 10,1 Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet
1 Korinth. 10,2 og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet
1 Korinth. 10,3 og spiste alle den samme åndelige mad
1 Korinth. 10,4 og drak alle den samme åndelige drik - for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus -
Sådan ser Paulus' verden ud: Jødernes flugt fra Egypten gennem havet var en dåb, mannaen var en åndelig mad, vandet fra klippen var en åndelig drik, klippen var Jesus, og jøderne drak af den åndelige klippe, der var Jesus. Allegori og symbolik. Paulus' nadver sker på et åndeligt plan.
Der var ikke vin i Paulus' bæger, der var en "åndelig drik", der var det vand, Moses havde slået af klippen i ørkenen. En »åndelig klippe«, der var Jesus, og som fulgte jøderne i ørkenen i 40 år.
Det er Paulus, der har indstiftet nadveren — ikke en historisk Jesus. Paulus' ord levner ikke plads til en historisk Jesus. I Paulus' verden var Jesus en åndelig klippe med indbygget vandkilde, der havde vandret med jøderne gennem ørkenen i 40 år.
|
Et kristent modsvar kunne være, at menigheden i det fjerne Korinth havde været uvidende om, at apostlene i Jerusalem hver søndag i 20 år havde spist Jesus' kød og drak hans blod. Måske kendte de ikke andre apostle end Paulus? Det var jo ham, der var hedningeapostel.
Nu er Bibelen jo lidt uenig med sig selv i, om det er Paulus eller Peter, der er udnævnt til hedningeapostel (billedet til højre). Men lad os se på resten af Paulus' brev:
1 Korinth. 1,11 For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden.
1 Korinth. 1,12 Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus.
Der var åbenbart uenighed i menigheden med små fraktioner (1 Korintherne 11,19): Nogle fulgte Paulus' evangelium, nogle fulgte Apollos (hvem han siden var) og nogle fulgte "Kefas". Kefas er det aramæiske navn for Peter (Johannes 1,42), så menigheden kendte åbenbart Peter, og hvad han stod for.(1)
Paulus nævner de tre fraktioner og Peter/Kefas igen:
1 Korinth. 3,22 enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas, enten det er verden eller liv eller død, enten det er det, som nu er, eller det, som kommer - alt tilhører jer.
1 Korinth. 3,23 Men I tilhører Kristus, og Kristus Gud.
Senere omtaler Paulus Peters kone:
1 Korinth. 9,5 Er vi ikke i vor gode ret til at have en søster til hustru og tage hende med os ligesom de andre apostle og Herrens brødre og Kefas?
Til sidst nævnes Peter i forbindelse med Jesus' genopstandelse. Peter har set den opstandne Jesus, længe før Paulus gjorde det:
1 Korinth. 15,4 at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne,
1 Korinth. 15,5 og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv
1 Korinth. 15,6 Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen
1 Korinth. 15,7 Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene.
1 Korinth. 15,8 Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig;
1 Korinth. 15,9 for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke.
Som man kan se, er menigheden i Korinth udmærket bekendt med Peter. De kender hans teologi — som åbenbart er forskellig fra Paulus'. De kender også til hans privatliv (at han er gift med en "søster"). Og endeligt ved de — hvad der jo ikke var nogen hemmelighed: At Paulus var en efternøler, der aldrig havde mødt den levende Jesus, men først længe efter genopstandelsen: »sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig«.
Ville Paulus turde blære sig med, at »jeg har modtaget fra Herren«, hvis alle vidste, at Peter havde været personligt til stede ved nadveren, mens Paulus kun var en "efternøler", »den ringeste af apostlene«, »ikke værdig til at kaldes apostel« og »et misfoster«"?
|
Lyder det utroligt? Kan det virkelig passe, at Paulus har ret? Er det ham, og ikke Jesus' tolv apostle, der er den første til at berette om indstiftelse af nadveren? Og er historien i Markus-, Matthæus- og Lukas-evangeliet, hvor Jesus indstiftede nadveren i Jerusalem for 20 år siden, bare løgn og latin?
Heldigvis har vi et vidne mere, nemlig Johannes. Forfatteren af Johannesevangeliet er den eneste af de fire evangelister, der påstår, at han var øjenvidne. Johannes var den elskede discipel, der sad klos op ad Jesus under det sidste måltid (Johannes 21,20-24).
Og hvad har vores øjenvidne så at berette? Ja, for det første sker dette måltid inden påsken: »Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet […]« (Johannes 13,1). Og eftersom påsken ikke endnu er startet, er der ikke noget påskelam at spise. Det eneste disciplene får er brød i en form for dyppelse »Så dyppede han brødet, tog det og gav det til Judas« (Johannes 13,26), og Johannes bruger dette brød til at fremstille en profeti.
Jesus indstifter ikke nogen nadver. I stedet bruger Jesus tiden med at vaske sine disciples fødder:
Johannes 13,5 Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig.
Johannes 13,5 Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: "Herre, vasker du mine fødder?"
|
Sådan er den sidste nadver beskrevet af vores eneste øjenvidne: Brød, suppe og kolde afvaskninger, men ingen vin. Jesus afslutter fodvasken med at opfordre sine apostle til at følge dette ritual i al fremtid:
Johannes 13,14 Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder.
Johannes 13,15 Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.
Men hvilket ritual skulle alle fremtidige kristne så følge? En nadver, hvor man spiste Jesus' legeme og drak hans blod som i Markus-, Matthæus- og Lukasevangelierne? Eller en fodvask som i Johannesevangeliet?
Johannes bakker i al fald Paulus op: Jesus har ikke indstiftet nogen Sidste Nadver med kød og blod.
Så kunne det være sjovt at gætte på, hvor Paulus mon har "modtaget" nadveren fra?
Kristendommen har mange af sine myter og ritualer fælles med andre af den tids religioner. Desværre ved vi ikke så meget om disse religioner, fordi de kristne har nedbrændt hele biblioteker med "hedensk" litteratur. Det vi ved i dag, kender vi fra de tidlige kirkefædres angreb på de konkurrerende religioner.
Justinus Martyr (død ca. år 165) måtte erkende ligheden mellem kristendommen
og de eksisterende religioner.
Men han havde verdens bedste forklaring: Det var skam ikke kristendommen, der havde efterabet
de eksisterende religioner. Næ nej, det var de gamle religioner, der havde forud-efterabet kristendommen.
Ja, det lyder som en science fiction-historie i stil med Tilbage til Fremtiden,
men Justinus Martyr brugte over 50 kapitler på dette forsvar (se eksternt link forneden):
Djævlene havde læst profetierne om Jesus
i Det Gamle Testamente,
og de havde opfyldt dem i forvejen for at forvirre fremtidens kristne.
Det er derfor, Antikken var fyldt med jomfrufødte gudesønner, der var blevet dræbt, genopstået og steget til himmels:
Alle disse gudesønner: Herkules, Perseus, Dionysos, Kejser Augustus osv.
var opfundet af djævlene for at forud-efterabe Jesus.
I kapitel 66 kommer Justinus Martyr så til nadveren (på engelsk: "Eucharist"), som djævlene sandelig også har forud-efterabet:
And this food is called among us Eucharistia [the Eucharist], of which no one is allowed to partake but the man who believes that the things which we teach are true, and who has been washed with the washing that is for the remission of sins, and unto regeneration, and who is so living as Christ has enjoined. For not as common bread and common drink do we receive these; but in like manner as Jesus Christ our Saviour, having been made flesh by the Word of God, had both flesh and blood for our salvation, so likewise have we been taught that the food which is blessed by the prayer of His word, and from which our blood and flesh by transmutation are nourished, is the flesh and blood of that Jesus who was made flesh.
For the apostles, in the memoirs composed by them, which are called Gospels, have thus delivered unto us what was enjoined upon them; that Jesus took bread, and when He had given thanks, said, "This do ye in remembrance of Me, this is My body;" and that, after the same manner, having taken the cup and given thanks, He said, "This is My blood;" and gave it to them alone. Which the wicked devils have imitated in the mysteries of Mithras, commanding the same thing to be done. For, that bread and a cup of water are placed with certain incantations in the mystic rites of one who is being initiated, you either know or can learn.
Justin Martyr, død ca. år 165, første apologi, kapitel 66
Man kan grine af Justinus Martyr's argument med forud-efterabning, men her har vi al fald vi en beskrivelse af
en af de "hedenske" religioner, Mithras. Ifølge Justinus Martyr havde Mithras-dyrkerne
et ritual, der mindede om den kristne nadver, med brød og et bæger vand.
Husk, at Paulus aldrig fortalte, hvad der var i det bæger, han fik "overleveret".
Hvor dyrkede man Mithras henne? Det gjorde man mange steder i Romerriget, men Plutarch fortæller (se eksternt link forneden), at det især blev dyrket af piraterne i Kilikien, og at man fortsatte med at dyrke Mithras, efter at disse pirater var blevet nedkæmpet.
The power of the pirates had its seat in Cilicia at first, and at the outset it was venturesome and elusive;
[...]
They also offered strange sacrifices of their own at Olympus, and celebrated there certain secret rites, among which those of Mithras continue to the present time, having been first instituted by them.
Plutarchos, ca. 45-120, Pompey's liv, kapitel 24
Hovedbyen i Kilikien hed Tarsus, og det var den by, Paulus kom fra: »Saulus fra Tarsus« (Apostlenes Gerninger 9,11), »Paulus sagde: "Jeg er jøde fra Tarsus i Kilikien« (Apostlenes Gerninger 21,39), »Jeg er jøde, født i Tarsus i Kilikien« (Apostlenes Gerninger 22,3).
Paulus hævdede jo, at han havde "modtaget" nadveren gennem sine åbenbaringer. Men i dag ved vi, at drømme, visioner og hallucinationer ikke opstår af ingenting: De kommer fra underbevidstheden.
Selvfølgelig kan Paulus have fået nadveren fra andre byer end Tarsus og fra andre religioner end Mithras, men intet kommer af intet. Undtagen lommeuld og Gud.
Justin Martyr, Første apologi, kap. 66 (Engelsk tekst).
I kapitel 20-23 argumenterer han for, at kristendommen ikke var så afvigende i forhold til de etablerede religioner: gudesønner og opstandelse var jo helt almindeligt i den græske verden.
Derefter bruger han de næste kapitler på at vise, at kristendommen — og kun kristendommen — er den sande religion og, at Jesus er Guds inkarnerede søn. Derefter i kapitel 54 og frem er han klar til forklaringen om, at de gamle religioner havde forud-efterabet kristendommen.
I kapitel 66 kommer han til nadveren.
Fodnoter:(1)
Men da der ikke kan siges noget 100% entydigt ud fra Paulus' tekster — og da det dybest set ikke gør nogen forskel — er udgangspunktet på nærværende hjemmeside den kristne fortolkning, nemlig at Peter er den samme som Kefas.
