Hvordan kan det være, at kristne danskere ikke holder Moseloven?
Hvorfor bryder vi Guds lov og guffer svinekød og rejer i os?
Hvorfor har dansk lov ikke dødsstraf for at arbejde om lørdagen?
Hvorfor er danskere ikke omskårne?
Hvordan kan det være, at kristne danskere ikke holder Moseloven?
Hvorfor bryder vi Guds lov og guffer svinekød og rejer i os?
Hvorfor har dansk lov ikke dødsstraf for at arbejde om lørdagen?
Hvorfor er danskere ikke omskårne?
Mange kristne vil forklare det med, at Jesus har indført en ny pagt og har ophævet sabbatten, men det er noget vås. Jesus sagde tydeligt, at han ikke ville ophæve de gamle love (undtagen for sig selv). Som Jesus sagde: »Men himmel og jord skal snarere forgå end en eneste tøddel af loven falde væk « (Lukas 16,17).
Den slags kunne Jesus sagtens tillade sig at sige — han prædikede jo kun for jøder. Paulus prædikede derimod for resten af verden, og han har formentlig indset, at kultiverede grækere ikke gad lytte på hans evangelium, hvis han krævede, at de skulle følge jødiske madregler, jødiske helligdage og — især — jødisk omskærelse.
Det er ikke Jesus, men Paulus, der har fundet på de nye regler.
Paulus formulerer det på den kringlede måde, at gennem Jesus er vi døde fra loven, og derfor ikke længere er bundne til loven, ligesom en enke ikke er bundet til sin døde mand:
|
Romerne 7,1 Ved I ikke, brødre - jeg taler jo til mennesker, der kender loven - at loven kun er herre over et menneske, så længe det lever?
Romerne 7,2 En gift kvinde er ved lov bundet til sin mand, så længe han lever; men dør han, er hun løst fra den lov, der bandt hende til ham.
Romerne 7,3 Hun vil altså stå som ægteskabsbryder, hvis hun bliver en andens, mens hendes mand er i live; men dør han, er hun fri fra loven, så at hun ikke er ægteskabsbryder ved at blive en andens.
Romerne 7,4 Så er også I, mine brødre, gjort døde for loven ved Kristi legeme, for at I skal tilhøre en anden, ham der er opstået fra de døde, og vi bære frugt for Gud.
Romerne 7,5 For dengang vi var i kødet, var de syndige lidenskaber, som loven kalder frem, virksomme i vore lemmer, så at vi bar frugt til døden.
Romerne 7,6 Men nu er vi løst fra loven og er døde fra det, vi før var fanget i, så at vi er tjenere i Åndens nye liv, og ikke i bogstavens gamle.
I ovenstående citat vrøvler Paulus endnu mere, end han plejer: Han kalder dåben for en "død" og hævder, at gennem denne "død" er vi ikke længere bundet til Moseloven, ligesom en gift kvinde ikke længere er bundet til sin mand, når han er død. Her roder Paulus rundt i det: Hvis parallellen skal holde, skulle det være Moseloven og ikke os, der var død, så vi kunne blive "gift" med en anden lov.
Men hans konklusion er klar nok: Moseloven er ophævet, og vi alle er frie.
Ifølge Paulus var den gamle lov nemlig en nødløsning, der var nødvendig, dengang mennesket var syndefuldt. Loven gjaldt kun indtil de sidste dage, hvor den blev ophævet.
Galaterne 3,19 Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet. Den blev givet ved engle, gennem en formidler.
Paulus pointerer, at Loven ikke er givet af Gud, men ved engle og gennem en formidler.(1) Dermed fremhæver han, hvor lidt autoritet Loven har.
Da nu Jesus havde taget skylden fra os, og jorden alligevel var ved at gå under, var loven ikke længere bindende. Paulus kalder (meget betegnende) Moseloven for dødens lov:
Romerne 8,2 For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov.
Sammen med "dødens lov" faldt de gamle forbud med sabbatdage og urene madvarer bort:
Romerne 14,2 Den enes tro tillader ham at spise hvad som helst, den svage spiser kun grønsager.
Romerne 14,3 Den, der spiser, må ikke foragte den, der ikke spiser, og den, der ikke spiser, må ikke dømme den, der spiser; Gud har jo taget imod ham.
[.. .. ..][. . .]
Romerne 14,5 Én regner den ene dag for vigtigere end andre dage, en anden regner alle dage for lige vigtige. Enhver skal stå fast ved sin overbevisning.
Romerne 14,6 Den, der lægger vægt på, hvad det er for en dag, gør det for Herren. Den, der spiser, gør det for Herren; han siger jo Gud tak. Og den, der ikke spiser, gør det for Herren og siger også Gud tak.
[.. .. ..][. . .]
Romerne 14,14 Jeg ved og er i Herren Jesus vis på, at intet er urent i sig selv, men for den, der regner noget for urent, er det urent.
[.. .. ..][. . .]
Romerne 14,17 For Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed og fred og glæde i Helligånden.
[.. .. ..][. . .]
Romerne 14,20 Ødelæg ikke Guds værk på grund af mad. Alt er rent, men for den, der tager anstød af at spise det, bliver det noget ondt.
1 Korinth. 8,8 Men mad gør hverken fra eller til over for Gud. Vi opnår ikke noget ved at spise, og vi mister ikke noget ved at lade være.
1 Korinth. 10,23 Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op.
[.. .. ..][. . .]
1 Korinth. 10,25 Alt, hvad der sælges på kødtorvet, kan I spise med god samvittighed uden at undersøge, om det er offerkød.
1 Kolos. 2,16 Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter.
Ovenstående lyder måske utroligt tolerant og moderne, men var der noget Paulus og kristendommen ikke er, er det tolerant. Paulus startede som lovtro jøde, men efter at have konverteret kalder han rent ud Moseloven for tab og skarn (helt bogstaveligt betyder "skubalon" "noget, der kastes til hundene"):
Filipperne 3,5 omskåret på ottendedagen, israelit af fødsel, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere, lovtro farisæer,
Filipperne 3,6 ivrig forfølger af kirken, uangribelig i lovretfærdighed.
Filipperne 3,7 Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab.
Filipperne 3,8 Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus
Loven var en forbandelse:
Galaterne 3,10 For alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse, for der står skrevet: "Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det."
[.. .. ..] [. . .]
Galaterne 3,13 Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld - der står jo skrevet: "Forbandet er enhver, der hænger på et træ" -
Moseloven slår ihjel, De Ti Bud var »dødens tjeneste«" og »den tjeneste, der fører til fordømmelse«, mens Mosebøgerne var "et slør om hjertet:
2 Korinth. 3,6 som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.
2 Korinth. 3,7 Men når dødens tjeneste, indhugget i sten med bogstaver, havde sin herlighed, så at Israels børn ikke kunne se på Moses' ansigt på grund af hans ansigts stråleglans, der dog forsvandt,
2 Korinth. 3,8 hvor meget mere vil så ikke Åndens tjeneste have sin herlighed.
2 Korinth. 3,9 Når den tjeneste, der fører til fordømmelse, havde sin herlighed, så er den tjeneste, der fører til retfærdighed, langt mere rig på herlighed.
[.. .. ..] [. . .]
2 Korinth. 3,15 Ja, lige til i dag ligger der et slør over deres hjerte, når Moses læses op.
2 Korinth. 3,16 "Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort"
. . . og her er vi så fremme ved en ofte overset pointe: Den frihed Paulus prædikede var en frihed for Moseloven, det var ikke en frihed til at vende tilbage til Moseloven eller andre "falske guder".
Ifølge Paulus var vi allerede frelst gennem Jesus' offer, og det eneste krav Jesus stillede var, at man skulle tro på Den Nye Pagt. Hvis man alligevel fulgte Moseloven beviste man jo netop, at man ikke havde tro på Jesus' frelse: »hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte« (Galaterne 3,21), og så var man fortabt: »I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden« (Galaterne 5,4).
Man måtte gerne spise offerkød, altså kød, der var ofret til "falske" guder, men kun
fordi man som kristen "ved", at de andre guder er falske. Man skal bare passe på,
at man ikke kommer til at lokke "ikke-troende" til at spise offer-kød.
De "ikke-troende" ved jo ikke, at deres guder er falske, så når de spiser offerkød,
tjener de dermed deres "falske" guder:
1 Korinth. 8,1 Hvad angår det kød, som har været ofret til afguderne, så ved vi, at vi alle har kundskab. Kundskaben gør indbildsk, men kærligheden bygger op.
[.. .. ..] [...]
1 Korinth. 8,4 Hvad angår det at spise kød, som har været ofret til afguderne, så ved vi, at der ikke findes nogen afgud i verden, og at der kun er én Gud.
[.. .. ..] [...]
1 Korinth. 8,7 Men ikke alle har denne kundskab. Der er nogle, der spiser kødet som offerkød, fordi de hidtil har været vant til at dyrke afguderne, og så tilsøles deres samvittighed, skrøbelig som den er.
1 Korinth. 8,8 Men mad gør hverken fra eller til over for Gud. Vi opnår ikke noget ved at spise, og vi mister ikke noget ved at lade være.
1 Korinth. 8,9 Men se til, at jeres ret til at spise offerkød ikke bringer de svage til fald.
1 Korinth. 8,10 For hvis nogen ser dig, som har kundskab, sidde til bords i et afgudstempel, vil så ikke den, der er svag i sin samvittighed, blive tilskyndet til at spise offerkød?
1 Korinth. 8,11 Så går jo den, der er svag, til grunde som følge af din kundskab, den broder, som Kristus døde for.
1 Korinth. 8,12 Ved på den måde at synde imod brødrene og såre deres skrøbelige samvittighed synder I imod Kristus.
1 Korinth. 8,13 Derfor, hvis mad bringer min broder til fald, vil jeg aldrig i evighed spise kød for ikke at bringe min broder til fald.
1 Korinth. 10,25 Alt, hvad der sælges på kødtorvet, kan I spise med god samvittighed uden at undersøge, om det er offerkød.
1 Korinth. 10,26 For jorden med alt, hvad den rummer, tilhører Herren.
1 Korinth. 10,27 Hvis I bliver indbudt af ikke-troende, og I siger ja, kan I med god samvittighed spise alt, hvad der sættes på bordet, uden at undersøge, hvad det er.
1 Korinth. 10,28 Men hvis nogen siger til jer: "Det er offerkød," må I ikke spise det, af hensyn til ham, der sagde det, og for samvittighedens skyld;
1 Korinth. 10,29 jeg mener hans samvittighed, ikke jeres egen. For hvorfor skal den frihed, jeg har, dømmes af en andens samvittighed?
1 Korinth. 10,30 Hvis jeg deltager med taknemlighed, hvorfor skal jeg så høre ilde for noget, jeg takker for?
|
Hvis man stadig overholdt "falske" helligdage, så "trællede man for guderne", og Paulus arbejde var forgæves:
Galaterne 4,8 Dengang, da I ikke kendte Gud, trællede I for guder, som i virkeligheden ikke er guder.
Galaterne 4,9 Men nu, da I har lært Gud at kende, eller rettere: er blevet kendt af Gud - hvordan kan I så atter vende tilbage til de svage og ynkelige magter? Vil I nu igen trælle for dem?
Galaterne 4,10 I overholder dage og måneder og tider og år.
Galaterne 4,11 Jeg er bange for, at jeg har slidt forgæves for jer.
Det Paulus tog mest afstand fra var omskærelsen. Paulus har sikkert indset, at det var svært at overtale voksne grækere til at skære i deres tissemænd, med deraf følgende blodtab, ømhed og infektioner. Paulus kaldte omskærelsen for en skamskærelse:
Filipperne 3,2 Vogt jer for hundene, vogt jer for de slette arbejdere, vogt jer for de skamskårne!
Filipperne 3,3 Det er os, der er de omskårne, og som tjener ved Guds ånd og har vores stolthed i Kristus Jesus i stedet for at stole på noget ydre.
Lige præcis,
hvor radikalt Paulus afviger fra Moseloven, ser vi netop i
hans holdning til omskærelsen.
|
Det var Paulus' holdning til Moseloven og ikke-jøder, der bekymrede resten af apostlene. Paulus rejste til Jerusalem med det ene formål at høre, om hedninger (dvs. ikke-jøder), der konverterede til kristendommen var tvungne til at lade sig omskære. Det var der nemlig nogen, der havde påstået (Apostlenes Gerninger 15,1-2).
I Apostlenes Gerninger er mødet beskrevet udramatisk: Peter havde selv haft en vision (billedet til højre), hvor selveste Gud Fader udnævnte ham til hedningeapostel, og Jesus' bror Jakob argumenterede derfor for, at ikke-jøder skulle kunne nøjes med at følge en light-udgave af Moseloven:
Apost. G. 15,7 Efter megen diskussion rejste Peter sig og sagde: "Brødre, I ved, at Gud for længe siden blandt jer udvalgte mig, for at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til tro.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,13 Da de tav, tog Jakob ordet og sagde: "Brødre, hør på mig!
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,19 Derfor mener jeg, at vi ikke skal skabe vanskeligheder for de hedninger, der vender om til Gud,
Apost. G. 15,20 men skrive til dem, at de skal holde sig fra besmittelse med afguder og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod.
Paulus fik sågar det hele skriftligt. Menigheden i Jerusalem havde ikke stillet noget krav om omskærelse af ikke-jøder, og ikke-jøder behøvede ikke at følge hele Moseloven. De skulle kun undgå fire ting:
Apost. G. 15,23 De fik denne skrivelse med: "Apostlene og de ældste, jeres brødre, hilser vore brødre af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien.
Apost. G. 15,24 Vi har hørt, at der er kommet nogle fra os, som har forvirret jer og foruroliget jer med deres ord; men vi har ikke givet dem noget påbud.
Apost. G. 15,25 Derfor har vi i enighed besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vor kære Barnabas og Paulus.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,28 For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige,
Apost. G. 15,29 at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!"
Det lyder jo meget tilforladeligt, men vi må huske, at Apostlenes Gerninger er skrevet mange år efter begivenhederne - nemlig af den samme græker, der skrev Lukasevangeliet. Der er jo allerede noget suspekt ved, at menigheden laver særregler for ikke-jøder: To slags regler for to slags kristne. Hvad er det i grunden for et evangelium, Jesus skulle have udspredt? Og er det Peter eller Paulus, der er apostel for hedningerne?
Hvis man læser Paulus egne ord, ser det knap så rosenrødt ud. Umiddelbart efter besøget i Jerusalem
er der ballade i Antiokia.
Peter har besøgt ikke-jøder, og det har åbenbart ikke været populært hos Jakobs folk.
Paulus skælder derfor Peter (kaldet
Kefas(2)) ud):
Galaterne 2,11 Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv.
Galaterne 2,12 Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne.
Galaterne 2,13 Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri.
Galaterne 2,14 Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder?
Peter har åbenbart spist sammen med ikke-jøder, men er blevet banket på plads, da »der kom nogle fra Jakob«. Peter tør derefter ikke mere omgås ikke-jøder »af frygt for de omskårne«, og han kræver, at alle følger Moseloven (»tvinge hedningerne til at leve som jøder«). Man undrer sig over, hvorfor Peter ikke bare bad "de omskårne" om at klappe i, når han havde haft en vision og var blev udnævnt af Gud Fader selv.
Bemærk, at Paulus ikke skriver, at han vandt diskussionen over Peter — tværtimod fik Peter og "de andre jøder" Barnabas over på deres side. Hvorfor viste han ikke bare brevet fra Jakob og resten af menigheden?
Paulus var heller ikke for god selv. Aftalen gik ud på, at Paulus' menigheder ikke måtte spise offerkød (se Apostl. G. 15,20 og 15,29 citeret foroven), men som vi også har set (1 Korintherne 8,1-13; 10,25-30), har Paulus tværtimod sagt til hans menighed, at de havde ret til at spise offerkød »se til, at jeres ret til at spise offerkød ikke bringer de svage til fald« (1 Korintherne 8,9).
Dette viser, at den aftale, der skulle være mellem menigheden i Jerusalem og Paulus, er mere eller mindre fri fantasi. Menigheden i Jerusalem har aldrig tilladt at Moseloven ignoreres, og Paulus har ikke lovet at overholde dele af Moseloven. Lad os se nærmere på, hvad en hedningeapostel er, og hvad aftalen gik ud på.
Konklusion: Den eneste, der har ophævet Moseloven, er en mand, der aldrig har mødt Jesus. Jesus og hans disciple insisterede på, at Moseloven skulle holdes - og at man ikke måtte omgås ikke-jøder.
Hvad er en hedningeapostel?
Og hvem skulle være hedningeapostel?
Eller læs om Paulus' anden rejse til Jerusalem, opgøret i Antiokia og Paulus' arrest.
Fodnote: (1) (2))
Kristne mennesker vil gerne fortolke denne "formidler" som Kristus, men det ville være en fejl.
Paulus' pointe er, at én person ikke behøver en formidler, og at formidleren derfor ikke peger tilbage på én (dvs. Gud), men på mange (dvs. englene).
Det er et åbent spørgsmål, om Peter er den samme som Kefas.
Men da der ikke kan siges noget 100% entydigt ud fra Paulus' tekster — og da det dybest set ikke gør nogen forskel — er udgangspunktet på nærværende hjemmeside den kristne fortolkning, nemlig at Peter er den samme som Kefas.