|
|
Paulus er stort set vores eneste historiske vidne til Jesus.
Han er også vores ældste kilde: Den kristne konsensus er, at Paulus skrev sine epistler år 49-52 e.v.t..(1) Ca. halvdelen af de 27 bøger i det Nye Testamente er tilskrevet Paulus, og selv de af dem, der ikke er ægte, er naturligvis også inspirerede af Paulus.
Først tyve år senere blev evangelierne skrevet, og der kom lidt "kød" på Paulus' himmelske Jesusfigur. Det ældste evangelium, Markusevangeliet, er skrevet ca. år 75 e.v.t..(2), og er altså skrevet over 40 år efter de begivenheder, der beskrives. Markusevangeliet benytter tydeligvis Paulus som kilde, mens Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet bygger på Markusevangeliet foruden guddommelig inspiration og livlig fantasi. Forholdet til Johannesevangeliet er lidt mere speget, men der er ingen tvivl om, at forfatteren bygger på de andre evangelier.
Efter evangelierne fortsætter handlingen i Apostlenes Gerninger, hvor Paulus spiller en stor rolle. Selvom portrættet af Paulus er meget uhistorisk, er det oplagt, at forfatteren har læst i Paulus' epistler. Han kan for den sags skyld have læst epistler, som ikke længere eksisterer.
Stort set alt, hvad vi ved om Jesus, går altså i sidste ende tilbage til Paulus.
|
Indledningsvis må vi huske, at Paulus aldrig mødte Jesus "i kød og blod". Tværtimod startede han med at forfølge de første kristne (Galaterne 1,13-23, 1 Korintherne 15,9, Apostlenes Gerninger 8,1-3).
Han blev først omvendt, da han fik en åbenbaring i et lysglimt på vejen til Damaskus. Han var altså langt fra den første kristne. Andre apostle som Peter/Kefas, "de tolv", over 500 brødre, Jakob, alle apostlene (1 Korintherne 15,5-8), Johannes, Andronikus og den kvindelige apostel Junia havde "set lyset" før Paulus, men det kan ikke gentages tit nok, at Paulus aldrig antyder, at disse mennesker skulle have et bedre kendskab til Jesus, end han selv.
|
Paulus understreger netop, at efter at have fået sin åbenbaring kontaktede han ikke nogen af de andre kristne: Da »rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod«, og han kontaktede især ikke menigheden i Jerusalem, hvor man skulle tro, apostlene havde kendt en historisk Jesus: »jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig« (det fulde citat følger om lidt).
Alt hvad Paulus ved om Jesus er, at han er korsfæstet, genopstået, og har vist sig for nogle mennesker efter opstandelsen (1 Korintherne 15,5-8). Hvis nogen ved noget om Jesus fra hans tid på jorden, er det underordnet. Som Paulus skriver:(3)
2 Korintherne 5,16 Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere.
Men hvor har Paulus så sin viden fra?
Romerne 16,25 Ham, som formår at styrke jer med mit evangelium og Jesu Kristi budskab, med åbenbaringen af den hemmelighed, der har været hyllet i tavshed i evige tider,
Romerne 16,26 men som nu er bragt for dagen og gennem profetiske skrifter på den evige Guds befaling gjort kendt for alle folkeslag for at føre dem til troslydighed -
Her har vi Pauls' to kilder: Åbenbaringer (dvs. hallucinationer) og profetier dvs. "hemmelige budskaber", som Paulus har fundet i Det Gamle Testamente.
|
Paulus havde været oppe at besøge Jesus oppe i skyerne i den tredje himmel. Han viste ikke, om det var »i legemet eller uden for legemet«, men dér oppe i Paradis havde han hørt »uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale«.
2 Korintherne 12,2 Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden - om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det - blev rykket bort til den tredje himmel.
2 Korintherne 12,3 Og jeg ved om dette menneske - om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det -
2 Korintherne 12,4 at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale.
Det er aldeles uklart, om Paulus' besøg i den tredje himmel er den samme åbenbaring, som den han fik på vejen til Damaskus, men hér fik han en åbenbaring fra Gud om Jesus.
Derefter var han parat til at forkynde evangeliet uden at spørge nogen som helst til råds: »rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod«, og han tog ikke til Jerusalem, hvor nogle af de tidligere kristne levede.
Galaterne 1,15 Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede
Galaterne 1,16 at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod,
Galaterne 1,17 og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus.
Uanset antallet af åbenbaringer var det først efter tre år, at Paulus rejste til Jerusalem første gang. Her besøgte han Kefas (= Peter(4)), og Jakob, Herrens bror.
|
Galaterne 1,18 Dernæst, efter tre års forløb, drog jeg op til Jerusalem for at træffe Kefas, og jeg blev hos ham i fjorten dage;
Galaterne 1,19 men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror.
Galaterne 1,20 Jeg tager Gud til vidne på, at hvad jeg skriver her, ikke er løgn!
Paulus sværger ovenikøbet på, at dette er sandt. Hvorfor skulle han konstant overrende de andre apostle, når han havde sine egne dugfriske åbenbaringer direkte fra Gud i den tredje himmel?
Herefter gik der ikke mindre end 14 år før Paulus' anden rejse til Jerusalem. Og anledningen var netop, at han havde fået en åbenbaring.
Galaterne 2,1 Dernæst, efter fjorten års forløb, drog jeg igen op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med.
Galaterne 2,2 Jeg rejste derop på grund af en åbenbaring, og jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne, så jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves.
Her mødte han Peter/Kefas, Jakob og Johannes, men han mente ikke, at disse apostle kunne lære ham noget: »mig pålagde de ansete intet nyt«. Andre oversættelser er lidt tydeligere: de »lagde Intet til min Lærdom« (1897), »mig meddelte de ansete mænd altså intet nyt« (Jehovas Vidner); »contributed nothing to me« (NASB).
Galaterne 2,6 Og de, som anses for at være noget - hvad de engang var, er mig ligegyldigt, Gud gør ikke forskel på mennesker - mig pålagde de ansete intet nyt.
|
Det kan man undre sig over, når evangelierne fortæller, at disse tre "disciple" har kendt Jesus i kød og blod og har modtaget undervisning i mange år, men som nævnt er Paulus' epistler ældre end evangelierne, og han skriver ingen steder noget om, at nogen nogensinde skulle have haft et personligt forhold til Jesus her på jorden. Der er ingen "disciple" (dvs. elever), ordet discipel optræder ikke i nogen af epistlerne. Paulus kender kun til apostle (dvs. udsendinge) — altså folk, der ligesom han selv har haft en åbenbaring:
De tre gamle apostle prøver åbenbart heller ikke på at påstå, at de har vandret, spist, drukket og sovet sammen med Jesus her på jorden, men erkender straks, at Paulus har modtaget evangeliet fra Gud, ligesom de selv har: »at Gud har betroet mig evangeliet […] ligesom Peter«
|
Galaterne 2,7 Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne
Galaterne 2,8 - for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne -
Der er ingen antydning — hverken her eller andre steder — af, at nogen har kritiseret Paulus, for at hans møde med Jesus skulle være mindre virkeligt end de andre apostles.
Der er ingen steder nogen tegn på, at de andre apostle har haft en oplevelse, der var mere virkelig end Paulus' lysglimt på vejen til Damaskus og flyvetur til den tredje himmel.
Det kan man selvfølgelig påstå er "spin" fra Paulus' side, men hvis nogen havde sagt, at de andre apostele havde en fordel i kraft af deres årelange samvær med Jesus her på jorden, måtte han have kommet med modargumenter, og det gør han ingen steder. Tværtimod er hans møde med Jesus i Paradis i den tredje himmel selve beviset på hans autoritet:
1 Korintherne 9,1 Er jeg ikke fri? Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre? Er I ikke mit værk i Herren?
|
Profetier er virkeligheden det samme som åbenbaringer. Paulus' åbenbaringer er Guds ord talt direkte til ham, mens profetierne i Det Gamle Testamente er Guds talte ord til de gamle profeter.
Derfor var de åbenbaringer, Paulus kunne opstøve i skrifterne, lige så gode som de »uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale«, som han selv havde hørt på sin flyvetur til Paradis i den tredje himmel.
De fleste af disse profetier er vel at mærke ikke nogen, som jøderne havde ventet på i århundreder, men snarere "hemmelige beskeder" i Det Gamle Testamente, som ingen havde opdaget, før Paulus havde gennemskuet dem: »en hemmelighed, der har været hyllet i tavshed i evige tider, som nu er bragt for dagen og gennem profetiske skrifter« (Romerne 16,26, citeret foroven); »sådan som den nu er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter ved Ånden« (Efeserne 3,5); »den hemmelighed, som har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret for hans hellige« (Kolossenserne 1,26).
Det evangelium, Paulus prædikede, havde Gud allerede lovet gennem sine profeter:
Romerne 1,1 Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium,
Romerne 1,2 som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter,
Romerne 1,3 evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt,
|
Og når Paulus her i starten af Brevet til Romerne fortæller, at Jesus både er Guds søn, og samtidig kommet af Davids slægt, så er det ikke fordi, Paulus har haft adgang til nogen af Jesus' stamtavler. Paulus ved stort set intet om en historisk Jesus og havde ingen interesse i en sådan (se den forrige fodnote om 2 Korintherne 5,16.(3)). Paulus har bare fundet en profeti om, at Guds søn skulle komme af Davids slægt (billedet til venstre).
Paulus henviser aldrig til øjenvidner, men bare i dette ene epistel, Brevet til Romerne, hvor han starter med at citere "De hellige Skrifter" for at Jesus skulle være "kommet af Davids slægt", bruger Paulus vendingen »som der står skrevet« ikke mindre end femten gange foruden »for der står skrevet« (14,11) og »ikke for hans skyld alene står der skrevet« (4,23).
Profeterne taler stadig til os gennem skrifterne, og Paulus varierer sproget og bruger lige så gerne ordet "siger": »For hvad siger Skriften?« (4,3), »Sådan priser David også det menneske saligt« (4,6), »Han [gud] siger jo til Moses:« (9,15), »Skriften siger jo til Farao« (9,17), »Om den retfærdighed, som kommer af loven, skriver Moses:« (10,5), » den retfærdighed, som kommer af tro, siger således:« (10,6), »Nej, hvad siger den?« (10,8), »for Skriften siger:« (10,11), »for Esajas siger:« (10,16), »Allerede Moses siger:« (10,19), »Esajas går så vidt, at han siger:« (10,20), »Men om Israel siger han:« (10,21), »hvad Skriften siger i stykket om Elias« (11,2), »Og David siger:« (11,9), »Og igen siger Esajas:« (15,12).
Paulus erklærer, at »Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det […]« (15,4), og slutter Brevet til Romerne med det citat, vi allerede har kigget på, hvor han fortæller om sine åbenbaringer, og hvordan hemmelighederne i profetierne nu er bragt for dagen.
Romerne 16,25 Ham, som formår at styrke jer med mit evangelium og Jesu Kristi budskab, med åbenbaringen af den hemmelighed, der har været hyllet i tavshed i evige tider,
Romerne 16,26 men som nu er bragt for dagen og gennem profetiske skrifter på den evige Guds befaling gjort kendt for alle folkeslag for at føre dem til troslydighed -
|
På samme måde: Når Paulus fortæller, at »at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne«, og at »han opstod på den tredje dag efter Skrifterne«, så betyder det ikke nødvendigvis, at korsfæstelsen og genopstandelsen er vidnefaste begivenheder, der ovenikøbet opfylder profetier.
1 Korintherne 15,3 Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne,
1 Korintherne 15,4 at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne,
|
»efter Skrifterne« betyder, at Paulus har fundet en profeti — altså en urgammel åbenbaring — i Det Gamle Testamente (»Skrifterne«). Så er det op til hans læsere at gennemskue, hvilken profeti om opstandelse på tredjedagen Paulus hentyder til. Og det kan være svært.
Paulus eneste bekymring var, at man ikke måtte lære noget, der ikke kunne findes i Skriften:
1 Kor. 4,6Brødre, jeg har for jeres skyld anvendt dette om mig selv og Apollos, for at I af os kan lære, hvad der menes med: Hold jer til Skriften! så I ikke bilder jer noget ind til gunst for den ene imod den anden.
Alt hvad vi lærer om Jesus i Det Nye Testamente, går i sidste ende tilbage til Paulus,
og Paulus bygger på to kilder:
De åbenbaringer, han hævdede at have modtaget på sine besøg oppe i den tredje himmel, og her skal man huske, at Paulus havde en lav troværdighed.
Fodnoter: (1) (2) (3) (4)
But Paul was writing some years before the Gospels. His first letter (1 Thessalonians) is usually dated to 49 CE; his last (Romans?) to some twelve or thirteen years after that.
Bart Ehrman, Did Jesus exist?, 2012, s. 117-118
Markusevangeliet er tydeligvis skrevet efter Jerusalems ødelæggelse år 70. Det kan man se på de mange udfald mod templet. Se f.eks. Bagkloge profetier om Jerusalem
Det er også tydeligt, at Markus har ladet sig inspirere af historien om den gale Jesus i Den Jødiske Krig. Denne bog blev også først skrevet nogle år efter krigen mod romerne.
Som sædvanlig er oversættelsen vildledende.
For flere detaljer om Anden Korintherne 5,16 med citater fra eksperter, se Kan vi bruge Jesus' undervisning til noget?
Men da der ikke kan siges noget 100% entydigt ud fra Paulus' tekster — og da det dybest set ikke gør nogen forskel — er udgangspunktet på nærværende hjemmeside den kristne fortolkning, nemlig at Peter er den samme som Kefas.