|
|
Paulus var prædikant og var i høj grad arkitekten bag kristendommen, som vi kender den i dag. Derfor kan vi ikke bruge Paulus som sandhedsvidne om Jesus' eksistens, ligeså lidt som vi kan bruge Muhammed som sandhedsvidne om Koranen, Joseph Smith som sandhedsvidne om Mormons Bog eller Marshall Applewhite (lederen af Heaven's gate) som sandhedsvidne om UFO'er bag Hale-Bopp kometen.
Derimod er Paulus et førsteklasses vidne om, hvad menighederne mente det 1. århundrede. Derfor er det værd at kigge på, hvad han siger om den historiske Jesus i sine epistler.
Indledningsvis må vi erindre, at Paulus aldrig har mødt Jesus, at han udbredte et evangelium, der var i modstrid med Jesus, og at konflikten med menigheden i Jerusalem endte med, at Paulus blev arresteret.
Det er tilsyneladende heller ikke meget, Paulus ved om Jesus: Han nævner aldrig Maria, Josef, Betlehem, de vise mænd fra Østerland, Herodes barnemord, Jesus' dåb, Johannes Døberen, fristelserne i ørkenen, Bjergprædikenen, mirakuløse helbredelser, opvækkelse af de døde, Fadervor, Galilæa, Nazaret, Kapernaum, vandringen på søen, bespisningen af folkeskarerne, Jesus' "forvandling", tempelrensningen, Judas Iskariot, Maria Magdalena, Getsemane, Golgata, de to røvere på hans højre og venstre side, osv., osv. Pontius Pilatus nævnes kun i 1 Timotheus, som ikke er en ægte paulinsk epistel.
Jesus elskede at kalde sig selv Menneskesønnen; Paulus bruger aldrig det udtryk. Jesus brugte halvdelen af sin tid på at slås med de onde farisæere; Paulus nævner dem aldrig. Jesus og hans disciple forfulgtes af Herodes den Store og hans børn, børnebørn og oldebørn; Paulus nævner dem ikke. Jesus gjorde mange mirakler og uddrev mange dæmoner; Paulus nævner det ikke. Jesus er berømt for sine evindelige lignelser — vi får sågar at vide, at »han talte ikke til dem undtagen i lignelser« (Markus 4,34); Paulus citerer dem aldrig — ja faktisk er det utroligt, hvor lidt han overhovedet citerer Jesus. Paulus mener ikke, vi kan bruge Jesus' undervisning til noget.
I det hele taget er Paulus' epistler renset for henvisninger til historiske personer og begivenheder. Der er kun et enkelt vers, der kunne datere Paulus' epistler, og ifølge dette vers foregår eventyret 120 år tidligere, end man normalt antager.
Paulus' epistler afslører, at han (og menighederne) havde et hårrejsende ukendskab til den Jesus, der er beskrevet i evangelierne.
Paulus opfandt (eller lagde grunden til) begreber som Arvesynden, forsoningen, Jesus som "det endelige offer" og Lovens ophør. Denne teologi leder man forgæves efter i Det Gamle Testamente og evangelierne. Til gengæld lader det ikke til, at Paulus anede, hvad Jesus siger om ikke-jøder og Moseloven i evangelierne.
|
Paulus sagde »Kristus sendte mig ikke for at døbe« (1 Korintherne 1,17). Det vil sige, at Paulus aldrig har hørt om Jesus' "store missionsbefaling":
Matthæus 28,19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,
Paulus har åbenbart aldrig hørt Jesus sige det Fadervor, som gentages i kirken hver søndag, for Paulus aner ikke, hvordan man beder:
Romerne 8,26 Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke,
Paulus nævner aldrig Jesus' bjergprædiken. I så fald ville han have hørt Jesus' berømte ord om, at man ikke må dømme andre mennesker - og især ikke sine (tros)brødre:
Matthæus 7,1 Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes.
Matthæus 7,2 For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.
Matthæus 7,3 Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?
Matthæus 7,4 Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje?
Matthæus 7,5 Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.
Paulus opfordrede tværtimod sine disciple til at dømme andre mennesker - og især deres (tros)brødre:
1 Korinth. 6,1 Hvordan kan nogen af jer, der har en sag imod en broder, vove at bringe den for retten hos de uretfærdige og ikke hos de hellige?
1 Korinth. 6,2 Eller ved I ikke, at de hellige skal dømme verden? Og når verden dømmes af jer, er I så ikke gode nok til at dømme i ubetydelige sager?
1 Korinth. 6,3 Ved I ikke, at vi skal dømme engle, for slet ikke at tale om jordiske forhold?
1 Korinth. 6,4 Men når I nu har sådanne sager, hvordan kan I så sætte folk, som menigheden foragter, til at være dommere?
1 Korinth. 6,5 Det siger jeg til skam for jer. Er der da ingen blandt jer, som har visdom nok til at afgøre sager mellem brødre?
1 Korinth. 6,6 I stedet for fører broder sag mod broder, og det for ikke-troende!
|
Paulus fortæller om et stort skænderi, han havde med Peter (=Kefas(1)), fordi Kefas ikke turde spise med ikke-jøder:
Galaterne 2,11 Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv.
Galaterne 2,12 Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne.
Galaterne 2,13 Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri.
Paulus skriver ikke, at han vandt skænderiet. Tværtimod fortæller han, at Peter, Jakob's udsendinge og "de andre jøder" fik Barnabas over på deres side (læs mere om uenigheden i Antiokia).
Hvis Paulus (og Peter) havde kendt den Jesus, der optræder i evangelierne, ville de vide, at Jesus plejede at spise med toldere, farisæere og syndere. Paulus kunne bare have citeret, hvad Jesus selv havde svaret på lignende anklager:
Markus 2,16 Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: "Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?"
Markus 2,17 Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: "De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere."
Paulus kender ikke den Jesus, der er beskrevet i evangelierne.
Jamen, nævnte Paulus ikke Judas' forræderi?
1 Korinth. 11,23 For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød,
|
Ordet, der bruges på originalsproget græsk, er "paradidômi", der består af ordene "para" (ved siden af) og "didômi" (give). Ordet betyder, at "give", "over-levere" og "over-give" (også i betydningen "overgive verbalt"). Selvfølgelig kan man overgive folk på en forræderisk måde, men ordet har mange andre betydninger.
Ordet optræder to gange i verset: Paulus skriver, at han har overleveret, hvad han har hørt. Her er det igen ordet "paradidômi".
Paulus har modtaget ("paralambanô" / over-fået), og bagefter over-givet, paradidômi, at Jesus er blevet over-givet, paradidômi.
Hvis man insisterer på at oversætte "paradidômi" til "at forråde" i Paulus' epistler, får man nogle spøjse resultater. F. eks i Romerbrevet, hvor Gud åbenbart forrådte Jesus:
Romerne 8,32 Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?
. . . og ifølge samme logik, siger Paulus også, at Jesus har forrådt, "paradidômi", sig selv:
Efeserne 5,2 og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.
Når der står "forrådt" i 1 Korintherbrev, er det derfor mere et vidnesbyrd om oversætterens kristne dagsorden (se evt. Hvordan man bruger en bibel-konkordans).
Paulus har altså ikke omtalt Judas' forræderi. Til gengæld har han en interessant oplysning i forbindelse med den genopstandne Jesus:
1 Korinth 15,5 og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv.
En ting er, at Kefas (=Peter(1)) er en af de tolv apostle, så man undrer sig over, hvorfor Paulus ikke skriver »set af Kefas og dernæst af resten af de tolv« eller i det mindste »set af Kefas og dernæst af alle de tolv«.
Men det er straks værre, at Paulus er uvidende om, at Judas skulle være død, og at der altså kun var 11 apostle. Som selvudnævnt apostel burde Paulus kende alt til historien om, at en af de andre apostle havde forrådt Jesus og bagefter havde fået sin velfortjente straf.
Paulus har aldrig hørt historien om Judas og forræderiet. Læs meget mere om Paulus, nadveren og forræderiet.
Lad os se på et af de ovenstående citater en gang til:
|
Efeserne 5,2 og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.
Det lyder jo meget smukt alt sammen: Kærlighed, gave, offer og liflig duft. Men det har jo ikke ret meget at gøre med historien om korsfæstelsen, som vi kender den fra Mel Gibson: Forhånet, tæsket, overspyttet, pisket og til sidst, svedig, blodig og beskidt, sømmet op på et kors for at dø en pinefuld død ved kvælning. Er det det, Paulus kalder "den liflige duft"?
Enten mener Paulus, at Gud er en blodtørstig kannibal, der elsker den "liflige duft" af forpint menneskekød, der branker i solen. Eller også har vores førstehåndsvidne, Paulus, simpelthen aldrig hørt om passionshistorien.
Det er også underligt, at Paulus kun havde godt at fortæller om de romerske myndigheder:
Romerne 13,1 Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud.
Romerne 13,2 Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom.
Romerne 13,3 De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem;
Romerne 13,4 for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde.
Romerne 13,5 Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld.
Romerne 13,6 Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det.
Det lyder jo utroligt positivt: Alle myndigheder er forordnede af Gud og er Guds tjenere, som man trygt kan underkaste sig. Man hvordan kunne Paulus skrive sådan, hvis han havde hørt om retssagen mod Jesus? Det er muligt, Pontius Pilatus ikke troede, Jesus var skyldig, men han dømte ham alligevel til piskning og henrettelse.
|
Hvordan kan vores vidne være så jubeloptimistisk over for de myndigheder, som evangelierne påstår har pint og dræbt hans gud?
I Romerbrevet citerer Paulus Elias, der anklager Israel for at dræbe sin profeter:
Romerne 11,2 Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig. I ved jo, hvad Skriften siger i stykket om Elias, hvordan han træder frem for Gud og anklager Israel:
Romerne 11,3 "Herre, dine profeter har de dræbt, og dine altre har de revet ned; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet."
Hvordan kunne Paulus "glemme" at nævne, at Israel for nyligt også havde dræbt Jesus?
En anden epistelskriver, Jakob, ser ud til at være ligeså hårrejsende uvidende om Jesus' lidelseshistorie:
Jakob 5,10 Brødre, tag profeterne, der talte i Herrens navn, som jeres forbillede, når det gælder at lide ondt og bære det tålmodigt.
Jakob 5,11 Vi priser jo dem salige, der holdt ud; I har hørt om Jobs udholdenhed og har set, hvordan Herren lod det gå ham til sidst, for Herren er barmhjertig og rig på nåde.
Jakob opfordrer menigheden til »at lide ondt og bære det tålmodigt«, og som eksempel til efterfølgelse nævner han profeterne og Job. Her havde det været langt mere oplagt at nævne Jesus. Den »lidende tjener«, der tavst lyttede til anklagerne, »som et lam, der er stumt, mens det klippes, således åbnede han ikke sin mund«, tilgav sine bødler »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør«, og sluttede lidelserne med at sige »Det er fuldbragt«.
Hvordan kunne Jakob undlade at nævne Jesus, hvis ikke det var fordi, han kendte lige så lidt til lidelseshistorien, som Paulus gjorde?
Paulus fortæller frejdigt om Jesus' genopstandelse og de mange vidner:
1 Korinth 15,4 at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne,
1 Korinth 15,5 og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv.
1 Korinth 15,6 Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen.
1 Korinth 15,7 Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene.
1 Korinth 15,8 Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig;
Paulus' historie har ikke meget at gøre med historien i evangelierne. Alle evangelierne fortæller, at Jesus først blev set af nogle kvinder (se tabel her); Paulus nævner ikke kvinder overhovedet. Så blev Jesus set af "de tolv"; Paulus har åbenbart ikke hørt, at Judas skulle være død. Så kommer 500 vidner, som ikke er nævnt i evangelierne (og som desværre allesammen har glemt at fortælle historien til jødiske, græske eller romerske historikere) - og så er det Paulus' tur til at se giraffen: »Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig;«.
Men hvad er det så for en oplevelse, Paulus får? Det nærmeste man kommer i hans epistler er dette:
2 Korinth 12,2 Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden - om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det - blev rykket bort til den tredje himmel.
2 Korinth 12,3 Og jeg ved om dette menneske - om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det -
2 Korinth 12,4 at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale.
2 Korinth 12,5 Dette menneske vil jeg være stolt af, men jeg vil ikke være stolt af mig selv, undtagen af min magtesløshed.
Er det denne psykedeliske ud-af-kroppen oplevelse, som Paulus kalder at møde Jesus?
|
Lad os af mangel på svar gøre det, vi ellers ikke må gøre i denne historiske sektion, nemlig kigge i Apostlenes Gerninger. Her er Paulus' møde med Jesus fortalt 3 gange. For eksempel her:
Apost. G. 22,6 Men undervejs, da jeg ved middagstid nærmede mig Damaskus, skinnede et stærkt lys fra himlen pludselig om mig.
Apost. G. 22,7 Jeg faldt til jorden og hørte en røst sige: 'Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?'
Apost. G. 22,8 Jeg spurgte: 'Hvem er du, Herre?' Han svarede: 'Jeg er Jesus fra Nazaret, som du forfølger.'
Apost. G. 22,9 Mine ledsagere så nok lyset, men hørte ikke røsten, der talte til mig.
Apost. G. 22,10 Jeg spurgte: 'Hvad skal jeg gøre, Herre?' Og Herren svarede: 'Rejs dig og gå til Damaskus; dér vil man sige dig alt, hvad du er bestemt til at gøre.'
Apost. G. 22,11 Da jeg på grund af denne lysglans ikke kunne se, måtte jeg ledes ved hånden af mine ledsagere og kom så til Damaskus.
|
Dette var så Paulus' møde med den genopstandne Jesus. Paulus "ser lyset" — et blindede lys i ørkenen — og hører en røst. Folk omkring ham hørte ikke nogen røst - og selvom Paulus påstod, de andre kunne se lyset, kan det ikke have være det samme lys, som Paulus så, da de jo ikke blev blindede, som Paulus blev det.
Beretningerne i Apostlenes Gerninger og i 2 Korintherbrev er altså begge to nogle indre, spirituelle oplevelser. Ingen steder i Biblen står der, at Paulus har mødt en genopstanden Jesus i kød og blod.
Evangeliernes beretning er helt anderledes. Jesus vender tilbage i menneskelig form, han spiser og drikker, han lader den vantro Thomas pille-rode-rave ham i de friske sår, og han bliver hos apostlene i 40 dage til Kristi Himmelfart.
Det er tydeligt, at Paulus ikke regner sit møde med Jesus for "mindre ægte", end de andre apostles. Han skriver ganske vist, at han var den sidste af vidnerne og kalder sig selv et "misfoster", men det betyder jo ikke, at hans møde med den genopstandne Jesus — et lysglimt i ørkenen — var mindre ægte. Paulus påkalder sig igen og igen autoritet ved, at han er udsendt af Jesus (Romerne 1,1, 1 Korintherne 1,1, Galaterne 1,1), men ingen steder i Bibelen er der nogen af apostlene, der fortæller Paulus, at deres eget møde med Jesus har været "mere ægte" end Paulus' lysglimt i ørkenen.
Paulus kender tydeligvis ikke til de overdrevne beretninger om genopstandelse i kød og blod i evangeliernes. Hans møde med Jesus, »uden for legemet, […] rykket bort til den tredje himmel«, var ligeså overbevisende som alle andre apostles møde med Jesus:
1 Korinth. 9,1 Er jeg ikke fri? Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre? Er I ikke mit værk i Herren?
Fodnoter:(1)
Men da der ikke kan siges noget 100% entydigt ud fra Paulus' tekster — og da det dybest set ikke gør nogen forskel — er udgangspunktet på nærværende hjemmeside den kristne fortolkning, nemlig at Peter er den samme som Kefas.