|
|
Ifølge Apostlenes Gerninger besøgte Paulus menigheden i Jerusalem 5 eller 6 gange — afhængigt af, hvilken Bibeloversættelse man læser i. Paulus selv beskrev kun to rejser til Jerusalem, men han havde planer om en tredje rejse (Romerne 15,25). Dette tredje besøg er formentlig dér, hvor han blev arresteret.
Tilsyneladende burde der være fred og ingen fare. Under Paulus' andet besøg i Jerusalem havde menigheden udnævnt ham til "hedningeapostel". Lederen af menigheden, Jesus' egen bror, Jakob, krævede bare, at de nye kristne skulle holde sig fra afguder, utugt, kvalte dyr og blod. Fire ting. Kunne det være nemmere? Og Paulus fik det sågar skriftligt:
Apost. G. 15,19 Derfor mener jeg, at vi ikke skal skabe vanskeligheder for de hedninger, der vender om til Gud,
Apost. G. 15,20 men skrive til dem, at de skal holde sig fra besmittelse med afguder og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,23 De fik denne skrivelse med: "Apostlene og de ældste, jeres brødre, hilser vore brødre af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,25 Derfor har vi i enighed besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vor kære Barnabas og Paulus.
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 15,28 For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige,
Apost. G. 15,29 at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!"
Paulus beskriver det samme møde i et af sine epistler (læs meget mere om Paulus' anden rejse til Jerusalem). Peter og Paulus har delt territoriet: Peter tager sig af de omskårne (det vil sige jøderne), mens Paulus tager sig af de uomskårne (resten af verden):
Galaterne 2,7 Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne
Galaterne 2,8 - for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne -
Galaterne 2,9 og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.
Galaterne 2,10 Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre.
Paulus tilføjer en detalje, som Apostlenes Gerninger har "glemt", »Kun skulle vi huske på deres fattige«. Det vil sige, at en del af prisen for aftalen var, at Paulus skulle starte en indsamling blandt de nye medlemmer.
Umiddelbart var det altså en fristende aftale, Paulus havde tilbudt menigheden i Jerusalem: Jesus var ligeglad med ikke-jøder, så hvorfor ikke lade Paulus tage sig af hedningerne og prædike et tillempet evangelium? Samtidig ville pengene strømme ind til Jerusalem fra de nye hedninge-menigheder.
Nu ankommer Paulus med de indsamlede midler som lovet »nu rejser jeg til Jerusalem med hjælp til de hellige« (Romerne 15,25). Så hvad kunne gå galt?
|
Apost. G. 21,17 Da vi kom til Jerusalem, tog brødrene glade imod os.
Apost. G. 21,18 Næste dag gik Paulus sammen med os hen til Jakob, hvor alle de ældste kom til stede;
Apost. G. 21,19 og han hilste på dem og gjorde i enkeltheder rede for, hvad Gud gennem hans tjeneste havde gjort blandt hedningerne.
Paulus besøger Jesus bror, Jakob, og fortæller stolt om sit arbejde blandt ikke-jøderne.
Apost. G. 21,20 Da de hørte det, lovpriste de Gud og sagde til Paulus: »Broder, du ser, hvor mange tusinde jøder der er blevet troende, og de brænder alle af iver for loven.
Apost. G. 21,21 Men de har hørt om dig, at du lærer alle de jøder, der bor blandt hedningerne, frafald fra Moses ved at sige, at de ikke skal omskære deres børn og heller ikke leve efter jødisk skik.
Apostlenes reaktion er: "Det er meget godt, men hvad med jøderne, der tror på Moseloven?"
Apostlene har hørt om Paulus frie forhold til Moseloven.
Denne anklage viser, at Paulus står meget alene med sit budskab om, at Moseloven er ophævet.
Er anklagen sand? Har Paulus prædiket for jøderne, at de skulle droppe omskærelsen?
Ja, Paulus kaldte omskærelse for "skamskærelse" og var voldsomt imod,
at folk lod sig omskære:
»Var man omskåret, da man blev kaldet, skal man ikke lave om på det, og var man ikke omskåret, skal man ikke lade sig omskære.
[…] Enhver skal blive i det kald, som han blev kaldet i« (1 Korintherne 7,17-20,
læs meget mere om Paulus og omskærelse).
Apost. G. 21,22 Hvad gør vi nu? Man vil under alle omstændigheder få at høre, at du er kommet.
Apost. G. 21,23 Gør derfor det, vi foreslår dig: Vi har her fire mænd, som har aflagt et løfte.
Apost. G. 21,24 Tag dem med og lad dig rense sammen med dem og betal udgifterne for dem, så de kan lade deres hoved rage. Så vil alle forstå, at der ikke er noget om det, de har hørt om dig, men at du selv lever efter loven og overholder den.
Situationen spidser til. Men en ting er klar nok: Apostlene ser gerne, at Paulus viser offentligt,
at han følger Moseloven og underkaster sig menighedens autoritet.
Han skal derfor lade sig rense efter jødisk skik og
aflægge et nasiræer-løfte.
Apost. G. 21,25 Men om de hedninger, der er blevet troende, har vi udsendt en skrivelse med bestemmelse om, at de skal vogte sig for kød, der ofres til afguder, og for blod og for kød af kvalte dyr og for utugt."
Derefter gentager jøderne den aftale, som
de indgik under Paulus' tidligere besøg.
Denne aftale har Paulus iøvrigt heller ikke overholdt, idet han flere steder
(1 Korintherne 8,7-13; 10,25-30) tillader sine menigheder at spise offerkød.
|
Apost. G. 21,26 Paulus tog så den følgende dag mændene med sig og lod sig rense sammen med dem. Derefter gik han til templet og meddelte tidspunktet for renselsesdagenes afslutning, så offeret kunne bringes for hver enkelt af dem.
Apost. G. 21,27 Da de syv dage næsten var gået, fik jøderne fra provinsen Asien øje på Paulus på tempelpladsen. De bragte hele folkeskaren i uro og greb fat i Paulus
Apost. G. 21,28 og råbte: »Israelitter, kom og hjælp! Her er den mand, som med sin lære alle vegne og over for alle er imod folket og loven og dette sted. Og han har oven i købet taget grækere med til templet og vanhelliget dette hellige sted.«
Så er der ballade. Paulus dukker som aftalt op i templet, men bliver udpeget af nogle jøder fra provinsen Asien,
der har set ham sammen med en uren græker! Nu tror de, at de fire nasiræere også er grækere.
Vi får aldrig at vide, om Paulus er gået i en fælde arrangeret af apostlene, men to ting er sikre:
Apostlene gør intet for at hjælpe Paulus, og befolkningen er overhovedet ikke indstillet
på at acceptere ikke-jøder. Vi ser endnu engang, at Paulus aldrig har fået lov af
de øvrige apostle til at omvende ikke-jøder.
Paulus er lige ved at blive slået ihjel, men heldigvis for ham, er Judæa en romersk provins, og der hersker derfor lov og orden. De flinke romere redder ham og lader ham tale til folkemængden. Paulus kommer med sin lange historie, om hvordan han blev omvendt til jøde-kristen, og folkemængden hører roligt på ham, indtil det går galt:
Apost. G. 22,21 Men Herren sagde til mig: 'Gå, for jeg vil sende dig til folkeslag langt borte.'"
Apost. G. 22.22 Indtil Paulus sagde dette, havde de lyttet til ham, men nu råbte de højt: "Væk med ham fra jordens overflade! Sådan én burde ikke have lov at leve!"
Befolkningen kunne holde sig rolige under Paulus' lange tirade, men da han påstod, at Gud havde bedt ham missionere for fremmede folkeslag, gik de amok. Deres reaktion viste igen, at de ikke kunne acceptere, at jøden Paulus missionerede for ikke-jøder.
|
Apostlene havde fået Paulus til at dukke op i templet på et fastsat tidspunkt, og selvom det (naturligvis) ikke fremgår af Apostlenes Gerninger, om apostlene ligefrem har lokket Paulus i baghold, står det i al fald klart, at de intet gør for at hjælpe ham. Historien skal foregå i Jerusalem få år efter miraklerne omkring Jesus' korsfæstelse og genopstandelse. Det burde derfor være en smal sag for Jesus' bror, den højt respekterede Jakob den Retfærdige, at gribe ind og forklare jøderne, at det er ham, der har bedt Paulus dukke op, og at de 4 "urene grækere" bevisligt er jøder.
Apostlenes tavshed — både her og i de næste 2 år — antyder kraftigt, at de har haft en finger med i spillet. Den eneste, der hjælper Paulus en lille smule i de to år, er hans egen nevø (Apostlenes Gerninger 23,16-22).
Her stoppede Paulus' karriere i Judæa. Hans form for kristendom havde lidt nederlag over for den jødiske variant. Menigheden i Jerusalem tillod ham ikke at prædike sin specielle kristendom for jøderne, og det jødiske folk tillod hverken, at han prædikede det hellige ord til ikke-jøder, eller at urene ikke-jøder kom ind i deres rene templer.
Hvis ikke det var fordi, at det få år senere (år 66-70) kom til en krig mellem jøderne og Rom, der endte med Jerusalems ødelæggelse, ville kristendommen have set meget anderledes ud i dag.
Nu måtte Paulus rejse til Rom.
Konklusion: Den eneste, der har ophævet Moseloven, er en mand, der aldrig har mødt Jesus, og som manglede opbakning fra Jesus' egne disciple og den jødiske befolkning.
