Var Paulus en Apostel?

Thorvaldsen mener, at Paulus er en af de 12 disciple
Paulus i Københavns Domkirke

I Københavns Domkirke har man åbenbart ikke læst Bibelen - for Berthel Thorvaldsen lader Paulus være en af de tolv apostle, selvom det fremgår tydeligt af Apostlenes Gerninger, at Paulus ikke har overtaget Judas Iskariot's plads.

Manden, der fulgte efter Judas Iskariot, hed Matthias. Man kunne forvente, at denne kåring blev markeret med tegn og gerninger, engle og lysglimt, men historien er et anti-klimaks — apostlene trækker simpelthen lod mellem to kandidater:

Apost. G. 1,23 De opstillede så to, Josef, der kaldtes Barsabbas med tilnavnet Justus, og Matthias,
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 1,26 Så kastede de lod mellem dem, og loddet faldt på Matthias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve.

Paulus er altså ikke den tolvte apostel, Hr. Thorvaldsen!

Og hvad var så "galt" med Paulus? Ja, der var jo det rent praktiske problem, at på det sted i eventyret, hvor den tolvte apostel skal vælges, er Paulus stadig en ond mand ved navn Saulus, der forfølger de kristne med vold og mord.

Men kunne Paulus så ikke bare blive apostel senere? Nej, for menigheden i Jerusalem nævnte nogle krav, lige før de kårede Matthias:

Apost. G. 1,21 Derfor bør en af de mænd, som var sammen med os hele tiden, mens Herren Jesus gik ind og ud hos os,
Apost. G. 1,22 lige fra Johannes' dåb indtil den dag, han blev taget op til himlen fra os - en af dem bør sammen med os være vidne om hans opstandelse.«

For at kunne blive "rigtig" apostel, skulle man altså have fulgt Jesus, fra han blev døbt af Johannes Døberen, og være vidne til Jesus' genopstandelse og himmelfart. Paulus havde ganske vist mødt en himmelsk Jesus i en "vision", men det var længe efter, at Jesus havde opgivet sin fysiske krop — så det talte ikke rigtigt.

Det er naturligvis bare en efterrationalisering, når forfatteren pludselig påstår, at Matthias har fulgt Jesus »lige fra Johannes' dåb«. Ingen af disciplene var til stede, da Jesus blev døbt, og mindst af alt Barsabbas og Matthias, der ikke optræder i nogle af evangelierne. Efter at Matthias er valgt som ny apostel, forsvinder begge to ud af historien. Endnu et eksempel på, at navnene på de tolv apostle er navne uden indhold.

Kunne Paulus så ikke blive en "trettende apostel"? Nej, lad os vende tilbage til kåringen af Matthias for tredje gang:

Apost. G. 1,20 For i Salmernes Bog står der skrevet: Hans bolig skal blive øde, ingen skal bo i den, og: En anden skal overtage hans embede.

Matthias fik udelukkende jobtilbuddet, fordi han skulle erstatte Judas. Der skal være tolv apostle, hverken mere eller mindre.

Hvis man skal tro på resten Apostlenes Gerninger — og det skal man helst ikke — havde Paulus selv erkendt, at de andre apostle havde en fordel, han ikke havde. Her er en tale, Paulus skulle have holdt: »de er nu hans vidner«. Ikke mere Bullshit

Apost. G 13,30 Men Gud oprejste ham fra de døde,
Apost. G 13,31 og i mange dage viste han sig for dem, der var fulgt med ham fra Galilæa til Jerusalem, og de er nu hans vidner over for folket.

Derfor ligger det ligesom i kortene, at Paulus aldrig blev en rigtig apostel. Hans navn optræder 177 gange i Apostlenes Gerninger fordelt på 168 vers, og det sted, hvor han kommer nærmest at blive kaldt apostel, er i starten af det 14. kapitel, hvor Paulus og Barnabas tilsammen kaldes apostle (Apostlenes Gerninger 14,14).

Apostlenes Gerninger 14,14: Da apostlene Barnabas og Paulus hørte det, flængede de deres kapper, styrtede ind i folkemængden og råbte:
De andre 176 gange Apostlenes Gerninger nævner Paulus, undgår forfatteren behændigt at bruge ordet apostel. Og det er bemærkelsesværdigt i betragtning af, at forfatteren påstås at være Lukas, Paulus' gode ven og medarbejder — den eneste, der aldrig svigtede ham (2 Timotheus 4,10-11).
2 Timotheus 4,10: for Demas har forladt mig af kærlighed til denne verden og er rejst til Thessalonika. Kreskens er rejst til Galatien, Titus til Dalmatien.
2 Timotheus 4,11: Kun Lukas er hos mig. Og tag Markus med, han er mig til god hjælp i tjenesten.

Den trettende apostel

Paulus var selvfølgelig vildt uenig - og i den magtkamp, der fulgte, gjorde han sit yderste for at forsvare sin apostel-værdighed. Han indleder typisk sine epistler med at fortælle, hvorledes han er udvalgt som Guds apostel:

Gustave Doré. Paulus bliver kaldet af Jesus.
Paulus ser lyset

Romerne 1,1 Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium,

1 Korinth. 1,1 Fra Paulus, kaldet til Kristi Jesu apostel ved Guds vilje, og vor broder Sosthenes.

2 Korinth. 1,1 Fra Paulus, Kristi Jesu apostel ved Guds vilje, og vor broder Timotheus.

Efeserne 1,1 Fra Paulus, Kristi Jesu apostel ved Guds vilje. Til de hellige, som bor i Efesos, de troende i Kristus Jesus.

Kolossenser 1,1 Fra Paulus, Kristi Jesu apostel ved Guds vilje, og vor broder Timotheus.

Galaterne 1,1 Fra Paulus, apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde,

Bemærk formuleringen i Galaterbrevet, »ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader«. Lige fra starten af pointerer Paulus, at han ikke er afhængig af andre personer (som f. eks. menigheden i Jerusalem), men at han er ansat af Jesus himself. I Galaterbrevet beskriver Paulus sin kaldelse således:

Galaterne 1,11 For jeg gør jer bekendt med, brødre, at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, ikke er menneskeværk.
Galaterne 1,12 Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus.
[.. .. ..] [. . .]
Galaterne 1,15 Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede
Galaterne 1,16 at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod,
Galaterne 1,17 og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus.
Galaterne 1,18 Dernæst, efter tre års forløb, drog jeg op til Jerusalem for at træffe Kefas, og jeg blev hos ham i fjorten dage;
Galaterne 1,19 men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror.

Det Paulus skriver er altså, at hans evangelium ikke er menneskeværk (dvs. det kommer ikke fra menigheden i Jerusalem), han er sat i embedet af Gud personligt, han gad ikke spørge nogle mennesker (inklusiv menigheden i Jerusalem), det tog tre år, før han overhovedet gad at besøge menigheden i Jerusalem første gang, og dér mødte han kun Kefas (=Peter(1)) og Jakob, Herrens bror.

I øvrigt laver Bibelselskabet deres sædvanlige fusk, når de i vers 16 skriver »at åbenbare sin søn for mig«. Den græske originaltekst siger "i mig", og det stod der også i den forrige oversættelse fra 1907: »at åbenbare sin Søn i mig« (læs evt. Kapitel 1).

I næste kapitel af Galaterbrevet fortæller Paulus om sit andet besøg i Jerusalem 14 år senere:

Pas på falske apostle
Al Gore

Galaterne 2,1 Dernæst, efter fjorten års forløb, drog jeg igen op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med.
Galaterne 2,2 Jeg rejste derop på grund af en åbenbaring, og jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne, så jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves.
[.. .. ..] [. . .]
Galaterne 2,6 Og de, som anses for at være noget - hvad de engang var, er mig ligegyldigt, Gud gør ikke forskel på mennesker - mig pålagde de ansete intet nyt.
[.. .. ..] [. . .]
Galaterne 2,8 - for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne -
Galaterne 2,9 - og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.

Der gik altså 14 år, før Paulus igen besøgte "de ansete" i Jerusalem. Paulus tilføjer, at de anses for at være noget, men at det er ham ligegyldigt. Menigheden i Jerusalem har åbenbart ikke følt, de havde noget at udsætte på ham, og Paulus har ikke følt, han kunne lære noget af dem.

Paulus regner tydeligvis sig selv for at være præcis ligeså autoriseret som Peter: »han, der har givet Peter kraft til at være apostel […] har også givet mig kraft« (2,8)

Sådan lyder Paulus' forsvarstale, men det er en forsvarstale — hans epistler viser, at han konstant blev kritiseret:

1 Korinth. 9,1 Er jeg ikke fri? Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre? Er I ikke mit værk i Herren?
1 Korinth. 9,2 Hvis jeg ikke er apostel for andre, er jeg det i hvert fald for jer. I er jo seglet på mit apostelkald i Herren.
1 Korinth. 9,3 Her er mit forsvar over for dem, der kritiserer mig:

"Nogen" har åbenbart kritiseret Paulus for ikke at være apostel (»Er jeg ikke apostel?«) og ikke at have set Jesus (»Har jeg ikke set Jesus, vor Herre?«). Det var jo lige præcis det, vi læste i forbindelse med kåringen af Matthias: Menigheden i Jerusalem havde opfundet et krav om, at en "rigtig" apostel skulle have fulgt Jesus lige fra hans dåb.

Luther-Bibel fra 1522
Paulus

Paulus var naturligvis ikke enig, og i Galaterbrevet Kapitel 2 (citeret foroven) omtales Jakob, Peter og Johannes som »de ansete« (2,2), »de, som anses for at være noget« (2,6) og dem »som anses for at være søjler« (2,9). Paulus anser dem åbenbart ikke for noget særligt. Her laver Indre Mission mere af deres sædvanlige fusk. For detaljer: Se De Ansete Apostle, som plejede at pålægge Paulus.

I en anden epistel forsvarer Paulus sig igen mod andre apostle, som har modsagt ham. Han kalder ironisk sine konkurrenter for "overapostle" - andre konkurrenter er "falske apostle" og "Satans tjenere":

2 Korinth. 11,5 Jeg mener nemlig ikke at stå tilbage for disse overapostle,
[.. .. ..] [. . .]
2 Korinth. 11,13 De er falske apostle, troløse arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle.
2 Korinth. 11,14 Og det er intet under. Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel.
2 Korinth. 11,15 Så er det ikke mærkeligt, når også hans tjenere giver sig ud for at være retfærdige tjenere. Det skal gå dem efter fortjeneste.

2 Korinth. 12,11 Så har jeg da været vanvittig. I tvang mig til det. Det var jo jer, der skulle have anbefalet mig, for jeg står ikke tilbage for disse overapostle, selv om jeg ikke er noget.
2 Korinth. 12,12 Tegnene på, at jeg er apostel, er gjort hos jer med al udholdenhed, både ved tegn og undere og mægtige gerninger.

Magtkampen endte med, at Paulus blev fængslet, og bagefter endte Paulus i Rom.

Eksternt link

Yderligere information


Fodnoter:(1)

Det er et åbent spørgsmål, om Peter er den samme som Kefas.

Men da der ikke kan siges noget 100% entydigt ud fra Paulus' tekster — og da det dybest set ikke gør nogen forskel — er udgangspunktet på nærværende hjemmeside den kristne fortolkning, nemlig at Peter er den samme som Kefas.