|
|
Bibelen starter med en stamtavle over 20 patriarker fra Adam til Abraham.
Denne stamtavle er delt op i to halvdele à ti navne i henholdsvis kapitel 5 og 11. Begge halvdele starter med, at jorden skal befolkes; Gud velsigner dem og siger: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld jorden«. Begge slutter med en mand, der får tre navngivne sønner, mens resten af stamtavlen kun indeholder navnene på de førstefødte.
Adam skal befolke jorden efter skabelsen. Tiende generation er Noa, der får tre børn lige inden Syndfloden.
Det betyder, at den tørre stamtavle to gange afbrydes af andre elementer i historien, og dette har givet nogle udfordringer for redaktørerne. Her vil vi kigge på, hvordan de forskellige redaktører har løst dem i de tre forskellige tekst-traditioner.
Den hebraiske tekst, som de danske Bibler bygger på.
Den græske tekst, som Jesus, Paulus og alle de andre brugte.
De samaritanske Mosebøger, der på mange punkter virker mere oprindelige.
Det følgende diagram viser disse tyve patriarker foruden Isak og Jakob. Placeringen og længden af de gule firkanter viser, hvornår og hvor længe vedkommende levede. I højre side står dødsåret "Anno Mundi", dvs. antal år efter verdens skabelse. Placér musen over firkanterne for flere detaljer.
De to "afbrydelser" er markeret med lodrette streger: Syndfloden år 1.656 og Abrahams udvandring år 2.021 til det Hellige Land.
|
De to afbrydelser giver hver sin udfordring:
Her kan redaktøren vælge at ændre årstallet for patriarkernes førstefødte: Jo senere fødslen sker, jo længere bliver kronologien, og jo senere kommer Syndfloden. Hvis man sammenligner tallene med de tilsvarende i de Samaritanske Mosebøger (dem kommer vi til om lidt), kan man se, at tre af patriarkerne, der levede tæt på Syndfloden, fik deres førstefødte i meget høj alder i den hebraiske tradition: Jared (162 år i stedet for 62), Noas farfar Metusalem (187 i stedet for 67) og Noas far Lamek (182 i stedet for 53).
Således har redaktøren flyttet Syndfloden så langt, at den først kom, da Noas far, Lamek, allerede var død (han blev kun 777 år). Noas farfar, Metusalem, blev 969 år, og han døde samme år som Syndfloden. Nåede han at dø en fredelig død, eller druknede han ynkeligt? Det vides ikke.
I virkeligheden har redaktøren skabt en ny selvmodsigelse: Gud beordrede mennesket: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden« (1 Mosebog 1,28), og alligevel venter Metusalem, til han er 187 år med at få sit første barn, og Lamek, til han er 182.
Tænk, hvis vi andre gjorde det samme.
|
Den næste udfordring er, at folk ganske vist blev meget gamle inden Syndfloden, men bagefter besluttede Gud, at nu var det slut. Fra nu af måtte mennesket højst blive 120 år.
Diagrammet foroven viser det bizarre resultat: Da Abraham blev født, var samtlige patriarker fra og med Noa stadig i live. Men ikke bare det: tre af dem nåede sågar at overleve Abraham (han blev jo kun 175 år). Selv Noas søn Sem, der allerede var 100 år gammel, dengang han sejlede rundt i arken med alle dyrene, nåede at overleve sit tip-tip-tip-tip-tip-tipoldebarn, Abraham, med 35 år.
Er dette et problem? Ikke nødvendigvis. Det er en udbredt antagelse blandt de skriftkloge rabbier, at den kong Melkisedek, der dukker op som en trold af en æske og velsigner Abraham (1 Mosebog 14,18), i virkeligheden var Abrahams egen tip-tip-tip-tip-tip-tipoldefar Sem.
Redaktøren af de hebraiske tekster har åbenbart ikke set et behov for at ændre i tallene efter Syndfloden.
Note 1: I ovenstående diagram holder vi fast i, at Sem var 100 år, da han fik sin søn. Mange kristne forfattere lægger 2 eller 3 år til kronologien her. Se evt.: En Syndflod af problemer og Hvor gammel var Sem efter Syndfloden?
Note 2: Vi holder også fast i, at Tera var 70 år, da han fik Abra[ha]m (1 Mosebog 11,26). Mange kristne forfattere er villige til at lægge 60 år til (!) for at undgå en selvmodsigelse med Det Nye Testamente. Se evt.: Fra Syndfloden til udvandringen til Egypten og Var Abrahams far i live?
Her i Danmark bygger Det Gamle Testamente på Tanach - den hebraiske teksttradition, men ved siden af findes en græsk teksttradition, Septuaginta. Det er denne tekst, Jesus, Paulus, evangelisterne og alle kirkefædrene benyttede sig af.
Der er tusinder og atter tusinder af forskelle på disse to traditioner, og en af dem er, at
patriarkerne generelt får deres første søn 100 år senere, end de gør i den hebraiske tradition.
Dermed bliver verden ældre og Syndfloden kommer
senere.(1)
|
På den måde sikrede redaktøren sig, at Syndfloden kommer meget senere: 2.242 år efter verdens skabelse i stedet for 1.656 år, så alle de tussegamle patriarker forlængst var godt og grundigt døde. Men ikke helt: Man havde åbenbart glemt, at Metusalem blev meget gammel: Som diagrammet viser, overlevede Metusalem Syndfloden med 14 år. Bibelen fortæller ikke, hvordan han bar sig ad med at overleve under vandet.
Efter Syndfloden fortsætter Septuaginta traditionen med at lade patriarkerne få deres sønner 100 år senere. Der er ovenikøbet tilføjet et ekstra led ved navn Kenan, der ikke må forveksles med den Kenan, der levede før Syndfloden.
Det betyder, at Abrahams rejse mod Det Forjættede Land sker langt senere (år 3.487 i stedet for år 2.021), og da var alle hans forfædre døde (undtagen hans far, Tera).
|
Guderne må vide, hvorfor teksten er ændret på denne måde. Jøderne har som nævnt ikke set noget problem i, at forfædrene stadig var i live, men på den anden side: Hvorfor hører vi aldrig om, hvad disse forfædre har foretaget sig efter Syndfloden, og hvad var Guds idé med at indgå en ny pagt med Abraham? Var den pagt, han havde indgået med Noa og Sem, ikke god nok?
Note 1: I ovenstående diagram holder vi stadig fast i, at Sem var 100 år, da han fik sin søn, og at Tera var 70 år, da han fik Abraham.
Note 2: For en ordens skyld skal det oplyses, at et af Septuaginta-manuskripterne, Alexandrinus, har nogle anderledes tal:
Der findes en tredje teksttradition, De Samaritanske Mosebøger.
|
I denne tradition får patriarkerne før Syndfloden typisk deres børn tidligt. I den hebraiske tradition valgte redaktøren at lade tre af dem vente, til de var over 100 år, før de fik deres første søn. På den måde sikrede redaktøren sig, at Syndfloden kom så sent, at Metusalem lige akkurat nåede at dø en naturlig død.
I de samaritanske Mosebøger er disse tre fødsler åbenbart ikke udsat, så Jared får sin førstefødte, allerede når han er 62 (ikke 162), Metusalem 67 (ikke 187), og Lamek fik Noa, da han var 53 (ikke 182).
På den måde kommer Syndfloden meget tidligt: 1.307 år efter verdens skabelse i modsætning til de 1.656 år i den hebraiske tradition og de 2.242 i den græske. Som man tydeligt ser, har denne redaktør valgt at løse udfordringerne på en anden (eller rettere: en tredje måde): Tre af patriarkerne lever kortere, f.eks. bliver Metusalem ikke 969 år, som han gjorde både i den hebraiske og den græske tradition, men "kun" 720 år.
Resultatet er, at de alle tre dør år 1.307, men døde de en naturlig død? Døde de samtidigt? Eller druknede de foran arken? Bibelen har mange mysterier.
|
Efter Syndfloden er de samaritanske Mosebøger derimod enige med Septuaginta i at lade patriarkerne få deres førstefødte 100 år senere. Det vil sige, at problemet med at alle Abrahams forfædre var i live, er løst.
Strengt taget har redaktøren skabt en ny selvmodsigelse her: Samtidigt med at menneskerne lever betydeligt kortere end før syndfloden, får de deres førstefødte børn langt senere.
Til gengæld er der en bonus til kristendommen: Kristne mennesker har i næsten 2.000 år skullet forklare en selvmodsigelse med, at ifølge Apostlenes Gerninger 7,4 var Abrahams far død, da han rejste til Det Forjættede Land, selvom de to forrige diagrammer afslørede, at Abrahams far levede yderligere 60 år.
Samaritanerne har sikkert været ligeglade med selvmodsigelser i Det Nye Testamente, men måske har de følt det underligt, at Fader Abraham ikke havde taget sin far med? I al fald har redaktøren løst problemet ved at lade Tera leve 60 år kortere end i den hebraiske og den græske tekst: 145 år istedet for 205.
Dermed får redaktøren Tera til at dø præcis samme år, som denne afbrydelse (Abrahams rejse til Det Forjættede Land), på samme måde som redaktøren også fik tre af patriarkerne til at dø præcis samme år, som den første afbrydelse, Syndfloden.
Man kan så spekulere over, om forfatteren af Apostlenes Gerninger 7,4 har kigget i de samaritanske Mosebøger.
Fodnoter: (1)
Den gunstige læser vil have gennemskuet mekanikken: Jo længere tid, der går, inden den førstefødte, jo ældre bliver hele Verden, og jo senere indtræffer de to afbrydelser.
Patriarkens levetid bagefter påvirker ikke kronologien, til gengæld kan det blive et problem for logikken, hvis han overlever de to "afbrydelser".
I øvrigt har Noa den suveræne rekord: Han var 500 år, da han fik sine børn (1 Mosebog 5,32). Dette gælder dog for alle tre tekst-traditioner, så man har åbenbart meget tidligt set problemet