|
|
Selvom noget ikke er sandt, behøver det ikke at være løgn. Sommetider kan man bruge en parabel for at nærme sig sandheden indirekte.
Et kendt eksempel er, da Kong David så Batseba i badet (billedet til højre) og derefter fik Batseba's mand dræbt, så han kunne overtage hende.
|
Gud sendte profeten Natan til David for at irettesætte ham, men i stedet for at gå lige til sagen valgte Natan at nærme sig sagens kerne indirekte. Han fortalte en historie om en rig og en fattig mand: »Den rige havde får og køer i mængde, den fattige havde kun et eneste lille lam […]« (læs evt. 2. Samuel kapitel 12).
Den fattige mand elskede sit eneste lam »som om det var hans datter«, men en skønne dag fik den rige mand lyst til lammesteg. Han ville ikke slagte nogle af sine egne lam, så derfor stjal han den fattiges eneste lam og serverede det for sin gæst.
David blev rasende og svor at dræbe rigmanden. Men da han fik at vide, at det var ham selv, parablen handlede om, var Davids reaktion ikke: "Så var det jo bare løgn; der var slet ikke noget lam", men derimod »Jeg har syndet mod Herren«.
David forstod øjeblikkeligt, at Natan havde nærmet sig sandheden indirekte (billedet til venstre).
|
|
De tre synoptiske evangelier er fyldt med Jesus' mange lignelser. Det græske ord er "parabolê", der på dansk i reglen oversættes til "lignelse". Parabler og lignelser er det samme. Bibelen fortæller os sågar, at Jesus udelukkende talte i lignelser: »han talte ikke til dem undtagen i lignelser [parabolês]« (Markus 4,34).
Men i forhold til Natans historie om den rige og den fattige mand er der nogle store forskelle:
For det første er der intet ulogisk i Natans historie om den rige mand, der bliver begærlig og røver den fattiges eneste lam. Det kunne sagtens være sket i virkeligheden.
Derimod opfører personerne i Jesus' lignelser sig meget mystisk: Sædemanden spreder sine frø og er ligeglad med, at de fleste frø havner på vejen, på klippegrund eller mellem tidsler. En anden sædemand lader ukrudtet vokse og venter til høsttid, før han brænder ukrudtet. En købmand finder en særligt kostbar perle og sælger alt for at købe den. En arbejdsgiver betaler samme løn til folk, der har arbejdet hele dagen, som til dem, der starter om eftermiddagen.
Den mest bizarre opførsel må være kongen, der skal holde bryllup for sin søn. De inviterede gæster afslår, og nogle slår sågar kongens budbringere ihjel! Til gengæld slår kongen også disse mennesker ihjel og brænder deres byer ned. Da han ikke har flere venner tilbage, inviterer han folk fra gaden, »både onde og gode«, men så bliver han sur over, at en af de uforberedte gæster ikke har bryllupstøj på. Den uheldige gæst skal bindes på hænder og fødder, og bagefter skal han smides ud i mørket (læs evt. Matthæus kapitel 22).
|
For det andet var Natans parabel forståelig. Han behøvede blot at sige til David: »Du er manden!«, før David i samme sekund forstod, hvad Natan hentydede til.
Derimod er Bibelen fyldt med utallige eksempler på, at folk ikke forstod Jesus lignelser. Hvad betyder det at spise Jesus' kød og drikke hans blod, at blive født igen, eller at tage sig i agt for farisæernes surdej?
Igen og igen måtte Jesus forklare sine disciple meningen med sine parabler, og lige meget hjalp det. De dumme disciple forstod intet: »I lidettroende«, »Kan I endnu ikke fatte«, »Hvorfor fatter I ikke« og »Er også I stadig uforstandige?«. Forfatteren giver Jesus ret i, at disciplene ikke har fattet noget: »De havde nemlig ikke fattet det med brødene, tværtimod var deres hjerte forhærdet« (6,52).
Jesus påstod selv, at Guds rige er åbenbaret for spædbørn, men i praksis forstod ikke engang hans egne disciple disse lignelser. Først efter sin opstandelse »åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne« (Lukas 24,45). Det eneste man undrer sig over er, hvorfor Jesus havde brugt flere år på forgæves at forklare dem sine lignelser, i stedet for bare at "åbne deres sind" med det samme.
|
Markus 4,10 Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne.
Markus 4,11 Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser,
Markus 4,12 for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.«
Markus 4,13 Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser?
Jesus brugte sine lignelser til at føre folket
i en lang bue uden om sandheden.
Den forklaring giver lige så lidt mening som hans lignelser. Disciplene (og dermed læseren) har fået nogle af lignelserne forklaret, og andre lignelser er måske indlysende nok. Men med mindre de øvrige forklaringer har stået i det hemmelige Markusevangelium, er der stadig meget, der ikke giver mening.
|
|
I de tre synoptiske evangelier fortæller Jesus utallige lignelser om folk, der begår besynderlige handlinger. Men hvad nu, hvis vi træder et skridt tilbage og kaster et blik på hovedpersonen, Jesus selv?
Jesus opførte sig også besynderligt: Han gik på vandet, blev rasende på en spedalsk, rev sine nye disciple væk, så de svigtede deres familier(1). Han gemte sig fra folket, der ledte efter ham, fik sine tilhængere til at opgive deres arbejde og ville ikke lade nogen vide, hvem han var.
Han slog hånden af sin familie, fordi de troede, han er tosset. Han nægtede at helbrede en ikke-jøde, og han opfordrede sine disciple til at hugge deres fødder og hænder af og rive deres øjne ud (billedet til venstre).
Jesus uddrev dæmoner, talte med sygdomme og skældte uvejret ud. Han kurerede blinde og døve med spyt og mudder, men han kunne ikke gøre mirakler, hvis tilskuerne var vantro. Han tilbragte sin karriere i små ukendte byer og nægtede at give et tegn på, at han var Messias, men han blev rasende, når tilhørerne ikke blev imponerede nok.
Som vi lige har læst i Markus 4,10-13, fortalte Jesus sine disciple at: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet«. De dumme disciple bliver sendt ud for at missionere, men først længe efter regner de ud, at Jesus er Messias. Gad vide, hvilken "hemmelighed" de har forkyndt til befolkningen?
Kort sagt er historierne om Jesus lige så uforståelige, som hans egne lignelser.
|
Den historie, der giver mindst mening som historisk hændelse, er, da Jesus bliver rasende på et stakkels figentræ, fordi der ikke er frugt på træet, lige når han er sulten. Forfatteren forklarer, at »det var ikke figentid« (Markus 11,13), men alligevel bliver Jesus rasende og forbander det stakkels træ.
Mens træet visner, går han ind til Jerusalem og driver de stakkels handlende og vekselerer voldeligt ud af templet, uden at vagterne eller de romerske soldater griber ind.
For at understrege, at vi befinder os i Fiktionens Verden, hedder byen Betfage, der betyder: "huset med de umodne figner".
|
Historien giver kun mening som en parabel over Jerusalems Ødelæggelse, hvor de manglende figner symboliserer det troløse folk. Jødernes fædre var delikate figner: »tidlige figner i den første høst«, men nu har Gud opgivet sit folk og vil drive dem ud af sit hus:
Hoseas 9,10 Jeg fandt Israel som druer i ørkenen, jeg så jeres fædre som tidlige figner i den første høst. Men da de kom til Ba'al-Peor, viede de sig til Skændselen og blev lige så ækle som deres elskere.
[.. .. ..] [.. .. ..]
Hoseas 9,15 I Gilgal viste al deres ondskab sig, dér fattede jeg had til dem. På grund af deres onde gerninger driver jeg dem bort fra mit hus. Jeg elsker dem ikke mere, alle deres stormænd er oprørske.
Hoseas 9,16 Efraim er slået, hans rødder tørrer ud, han bærer ikke frugt. Selv om de føder, dræber jeg deres elskede børn.
Da Markusevangeliet blev skrevet, havde romerne erobret Jerusalem, revet byen ned og solgt indbyggerne som slaver. Templet, Guds hus, var en ruin, og nu kunne de overlevende læse om, hvordan Guds søn allerede en generation forinden havde ryddet templet.
Læs mere om Jesus og figentræet og Uddrivelsen fra templet.
|
En episode, der er næsten lige så uforklarlig, handler om en mand, der var besat af urene ånder. Ånderne siger, de hedder »Legion er mit navn, for vi er mange«.
"Legion" tigger Jesus om, at han ikke må uddrive dem. Så vil de hellere over i en svineflok, der står ved siden af. Jesus gør, som de ønsker, hvorefter de 2.000 besatte svin løber ud i søen og drukner (læs evt. Markus 5,1-20).
Hvorfor ville ånderne gerne drives over i en svinefolk, når de alligevel løb ud i søen og druknede? Og hvad skal man mene om, at Jesus dræber 2.000 grise for sjov? Når man læser den slags historier, kan man let tro, at folk var mere afstumpede dengang, men det må stå for de kristnes egne regning. De civiliserede grækere og romere kunne sagtens se det latterlige i denne historie.
Tag f.eks. filosoffen Porfyr (ca. 234 - ca. 305):
|
What a story! What nonsense! What an offense to reason!
Two thousand swine splashing into the sea, choking and dying!
It is rumored as well that the demons begged Jesus not
to throw them over the cliffs edge and that he agreed to their
request, sending them instead into the swine: and does not
one react to this fable by saying, "What complete foolishness:what
deceit - that Jesus should conspire to grant the wishes
of evil spirits who were stalking the world to carry out their
murderous designs!"
[…]
If the story is true and not a fable (as we hold it to be),
what does it say about Christ, that he permitted the demons
to continue to do harm by driving them out of one man and
into some poor pigs? [Not only this], but he causes the
swineherds to run for their lives and sends a whole city into
a panic.
[…]
By this sort of action, he who is saved only makes life
impossible for someone else who is not, so that the unsaved
stand to accuse those who are saved. In my judgment, it is
best to regard such a story as fiction. If you regard the story
as anything other than fiction then there is plenty even for
a fool to laugh at.
(Porphyry's Against the Christians, R. Joseph Hoffmann, 1994, s. 42-43)
Porfyr antyder flere gange meget kraftigt, at historien må være en fabel. Men hvad skulle denne parabel betyde? Ordet "legion" er usædvanligt, men Markus bruger ind imellem latinske ord (som Matthæus fjerner, når han kopierer Markus' tekst).
Måske repræsenterer "Legion" de romerske tropper i landet, og grisenes skæbne viser, hvilken skæbne dem, der støttede krigen, fik? På den måde er der en parallel til historien om Jesus Kristus og Jesus Barabbas: Jøderne valgte morderen Barabbas, og en generation senere blev Jerusalem ødelagt af romerne.
Der er dog stadig meget, der er uklart, så denne parabel er desværre delvis uforståelig.
|
Jesus tager sine tre overapostle op på et bjerg, hvor han bliver "forvandlet", og hans tøj bliver skinnende hvidt. Derefter dukker de gamle profeter Elias og Moses op og taler med Jesus, mens der lyder en røst fra skyen: »Det er min elskede søn. Hør ham!«.
Kort sagt var der tale om en imponerende forestilling, der kunne have overbevist folkemængderne, det jødiske råd og Pontius Pilatus. Tænk, hvis Jesus kunne have gjort det foran kejseren. Så ville selv den mest hårdhjertede ateist blive overbevist.
Men hele showet sker netop på et fjernt bjerg i det fjerne Galilæa, hvor Jesus kun er sammen med sine tre overapostle. Det vil sige, at Gud, Moses og Elisa udelukkende optræder til glæde for Peter, Jakob og Johannes. — og naturligvis for læseren. Hvad skulle formålet være? Var Moses og Elisa klar over, at deres besøg ville blive skrevet ned i en bog kaldet Bibelen, så fremtidige kristne kunne tro på Jesus? (Johannes 20,31)
Historien er en gendigtning af, hvordan Moses modtog de Ti Bud på bjerget (seks dage senere). Men hvordan skal den forstås som parabel? Her er nogle forslag:
|
I verset forinden har Jesus lovet: »Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser, at Guds rige er kommet i magt og vælde« (Markus 9,1). Elias havde aldrig "smagt døden", men blev transporteret til himlen i en ildvogn trukket af ildheste (2 Kongebog 2,11). Rygter blandt de skriftkloge rabbier siger også, at Moses stadig lever (hvordan skulle Moses ellers kunne skrive om sin egen død og begravelse?)
Det indlysende budskab er, at Jesus er større end disse to gamle profeter, når han kan trylle dem frem efter forgodtbefindende.
Moses repræsenterer Loven (Mosebøgerne), mens Elias repræsenterer profeterne. "Loven og profeterne" er et alternativt navn for Tanach, jødernes "Gamle Testamente".
Alternativt: Moses repræsenterer samaritanerne (der kun accepterer Mosebøgerne), Elias repræsenterer jøderne, der accepterer hele Tanach, mens Jesus repræsenterer kristendommen.
Peter tilbyder at bygge tre hytter til de tre profeter. Dette peger på løvhyttefesten — en valfartfest, hvor hele Israel tager til Jerusalem, bor i hytter og venter på Guds kommende rige.
Gud ignorerer Peters tilbud og siger: »Det er min elskede søn. Hør ham!«. Med andre ord: Hør ikke længere på Moses og Elias (profeterne); hør på Jesus.
Peter behøver ikke at bygge hytter (græsk: "skênê"), for Guds ord har allerede taget bolig (græsk: "skênoô") iblandt os (Johannes 1,14). Brug evt. konkordansen til at analysere skênê og skênoô.
|
Jesus helbreder en mand, der har været lam i 38 år.
Johannes 5,5 Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år.
[.. .. ..] [. . .]
Johannes 5,8 Jesus sagde til ham: "Rejs dig, tag din båre og gå!"
Johannes 5,9 Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag;
Johannes 5,10 derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: "Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre."
Jesus beordrer den lammede mand til at tage sin båre og gå, og jøderne bliver sure, fordi man ikke må bære noget tungt på en sabbatsdag.
Umiddelbart lyder det som endnu en dag i Jesus' liv med mirakler og onde jøder, men der er en mistænkelig detalje: Manden havde ligget syg i 38 år(!) og var altså nu syg på 39. år. Ved et utroligt(!) tilfælde er jødernes anklage: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre« netop det 39. og sidste punkt på listen over forbudte handlinger på en sabbatsdag. På sabbatsdagen er der "fyrre minus et" forbudte arbejder, og sidste punkt forbyder at "bære ting fra et område til et andet":
The primary labors are forty less one: sowing, plowing, reaping, […]
[…]
carrying out from one domain to another, These are the forty primary labors less one.
(Mishnah Shabbat 7.2)
Manden havde været lammet et år for hvert punkt på listen over forbudte arbejder på en sabbat — da Jesus befalede ham at bryde det 39. forbud. Og det skete rent tilfældigt på en sabbatsdag.
Manden blev helbredt, men hvorfor skulle han så tage sin båre med, og hvad var der mon sket, hvis han ikke havde adlydt Jesus?
|
På overfladen lyder Jesus' bespisninger i ørkenen måske som noget, Guds søn kunne finde på at gøre, men vi kan roligt se bort fra disse historier.
|
Romerne havde deres spioner ude overalt, og enhver kan se, at militæret ville have været voldsomt interesseret i at høre, hvordan man kunne bære sig ad med at fodre 4-5.000 mænd med lidt brød og småfisk, og så ovenikøbet få mere tilovers, end man startede med.
En sådan teknik ville have revolutioneret krigsførelse på verdensplan, men ingen af Bibelens bøger fortæller, at romerne og deres spioner skulle have udvist den ringeste interesse. Så det er aldrig sket.
Som parabel er bespisningerne i familie med den kristne nadver, hvor man spiser Jesus' kød og drikker hans blod. Guds ord som det daglige brød.
Dette ser man rimeligt tydeligt i Johannesevangeliet kapitel 6: Jesus fodrer 5.000 mennesker og bagefter forklarer han dem: »I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte« (Johannes 6,26). Jøderne kan selv se parallellen til den manna, de spiste i ørkenen: »Vore fædre spiste manna i ørkenen« (31). Jesus er ikke bare Guds ord, men også livets brød: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte« (35). Derefter opfordrer Jesus jøderne til at spise hans kød og drikke hans blod (læs straks videre).
Der er også en del symbolik i antallet af fisk og kurve. Se mere om bespisningerne i ørkenen.
|
Den Sidste Nadver har heller aldrig fundet sted. Alene tanken om, at en jødisk rabbi skulle have opfordret sine disciple til at drikke sit blod, er grotesk.
Forfatteren af Johannesevangeliet påstår at være den elskede discipel, der sad ved Jesus' bryst under det sidste måltid (billedet til højre). Alligevel er der ikke nogen Sidste Nadver i Johannesevangeliet. Vores "øjenvidne" lader nemlig Jesus blive korsfæstet en dag tidligere, inden lammet er slagtet. Derfor har der aldrig været noget påskemåltid.
Men det er let at se, at det hele er en parabel, for Johannes snyder ikke sine læsere for opfordringen til at spise Jesus' legeme og drikke hans blod. Dette sker bare langt tidligere i Jesus' karriere — lige efter at Jesus har fodret 5.000 mennesker i ørkenen:
Johannes 6,54 Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.
Johannes 6,55 For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik.
Johannes 6,56 Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham.
Bespisningerne i ørkenen, den kristne nadver og manna fra himlen er alt samme parabler for Guds ord, det daglige brød. Jesus er Guds ord, Livets brød, Guds lam osv.
Selvom den Sidste Nadver er sløjfet i dette evangelium, foregår bespisningerne i kapitel 6 stadig i påsken (Johannes 6,4). Jesus' mission varede nemlig mange år.
|
Dette er heller aldrig sket. Hvad glæde skulle Jesus' fjender have af, at Judas udpegede Jesus, når hele byen havde set ham en hel uge? Hvorfor skulle det ske med et kys? Og hvis det alligevel er sandt, hvorfor er der så ikke noget kys i Johannesevangeliet?
Paulus bruger meget blæk i sine epistler på at skælde ud over konkurrenterne i Jerusalem, og her ville han have haft det endelige bevis for, at det var ham — og ikke forræderne i Jerusalem — der var den sande apostel. Men han nævner aldrig et ord om, at en af Jesus' disciple — sågar en af de tolv — skulle have forrådt ham.(2)
|
I de tre synoptiske evangelier holder Jesus sig langt fra Judæa og Jerusalem. Hele handlingen (undtagen et enkelt vers) foregår i nabolandet Folkeslagenes Galilæa, hvor "folkeslag" betyder ikke-jøder.
Alt hvad der kommer fra Jerusalem er af det onde. Herfra kommer den linde strøm af skriftkloge og farisæere, der konstant modarbejder Jesus. Først i den sidste uge af Jesus' liv tager han til Jerusalem i Judæa, hvor de skriftkloge, farisæerne, ypperstepræsterne og befolkningen hurtigt får ham slået ihjel
Navnet Judas, patriarken Juda og stammen Juda er præcis samme ord, der lægger navn til stammen Juda's område, hvor Jerusalem ligger: Judæa. I sidste ende giver "juda(s)" os ordet "jøde", de mennesker, der valgte at korsfæste Jesus og frigive Barabbas.
Derfor er det passende, at forræderen hedder Judas. Dermed bliver historien endnu en parabel, der skal skjule en hemmelighed.
Romerne 11,25 Brødre, for at I ikke skal stole på jeres egen klogskab, vil jeg have, at I skal kende denne hemmelighed: Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind;
|
Historien er et storslået teater, men er naturligvis aldrig sket. Der er simpelthen ingen antydninger uden for Bibelen af, at romerne nogen steder kunne finde på at lade befolkningen frigive en oprører og morder på lokale helligdage.
Jesus Barabbas er en genfortælling af ritualet for syndebukken: To ens gedebukke — den ene bliver ofret i Jerusalem, den anden tager folkets synder på sig og frigives, så den kan bære synderne ud i ørkenen.
Selvom det ikke står i Bibelen, var det praksis, at den "frigivne" buk blev styrtet i en afgrund og døde af sine kvæstelser. Her er der altså igen en hentydning til Jerusalems ødelæggelse en generation senere: De jøder, der valgte oprøreren Jesus Barabbas i stedet for fredsfyrsten Jesus Kristus, havnede i afgrunden sammen med Barabbas.
Altså en parabel med samme indhold som parablerne om Legion og de 2.000 svin, forræderen Judas og det figenløse figentræ.
Fodnoter: (1) (2)
I Markus 1,20 står der kun, at Jakob og Johannes »lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden«.
Men når det samme ord, aphiêmi, bruges i Markus 14,50, oversætter Bibelselskabet ordet til »Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede«.
Her kan man pege på en ulden sætning af Paulus: »Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt«, men for det første kan ordet "forrådt" oversættes til meget andet: "over-give" eller "over-levere" (også i betydningen "overgive verbalt"). For det andet står der ikke et ord, om hvem eller hvad der skulle have over-givet eller over-leveret Herren.
Faktisk var det netop dette vers, der overbeviste mig om, at Jesus aldrig har eksisteret. Læs mere om Paulus og nadveren.
