|
|
På overfladen lyder Jesus' bespisninger i ørkenen måske som noget, Guds søn kunne finde på at gøre, men vi kan roligt se bort fra disse historier.
|
Romerne havde deres spioner ude overalt, og enhver kan se, at militæret ville have været voldsomt interesseret i at høre, hvordan man kunne bære sig ad med at fodre 4-5.000 mænd med lidt brød og småfisk, og så ovenikøbet få mere tilovers, end man startede med.
En sådan teknik ville have revolutioneret krigsførelse på verdensplan, men ingen af Bibelens bøger fortæller, at romerne og deres spioner skulle have udvist den ringeste interesse. Så det er aldrig sket.
Desuden fremgår det, at der har været præcis to bespisninger. Jesus underkaster nemlig sine disciple en slags eksamen bagefter, hvor han udspørger dem om antal brød og fisk, og hvor meget der blev tilovers de to gange. Jesus bliver rasende over, at de dumme disciple ikke forstår betydningen. Med andre ord var det ikke noget, Jesus gjorde, hver gang hans tilhørere blev sultne, og dette mirakel handler om noget andet end bare at fylde maven.
Som parabel er bespisningerne i familie med den kristne nadver, hvor man spiser Jesus' kød og drikker hans blod. Guds ord som det daglige brød.
Dette ser man rimeligt tydeligt i Johannesevangeliet kapitel 6: Jesus fodrer 5.000 mennesker og bagefter forklarer han dem: »I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte« (Johannes 6,26). Jøderne kan selv se parallellen til den manna, de spiste i ørkenen: »Vore fædre spiste manna i ørkenen« (31). Jesus er ikke bare Guds ord, men også livets brød: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte« (35). Derefter opfordrer Jesus jøderne til at spise hans kød og drikke hans blod (læs straks videre).
Se mere om bespisningerne i ørkenen.
Denne sektion handler om, hvorvidt historierne om Jesus skal læses som en lignelse.
Det næste eksempel er Den Sidste Nadver: Dette er mit legeme; dette er mit blod.
Er historien om Jesus en lignelse?