|
|
Lad os slutte med at nævne flere eksempler så kort som muligt. Altså episoder, der er absurde, uanset om Jesus var Guds søn, en stor profet eller "bare" en klog mand.
Vi har allerede kigget på Uddrivelsen af Legion og de 2.000 flyvende grise, men faktisk gælder det alle Jesus' djævleuddrivelser, helbredelser og genoplivninger.
Uanset hvor Jesus går, er folk besat af urene ånder, folk er spedalske og urene, og de opfylder de gamle profetier om et folk, der ikke kan høre, se og tale Guds ord (Ezekiel 12,2; Jeremias 5,21, Esajas 6,9-10; 35,5-6)
|
Da Jesus er på vej for at helbrede en døende pige, bliver han afbrudt af en kvinde med blødninger. Kvinden har blødt i tolv år, og vi får — nærmest parentetisk — at vide, at pigen er tolv år gammel. Igen har vi tallet tolv som et symbol på Israel, ligesom de tolv apostle og de tolv kurve med mad, der blev tilovers efter bespisningerne i ørkenen.
Blod og især kvindelige blødninger er urent ifølge Bibelen (hvilket netop gør det absurd, at Jesus skulle have opfordret sine disciple til at drikke hans blod). Budskabet er, at Israel var uren, og dets børn var døende.
Kvinden med blødninger opsøger selv Jesus. Han kalder hende "Datter" (Markus 5,34), så hun tilhører det Nye Israel. Den lille pige er datter af en synagogeforstander (det Gamle Israel), og hun helbredes kun, fordi hendes far søger Jesus.
Når Jesus kalder sine nye disciple, kaster de straks fiskenet og plov fra sig, svigter deres familier(1). og forlader deres hjem uden at vende sig om: »Lad de døde begrave deres døde, […] Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige« (Lukas 9,59-61).
Jesus' opførsel er mærkelig. Tilsyneladende er de syge folk til for hans skyld. En mand var født blind, med det udtrykkelige formål, at Jesus mange år senere kunne vise, hvor dygtig han var: »det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham« (Johannes 9,1-7). Her tænker man igen på manden, der havde været lammet i 38 år.
Da Jesus' bedste ven, Lazarus, var syg, var det endnu en chance for at brillere og at blive "herliggjort": »Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den« (Johannes 11,1-10). Jesus ventede til vennen døde og ankom først fire dage derefter.
Hvorfor lige fire dage? Jesus var jo kun død i tre dage. Hvorfor skal vi så ikke tilbede Lazarus?
|
Det sidste kapitel i de fire evangelier ender med, at de fanger 153 fisk (Johannes 21,11).
Den symbolske betydning er uklar, men der må være en mening med tallet, for hvem skulle have talt dem? Og hvorfor står tallet af fisk i et evangelium, der lige har indrømmet, at det hele er skrevet »for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn«? (Johannes 20,31)
Da Jesus bliver født, bliver det markeret med en stor stjerne på himlen. De "hellige tre konger" ankommer med gaver og forsvinder straks igen.
Hvad var formålet med den stjerne — udover at forårsage Herodes' barnemord? Hvordan kan en stjerne stå over et bestemt hus? Og hvorfor kom "de vise mænd" den lange vej for at aflevere guld, røgelse og myrra skær (hvor blev guldet i øvrigt af?)
Jesus rejser fra Tyrus til Dekapolis ad en kæmpe omvej, der kun giver mening, hvis man betragter rejseruten som opfyldelse af en profeti
|
Da Peter vil betale tempelskat, får Jesus Peter til at fange en fisk. Fisken har en mønt i munden, der lige præcis betaler tempelskatten for Peter og Jesus.
Hvis Kirken mangler penge, så bare sæt madding på krogen, og tag med ud og fisk.
|
Når Jesus og folkemængden ankommer til Jerusalem sker det med en kæmpe omvej gennem Jeriko.
Omvejen giver ikke mening, før man husker, at jøderne også gik en kæmpe omvej for at erobre Det Hellige Land østfra gennem Jeriko, at Jesus og Josva er samme navn, og at begge "erobringer" skete i påsken.
Da Jesus dør, flænges forhænget i templet »fra øverst til nederst« — altså fra himlen af. Dette er naturligvis aldrig sket, og det ved vi især, fordi Historikeren Josephus omtaler dette forhæng adskillige gange.
Ved Jesus' død fjernes skellet mellem Gud og menneskene. Ifølge Hebræerbrevet er det flængede forhæng og Jesus' mishandlede legeme én og samme ting: »ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme« (Hebræerne 10,20). Samtidig er der en parallel mellem himlen, der blev flænget ved dåben, og forhænget, der bliver flænget ved døden (Markus bruger kun ordet "schizô" disse to steder). Sammenhængen mellem den flængede himmel og det flængede forhæng bliver endnu tydeligere, når Josephus fortæller os, at i »dette tæppe var også et billede af hele himmelhvælvingen indvævet«.(2)
|
Matthæus, der altid skal overdrive, opfinder et jordskælv og tilføjer, at gravene sprang op, og en hær af zombier steg op og ventede flere dage før de gik ind i byen.
Dette er naturligvis heller ikke sket. Hvis man er i tvivl, så foregår fortsættelsen af eventyret, Apostlenes Gerninger, ikke i en ruinby hjemsøgt af zombier. Episoden er en lignelse om, at Dødens magt er brudt, og at Guds Rige er kommet til os.
|
Vi har set på ritualet med Dette er mit legeme; dette er mit blod ved den Sidste Nadver. En lignelse om Guds ord, det daglige brød, og Jesus som sonoffer.
I tre af evangelierne spiser Jesus og hans disciple et lam til påske. I Johannesevangeliet er der derimod ingen sidste nadver. I stedet vasker Jesus disciplenes fødder. Her bliver Jesus korsfæstet inden påsken, og han dør samtidigt med, at påskelammet bliver slagtet.
I dette evangelium er Jesus altså en lignelse for påskelammet,
Jesus' sidste døgn er skarpt opdelt i 3-timers intervaller. Den bedste (eneste) forklaring er, at historien bygger på en liturgi med 7-8 daglige bønner.
Denne sektion handler om, hvorvidt historierne om Jesus skal læses som en lignelse.
Vi slutter af med at spekulere over, hvilken hemmelighede der skulle skjules.
Er historien om Jesus en lignelse?
Fodnoter: (1) (2)
I Markus 1,20 står der kun, at Jakob og Johannes »lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden«.
Men når det samme ord, aphiêmi, bruges i Markus 14,50, oversætter Bibelselskabet ordet til »Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede«.
Der var gyldne dørfløje på 55 alens højde og 16 alens bredde. Foran disse hang der lige ned til gulvet som forhæng et babylonisk tæppe, stribet af blåt, linhvidt, skarlagen og purpur. Det var beundringsværdigt vævet, og denne sammenblanding af farver havde sin dybe betydning, idet den symboliserede hele universet. Ved skarlagenet hentydedes der nemlig til ilden, ved det linhvide til jorden, ved det blå til luften og ved purpuret til havet. De to, skarlagen og blåt, dannede symboler ved deres farve, det linhvide og purpuret derimod ved deres oprindelse, da jo jorden frembringer det første og havet det sidste. I dette tæppe var også et billede af hele himmelhvælvingen indvævet, dog med udeladelse af de 12 dyretegn.
(Josephus: Den Jødiske Krig, 5,5,4. Oversat af Alexander Rasmussen, 1905. Ortografien nænsomt moderniseret.)