|
Jesus havde tolv apostle; det ved alle. Men der er ikke mange, der kan huske, hvad de hedder; Især fordi de fire evangelier ikke kan blive enige. Nye apostle og disciple springer frem som medlemmerne af bjørnebanden, men alligevel skal der være tolv. Det står fast.
Over halvdelen af navnene på apostle er bare navne på en liste, hvor der absolut skal være tolv. De er totalt anonyme, og de hverken siger eller gør noget.
|
Tallet tolv har en særlig betydning; det er nemlig antallet af stammer i Israel. Og faktisk havde Moses også engang valgt tolv "udsendinge" — én fra hver stamme — inden han forsøgte at føre jøderne ind i det forjættede land:
5 Mosebog 1,22 Men I kom alle sammen hen til mig og sagde: "Lad os sende nogle mænd i forvejen, som kan skaffe os oplysning om landet. De skal bringe besked tilbage om den vej, vi skal drage op, og om de byer, vi skal rykke ind i."
5 Mosebog 1,23 Det forslag syntes jeg godt om, og jeg udtog tolv mænd blandt jer, én for hver stamme.
Moses sendte tolv mand, og ordet, der bruges for "sendte" i den græske Septuaginta — Helligåndens yndlingsoversættelse — er "aposteilômen".
En af del tolv var Josva. Han blev Moses' efterfølger, og han gjorde det samme, da han gjorde Moses' arbejde færdigt og førte jøderne over Jordan ind i Det Hellige Land. Han udvalgte også tolv mand; én fra hver stamme.
Josva 3,12 Vælg nu tolv mænd fra Israels stammer, én fra hver stamme.
Josva 4,2 "Vælg tolv mænd af folket, én fra hver stamme,
Jesus kunne ikke tage en fra hver af de tolv stammer, for på Jesus' tid var 10 af stammerne forsvundne. Men udtage tolv mand, det kunne han, og han pointerede selv, at de 12 apostle modsvarede Israels tolv stammer.
Matthæus 19,28 Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.
|
Tolv var altså ikke et tilfældigt tal. I Jesus' fantasiverden var der præcis tolv apostle på tolv troner til at dømme Israels tolv stammer. En mærkelig opførsel, må man sige, af én, der skulle forestille at være hele verdens frelser.
Man skal åbenbart have tolv udsendinge for at føre folket ind i det forjættede land.
Ikke nok med, at Jesus og Josva er samme navn, men der er utallige paralleller mellem de to frelsere (navnet betyder "Guds frelse"). Moses og Josva førte jøderne ind i det Gamle Israel, mens Jesus vil føre hele verden ind i det Nye Israel — Guds rige.
Men faktisk havde Israel en stamme mere: Når Guds folk skulle optælles efter kampklare soldater, blev stammen Levi ikke regnet med, fordi Levi er en præsteslægt. I de tilfælde bliver en af de andre stammer, regnet som to. Tolv skal der være.
Levi er en slags "Joker", der sommetider regnes med og sommetider ikke. Altså en slags trettende stamme.
Og Jesus havde også hvervet en ekstra discipel ved navn Levi, der ikke optræder på listen over de tolv. En discipel for hver af Israels tolv stammer plus Levi.
Denne sektion handler om, hvorvidt historierne om Jesus skal læses som en lignelse.
Den næste side slutter af med en række eksempler.
Er historien om Jesus en lignelse?