Påskekrisen i Jerusalem

Eller har I ikke læst i loven, at præsterne på selve sabbatten krænker sabbatten i templet […] ? (Matthæus 12,5)

Rabbi Hillel den Ældre
Hillel

I Det Gamle Testamente er der tre årlige valfartsfester, hvor hele Israel skal møde op ved templet i Jerusalem, nemlig påsken, pinsen og løvhyttefesten.

Påsken er ganske vist en familiefest, men påskeofferdyret skal slagtes af præsterne i templet.

5 Mosebog 16,2 Du skal slagte påskeofferdyret, får eller okse, for Herren din Gud på det sted, Herren udvælger til bolig for sit navn.
[.. .. ..] [. . .]
5 Mosebog 16,5 Du må ikke slagte påskelammet hjemme i nogen af dine byer, som Herren din Gud giver dig.
5 Mosebog 16,6 Kun på det sted, Herren din Gud udvælger til bolig for sit navn, må du slagte påskelammet, om aftenen, ved solnedgang, det tidspunkt da du drog ud af Egypten.
5 Mosebog 16,7 Du skal koge det og spise det på det sted, Herren din Gud udvælger, og om morgenen skal du begive dig hjem.

Det har været en stor industri. Den jødiske historiker Josephus kunne citere den romerske guvernør for, at der et år blev slagtet 255.600 påskeofre.(1)

Men den jødiske påske falder den 14. i årets første måned og kan i princippet falde på enhver ugedag, og så skete det en dag ca. år 30 f.v.t., at påsken faldt på en lørdag. Lørdag er sabbat, og sabbatten skal holdes hellig (det er faktisk et af De Ti Bud):

2 Mosebog 20,8 Husk sabbatsdagen og hold den hellig.
2 Mosebog 20,9 I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal;
2 Mosebog 20,10 men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer.

På sabbatten må man ikke arbejde, og man må heller ikke få andre til at gøre arbejdet for en.

Hvad skulle man gøre? Hvis man ikke holdt påsken, skulle man »udryddes fra sit folk«:

4 Mosebog 9,13 Men den mand, som er ren og ikke er på rejse, og som undlader at holde påske, det menneske skal udryddes fra sit folk, fordi han ikke har bragt Herrens gave til den fastsatte tid. Den mand må bære straffen for sin synd.

Hvis man slagtede offeret derhjemme, blev man også udryddet:

Der er dødsstraf for at arbejde på en sabbat.
Her er en mand, der forsøgte at samle brænde.
Stening

3 Mosebog 17,8 Og du skal sige til dem: Hvem som helst af Israels hus og af de fremmede, der bor som gæst blandt dem, som vil ofre brændofre eller slagtoffer,
3 Mosebog 17,9 men ikke bringer det hen til indgangen til Åbenbaringsteltet for at ofre det til Herren, han skal udryddes fra sit folk.

På den anden side: Det har været knaldhårdt arbejde at slagte og rense 255.600 offerdyr på få timer, og hvis man arbejdede på sabbatten (eller fik andre til at gøre det), skulle man både henrettes og udryddes:

2 Mosebog 31,14 I skal holde sabbatten, for den er hellig for jer. Den, som vanhelliger den, skal lide døden; enhver, som udfører arbejde på den, skal udryddes fra sit folk.

Husk at smøre blod på dørkarmen i påsken, så Gud ikke slår din søn ihjel.
Passover

Det var kort sagt et valg mellem pest eller kolera, for hvorhenne står der, at påsken sætter sabbatten ud af kraft? Det står lige præcis ingen steder.

Gode dyr var rådne, og præsterne stod nu med 255.600 dyr, som skulle slagtes, så deres blod kunne blive stænket ud over alteret for at "rense" det.

Og hvad værre var: Selvom det burde have været sket ca. hvert syvende år i hele Israels historie (eller i al fald i de 600 år siden Kong Josias' påske), var der ingen af præsterne, der kunne huske, hvad man "plejede" at gøre. Der var heller ikke en eneste af de 2.700.000 pilgrimme (ikke medregnet spedalske, folk med kønssygdomme, menstruerende kvinder og andre besmittede)(1), som var mødt op til påsken, der kunne huske, hvad man havde gjort sidst.

Denne krise er beskrevet i jødernes Mishnah og Talmud:

The Sages taught a baraita with regard to the basic halakha governing the eve of Passover that occurs on Shabbat: This law was forgotten by the sons of Beteira, who were the leaders of their generation. The fourteenth of Nisan once occurred on Shabbat, and they forgot and did not know whether the Paschal lamb overrides Shabbat or not. They said: Is there any person who knows whether the Paschal lamb overrides Shabbat or not? They said to them: There is a certain man in Jerusalem who came up from Babylonia, and Hillel the Babylonian is his name.
(Pesachim. 66a, se eksternt link)

Heldigvis var der en ny sherif i byen: En af de største rabbier nogensinde, Hillel, var ankommet fra Babylonien, og han fik opgaven med at rede trådene ud.

Hvem bestemmer over kalenderen?

Der kan ikke være solformørkelse i påsken.
Solformørkelse

Det Gamle Testamente fastsætter (nogle af) helligdagene, men selve kalenderen står ingen steder. Forskellige jødiske sekter og retninger har fulgt forskellige kalendere. Dette er i virkeligheden et paradoks: Gud bestemmer, at påsken skal falde den 14. i årets første måned, men det er menneskerne, der bestemmer, hvornår året starter.

Som eksempel kan vi tage essenerne, der benyttede en solkalender med 364 dage på et år, hvor påsken altid faldt på en onsdag. Dermed var problemet løst.

Moderne jøder følger derimod en kalender med 12-13 måneder à 29-30 dage om året. Kalenderen er "lunisolar" — det vil sige, at man forsøger at få hver måned til at starte ved nymåne, og desuden jævnligt indsætter en skudmåned, så året følger solåret.

Ved løvhyttefesten frembæres fire vækster i Jerusalem.
På den syvende dag skal grene viftes med eller slås (afhængig af oversættelsen).
de fire planter

Desuden har jøderne indført nogle komplicerede regler, hvor de sommetider forlænger den ene måned med en dag eller forkorter en anden måned, så året kan blive mellem 353 og 355 dage (og 383-385 dage i et skudår). Derved kan man flytte starten af det nye år, men dette sker af rent lavpraktiske hensyn:

  1. Forsoningsdagen er både en hviledag og en fastedag (3 Mosebog 23,27-29), og det er upraktisk med to hviledage i træk, eller med en fastedag lige før eller efter sabbatten. Derfor må forsoningsdagen ikke falde fredag eller søndag.

  2. Der er en tradition for at vifte med (eller at slå) pilekviste ved afslutningen af løvhyttefesten (selvom det ikke står i Bibelen). Dette regnes som arbejde, og derfor må denne dag ikke falde på en lørdag.

Den metoniske cyklus har 7 skudmåneder på 19 år. Der er en sammenhæng mellem denne cyklus og C-dur skalaen.
C-dur
3 Mosebog 23,27: På den tiende dag i denne syvende måned falder forsoningsdagen. I skal holde hellig festforsamling og spæge jeres legeme, og I skal bringe Herren et offer.
3 Mosebog 23,28: Netop denne dag må I ikke udføre noget arbejde, for det er forsoningsdagen, til soning for jer for Herren jeres Guds ansigt.
3 Mosebog 23,29: Enhver, der undlader at spæge sit legeme den dag, skal udryddes fra sit folk.

På denne måde kunne man altså have løst påskeproblemet, men mærkeligt nok har jøderne i stedet valgt at indføre disse komplicerede regler for at løse nogle praktiske småproblemer og nogle traditioner. Den massive lovovertrædelse af De Ti Bud omkring påsken har man ikke rørt ved.

Faktisk gør det påskeproblemet endnu større, når man sådan flytter rundt på året for at redde forsoningsdagen og løvhyttefesten, for det medfører, at i stedet for at påsken kan falde på enhver af de syv ugedage, kan den kun falde på fire dage: lørdag, søndag, tirsdag eller torsdag. Dermed burde jøderne have oplevet konflikten hvert 4. år i snit, og man forstår slet ikke, at alle havde glemt alt.

Men det er måske her, vi har forklaringen på det kollektive hukommelsestab? Den moderne "lunisolare" kalender bygger på babyloniernes kalender, og måske skyldtes denne babyloniske forvirring, at det var nu — omkring år 30 f.v.t — at man lige havde indført denne nye kalender?

Det ville forklare, dels at man ikke havde oplevet problemet før (selvom det rent logisk burde være sket hundrede gange), og dels at det netop var en rabbi fra Babylonien, der skulle komme med en løsning.

Hillels påskeæg

I påsken fejrer vi massakren i Egypten.
Ødelæggeren

Nu var op til Hillel at komme med — om ikke et Columbusæg — så i al fald et påskeæg. Han mente, at sabbatten måtte vige for påsken. For at resumere meget kort (se evt. det eksterne link til Pesachim 66a):

Salomons tempel i Jerusalem
Tempel
4 Mosebog 9,2: "Israelitterne skal holde påske til den fastsatte tid.
4 Mosebog 9,3: Den fjortende dag i denne måned skal I holde den til den fastsatte tid, lige inden mørket falder på. I skal holde den efter alle forordninger og forskrifter om den."
4 Mosebog 28,2: Giv israelitterne befaling om at sørge for at bringe mig min gave, min offerspise, en liflig duft, til den fastsatte tid.

[…]

4 Mosebog 28,9: På sabbatten skal det være to lydefri, årgamle lam og som afgrødeoffer to tiendedele efa fint mel, rørt op med olie, med tilhørende drikoffer,
3 Mosebog 23,4: Dette er Herrens fester, de hellige festforsamlinger, som I skal udråbe til den fastsatte tid.
3 Mosebog 23,5: På den fjortende dag i den første måned, lige inden mørket falder på, er det påske for Herren.

De lokale rabbier var ikke imponerede af disse argumenter fra opkomlingen fra Babylonien.

Hillel prøvede at huske, hvorfra han havde denne tradition (hvilket netop tyder på, at jøderne i Babylonien havde længere erfaring med denne kalender), og så kom han i tanker om, hvor han havde hørt det:

Det allerhelligste med Pagtens Ark
Tempel

He said to them: I once heard this halakha from my teachers but I have forgotten it. But leave it to the Jewish people; if they are not prophets to whom God has revealed His secrets, they are the sons of prophets, and will certainly do the right thing on their own.

[…]

Hillel saw the incident and remembered the halakha that he had once learned and said: This is the tradition I received from the mouths of Shemaya and Avtalyon, meaning that this is in fact the proper course of action. This concludes the text of the baraita and the Gemara will begin to elucidate it.
(Pesachim. 66a, se eksternt link)

Templet i Jerusalem blev revet ned år 70
Jerusalem

Da Hillel kom i tanker om, at han havde hørt det fra de store lærere, Shemaya og Avtalyon, var der ikke længere nogen ko på isen. Tradition var vigtigere end argumenter.

Diskussion stoppede naturligvis ikke der. Hvis ikke den gunstige læser har lyst til at gennemgå de meget lange og meget langhårede diskussioner blandt rabbierne (se det eksterne link), kommer resultatet her:

Når påsken faldt på en sabbat, var der fire lovlige handlinger:

  1. At slagte lammet/geden, fordi "slagtning overtrumfer sabbat". Bibelen siger ikke noget om, hvornår dyrene skal ind i templet, så det kunne man gøre i god tid inden sabbatten.

  2. At punktere tarmene med en kniv for at tarmindholdet ikke skulle forurene offeret. Derimod var det ikke lovligt at skylle tarmene.

  3. At stænke blodet på alteret (det skulle jo gøres, mens blodet var flydende).

  4. At frembære fedtet for alteret.

I dag har alt dette kun akademisk interesse, for ca. 100 år efter at Hillel havde løst problemet med påsken, rev romerne hele templet ned. Templet er en ruin den dag i dag, og den jødiske offerkult er forsvundet for evigt.

Derfor vil de kristne henholde sig til, at Gud ikke længere ønsker ofre. Det pudsige er jo, at efter at Gud havde krævet ofre i tusinder år, skiftede han mening, og nu er han slet ikke interesseret i ofre. I dag kan man blive frelst bare af troen på Jesus' offer.

Og det endnu mere pudsige er, at Gud skiftede mening lige præcis, dengang romerne havde revet templet i Jerusalem ned. Men det er naturligvis et rent tilfælde.

Eksternt link

Yderligere Information


Fodnoter: (1)

(1) Oplysninger om antallet af ofre og antallet af deltagere kommer fra den jødiske historiker Josephus, der citerede den romerske guvernør af Syrien, Cestius Gallus:

Dette gjorde de da ogsaa paa den førstkommende Fest, Paaskefesten, paa hvilken der bringes Ofre fra den 9de til den 11te Time, og hvor de Selskaber, som slaa sig sammen om et Offer, ikke ere mindre end paa 10 Mand, - alene maa man nemlig ikke holde Offermaaltid, - ja, mange samle sig ogsaa i Selskaber paa 20, og det viste sig da, at Antallet af Ofre var 255,600. Regner man nu 10 Mand til at fortære hvert Offer, bliver der med et rundt Tal et Antal Mennesker af 2 Millioner og 700,000, og det udelukkende rene og gudfrygtige. Hverken spedalske eller dem, der lede af Kønssygdomme, eller Kvinder, som havde deres maanedlige Svaghed, eller andre besmittede maatte nemlig tage Del i denne Ofring, og det samme gjaldt de fremmede, som vare komne dertil for at dyrke Gud.
(Jødernes krig mod Romerne, Sjette Bog, niende kapitel, afsnit 3)