|
|
Desiderius Erasmus udgav den græske tekst, der dannede grundlaget for europæiske Bibler i næsten 400 år.
Denne tekst er kendt som Textus Receptus og var især populær blandt protestanter, der oversatte den til deres eget sprog. Dette er ganske ironisk:
|
Latin var et levende sprog for Erasmus. Som latinkyndig kunne han rejse til Italien, Svejts og England og tale med alle de lærde folk. Han kunne sågar undervise i Cambridge uden at kunne tale engelsk.
Erasmus' ambition var at lave en ny latinsk tekst, der skulle erstatte den 1.100 år gamle Vulgata. En latinsk tekst, der var mere korrekt og mere forståelig. Som billedet til højre viser, indeholder bogen to tekster: dels Erasmus' nye latinske oversættelse og dels den græske tekst.
Det var tydeligvis den latinske tekst, der var vigtigst. Forsiden på den færdige bog (billedet til venstre) startede: »Novum Instrumentum omne, diligenter ab Erasmo Roterodamo recognitum & emendatum«. Recognitum & emendatum betyder revideret og forbedret, og her må Erasmus have ment den latinske tekst. Erasmus var den første, der fik udgivet den græske tekst til Det Nye Testamente på tryk, og dermed fandtes der ikke nogen græsk tekst i forvejen, der kunne revideres og forbedres.
Titelsiden fortsætter: »non solum ad Graecam veritatem verum etiam ad multorum utriusque linguae codicum eorumque veterum« Det vil sige, at teksten ikke kun var tjekket mod græsk, men mod mange gamle bøger på begge sprog. Igen må Erasmus hentyde til den latinske tekst, for Det Nye Testamente er skrevet på græsk, og det giver det ikke mening at tjekke den græske tekst mod græsk. Til sidst skriver Erasmus, at bogen også indeholder et afsnit med bemærkninger til de ændringer, han har indført i teksten: »cum Annotationibus, quæ lectorem doceant, quid qua ratione mutatum sit«. Igen må Erasmus hentyde til den latinske tekst, for det giver ikke mening, at tale om ændringer til den græske tekst, når der aldrig før har været trykt en sådan græsk tekst.
Der er simpelthen intet hverken på titelsiden eller i den følgende dedikation til Pave Leo X, der fortæller, at bogen overhovedet indeholder en græsk tekst. Det spændende var Erasmus' nye oversættelse, som han havde arbejdet på i 10 år, og de over 1.000 noter til de steder, hvor hans nye tekst afveg fra Vulgata. Erasmus udgav aldrig den græske tekst separat — andre forlæggere blev nødt til at lave piratkopier — men derimod blev Erasmus' latinske tekst udgivet separat masser af gange, hvortil Erasmus gennem årene skrev ialt fire forskellige forord, der blev gladere og gladere.
På samme måde var den meget voldsomme kritik, han blev udsat for, rettet mod hans latinske tekst. Den gamle Vulgata havde i 1.100 år dannet grundlag for videnskab, moral og lov, og dermed var et angreb på Vulgata et angreb på hele samfundet. F.eks. rettede han i Efeserne 5,31-32 "sacramentum" til "mysterium": »[…] de to skal blive ét kød. Dette rummer en stor hemmelighed […]«. Den nye latinske tekst angreb således ægteskabets status som sakramente. Den originale græske tekst kunne man af naturlige grunde ikke kritisere.
Man kan spørge om, hvorfor Erasmus overhovedet inkluderede en græsk tekst. Det kan have skyldtes, at han (eller hans forlægger, Frobenius) ville konkurrere med Complutenserpolyglotten, men det mest sandsynlige er, at den græske tekst skulle dokumentere, at Erasmus' ændringer i forhold til Vulgata ikke var grebet ud af den blå luft. I eksemplet, hvor Erasmus skrev "mysterium" i Efeserne 5,32, står der "mustêrion" i den græske tekst.
|
Arbejdet startede i 1515 og skulle ske i en hast, fordi han skulle være færdig før Complutenserpolyglotten. Erasmus benyttede sig af 7 græske manuskripter, der alle var fra det 12. århundrede eller nyere:
Tidspresset gjorde, at der var mange fejl i førsteudgaven. Det lykkedes Erasmus at udføre arbejdet på få måneder, og han beskrev senere selv processen som »praecipitatum verius quam editum« — dvs. "kastet sammen, snarere end redigeret". Scrivener kalder førsteoplaget for "den mest fejlfyldte bog, jeg kender".(1) De fleste af fejlene blev rettet i andenudgaven i 1519.
Erasmus brugte især de to manuskripter Codex 2e og Codex 2ap, mens de andre manuskripter tjente til at korrigere disse to. Erasmus skrev sine rettelser og noter direkte ind i disse to gamle håndskrifter, hvorefter de blev sendt til bogtrykkeren. Her kan vi igen se, at det var den latinske tekst, der var vigtigst: Hvis Erasmus havde arbejdet 10 år med den græske tekst, ligesom han havde med den latinske, ville han ikke have ankommet uforberedt til Basel i 1515 og være afhængig af, hvilke græske manuskripter der kunne støves op i byen. Hvis Erasmus var kommet til Basel med et nedskrevet udkast til en græsk tekst, ville han ikke have skrevet sine noter ind i Codex 2e og Codex 2ap.
Metoden med at skrive noterne direkte ind i de gamle håndskrifter lod sig ikke gøre med Johannes' Åbenbaring, fordi Bibel-teksten var blandet med kommentarer, så den var svær at læse for bogtrykkeren. Derfor fik Erasmus fremstillet en renskrevet kopi af Åbenbaringen, men desværre røg der et par ord fra kommentarerne med, som dermed blev til en del af den hellige tekst. Kopien introducerede også nye fejl: I vers 17,4 blev "akatharta" (der betyder "uren") skrevet som "akathartetos" — et ord, der ikke kendes fra den græske litteratur. Tilsvarende vers 17,8, hvor "kai parestai" blev kopieret som "kaiper estin", så der stadig i danske Bibler i 1897 stod »Dyret, som var og ikke, enddog det er«, hvor der i dag står »dyret, som var og ikke er og vil komme«.
Men ikke bare var manuskriptet med Johannes' Åbenbaring svært at læse. Et større problem var, at de sidste seks vers manglede. Erasmus valgte at oversætte disse seks vers "baglæns" fra latin til græsk. Dermed introducerede Erasmus 20 fejl i disse 6 vers alene, dvs. varianter, der ikke findes i noget eksisterende græsk manuskript. Den mest iøjnefaldende af disse er, at der i Åbenbaringen 22,19 stod "livets bog" i stedet for "livets træ".
Ingen kendte græske manuskripter indeholder "livets bog" i dette vers, så når andre forlæggere, såsom Stephanus og Beza også skriver "livets bog" i deres græske tekster, afslører de, at de ukritisk har skrevet af efter Erasmus. Senere blev "livets bog", som Erasmus havde "oversat tilbage" fra latin, "oversat frem" til mange sprog i de nye Bibler:
Åbenbar. 22,19 Und so jemand davontut von den Worten des Buchs dieser Weissagung, so wird Gott abtun sein Teil vom Buch des Lebens und von der heiligen Stadt und von dem, was in diesem Buch geschrieben stehet
(Martin Luther, 1545 og alle oplag før 1912)
Åbenbar. 22,19 And if any man shall take away from the words of the book of this prophecy, God shall take away his part out of the book of life, and out of the holy city, and from the things which are written in this book.
(King James Bible, 1611)
Åbenbar. 22,19 Og dersom Nogen tager Noget bort fra denne Prophetiens Bogs Ord, da skal Gud borttage hans Deel af Livsens Bog og af den hellige Stad og fra de Ting, som ere skrevne i denne Bog.
(Dansk Bibel, 1897)
|
I det hele taget brugte Erasmus hyppigt den latinske Vulgata til at "forbedre" den græske tekst, når originalteksten ikke var original nok. F. eks. tilføjede Erasmus en dialog mellem Paulus og Gud i Apostlenes Gerninger 9,6: »Og han sagde, bævende og forfærdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham«, som ikke er med i nogen græsk tekst, men som Erasmus har oversat til græsk fra Vulgata.
Apost. G. 9,6 Og han sagde, bævende og forfærdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham: staa op og gak ind i Staden, og det skal siges dig, hvad dig bør at gjøre.
(Dansk Bibel, 1897)
I tredjeudgaven i 1522 blev det Johannæiske Komma (Comma Johanneum) tilføjet: »og der er tre vidner i Himlen: Faderen og Ordet og Ånden, og de tre er ét i Kristus Jesus«. Erasmus havde nægtet at medtage dette tvivlsomme "bevis" for Treenigheden, fordi det udelukkende fandtes i latinske Bibler, men den slags udfordringer skal man ikke sige to gange til en kristen: Som ved et trylleslag blev der fundet et enkelt græsk manuskript fra 1500-tallet med det berømte "Comma". Erasmus så sig derfor nødsaget til at tilføje Comma'et, og snart begyndte Treenigheden at brede sig gennem Europas Bibler lige så hurtigt som "livets bog".
Det er trist, at det blev Erasmus' værk, som stort set alle udgivere i Europa skrev af i de næste århundreder. Videnskabeligt betragtet var hans bog ufatteligt overfladisk.
Erasmus "valgte" simpelthen de manuskripter, der fandtes i Basel og kunne lånes. Han brugte især et enkelt manuskript (Codex 2e) fra det 12. århundrede til evangelierne, og et andet manuskript fra det 12. århundrede (Codex 2ap) til Apostlenes Gerninger og epistlerne. Paradoksalt nok, benyttede han ikke Codex Basiliensis, der er fra 8. århundrede og rummer det meste af de fire evangelier.
Til Erasmus' forsvar skal det siges, at det jo ikke var hans prioritet af udgive den bedst mulige græske tekst. Det var ikke hans skyld, at hans tekst blev brugt som grundlag for europæiske Bibler i 400 år. Sålænge den græske tekst kunne bakke hans latinske oversættelse op, havde den opfyldt sin mission.
Læs meget mere om Erasmus og det Johannæiske Komma.
Denne artikel er en del af serien om den græske originaltekst.
Det forrige afsnit handlede om det første forsøg på at udgive en trykt græsk tekst.
Det næste afsnit handler om Textus Receptus, som moderne Bibler formodes at bygge på.
Fodnoter: (1)
»The typographical errors of the Complutensian Greek have been stated (p. 379); Erasmus' first edition is in that respect the most faulty book I know«.
Side 383 i 1874-oplaget.