Firekildehypotesen: Hvem skrev Mosebøgerne?

Abraham jager slavinden ud i ørkenen. Billedet må være et kompromis: Sønnen er for stor til at blive båret, men dog langt fra 16 år.
Dore: Abraham og Hagar

Oprindeligt troede man, at de fem Mosebøger var skrevet af én og samme mand: Moses. Siden 1700-tallet har man vidst, at dette ikke er tilfældet, og en af grundene er, at Mosebøgerne er fyldt med "dubletter" - den samme historie fortælles to gange eller endog tre gange.

Dette resulterer i tre slags problemer:

Den brændende busk: Gud påstår, at ingen kender hans hemmelige navn, selvom det står 160 gange i 1 Mosebog.
Den brændende busk
  1. Utallige selvmodsigelser: F.eks. om hvorvidt mennesket eller dyrene blev skabt først, eller om Noa skulle tage et eller syv par af dyrene med i arken; Abraham jog sin slavinde ud i ørkenen, og hun måtte bære deres lille søn; i den anden variant er drengen derimod omkring 16 år gammel. Josef's brødre sælger ham til en »ismaelitisk karavane«; i næste vers er det »nogle midjanitiske handelsmænd«, der sælger ham til ismaelitterne; senere bliver han solgt to gange til Egypten.

    For en lang række eksempler, se selvmodsigelser mærket med 'Firekildehypotesen'.

  2. Gentagelser: Disse behøver ikke, at være selvmodsigelser. F.eks. solgte Abraham sin kone som en anden alfons ved at bilde køberen ind, at hun var hans søster. Dette gjorde han to gange, og i en tredje variant er det sønnen Isak, der sælger sin kone som en søster. Det behøver strengt taget ikke at være en selvmodsigelse, for i de to første fortællinger er der to forskellige "købere" og i de to sidste er der to forskellige "sælgere". Alligevel må man sige, at denne gentagelse trækker store veksler på læserens velvilje.

    Andre gentagelser er sværere at bortforklare, som når f.eks. Moses slår vand af klippen to gange. Der er ingen antydning anden gang af, at nogen vidste, at Moses havde gjort det før, og selvom der er knap 40 år mellem de to episoder, foregår begge i Sins/Zins Ørken, og begge gange slutter historien med, at stedet bliver kaldt Meriba, stedet »hvor Israeliterne kivedes med HERREN«. Klipper kan da ikke vandre rundt, eller kan de?

    Der er ikke plads i kronologien til Juda og Tamar
    Juda og Tamar
    Isak på sit dødsleje — 30-80 år før han dør.
    Isak, Jakob, Esau og Rebekka
  3. Huller i handlingen. Her kunne man nævne alle de gange, Moses går op på bjerget og ned igen i forbindelse med De Ti Bud, og sommetider går op uden først at have gået ned. Et andet eksempel er, når Isak velsigner sine to sønner på dødslejet, og der så går ni kapitler og 30-80 år, før han dør. Et tredje eksempel er, når Jakob glemmer, at hans kone er død.

    Et fjerde eksempel er historien om Juda og Tamar. På den ene side er 22 år alt for kort tid til at Juda kan få to børn og en tredje efternøler, at "efternøleren" bliver voksen, at der går lang tid, at Juda får en søn med Tamar, og at denne søn vokser op og får to sønner. På den anden side er 22 år for meget til, at Benjamin stadig er et lille barn.

Siden oplysningstiden har man prøvet at forklare disse modsigelser. Allerede i 1753 forsøgte Jean Astruc at gøre rede for de to kilder, han mente, var brugt til 1 Mosebog.(1) Tanken var stadig, at Moses var forfatter, men at han havde benyttet sig af forskellige modstridende kilder — især selvfølgelig i Første Mosebog, hvor han jo ikke selv var født endnu.

Men det var ikke nok at skyde skylden på Moses' kilder: En af de værste modsigelser involverer Moses selv, nemlig når Gud i den brændende busk påstår, at han aldrig har fortalt sit hemmelige navn til nogen, selvom det står 160 gange i 1 Mosebog. I det hele taget er der mange grunde til, at Moses ikke kunne være forfatteren.

Firekildehypotesen

Fordelingen af de fire forfattere/redaktører på de fire første Mosebøger.
"D" tager sig af 5. Mosebog.
Billede fra Wikipedia.
Firekildehypotesen

Løsningen på denne rodebutik er Firekildehypotesen. Moses var ikke en redaktør, der havde brugt to kilder — han var selv hovedpersonen i fire forskellige kilder med to forskellige guder, der var blevet flettet sammen.

Den enkelte kilde var komplet og uden de mange selvmodsigelser, men efter sammenfletningen opstod de uendeligt mange gentagelser og selvmodsigelser. For at adskille de fire kilder kan eksperter bruge kriterier som: Teksternes sprog; om guden er fysisk eller åndelig; om guden bruger engle eller drømme; om præsterne er af Levis stamme eller Arons slægt; og navnene: Abram/Abraham, Saraj/Sara, Horeb/Sinaj. Men den mest iøjnefaldende forskel er, at guden har to forskellige navne indtil den brændende busk.

Den ene gud hedder Jahve, så derfor kaldte man forfatteren J. Den anden gud hedder Elohim, så denne forfatter kaldes E.

Desuden er Femte Mosebog et falsum fra år 621 f.v.t. Eftersom Femte Mosebog hedder Deuteronomy på engelsk, kaldes forfatteren D;

Derefter viste det sig, at Elohim-historierne var skrevet af to forfattere: Den ene kaldes stadig E, mens den anden er en levitisk Præst, der kaldes P.

Tilsidst er der nogen, der har samlet disse dokumenter til én lang historie, og denne Redaktør kaldes R.

Et bud kunne se sådan ud:

Firekildehypotesen
Jca. 920 f.v.t.Forfatteren smigrer kong Rehabeam (ca. 922-915 f.v.t.)
Eca. 770 f.v.t.Mere usikkert. Det er E, der lader Jakob bygge et alter i Bethel, så måske er denne forfatter fra det Nordlige Rige?
D621 f.v.t.Femte Mosebog er skrevet lige før, den blev "fundet" af præsten.
P621-612 f.v.t.P er skrevet efter D (eftersom D ikke kender til P). P refererer til Assur (Assyrien) som værende eksisterende, men Assur blev ødelagt år 612 f.v.t.
R434 f.v.t.Alle fem Mosebøger dukker op hos Ezra år 434 uden forklaring. Det mest sandsynlige er, at Ezra er Redaktøren.

På dansk kan man bruge Professor Dr. Frants Buhl's Bibeloversættelse fra 1910, hvor små J'er, P'er, E'er og D'er (men ingen R'er) i marginen viser, hvem der har skrevet de enkelte afsnit.

De to tydeligste eksempler er historierne om Noas Ark, og om hvordan Josef bliver solgt til Potifar to gange.

Kritik af Firekildehypotesen

Josef bliver solgt til Egypten to gange
Josef og hans brødre

Sådan er teorien. Det gode ved den er, at den har en stor forklaringskraft: En god hypotese skal helst løse så mange problemer som muligt, uden at skabe alt for mange nye.

Firekildehypotesen kan ikke alene forklare utroligt meget, den gør det også på en måde, der rækker hånden ud til begge fløje: Skeptikere får ret i, at der er tusindvis af selvmodsigelser i Bibelen, mens moderate kristne får en spiselig forklaring på tilstedeværelsen af disse modsigelser: De skyldes, at redaktøren ikke nænnede at skære "dubletterne" fra i de hellige tekster, han flettede sammen.

På samme måde får skeptikerne ret i, at Mosebøgerne ikke er skrevet af Moses og især, at Femte Mosebog er et nyere falsum, mens jøder og kristne kan glæde sig over en forklaring, som knytter udviklingen af Israels religion sammen med Israels historie, som den er beskrevet i Bibelen.

En vaskeægte win-win situation. Men det ændrer ikke ved, at der er svagheder i forklaringen.

Kritikpunkt 1: Historierne er ikke komplette

Femte Mosebog handler om Moses' sidste tale.
Moses

Første gang man hører om Firekildehypotesen, undrer man sig: Hvis der er fire komplette kilder, hvorfor er der så kun to skabelsesberetninger og ikke fire? Hvorfor er der to historier om Noas Ark, og ikke fire? Hvorfor bliver Josef solgt to gange og ikke fire? Og så videre.

Men for det første er de fire kilder netop ikke ens. E og D har mange beskrivelser af Åbenbaringsteltet, mens D og J aldrig hentyder til det. Til gengæld kender E ikke noget til Pagtens Ark. Josva eksisterer ikke i J, mens Mirjam kun eksister i E. Episoden med Guldkalven fortælles kun i E og D.(2)

J, E og P fortæller hver en sammenhængende historie uden huller, der slutter med Moses' død. Tilsyneladende mangler starten af E, og det kan være sket, inden de fire kilder blev samlet, men efter at E starter med Første Mosebog kapitel 20, er historien sammenhængende.

D har skrevet det meste af Femte Mosebog, der skal forestille at være Moses' sidste tale. Moses minder jøderne om flugten fra Egypten, men der er ingen hentydninger til historierne i Første Mosebog (og dermed ingen skabelsesberetning). Afslutningen med Moses' død og begravelse er naturligvis ikke en del af talen, og derfor er slutningen af Femte Mosebog — lidt paradoksalt — skrevet af alle andre end D.

Kritikpunkt 2: Sproget

Elohim beordrer menneskeofferet, men Jahves engel afbryder det.
Skjult kamera

Det er ikke så nemt at skelne mellem de fire forfattere, som man sommetider hører. I virkeligheden er "P" med det præstlige sprog relativt let at skelne fra "E", mens "E" uden det præstlige kan være svær at skelne fra "J".

  1. Selvom "J" bruger navnet Jahve, er der jo ingen, der har sagt, at han ikke også må kalde Gud for Elohim/Herren. Det gør J især i Første Mosebog kapitlerne 2-4, hvor han kombinerer navnene til "Jahve-Elohim".

  2. Elohim betyder bare "guderne", og det kan det være svært at afgøre, om J mener Gud eller guderne, når han f.eks. skriver: »Dengang gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene […]« (1 Mosebog 6,4).

  3. Der er heller ingen, der har sagt, at forfatterne E og P ikke selv kendte navnet Jahve — kun at menneskerne ikke kendte det.

  4. Efter den brændende busk bliver det for alvor svært at skelne mellem E og J, fordi alle mennesker nu kender navnet Jahve.

Elohim vil udse sig et offer.
Abraham og Isak

Dette er faktisk noget af et paradoks: Hypotesen om de mange kilder startede (som beskrevet foroven) med at skelne mellem J og E, men efter at P er trukket ud af E, er de sproglige problemer så store, at mange slet ikke mener, der findes noget "E".

For at tage et konkret eksempel: Abraham bliver beordret af Gud (Elohim) til at ofre Isak: »Senere skete det, at Gud [Elohim] satte Abraham på prøve« (1 Mosebog 22,1). Hele dette afsnit tilskrives "E", men inden Abraham når at dræbe sin søn, bliver han bremset af HERREN (Jahve): »Da råbte HERRENs Engel til ham« (1 Mosebog 22,11).

Dette kunne man bortforklare med, at starten af E-historien var "splejset" sammen med slutningen på en J-historie. Men historien hænger for godt sammen til bare at være splejset sammen.(3) Den starter med, at Gud (Elohim) kalder på Abraham, og Abraham svarer »Se, her er jeg!« (1 Mosebog 22,1). Dette afspejles på bjerget, hvor Isak kalder på Abraham, der igen svarer "Her er jeg". Men det samme gælder afslutningen, hvor det nu er HERRENs (Jahves) engel, der kalder og får svaret: »Se, her er jeg« (1 Mosebog 22,11).

1 Mosebog 22,1: Efter disse Begivenheder satte Gud Abraham på Prøve og sagde til ham: "Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!"
(Den forrige danske oversættelse)
1 Mosebog 22,11: Da råbte HERRENs Engel til ham fra Himmelen: "Abraham, Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!"
(Den forrige danske oversættelse)

På samme måde beroliger Abraham sin søn, der undrer sig over, hvor offerdyret er henne: »Gud [Elohim] vil selv udse sig Dyret til Brændofferet«, men da HERREN griber ind og fremtryller den vædder, som han har "udset" sig til offer, giver Abraham HERREN æren: »Derfor kaldte Abraham dette Sted: HERREN udser sig«.

Kritikpunkt 3: Redaktøren

Løsningen på historien om Abrahams ofring af Isak er at tilskrive vers 11-16a hverken til E eller J, men til en redaktør. Men dette kan nemt blive for let en løsning: Hver gang kabalen ikke går op, er det en redaktør, "R", der har ændret i teksten.

Lad os tage et mere diskret eksempel. Fjerde Mosebog kapitel 11 handler om jødernes oprør mod Moses. Han klager sin nød til Gud:

Gud fodrer sit folk med manna og vagtler.
Vagtler

4 Mosebog 11,11 og han sagde til Herren: "Hvorfor handler du ondt mod din tjener? Hvorfor har jeg ikke fundet nåde for dine øjne? Du har jo besværet mig med hele dette folk!
4 Mosebog 11,12 Er det mig, der har sat hele dette folk i verden? Er det mig, der har født det, siden du siger til mig, at jeg skal bære det i favnen til det land, du har lovet deres fædre, ligesom en plejefar bærer spædbarnet?
4 Mosebog 11,13 Hvor skal jeg få kød fra til hele dette folk? De plager mig med deres gråd og siger: Skaf os kød at spise!
4 Mosebog 11,14 Alene kan jeg ikke klare hele dette folk; det er for stor en byrde for mig.
4 Mosebog 11,15 Er det sådan, du vil behandle mig, så slå mig hellere ihjel, hvis du vil vise mig velvilje; lad mig slippe for at se min ulykke!"

Redaktøren på arbejde
Bibel revision

Faktisk er der to forskellige oprør i denne historie. Den ene handler om, at jøderne generelt er vanskelige at styre for Moses; et problem som Gud løser ved at udpege 70 ældste til det jødiske råd. Det andet problem er, at jøderne klager over manglen på kød; et problem Gud løser ved lade det regne med 13.976.215.312.500 vagtler.

Hvis man kigger i de fem citerede vers foroven, er det kun vers 13, der handler om jødernes mangel på kød. Resten handler om, at Moses er træt af sin lederrolle. Ligesom kapitlet består af to forskellige historier, består Moses' tale også af to elementer. Men hvis vers 13 tilhører en separat historie, burde verset jo starte med »og han sagde til Herren: […]«, ligesom vers 11 gør. Ergo må redaktøren have fjernet denne ekstra indledning, dengang han flettede de to historier og de to taler sammen.

Det er der måske ikke noget ulogisk i, men hvis der er for mange af den slags løsninger, bliver redaktørerne hurtigt den "magiske lim", der skal redde den enkelte hypoteses svage punkter. Man kan også vælge at tilskrive hele talen til "J".

I tabellen foroven er der kun angivet en enkelt redaktør, men der er mange varianter af hypotesen. For eksempel kan det foreslås, at J og E var slået sammen af en redaktør, inden endnu en redaktør slog dette JE-dokument sammen med P. Frants Buhl medtog som nævnt ingen redaktør; til gengæld havde han "T" for "tilføjelser.

Kritikpunkt 4: Cirkularitet

Dette punkt er strengt taget ikke en kritik af Firekildehypotesen. Firekildehypotesen er — som navnet siger — blot en hypotese om, at Mosebøgerne består af fire kilder. Hypotesen siger intet om, hvem der har skrevet disse kilder og hvornår. "J" kunne for den sags skyld være skrevet af Moses selv, og "P" kunne være skrevet af Thorvald Stauning. Det siger hypotesen ikke noget om.

Ikke desto mindre er det jo fristende bagefter at spekulere på, hvilke forfattere/grupper der står bag disse fire dokumenter (se evt. tabellen længere oppe), og så starter problemerne først rigtigt.

Det står i Bibelen, at Bibelen er ufejlbarlig, fordi Bibelen er Guds ord, fordi det står i Bibelen.
cirkulær logik

For nu at sige det rent ud: Bibelhistorie som fag er dårlig historie.

De fleste af de beretninger, der står i Bibelen, er ukendte udenfor Bibelen. Det eneste vi har er selve teksten i Bibelen, og for en rigtig historiker har disse tekster en meget lav sandhedsværdi: De er anonyme, redigerede, fyldt med utrolige mirakler og tydeligvis skrevet med propaganda som formål (Johannes 20,31).

Johannes 20,31: Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Forskere indenfor Det Gamle og (især) Det Nye Testamente må derfor låne tekstanalytiske værktøjer indenfor litteraturhistorie. De er blevet verdensmestre i formkritik og redaktionskritik, og har opfundet en række "sandhedskriterier", der er ukendte indenfor andre grene af litteraturhistorie. Bibelen er jo en helt speciel bog. Men uanset hvor længe man kigger på den samme tekst, kan man ikke finde noget, der ikke er i teksten. Ethvert forsøg på finde rede i Bibelens tekster er afhængigt af de samme tekster, som teorien forsøger at rydde op i.

Er det rigtigt, at 5. Mosebog blev fundet på Kong Josijas tid?
5 mosebog

For at tage et relevant eksempel: Bibelen fortæller, hvordan Lovbogen blev fundet år 621 f.v.t. Som skeptiker er man godt klar over, at denne Lovbog ikke har ligget gemt i templet i mange hundrede år, men at den garanteret er skrevet af ypperstepræsten, lige før han "fandt" den. Det er derfor, at D-forfatteren er sat til år 621 f.v.t. i tabellen foroven.

Men det er ikke det, der står i teksten. Der står, at der blev spået om Kong Josija og hans reformer mange generationer, før han blev født — sågar med navns nævnelse: »I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig« (1 Kongebog 13,2). Som bevis for, at profetien var sand, fik Gud den daværende konges hånd til at visne og alteret til at revne. Da profeten kort efter blev slået ihjel af Gud, bekræftede en anden profet, at profetien mod altrene og offerhøjene ville gå i opfyldelse: »det ord, han på Herrens befaling råbte mod alteret i Betel og mod alle offerhøjstemplerne i Samarias byer, skal blive til virkelighed« (1 Kongebog 13,32).

Bibelen fortæller videre, at da Josija havde fået Lovbogen, fik han at vide af profetinden Hulda, at Gud var rasende på Josija og resten af landet, fordi de ikke havde fulgt den Lovbog, som de ikke havde vidst fandtes. Efter at Josija havde brugt resten af sit liv på at slagte alle de hedenske præster, bliver han til gengæld rost af Bibelforfatteren, fordi han »af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov«.

Som skeptiker går man altså — næsten uden at tænke over det — ud fra, at Bibelen lyver angående profeten, den visne hånd, det revnede alter og den anden profet, at ypperstepræsten lyver om fundet af bogen, at profetinden lyver om Guds vrede, og at Bibelen tager fejl om, at Josija fulgte Moses' lov (i og med Loven netop ikke var skrevet af Moses).

Men hvordan kan vi vide, at Josija fandt en lovbog? Hvordan kan vi vide, at han, de to profeter, profetinden og ypperstepræsten overhovedet har eksisteret? Det kan vi udelukkende ud fra beretningerne i 2. Kongebog (og gentagelsen i 2 Krønikebog kapitel 34). Vores "skeptiske" tilgang bygger på, at vi automatisk ser bort fra de detaljer, der ikke passer med vores "skeptiske" verdensbillede, mens vi sluger resten råt.

Hvis historien om Josijas masseødelæggelse af helligdomme i hele landet er sand, må man undre sig over, at denne ødelæggelse ikke har efterladt arkæologiske spor. Man må også undre sig over, at de stormænd, der ifølge Lovbogen mistede magten til kongen, og de præster, der ifølge Lovbogen ikke kunne bo andre steder end i Jerusalem, ikke protesterede.

Der er derfor den oplagte mulighed, at 2. Kongebog kapitel 22-23, hvor Josijas reform beskrives, er skrevet udelukkende med det formål at give 5. Mosebog et ry som en meget gammel bog. Måske er 1. og 2. Kongebog skrevet samtidig med 5. Mosebog, og måske er hele historien om Josija og ypperstepræsten opfundet for at "bevise", at hvis jødernes forfædre havde adlydt 5. Mosebog, ville Judæa ikke været gået under, og jøderne ville ikke være blevet ført i eksil til Babylon.

Er det rigtigt, at de onde babylonere holdt jøderne i eksil i 49 år, indtil de flinke persere lod dem rejse hjem igen?
Daniel

På samme måde: Nu hvor vi snakker om eksilet. Er det rigtig, at hele jødefolket blev ført i eksil i Babylon år 587 f.v.t., som Bibelen siger?

Det er ganske vist den mest centrale begivenhed i hele Det Gamle Testamente, men er det nogensinde sket? Så er det i al fald en meget speciel form for eksil. Normalt sker tvangsdeportering af et folk for at gøre et fjendtligt land til slaver og arbejdskraft, og det sker ved at ødelægge deres identitet, sprog, navne og religion.

Hvor gammel er Bibelen?
Dinosaurus med Bibel

Man kan bare se på det eksil, som skete kort forinden (ifølge Bibelen), da det nordlige rige faldt: Ti af Israels tolv stammer blev deporteret, og landet blev i stedet fyldt med "hedninger". I det omfang, der overhovedet var jødisk blod tilbage i Samaria, var indbyggerne blevet så "urene" og frafaldne, at Jesus mange hundrede år senere forbød sine disciple overhovedet at prædike for dem (Matthæus 10,5-6). De ti stammer var for evigt tabt (hvis de nogensinde har eksisteret).

Matthæus 10,5: Disse tolv sendte Jesus ud og befalede dem: "Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer;
Matthæus 10,6: men gå derimod til de fortabte får af Israels hus.

Jødernes eksil ud af Judæa er beskrevet stik modsat: De tog deres hellige lovbøger og præster med i eksil. Præsterne brugte derefter denne "pause" til at færdigskrive helligskrifterne, mens folket sad ved Babylons floder og græd, når de tænkte på Zion (Salme 137,1).

Salme 137,1: Ved Babylons floder sad vi og græd, når vi tænkte på Zion;

Niogfyrre år senere vendte folket tilbage fra Babylon — mere opfyldt af hellig iver end nogensinde efter at genopbygge deres fædrene land, genrejse templet for deres fædrene Gud, dyrke deres fædrene religion, adlyde den lovbog, Josija havde fundet, studere de helligtekster, præsterne havde skrevet under eksilet, og at knuse Babylons spædbørn mod klipperne. Altså ifølge Bibelen, men ikke ifølge normal logik for tvangsdeporteringer.

På samme måde: Er det rigtigt, at Ezra levede omkring år 434, som tabellen foroven kræver? Eller er historien i Nehemias kapitel 8-10, hvor Ezra læser op af den nye Lovbog, også et sent påfund?

Det er i al fald mærkeligt, at i 2. Makkabæerbog er det Nehemias, der får æren for at genopbygge templet i almindelighed og de hellige skrifter i særdeleshed (2 Makkabæer 2,13), mens Ezra slet ikke nævnes. Anden Makkabæerbog er skrevet i det første århundrede f.v.t., så måske er historien om Ezra først opfundet på denne tid. Og måske er alle bøgerne i Bibelen skrevet kort før dette?

2 Makkabæer 2,13: Det samme er også berettet i optegnelserne og i Nehemias' notater, ligeledes hvordan han grundlagde et bibliotek og dér samlede bøgerne om kongerne og profeterne og Davids bøger og kongernes breve om tempelgaver.

Bibelhistorie som fag er og bliver cirkulær.

Ressourcer

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2) (3)

Jean Astruc, Conjectures sur les mémoires originaux dont il paroit que Moyse s'est servi pour composer le livre de la Génèse (Formodninger om de originale papirer, som det ser ud til, at Moses har brugt til at komponere Første Mosebog), 1753

Her er jeg lidt doven og citerer fra The Composition of the Pentateuch af Joel S. Baden side 24 nederst.

Se eksternt link.

Det ville også have været imod Firekildehypotesen, hvis to halve historier var splejset sammen.

Hypotesen forudsætter, at man kan udtrække fire hele historier.