Firekildehypotesen: Josef og Hans Brødre

Bibel fra 1531
Josef og hans brødre

Ifølge Firekildehypotesen består de 5 Mosebøger af fire kilder, der er flettet sammen. Sommetider er der store stykker af én forfatter: D-forfatteren holder sig til 5. Mosebog, mens 3. Mosebog næsten udelukkende er skrevet af P-forfatteren. Andre gange er teksterne meget tæt flettet ind i hinanden. De to bedste eksempler på det sidste er historien om Noas Ark, og den historie, vi vil kigge på her: nemlig hvordan Josef's brødre solgte ham til Egypten.

Den samlede historie, som den står i vores Bibler, har en masse problemer:

Firekildehypotesen

Jøder og kristne har i 2.000 år forsøgt at bortforklare disse selvmodsigelser, men modsigelserne forsvinder, hvis man deler episoden op i to hypotetiske kilder: Den ene forfatter kalder vi E eller "Elohist", og den anden forfatter kalder vi J eller "Jahvist".

Så får vi to komplette historier — begge uden selvmodsigelser.

Elohist

Jahvist

1 Mosebog 37,18 De så ham i det fjerne, og før han nåede hen til dem, lagde de planer om at dræbe ham.

1 Mosebog 37,19 De sagde til hinanden: "Dér kommer den drømmemester!
1 Mosebog 37,20 Lad os slå ham ihjel og kaste ham i en af cisternerne og sige, at et rovdyr har ædt ham. Lad os så se, hvad der kommer ud af hans drømme!"

Type og antitype. Til venstre smides Josef i en cisterne.
I midten lægges Jesus i graven.
Josef, Jesus og Jonas

1 Mosebog 37,21 Da Ruben hørte det, ville han redde ham fra dem og sagde: "Lad os ikke slå ham ihjel!
1 Mosebog 37,22 I må ikke udgyde blod," sagde Ruben til dem; "kast ham i cisternen her på marken, men læg ikke hånd på ham!" Han ville nemlig redde ham fra dem og bringe ham tilbage til faderen.

1 Mosebog 37,23 Da Josef kom hen til sine brødre, rev de kjortlen af ham, den lange ærmekjortel.

1 Mosebog 37,24 Så tog de ham og kastede ham i cisternen; den var tom, der var ikke vand i den.
1 Mosebog 37,25 Så satte de sig ned og spiste. […]

1 Mosebog 37,25 […] Da de så op, fik de øje på en ismaelitisk karavane, der kom fra Gilead; kamelerne var læsset med tragakant-gummi, storax-balsam og ladanum-harpiks, som de skulle ned til Egypten med.
1 Mosebog 37,26 Da sagde Juda til sine brødre: "Hvilken fordel har vi af at slå vores bror ihjel og skjule drabet?
1 Mosebog 37,27 Kom, lad os sælge ham til ismaelitterne. Vi vil ikke lægge hånd på ham; han er jo vores kødelige bror." Det gik brødrene med til.

Fordelingen af de fire forfattere/redaktører på de fire første Mosebøger.
"D" tager sig af 5. Mosebog.
Billede fra Wikipedia.
Firekildehypotesen

1 Mosebog 37,28 Nogle midjanitiske handelsmænd kom forbi. De trak Josef op af cisternen […]

1 Mosebog 37,28 […] og solgte ham(1) for tyve sekel sølv til ismaelitterne, som tog ham med til Egypten.

1 Mosebog 37,29 Da Ruben vendte tilbage til cisternen og så, at Josef ikke var der, flængede han sine klæder
1 Mosebog 37,30 og gik tilbage og sagde til sine brødre: "Drengen er der ikke! Hvad skal jeg dog gøre?"

1 Mosebog 37,31 Så tog de Josefs kjortel, slagtede en gedebuk og dyppede kjortlen i blodet.
1 Mosebog 37,32 De sendte den lange ærmekjortel hjem til deres far med den besked: "Vi har fundet denne her. Se nøje efter, om ikke det er din søns kjortel!"
1 Mosebog 37,33 Han genkendte den og udbrød: "Det er min søns kjortel! Et rovdyr har ædt ham! Josef er blevet sønderrevet!"
1 Mosebog 37,34 Så flængede Jakob sine klæder og lagde sæk om lænderne, og han sørgede over sin søn i lang tid.
1 Mosebog 37,35 Alle hans sønner og døtre kom for at trøste ham, men han ville ikke lade sig trøste og sagde: "I sorg vil jeg gå ned i dødsriget til min søn." Og hans far græd over ham.

Juda og Tamar
Juda og Tamar

1 Mosebog 37,36 Midjanitterne solgte ham i Egypten til Faraos hofmand Potifar, chefen for livvagten.

Her slutter kapitel 37 (og E's historie).

I hele kapitel 38 fortæller J om Juda og Tamar.

Bagefter, i første vers af kapitel 39, vender J tilbage til historien om salget af Josef og afslutter den.

1 Mosebog 39,1 Da Josef var blevet bragt ned til Egypten, blev han af ismaelitterne, der havde bragt ham med derned, solgt til Faraos hofmand, egypteren Potifar, chefen for livvagten.

Begge historier handler om, hvordan brødrene vil dræbe Josef, hvordan en af brødrene redder hans liv, og hvordan han ender i Egypten — uden selvmodsigelser undervejs.

Jakob snyder sin døende far ved tage broderens tøj på.
Isak, Jakob, Esau og Rebekka

Den ene forfatter, E eller "Elohist", fortæller, hvordan Ruben redder Josefs liv ved at foreslå, at de smider ham i en cisterne.

Der er altså tale om en bestemt cisterne, som Ruben (og forfatteren) ved, at der ikke er vand i. Brødrene går med på forslaget, for hvis Josef drukner, slipper de selv for at få blod på deres hænder.

Brødrene sætter sig ned efter ugerningen og spiser — formentlig på afstand, så de ikke ser, at Josef bliver "reddet" af midjanitiske handelsmænd. Da Ruben kommer tilbage til cisternen for at hjælpe Josef op, ser han, at Josef er forsvundet, og han bliver fortvivlet. Midjanitterne sælger Josef til Potifar i Egypten.

Kidnapperne er midjanitter, for E omtaler aldrig Abrahams ældste søn, Ismael og derfor heller ikke ismaelitter.

Den anden forfatter, J eller "Jahvist", har også en fuldstændig komplet historie: I denne variant er cisternen ikke en bestemt cisterne, og brødrene har ingen kvaler med at få blod på hænderne. De skal bare bruge en eller anden cisterne til at skjule forbrydelsen bagefter.(2)

Denne gang er det Juda, der redder Josef. De andre brødre når kun at rive ærmekjortlen af Josef, før Juda foreslår, at de sælger Josef til nogle ismaelitter.(3) Juda taler om at skjule drabet: »Hvilken fordel har vi af at slå vores bror ihjel og skjule drabet?« (37,26), hvilket netop var, hvad brødrene havde planlagt i starten: »Lad os slå ham ihjel og kaste ham i en af cisternerne« (37,20). Brødrene bruger kjortlen til at bilde Jakob ind, at Josef er dræbt af et vildt dyr: »Et rovdyr har ædt ham!« (37,33), hvilket svarer præcis til deres oprindelige plan: »Lad os slå ham ihjel og […] sige, at et rovdyr har ædt ham« (37,20).

Potifars kone bruger Josefs kjortel til sin falske anklage.
Potifars kone

I denne version er det Juda, der overtager Rubens rolle som den gode bror, der redder Josefs liv. Det er også Jahvisten, der har skrevet hele det næste kapitel om Juda og Tamar. I de senere kapitler lader J Juda være hovedmanden i forsøgene på at få Benjamin udleveret fra Josef (som de ikke genkender)

I denne forfatters øjne er Juda's tre ældre brødre allerede diskvalificerede: Simeon og Levi på grund af deres forræderi i Sikem (1 Mosebog 34,30) og Ruben, fordi han gik i seng med en af sin fars koner (1 Mosebog 35,22). Derfor presser Juda Ruben ud af handlingen.

J fortæller, hvordan brødrene river ærmekjortlen af Josef og sender ærmekjortlen til deres far, Jakob. Det er nemlig også J, der har skrevet historien om, hvordan Jakob selv engang brugte sin brors skjorte til at snyde sin far på dennes dødsleje (billedet til højre). Senere gentager J temaet med en kjortel og en falsk anklage, når Potifars kone anklager Josef for voldtægt (1 Mosebog 39,11-18).

1 Mosebog 39,15: Da han hørte, at jeg råbte højt, efterlod han kjortlen hos mig og flygtede ud."
1 Mosebog 39,16: Hun lod hans kjortel ligge, til hans herre kom hjem.

Senere refererer E tilbage til sin historie, når Josef siger til Farao: »jeg er blevet røvet fra hebræernes land« (1 Mosebog 40,15).

J refererer tilbage til sin version, når Josef i Egypten siger til sine brødre: »Jeg er jeres bror Josef, som I solgte til Egypten. Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil« (1 Mosebog 45,4-5).

1 Mosebog 34,30: Men Jakob sagde til Simeon og Levi: "I styrter mig i ulykke ved at lægge mig for had hos landets indbyggere, kana'anæerne og perizzitterne. Vi er jo kun få. Samler de sig mod mig, slår de mig, så både jeg og mit hus bliver udryddet."
1 Mosebog 35,22: Mens Israel boede der på egnen, gik Ruben hen og lå med sin fars medhustru Bilha. Det fik Israel at vide.

De to historier er komplette, uden at der er hverken tilføjet eller fjernet nogle ord i denne opstilling.

Ressourcer

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2) (3)

og solgte ham . . .: Oversættelsen fra 1992 er lidt upræcis. Se f.eks. den forrige oversættelse: »trak de Josef op af Cisternen. Og de solgte Josef« (1 Mosebog 37,28).

Ældre — og mere bogstavelige oversættelser — viser problemet endnu tydeligere: »trak de Josef op og droge ham frem af Graven, og de solgte Josef til Ismaeliterne« (1 Mosebog 37,28).

Gentagelsen af "Josef" er overflødig, og derfor skriver Bibelselskabet "ham". Men det er netop denne mærkelige konstruktion, der viser, at salget af Josef hører til i en separat sætning.

1 Mosebog 37,28: Da nu midjanitiske Købmænd kom der forbi, trak de Josef op af Cisternen. Og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel Sølv, og disse bragte ham så til Ægypten.
(Den forrige danske oversættelse)
1 Mosebog 37,28: Og da de midiallitiske Mænd, som vare Købmænd, kom forbi, trak de Josef op og droge ham frem af Graven, og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel Sølv; og disse førte Josef til Ægypten.
(Dansk oversættelse fra 1897)

I en tidligere udgave af denne side fulgte jeg en model, der placerede midten af vers 20: »og kaste ham i en af cisternerne« på venstre side, så alle referencer til cisternen blev tildelt Elohisten.

Jeg har desværre glemt, hvor jeg fandt denne lidt aggressive tilgang, men den er heller ikke relevant. Netop fordi cisternen spiller to forskellige roller i de to historier.

Man fornemmer, hvorhenne evangelisterne har hentet deres inspiration til historien om Jesus: Juda og Judas er samme navn, Juda(s) er en af de tolv brødre, og han sælger sin uskyldige bror for 20 sølvpenge.