|
|
Det er ingen hemmelighed, at kristendommen bygger på jødedommen. Ja, hvis man er lidt polemisk, kan man sige, at Kristendommen er en jødisk sekt.
Som kristen er man søn af den jødiske Gud Jahve og også søn af den jødiske patriark Abraham »det er dem, som har troen, der er Abrahams sønner« (Galaterne 3,7). Som kristen har man tilegnet sig den jødiske arv, de jødiske patriarker, den jødiske religion, den jødiske gud, de jødiske helligskrifter, de jødiske fremtidsløfter og den jødiske frelse — kort sagt: Den jødiske fortid, nutid og fremtid.
Alligevel betragter dagens kristne den jødiske religion som ét stort tag-selv-bord og ignorerer stort set Det Gamle Testamente. Kristne blæser på bud som »du må ikke bære tøj, der er vævet af to slags garn« (3 Mosebog 19,19) og »du må ikke studse skægget« (3 Mosebog 19,27), og de frembærer ikke fedtet fra offerdyret for at svinge det for Herrens ansigt (3 Mosebog 7,29-30).
Lidt kan der dog bruges fra Det Gamle Testamente: De Ti Bud, de 300 profetier om Jesus og eventuelt lidt bøssehad. Men så er det også slut.
Endnu værre er det med de mundtlige traditioner, Talmud og Mishnah, som er de skriftkloge jøders udlægning af Mosebøgerne. Her står de kristne helt af overfor den slags "jødisk overtro". Evangelierne er fyldt med historier om de onde jøder, der forfulgte den søde Jesus, fordi han brød deres traditioner. Selvfølgelig tog de onde jøder fejl, og selvfølgelig havde Jesus ret. Han var jo Gud.
Men er sagen så enkel? Kan man som kristen tilegne sig de jødiske skrifter, uden at de mundtlige traditioner følger med?
Var det farisæerne, der havde ret, og de kristne, der tager fejl?
Næppe var jøderne kommet ud af Egypten, før Moses opdagede, at det var fedt at være Den Store Lovgiver, men knap så fedt at bruge hele dagen på at diskutere detaljer i loven og afgøre retstvister.
Derfor skyndte han sig at uddelegere den dømmende myndighed til et antal "førere", som kunne tage det sure slæb med juridiske finurligheder og vinkelskriverier (2 Mosebog 18,13-27):
2 Mosebog 18,25 Moses udvalgte dygtige mænd i hele Israel og satte dem som overhoveder i folket, førere for enheder på tusind, hundrede, halvtreds og ti.
2 Mosebog 18,26 De skulle altid holde rettergang for folket; en vanskelig sag skulle de forelægge Moses, men i alle mindre sager skulle de selv dømme.
|
Så var problemet løst — for en stund. Disse "førere" tog sig af »alle mindre sager«. Man undrer sig dog lidt over, hvordan de bar sig af med at dømme, eftersom alle buddene, inklusive De Ti Bud først opstår lidt længere fremme i eventyret.
Så begyndte Moses og Gud at opfinde en masse bud (613 i alt, fordelt på 248 påbud og 365 forbud). Problemet var, at næsten alle overtrædelser resulterede i dødsstraf. En mand forsøgte en gang at samle brænde på sabbatsdagen:
4 Mosebog 15,32 Mens israelitterne var i ørkenen, opdagede de en mand, der samlede brænde på sabbatsdagen.
4 Mosebog 15,33 De, der traf ham i færd med at samle brænde, førte ham til Moses og Aron og hele menigheden.
4 Mosebog 15,34 De holdt ham i forvaring, for der var ingen afgørelse om, hvad der skulle gøres ved ham.
4 Mosebog 15,35 Herren sagde til Moses: "Manden skal lide døden! Lad hele menigheden stene ham uden for lejren."
4 Mosebog 15,36 Så førte de ham uden for lejren og stenede ham til døde, sådan som Herren havde befalet Moses.
Måtte man samle brænde på sabbatsdagen?
Selv Moses var åbenbart i tvivl og måtte lige have ekstra besked fra Gud.
Gud forklarede beredvilligt:
»Manden skal lide døden! Lad hele menigheden stene ham uden for lejren« (4 Mosebog 15,35).
Så kunne de lære det.
Her har vi selve problemet i den Skriftlige Torah. Moseloven siger, at der er dødsstraf for at bryde sabbatten, men hvad betyder det overhovedet at "holde sabbatsdagen hellig"? Hvor meget må man bære på en sabbatsdag? Hvor langt må man bære det? Hvad hvis man kommer til at bryde sabbatten uden overlæg? Må man bære tingene inde i sit eget hjem? Må man bære sit knippe brænde, hvis man tager én kvist ad gangen. Og så videre, og så videre.
Folk begyndte at bede om detaljer, og Moses klagede sin nød til Gud:
|
4 Mosebog 11,14 Alene kan jeg ikke klare hele dette folk; det er for stor en byrde for mig.
4 Mosebog 11,15 Er det sådan, du vil behandle mig, så slå mig hellere ihjel, hvis du vil vise mig velvilje; lad mig slippe for at se min ulykke!"
Den slags var oprør, og Gud har dræbt folk for mindre, men så ville han jo selv hænge på opgaven. I stedet bad Gud Moses om at finde 70 ældste, så Moses kunne uddelegere den lovgivende myndighed:
4 Mosebog 11,16 Herren sagde til Moses: "Saml halvfjerds mænd af Israels ældste, om hvem du ved, at de er ældste og skrivere i folket; dem skal du tage hen til Åbenbaringsteltet, og dér skal de stille sig op sammen med dig.
Vi bemærker i forbifarten, at disse "70 ældste" minder os om de 70 ældste, der var med på bjerget, dengang Moses modtog De Ti Bud: »Moses gik op sammen med […] halvfjerds af Israels ældste, og de så Israels Gud. […] De skuede Gud og spiste og drak« (2 Mosebog 24,9-11). Det behøver selvfølgelig ikke at være de samme 70 ældste, som Moses udvalgte begge gange, men omvendt ville det være absurd, hvis der ikke var et vist overlap.
Mange af disse 70 ældste har altså selv set Gud og har siddet til bords med ham. Men nu giver Gud dem en nådegave mere:
4 Mosebog 11,17 Jeg vil stige ned og tale med dig dér, og noget af den ånd, som hviler på dig, vil jeg tage fra dig og lægge på dem; så skal de hjælpe dig med at bære det besvær, folket er, så du ikke er alene om at bære det.
Gud stiger ned til Moses, som står ved siden af de 70 ældste, og han giver de 70 ældste »noget af den ånd«, som hvilede på Moses. Kristne er glade for at finde hentydninger til Jesus og Helligånden alle mulige og umulige steder i Det Gamle Testamente, så i kristent sprog har disse 70 ældste altså modtaget Helligånden af Gud Fader selv.
Nogle kristne vil hævde at lige præcis i dette ene vers, var den ånd, gud gav dem, ikke Helligånden, men derimod en "profetisk ånd" eller en "styrende ånd". Det gør heldigvis ikke den store forskel, eftersom den ufejlbarlige Bibel fortæller os, at »Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme« (1 Korintherne 12,4).
Når den mundtlige tradition siger — for eksempel — at man ikke må bære noget tungere end en tørret figen på sabbatsdagen,
så er det altså Guds Ånd, der har fortolket Guds Ord. Gud kunne ikke have sagt det bedre selv.
Disse "ældste" optræder en del gange i Mosebøgerne og Josva-bogen, og nogle af disse "ældste" overlevede endda Josva. Det lyder umiddelbart underligt, at "de ældste" skulle overleve Josva, især fordi Josva selv levede 110 år. Dette kunne antyde, at de 70 ældste ikke var 70 bestemte mennesker, men snarere en slags selvudpegende komite, hvor nye medlemmer erstattede de gamle:
Josva 24,29 Nogen tid efter døde Herrens tjener Josva, Nuns søn, 110 år gammel.
[.. .. ..] [. . .]
Josva 24,31 Israel dyrkede Herren, så længe Josva levede, og så længe de ældste, som overlevede Josva, var i live; de havde jo kendt alt det, Herren havde gjort mod Israel.
Her har vi rødderne til Mishnah, den "Mundtlige Torah", som i autoritet kun overgås af den skriftlige Torah. Det er disse 70 ældste, som jøderne mener, er oprindelsen til Sanhedrinet, det jødiske råd.
Som kristen vil man måske afvise denne mundtlige tradition og påpege, at Bibelen forbyder, at man føjer noget til Guds bud (5 Mosebog 4,2). Og svaret er, at det er lige præcis derfor, den Mundtlige Torah var mundtlig. Nemlig for ikke at skrive noget ved siden af Guds ord.
Det store spørgsmål er selvfølgelig, om Sanhedrinet og farisæerne på Jesus' tid havde et legitimt krav på at bære arven efter Moses og de 70 ældste. Heldigvis giver den ufejlbarlige Bibel os et klart svar:
Matthæus 23,1 Da talte Jesus til skarerne og sine disciple
Matthæus 23,2 og sagde: "De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses' stol.
Så klart kan det siges: »Farisæerne sidder på Moses' stol«. Jesus sagde ikke, at de havde "tilranet sig" Moses' stol, eller at de vanhelligede den, eller at den ånd, Gud engang havde givet dem, var blevet lidt tyndslidt med årene.
Der har vi det — lige fra selveste Baby Jesus' søde læber: De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses' stol.
|
Hvad så med Jesus. Har han ikke ophævet den Mundtlige Torah? Er der ikke et eller andet Bibelvers, hvor han siger "glem alt det der ævl med tørrede figner"?
Lad os se på det forrige citat igen i lidt større sammenhæng:
Matthæus 23,1 Da talte Jesus til skarerne og sine disciple
Matthæus 23,2 og sagde: "De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses' stol.
Matthæus 23,3 Alt det, de siger til jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger.
Matthæus 23,4 De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.
Matthæus 23,5 Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster;
Jesus giver faktisk farisæernes lovfortolkninger sin varmeste anbefaling. Ikke bare sidder de på Moses' stol, men Jesus har ingen forbehold: »Alt det, de siger til jer, skal I derfor gøre og overholde«.
Den eneste kritik, Jesus kommer med, er, at farisæerne ikke selv følger deres egne udlægninger og fortolkninger: »de gør ikke selv, hvad de siger«. For eksempel kritiserer Jesus farisæerne for, at »de går […] med brede bederemme og med lange kvaster«.
Når man lærer om Jesus i søndagsskolen, bliver han typisk fremstillet som en græker i romersk toga. Derfor kan man let læse teksten som om, at Jesus håner farisæerne for at gå med "jødisk" tøj — med bederemme og kvaster. Men Jesus var som bekendt jøde, og kvasterne er påbudt i Moseloven (5 Mosebog 22,12, 4 Mosebog 15,38-39).
Bibelen fortæller os utvetydigt, at Jesus også selv gik rundt i "jødisk" tøj med kvaster for enden af sin kappe (Matthæus 9,20, Matthæus 14,36). Det Jesus klagede over var, at farisæerne udstillede deres hellighed ved hjælp af deres tøj: »Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster;«.
Moseloven havde Jesus ikke noget at udsætte på; den gælder til himmel og jord forgår:
|
Matthæus 5,17 Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.
Matthæus 5,18 Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.
Matthæus 5,19 Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget.
Matthæus 5,20 For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.
Her siger Jesus meget udtrykkeligt, at han ikke vil ændre »det mindste bogstav eller en eneste tøddel« af »loven eller profeterne« dvs. den skriftlige Moselov. Det er Moseloven — med kvaster og det hele — som Jesus nægter at ville ophæve, og ikke bare det: »Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget«. Jesus siger ikke, at de skriftkloge og farisæerne er for ekstreme i deres fortolkninger. Eller at de er på vildspor. Jesus siger, at de skriftkloge og farisæerne ikke følger »det mindste bogstav« og hver »eneste tøddel« af Moseloven grundigt nok.
Men hvad så med den mundtlige Moselov, Mishnah? Lad os se på et par andre af Jesus' skænderier med farisæerne.
Matthæus 23,23 Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes.
Mosebøgerne — altså den Skriftlige Torah — befaler, at man betaler tiende af sin høst, ikke af vilde urter, men det gjorde farisæerne altså. Jesus kritiserer dem for at »forsømme det i loven, der vejer tungere«, men han kritiserer dem ikke for deres tradition med at »give tiende af mynte, dild og kommen«. Tværtimod siger Jesus, at man skal både huske de tungtvejende ting og betale tiende af vilde urter: »Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes«.
Endnu en episode: Farisæerne spørger Jesus, hvorfor han ikke vasker hænder før måltidet (billedet til højre), og Jesus går vanen tro efter manden i stedet for bolden, og spørger farisæerne, hvorfor de ikke dræber deres børn:
|
Matthæus 15,1 Da kom der nogle farisæere og skriftkloge fra Jerusalem til Jesus og spurgte:
Matthæus 15,2 "Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker ikke deres hænder, før de spiser."
Matthæus 15,3 Men han svarede dem: "Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld?
Matthæus 15,4 For Gud har sagt: 'Ær din far og din mor!' og: 'Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.'
Matthæus 15,5 Men I siger: Hvis nogen siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være tempelgave!
Matthæus 15,6 så behøver han ikke at ære sin far. I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres overlevering.
Farisæerne havde åbenbart en regel med, at de kunne give alle deres penge til templet, så de ikke havde noget tilbage til at hjælpe deres egne forældre. Jesus mener naturligvis ikke, at de skulle holde op med at betale til templet — så døde præsten jo af sult. Jesus mente bare, at de skulle betale tempelgaver og ære deres forældre.
Et eksempel mere: Jesus anbefalede varmt sine disciple at faste:
Matthæus 6,16 Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn.
Matthæus 6,17 Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt,
Matthæus 6,18 så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Jesus anser faste som en god ting: »din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig«. Nu er sagen den, at nok er der mange hentydninger til begrebet faste i Det Gamle Testamente, men der står ingen steder nogen nærmere detaljer. Alle reglerne om, hvor længe man skal faste, hvilke datoer, hvilke ugedage, hvilke tidspunkter, hvor meget man må spise, hvad man må spise, hvornår man må spise osv., er altså en del af den mundtlige tradition, og det eneste Jesus har at kritisere i forhold til "hyklerne" er, at man skal være diskret, og »salv dit hoved og vask dit ansigt«
Det samme gælder Jesus' disciple. Peter fortæller, at han var nødt til at få en ekstra "vision" for at forstå, at det var tilladt at spise sammen med ikke-jøder:
Apost. G. 10,28 Han sagde til dem: "I ved, at det ikke er tilladt for en jøde at omgås eller besøge nogen fra et fremmed folk. Men Gud har vist mig, at jeg ikke skal kalde noget menneske vanhelligt eller urent.
Men selvom Peter fik denne ekstra-udsendelse, må det have siddet dybt i ham, for Paulus fangede senere Peter (kaldet Kefas) i at lave præcis samme nummer senere igen (Se evt. Uenigheden i Antiokia):
Galaterne 2,11 Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv.
Galaterne 2,12 Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne.
Galaterne 2,13 Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri.
 |
 |
|
Nu kan man sige meget om Det Gamle Testamente, men der står altså ingen steder noget om, at jøder ikke må spise ved samme bord som ikke-jøder. Denne racistiske regel må stamme fra den Mundtlige Torah, og adfærden er så rodfæstet i Peter, at man tydeligt ser, hvordan Jesus aldrig har forsøgt at ophæve denne regel.
Hvordan kunne Jesus så selv konstant overtræde buddene i den Mundtlige Torah? Et typisk eksempel har vi i Johannesevangeliet, hvor Jesus beordrer en lammet mand til at tage sin seng og gå. Her fik Jesus straks farisæerne på nakken, for ifølge den Mundtlige Torah, måtte man ikke bære noget, der var tungere end en tørret figen på sabbatsdagen.
Her havde Jesus en oplagt chance for et opgør med den Mundtlige Torah: Han kunne have sagt, at den Mundtlige Torah ikke var det papir værd, den ikke var skrevet på; Han kunne have påpeget, at det eneste den Skriftlige Torah siger om byrder på sabbatsdagen er, at man ikke må samle brænde (4 Mosebog 15,32-36, citeret længere oppe).
Her havde han chancen for at befri sit folk for dette morads af besynderlige regler, påbud og forbud.
Men hvad sagde han så?
Johannes 5,17 Men Jesus sagde til dem: "Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også."
Jesus er Guds søn, og derfor må han alt. Jesus har samme forhold til den Mundtlige Torah som til den Skriftlige Torah: De står "til himlen og jorden forgår" og er kun ophævet for ham selv.