|
|
Matthæus er en af de synoptiske evangelister. Det vil sige, at han — ligesom Lukas — bygger videre på Markusevangeliet.
Samtidig skal Matthæus typisk overgå sine evangelistkollegaer med flere og større mirakler — Betlehemsstjernen, de hellige tre konger, Herodes' barnemord og flugten til Egypten, et verdensomspændende jordskælv og en hær af zombier, der forlader gravene og går rundt i Jerusalem (27,51-53). Desuden vil Matthæus gerne bruge Moses som en type på Jesus, mens Markus hellere vil bruge Elias og Elisa som typer på Jesus.
Derfor er det ikke altid, at Markus' historie passer ind i Matthæus' kram, og så ser vi den groteske situation, at Matthæus laver en masse "forbedringer" af teksten, selvom begge evangelier skulle være inspirerede af den samme Helligånd.
Eksempler:
I Markusevangeliet bliver Jesus døbt til syndernes forladelse, uden at Johannes Døberen tænker nærmere over det:
Markus 1,4 - således trådte Johannes Døber frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse.
[.. .. ..] [. . .]
Markus 1,9 I de dage skete det, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan.
Markus 1,10 Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due;
I Matthæus er Jesus Guds jomfrufødte enbårne søn, så han behøver ikke nogen dødelig til at give sig »omvendelsesdåb til syndernes forladelse«. Derfor står der ikke noget om, hvad det er Johannes i grunden går og prædiker — han prædiker bare. Johannes prøver oven i købet at forhindre Jesus i at blive døbt:
Matthæus 3,1 I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken:
[.. .. ..] [. . .]
Matthæus 3,13 Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham.
Matthæus 3,14 Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: "Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?"
Matthæus 3,15 Men Jesus svarede ham: "Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed." Så føjede han ham.
Matthæus 3,16 Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig;
Lige efter dåben får Jesus (og ikke tilskuerne) en vision, og han hører en personlig besked fra Gud:
Markus 1,10 Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due;
Markus 1,11 og der lød en røst fra himlene: "Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!"
I Matthæusevangeliet er Jesus allerede Guds elskede søn fra fødslen af, så i stedet deles visionen og den glade nyhed med alle tilhørerne:
Matthæus 3,16 Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig;
Matthæus 3,17 og der lød en røst fra himlene: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!"
|
Ved dåben bliver Jesus besat af ånden, der kommer "ind i" ham (uanset Bibelselskabets fusk), og det er stærke sager for et almindeligt menneske: »Straks efter drev Ånden ham ud i ørkenen« (Markus 1,12). Ordet i den græske tekst er "ekballô" — ånden "driver" ham ikke, men kaster ham ud i ørkenen. ?
Matthæus ændrer ånden til "Guds ånd", og da Jesus er Guds søn, har ånden ikke den samme voldsomme virkning. Guds ånd kommer over (ikke "ind i") Jesus, og så (ikke "straks") bliver Jesus ført (ikke "kastet") ud i ørkenen: »og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; […] Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen […]«
I Matthæusevangeliet får Jesus ikke noget at spise. Matthæus synes nemlig, det er vigtigere, at tegne en parallel mellem Jesus og Moses. Jøderne fristede Moses i ørkenen, og nu udpensler Matthæus, hvordan Jesus blev fristet af Fanden i ørkenen. Derfor får Jesus først mad på den 40. dag, ligesom Moses fastede 40 dage og fyrre nætter på bjerget. Hvis Jesus var velnæret af englemad, ville det ikke have været så imponerende, at han afviste Fandens fristelser (Matthæus 4,2-11).
I Markus er Jesus en almindelig mand, der får sine evner ved dåben, hvorefter hans familie prøver få ham spærret inde, fordi både familien og de skriftkloge tror, han er tosset:
Markus 3,21 Og da hans slægtninge hørte det, gik de hen for at få fat i ham, for de mente, at han var ude af sig selv.
Markus 3,22 Og de skriftkloge, der var kommet ned fra Jerusalem, sagde: "Han er besat af Beelzebul! Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne."
I Matthæus er Jesus en halvgud lige fra fødslen af — med Betlehemsstjerne, engle, guld, røgelse, myrra skær og hele svineriet, så det duer ikke, at hans familie tror, han er tosset. Derfor ændres teksten til, at det er befolkningen, der er »ude af sig selv«. Samtidig er det ikke længere »de skriftkloge, der var kommet ned fra Jerusalem«, der tror, Jesus er besat af en djævel, men derimod de onde og allestedsnærværende farisæere:
Matthæus 12,23 Alle folkeskarerne blev ude af sig selv og spurgte: "Mon han er Davidssønnen?"
Matthæus 12,24 Da farisæerne hørte det, sagde de: "Det kan kun være ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne."
|
I Markusevangeliet er Jesus et almindeligt menneske, der får en åbenbaring ved dåben. Markus fortæller, at Jesus var tømrer:
Markus 6,3 Er det ikke tømreren, Marias søn og bror til Jakob og Joses og Judas og Simon? Bor hans søstre ikke her hos os?" Og de blev forarget på ham.
[.. .. ..] [. . .]
Markus 6,5 Og han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem.
Her er der to "fejl": I Matthæusevangeliet er Jesus Guds søn, og det virker lidt komisk, at Verdens Hersker har arbejdet 30-55 år i et tømrerværksted i en lille landsby. Det er også pinligt, at Guds enbårne søn ikke kan udføre sine sædvanlige tryllekunster — bare fordi folk er skeptiske.
Disse "fejl" retter Matthæus. For det første er det nu Jesus' (pap)far, der var tømrer, og for det andet rettes teksten fra, at Jesus ikke kunne gøre nogen gerninger, til at han ikke gjorde mange.
Matthæus 13,55 Er det ikke tømrerens søn? Hedder hans mor ikke Maria og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas?
[.. .. ..] [. . .]
Matthæus 13,58 Og han gjorde ikke mange mægtige gerninger dér på grund af deres vantro.
I Markus inviterer Jesus den nye discipel, Levi, ind i sit hus (Markus 2,14-15).
I Matthæus er Jesus Verdens Hersker, og det virker forkert, at han skulle have en tømrerbolig. Derfor skriver Matthæus bare »huset« — af uransagelige årsager bliver manden ved toldboden nu kaldt Matthæus (Matthæus 9,9-10). Historien er blevet forfalsket af Indre Mission, så kig på siden om Jesus' hus.
|
Markus 10,17 Og da Jesus gik ud på vejen, kom der én løbende og faldt på knæ for ham og spurgte: "Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?"
Markus 10,18 Jesus svarede ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud.
I Markusevangeliet er Jesus et almindeligt mennesker, der er besat af Helligånden, derfor irettesætter Jesus manden: »Ingen er god undtagen én, nemlig Gud«. Moderne kristne vil sikkert (bort)forklare dette med, at Jesus gav manden et lynkursus i treenigheden, men treenigheden har ikke opfundet på Matthæus' tid. Derfor vælger Matthæus istedet at skrive teksten om:
Matthæus 19,16 Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: "Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?"
Matthæus 19,17 Han svarede ham: "Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!"
Jesus tager sine tre overapostle op på bjerget for at vise sin nyeste tryllekunst: Han kan få sit tøj til at blive skinnende hvidt:
Markus 9,2 Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem,
Markus 9,3 og hans klæder blev skinnende hvide, meget hvidere end nogen på jorden kan blege dem.
Matthæus er fikseret på, at trække paralleller mellem Jesus og Moses, og Matthæus tænker straks på, dengang Moses var på bjerget for at hente andenudgaven af De Ti Bud. Dengang lyste Moses' ansigt bagefter (2 Mosebog 34,29-35). Så i Matthæusevangeliet lyser Jesus' ansigt endnu kraftigere end hans tøj:
|
Matthæus 17,1 Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene.
Matthæus 17,2 Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.
I Markusevangeliet spørger en skriftklog Jesus ud om lovens største bud. Manden er meget respektfuld, og Jesus svarer ham meget venligt:
Markus 12,28 En af de skriftkloge, som havde hørt dem diskutere og lagt mærke til, at Jesus svarede dem rigtigt, kom hen og spurgte ham: "Hvilket er det første af alle bud?"
Markus 12,29 Jesus svarede: "Det første bud er: 'Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én,
Markus 12,30 og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.'
Markus 12,31 Dernæst kommer: 'Du skal elske din næste som dig selv.' Intet andet bud er større end disse."
Markus 12,32 Så sagde den skriftkloge til ham: "Det er rigtigt, Mester. Det er sandt, som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham,
Markus 12,33 og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre."
Markus 12,34 Da Jesus hørte, at han svarede klogt, sagde han til ham: "Du er ikke langt fra Guds rige." Derefter turde ingen længere spørge ham om noget.
Denne historie om fred, fordragelighed og gensidig respekt kan Matthæus ikke bruge til noget. I hans version er det de onde farisæere, der udspørger Jesus, og det er kun »for at sætte ham på prøve«:
Matthæus 22,34 Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de,
Matthæus 22,35 og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve:
Matthæus 22,36 "Mester, hvad er det største bud i loven?"
|
Markus 14,62 Jesus svarede: "Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer."
Her citerer Jesus Daniels Bog 7,13: »Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn« Markus mente åbenbart, at jorden var lige ved at gå under, og at alle rædslerne i Johannes' Åbenbaring skulle til at udspille sig — allerede i ypperstepræstens levetid: »I skal se«.
Det har Matthæus sikkert været enig i, men Matthæus-evangeliet er skrevet på et senere tidspunkt, hvor ypperstepræsten forlængst var død — uden at nogen havde set Jesus komme med nogen skyer.
Derfor ændres teksten diskret til at Jesus kommer op og sidder hos Gud på skyerne. Det er jo lidt sværere at modbevise. Til gengæld ødelægger Matthæus Daniel-citatet.
Matthæus 26,64 Jesus svarede ham: "Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer."
I øvrigt retter Lukas også denne tekst. Han skriver endnu senere end Markus og Matthæus, hvor alle præsterne stensikkert var stendøde uden at have set Jesus i skyerne, og i Lukas' version er der ingen, der skal se noget som helst.
Lukas 22,69 Men herefter skal Menneskesønnen sidde ved Gud den Almægtiges højre hånd."
Efter korsfæstelsen køber Maria Magdalene salver og går til graven for at salve Jesus' legeme:
Markus 16,1 Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham.
Problemet er bare, at Matthæus allerede har "forbedret" historien ved at forsegle graven og placere et hold romerske soldater foran indgangen. Derfor kommer Maria Magdalene i hans fortælling kun for for at se til graven, og hun har ikke købt nogen salve:
Matthæus 28,1 Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven.
Til allersidst skal Matthæus forklare sine læsere, hvordan det kan være, at de ikke hørt om denne utrolige historie.
Dette problem rammer alle, der prøver at præsentere utrolige historier som fakta, og løsningerne har været mange: Bram Stoker's Drakula boede i det fjerne Transylvanien; Erich von Däniken's beviser er gemt i hemmelige huler i den sydamerikanske jungle; UFO-loger skylder skylden på militæret eller regeringen, der holder alting hemmeligt. Markus har en god forklaring i sidste vers (husk, at de sidste 12 vers er et nyere falskneri):
Markus 16,8:Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Markusevangeliet ender med, at kvinderne ikke tør fortælle om den tomme grav. Den forklaring kan Matthæus ikke bruge, for han har tilføjet historien om Jesus' genopstandelse. Denne glade begivenhed gør kvinderne glade og åbenmundede: »de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det« (Matthæus 28,8). Dermed er Matthæus nødt til at opfinde en ny undskyldning:
Matthæus 28,11 Mens de var på vej, kom nogle af vagterne ind til byen og fortalte ypperstepræsterne alt, hvad der var sket.
Matthæus 28,12 De samledes med de ældste og besluttede at give soldaterne en større sum penge,
Matthæus 28,13 og de sagde: "I skal sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov.
Matthæus 28,14 Kommer det statholderen for øre, skal vi nok tage os af ham og holde jer udenfor."
Matthæus 28,15 De tog imod pengene og gjorde, som de havde fået besked på. Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag.
Vagten blev simpelthen bestukket af de onde jøder til ikke at sige noget. Og det må have været mange penge for at gøre vidnerne så tavse, for der er ingen udenfor Matthæusevangeliet, der nogensinde har hørt om betlehemsstjernen, jordskælvet og zombie-flokken ved korsfæstelsen, jordskælvet ved den tomme grav eller, at Jesus red på to æsler. Ja, faktisk er det kun i Matthæusevangeliet, at der overhovedet er en vagt ved graven.
Så er der alle de gange, hvor Matthæus retter u-jødiske fejl i Markusevangeliet, og så er der historien om Jesus og figentræet.