Matthæus, den Mest Jødiske af de Fire Evangelister

Jøderne er Guds nummer 1.
Nummer 1

Matthæus er den mest jødiske af de fire evangelister. I hans evangelium er Jesus Jødernes Konge, der er født i Davids by. Tidsmæssigt kædes Jesus' fødsel sammen med den gamle jødiske tyran Herodes den Store, og forfatteren ser Jesus som den nye Moses.

Evangeliet starter med en stamtavle, der skal vise, at Jesus nedstammer fra Judas kongerække med Salomon og David — og fra jødernes stamfar Abraham. Efter fødslen kommer de (ikke-jødiske) Hellige Tre Konger og frembærer kostbare gaver for Jødernes Nye Konge — formenligt inspireret af Salme 72 »Gud, overdrag dine domme til kongen, din retfærd til kongesønnen, […] Konger […] skal frembære gaver […] Alle konger skal kaste sig ned for ham, alle folkeslag skal tjene ham«.

Salme 72,1: [Af Salomo]. Gud, overdrag dine domme til kongen, din retfærd til kongesønnen,

[...]
Salme 72,10: Konger fra Tarshish og fjerne øer skal frembære gaver, Sabas og Sebas konger skal bringe tribut.
Salme 72,11: Alle konger skal kaste sig ned for ham, alle folkeslag skal tjene ham.

Matthæusevangeliet er et af de synoptiske evangelier, hvilket betyder, at teksten bygger på Markusevangeliet. Ud af de 661 linier i Markusevangeliet bruger Matthæus de 607, og han retter ofte i teksten, sommetider for at "forbedre" teksten, og sommetider, fordi Markus laver fejl, som ingen jøde ville begå.

Blandt de ting, Matthæus ændrer i Markus' tekst, er de steder, hvor Jesus ophæver lovene om rene og urene spiser: »Dermed erklærede han al slags mad for ren« (Markus 7,19), og hvor Jesus nedprioriterer sabbatter »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld« (Markus 2,27), og ofringer »det at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre« (Markus 12,33). Disse "lovløse" udtalelser bliver simpelthen bortcensureret. Tværtimod lader Matthæus Jesus udtale, at »Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven«. Der er ingen steder i Matthæusevangeliet nogen antydning af, at Jesus nogensinde skulle have afskaffet Moseloven og de mundtlige traditioner.

Denne store andagt for det mindste bogstav og hver eneste tøddel af jødernes Gamle Testamente giver sig også udslag i det store antal profetier, som Jesus formodes at opfylde i Matthæusevangeliet. Ligegyldigt hvad Jesus gør eller ikke gør, sker det konstant for at et eller andet skriftord skal gå i opfyldelse. Læs evt. mere om den mest fantasifulde evangelist.

På nærværende side vil vi bl.a. se, hvordan Matthæus vinkler og tilretter teksten for at gøre Jesus mere jødisk.

Beskrivelsen af Apostlene

Mantegna: Jesus' mest trofaste apostle holder vagt i Getsemane.
Mantegna, Jesus i Getsemane

Det er almindeligt kendt, at hvis man føler sig som Jesus' discipel, skal man helst ikke læse Markusevangeliet, for Markus lægger ikke fingrene imellem, når han udstiller de fummelfingrede disciple som ubegavede paphoveder.

I Matthæusevangeliet er der derimod en langt store ærefrygt for apostlene. En grundene er, at Matthæus afviser Paulus' lovfri evangelium, ved at lade Jesus lære sine apostle, at »Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven«. Når der samtidig er ærefrygt om disse apostle — og Peter ovenikøbet får nøglen til Himmerigets port — så har Matthæus samtidig afvist Paulus' rolle som hedningeapostel. Matthæusevangeliet giver ikke plads til Paulus, ja man skulle ligefrem tro, at Matthæus modarbejdede Paulus.

Lad os sammenligne to udgaver af samme episode, nemlig vandringen på søen:

Markus 6,47 Da det var blevet aften, var båden midt ude på søen, og selv var han alene inde på land.
Markus 6,48 Da han så, at de kæmpede med at komme frem, fordi de havde vinden imod, kommer han ved den fjerde nattevagt gående på søen ud til dem, og han ville gå forbi dem.
Markus 6,49 Da de så ham gå på søen, troede de, at det var et spøgelse, og de skreg op;
Markus 6,50 for alle så ham og blev skrækslagne. Men straks talte han til dem og sagde: "Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!"
Markus 6,51 Så kom han op i båden til dem, og vinden lagde sig; men de var helt ude af sig selv.
Markus 6,52 De havde nemlig ikke fattet det med brødene, tværtimod var deres hjerte forhærdet.

Strømme af levende vand Markus' ord er underlige, men entydige: »og han ville gå forbi dem«. Selvom disciplene havde problemer, ville Jesus lade dem "sejle deres egen sø". Da de ser Jesus, "skriger de op", og selv efter at Jesus har dæmpet vinden, er de »helt ude af sig selv«. Markus slutter med at fortælle, at »De havde nemlig ikke fattet det med brødene« (dvs. de tidligere mirakler brød og fisk), men at »tværtimod var deres hjerte forhærdet«.

Matthæus får drejet historien 180 grader:

Matthæus 14,24 Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod.
Matthæus 14,25 Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen.
Matthæus 14,26 Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: "Det er et spøgelse," og de skreg af frygt.
Matthæus 14,27 Og straks talte Jesus til dem og sagde: "Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!"
Matthæus 14,28 Men Peter sagde til ham: "Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet."
Matthæus 14,29 Han sagde: "Kom!" Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus.
Matthæus 14,30 Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: "Herre, frels mig!"
Matthæus 14,31 Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?"
Matthæus 14,32 Da de kom op i båden, lagde vinden sig.

Markus: "Vig bag mig, Satan!"
Vig bort, Satan

I dette evangelium er vejret hårdt, og disciplene »kæmpede med bølgerne« (14,24), og Jesus havde ikke tænkt sig at gå forbi dem. Disciplene bliver skrækslagne, men de skriger ikke, og de falder hurtigt til ro — længe før Jesus får vinden til at lægge sig. Og ikke bare det: Peter går med ud på vandet i »den stærke storm«, og det lykkedes ham næsten. Desværre var han lige akkurat ikke stærk nok i troen, men godt gået var det da.

Her ser man forfatterens nye vinkel: Hans evangelium er skrevet senere, efter at Jerusalem blev ødelagt af romerne år 70, og hvor dommedag lod vente på sig, selvom Jesus havde lovet, jorden snart gik under. Der har været mismod i menighederne: Den hellige by var ødelagt, jøderne levede i eksil, og Messias var ikke lige i horisonten. Derfor ønsker forfatteren at understrege vigtigheden af, at man er fast i troen, og den eneste kritik, han kommer med, er deres svage tro: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« (14,31).

Lad os tage et eksempel mere. Markus først:

Markus 8,29 Så spurgte han dem: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" Peter svarede: "Du er Kristus."
Markus 8,30 Og han forbød dem at sige dette om ham til nogen.
Markus 8,31 Så begyndte han at lære dem, at Menneskesønnen skulle lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå tre dage efter.
Markus 8,32 Og dette sagde han ligeud. Da tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte ham.
Markus 8,33 Men Jesus vendte sig om, så på sine disciple, irettesatte Peter og sagde: "Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil."

Peter har (som den eneste) regnet ud, at Jesus er Kristus. Vi er allerede over halvvejs inde i evangeliet, så man undrer sig over, hvad det er for et budskab, disciplene har prædiket indtil nu. Successen går åbenbart Peter til hovedet, for han forsøger snart at irettesætte Universets Skaber. Jesus kigger først rundt på de andre disciple og derefter irettesætter han irettesætteren ved at kalde ham Satan: »Vig bag mig, Satan!«.

Satan Peter! I dag kalder han sig "Sankt Peter". Hvordan vil Matthæus redde den?

Matthæus: "Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget".
Peter

Matthæus 16,15 Så spurgte han dem: "Men I, hvem siger I, at jeg er?"
Matthæus 16,16 Simon Peter svarede: "Du er Kristus, den levende Guds søn."
Matthæus 16,17 Og Jesus sagde til ham: "Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.
Matthæus 16,18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.
Matthæus 16,19 Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene."
Matthæus 16,20 Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.
Matthæus 16,21 Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag.
Matthæus 16,22 Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: "Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!"
Matthæus 16,23 Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: "Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil."

For det første fjerner Matthæus oplysningen om, at »dette sagde han ligeud« (Markus 8,32). I Markusevangeliet har Peter ingen undskyldning for ikke at forstå, men det får han af Matthæus. For det andet fortæller Matthæus os, hvad Peters "irettesættelse" går ud på: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!«. Herregud, Peter er jo bare bekymret for sin bedste ven (dér var det med den svage tro igen). Jesus irettesætter da heller ikke Peter og han kigger ikke rundt på de andre disciple, før han svarer.

Men den største forskel er, at Matthæus har indsat en lang hyldesttale til Peter (Matthæus 16,17-19): Fordi Peter har regnet ud, at Jesus er Kristus, erklærer Jesus straks, at Peter er salig, at Peter har fået denne åbenbaring direkte fra Gud, at Jesus vil bygge sin kirke på Peter, og at dødsrigets porte ikke skal få magt over den kirke, der er bygget på Peter. Tilsidst får Peter selve Himmerigets nøgler udleveret og bliver autoriseret til at binde og løse (dvs. erklære ulovligt og lovligt) i Himlen såvel som på jorden.

Herregud. Når Universets Skaber sådan skamroser Peter, kan man da sagtens tilgive "Sankt Peter". Når man læser Matthæusevangeliet, kan man godt se, at Jesus ikke mener det "rigtigt", at Peter er Satan. Han har jo lige sagt, at han vil bygge sin kirke på Peter.

Så er den klaret.

Fjendtlighed mod Ikke-jøder

I dette evangelium forbyder simpelthen Jesus sine disciple at gå til ikke-jøder: Jesus

Matthæus 10,5 Disse tolv sendte Jesus ud og befalede dem: "Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer;
Matthæus 10,6 men gå derimod til de fortabte får af Israels hus.

»Følg ikke vejen til hedningerne, […] men gå derimod til de fortabte får af Israels hus«. Umiddelbart lyder det underligt: Når man lige har startet en ny religion med en enkelt profet og 12 disciple, er man næsten pisket til at gå til hedningerne. Hvem skulle man ellers gå til?
I Johannesevangeliet har Jesus en længere samtale med en samaritansk kvinde".
Jesus og samaritanerkvinden

Forklaringen er da også, at ordet i den græske originaltekst er "ethnos", der, som man kan se, har noget at gøre med etnisk. Ordet betyder race eller stamme, og bruges især om ikke-jødiske stammer. King James Bible oversætter 93 gange ordet til "Gentile", der netop betyder ikke-jøde.(1) Desuden oversættes det til "nation" 64 gange og "people" 2 gange. Det er kun 5 gange, at King James Bible oversætter ordet til "heathen" / hedning. Til sammenligning oversætter Bibelselskabet i reglen ordet til "hedning". Formentlig for sit skjule, hvor fjendtlig Jesus er overfor ikke-jøder.

Jesus' evangelium er kun »til de fortabte får af Israels hus«, og Matthæus sørger omhyggeligt for, at når Jesus møder ikke-jøder, sker det altid uplanlagt, og kun fordi ikke-jøden maser sig ind på Jesus.

Disciplene måtte heller ikke gå »ind i samaritanernes byer«. Meget kort var samaritanerne efterkommere af de jøder, der var blevet tilbage i det nordlige rige, mens jøderne i Judæa var tvunget i fangenskab i Babylon i år 722 f.Kr. (se evt. Daniels profeti). Da de racerene jøder vendte tilbage til Judæa i 500-tallet f.v.t., foragtede de samaritanerne, der var blevet lidt "blandede" i mellemtiden.

Samaritanerne var altså jøder, men på grund af deres blandede blod var disse halv-jøder næsten lige så afskyelige i Matthæus' og Jesus' øjne, som ikke-jøder. Der findes ganske vist en berømt lignelse om Den Barmhjertige Samaritaner, men den lignelse står i Lukasevangeliet og ikke i Matthæus. Jesus havde også engang en lang samtale med en samaritansk kvinde (billedet til venstre), men det var i Johannesevangeliet og ikke i Matthæus.

Det er først til aller-allersidst i Matthæusevangeliet, at den genopstandne Jesus tillader sine tolv elleve disciple at missionere blandt ikke-jøder: »gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn«. Den slutning virker dog lidt påklistret. Dels fordi, der ikke er nogen eksempler i Bibelen på, at folk bliver døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og dels fordi denne slutning ser ud til udelukkende at være skrevet for at modarbejde Paulus og hans hedningemission.

Den Hedenske Kvinde og Bespisningerne i Ørkenen

Den kana'anæiske kvinde peger på en af de små hunde.
Den hedenske kvinde

Lad os se på, hvordan Matthæus manipulerer med Markusevangeliet for at gøre Jesus mere fjendsk overfor ikke-jøder. Først i Markus' version:

Markus 7,24 Så brød Jesus op derfra og drog til egnen ved Tyrus. Og han gik ind i et hus og ville ikke have, at nogen skulle vide det; men han kunne ikke holde sig skjult.
Markus 7,25 En kvinde, hvis datter havde en uren ånd, hørte om ham, og straks kom hun og kastede sig ned for hans fødder.
Markus 7,26 Men kvinden var hedning af syrisk-fønikisk herkomst; og hun bad ham om at drive dæmonen ud af datteren.
Markus 7,27 Men han sagde til hende: "Lad først børnene blive mætte. For det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde."
Markus 7,28 Men hun svarede ham: "Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber."
Markus 7,29 Så sagde han til hende: "Fordi du svarede sådan, så gå hjem, dæmonen er faret ud af din datter."
Markus 7,30 Og hun gik hjem og fandt barnet liggende på sengen, og dæmonen var faret ud.

Tyrus og Sidon ligger nord for Galilæa i Fønikien.
Shepherd's historiske kort, 1926

Historien er allerede slem nok i Markusevangeliet: Jesus nægter at hjælpe kvindens syge datter, fordi Guds ord (det daglige brød) ikke kan tages fra Israels børn og gives til ikke-jøder: »Lad først børnene blive mætte. For det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde«. Ja, Jesus kalder faktisk den ikke-jødiske kvinde en hund, og kvinden er nødt til at gå med på "spøgen" og acceptere hunde-betegnelsen for sin datters skyld: »Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber«. Kvinden har allerede kastet sig ned for hans fødder, og nu er hun en af »de små hunde« under bordet, der får lidt smuler fra børnenes bord.

Imam Abu Laban Den stakkels hund kvinde var »af syrisk-fønikisk herkomst«, og det kan man ikke fortænke hende i. Som kortet til venstre viser, ligger Tyrus nord for Galilæa i Fønikien. Jesus er faktisk gæst i hendes land, og alligevel fører han sig frem i bedste Abu Laban-stil.

Af ukendte grunde skriver Bibelselskabet, at kvinden er »hedning«, men der står faktisk græker ("Hellênis") i originalteksten. Det gjorde der også i den forrige oversættelse: »men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde« (Markus 7,26) og i King James Bible fra 1611: »The woman was a Greek, a Syrophenician by nation« (Markus 7,26). Når Jesus giver kvinden lidt smuler af "børnenes brød", har han således opfyldt opfyldt Paulus' ord: »for jøde, først, og for græker« (Romerne 1,16; 2,9; 2,10).

Jesus helbreder datteren, »Fordi du svarede sådan«. Oversættelsen er det sædvanlige sjusk, den forrige oversættelse sagde korrekt: »For dette Ords Skyld«, hvilket formentlig hentyder til, at hun kaldte ham "Herre". Faktisk er kvinden den eneste person i Markusevangeliet, der kalder Jesus "Herre".(2) Her har vi måske en hentydning til Paulus: »for "enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses"« (Romerne 10,13).

Bagefter drager Jesus videre til Dekapolis og Cæsarea Filippi. Som navnene antyder, er disse byer beboet af grækere og andre hedninger. Den græske kvinde betegner dermed en vendepunkt i historien, hvor Jesus begynder at missionere på ikke-jødisk territorium. Jesus optrådte ganske vist lidt "Laban-agtigt" her i Markusevangeliet, men han hjalp trods alt kvinden, og bagefter gør han skaden god igen ved begynde sin mission blandt ikke-jøder (mere om dette om lidt).

Men hvis Jesus var en Laban i Markusevangeliet, så er Matthæus parat til at gøre det endnu værre, når han genbruger Markus: Jesus med vin og brød

Matthæus 15,21 Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon.
Matthæus 15,22 Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: "Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon."
Matthæus 15,23 Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: "Send hende væk! Hun råber efter os."
Matthæus 15,24 Han svarede: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus."
Matthæus 15,25 Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: "Herre, hjælp mig!"
Matthæus 15,26 Han sagde: "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde."
Matthæus 15,27 Men hun svarede: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord."
Matthæus 15,28 Da sagde Jesus til hende: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil." Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Historien foregår ikke længere i Tyrus, men i »områderne ved Tyrus og Sidon«. Byen Sidon var opkaldt efter Kana'ans søn, og kvinden er ikke længere græsk »af syrisk-fønikisk herkomst«, men er blevet "kana'anæisk". Kana'anæerne var det folk, der boede i det Hellige Land, før Gud gav det til jøderne, så jøderne var vant til at slagte kana'anæere — naturligvis med Bibelen i ryggen.(3)

Jesus og den kana'anæiske kvinde/hund.
Fra "The only sinless man".
Jesus og den kana'anæiske kvinde/hund

I stedet for at kvinden kaster sig i støvet som en god kristen, råber hun op. Og Jesus ignorerer hende: »Men han svarede hende ikke et ord«. Det er kun, fordi hans disciple bliver trætte af at høre hende hyle op, at han træder i karakter. I den oprindelige historie er Jesus undtagelsesvis alene (Markus 7,24, citeret foroven), men Matthæus lader disciplene opstå af den blå luft for at forklare, hvorfor Jesus nedlader sig til at hjælpe en ikke-jødisk hund.

Så kaster kvinden — lidt forsinket — sig ned foran Jesus og siger "Herre", men her i dette evangelium er det stadig ikke nok. Matthæus sletter replikken »Lad først børnene blive mætte«, for i Matthæusevangeliet vil de ikke-jødiske hunde aldrig kunne få »de smuler, som falder fra deres herres bord«, selv når Israels børn er mætte. Kvinden må lege en lille hund under bordet og kalde Jesus for "Herre" endnu en gang og erkende, at Israels børn sidder ved »deres herres bord«, før Jesus udtaler de magiske ord og helbreder datteren.

Både før og efter episoden med den hedenske kvinde bespiser Jesus en folkemængde i ørkenen med lidt fisk og lidt brød. I Markusevangeliet sker den anden bespisning, efter at Jesus har rejst »over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis« (Markus 7,31). Som navnet antyder var Dekapolis ti græske byer, hvor den anden bespisning altså sker. Det vil sige, at efter episoden med den græske kvinde, opfylder Jesus endnu engang Paulus' ord: »for jøde, først, og for græker«.

Øverst: To små hunde spiser af de smuler, som falder fra deres herres bord.
Den hedenske kvinde

Matthæus ændrer Jesus' rejserute, så han ikke kommer til Dekapolis: »Jesus gik videre derfra og kom til Galilæas Sø« (Matthæus 15,29). Derved sker begge bespisninger på jødisk territorium. "for jøde, først, og så for jøde igen".

Markus 7,31: Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis.
Romerne 1,16: det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.
Romerne 2,9: Nød og angst rammer hvert menneske, som gør det onde, både jøde, først, og græker;
Romerne 2,10: herlighed og ære og fred får enhver, som gør det gode, både jøde, først, og græker.

Her er et eksempel mere, hvor Matthæus "beriger" Markus' tekst:

Markus 13,9 Men tag jer i agt! Man skal udlevere jer til domstolene, og I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem.

Matthæus 10,17 Tag jer i agt for mennesker! De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres synagoger,
Matthæus 10,18 og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem og for hedningerne.

Det er ikke kun Jesus, der får disse negative holdninger lagt i munden af Matthæus. Da Judas havde forrådt Jesus for 30 sølvpenge, ville præsterne i templet ikke modtage disse "blodpenge". Heldigvis kan beskidte penge bruges til at skaffe beskidte fremmede af vejen:

Matthæus 27,6 Ypperstepræsterne tog sølvpengene, men sagde: "Det er ikke lovligt at lægge dem i tempelblokken, da det er blodpenge."
Matthæus 27,7 De traf da den beslutning at købe Pottemagermarken for pengene til gravplads for fremmede.

For flere eksempler på Matthæus' fornærmelser af ikke-jøder, se denne side under overskriften Flere perler.

 
Guds hånd

Se også: Jesus frelser kun jøder.

Yderligere informationer


Fodnoter: (1) (2) (3)

Gentile . . .: grundbetydningen af den engelske "Gentile" er også folkeslag og klan, i og med det kommer af det græske ord "gens", der i genitiv hedder "gentis".

I de hebraiske tekster bruges "ha goyim", der betyder (ikke-jødiske) folkeslag.

I gamle Bibler var teksten forfalsket, således at Jesus også blev kaldt Herre i Markus 9,24: »jeg troer, Herre! hjælp min Vantro«. Se evt. de 6.000 forfalskninger.
Kana'an . . .: Kana'ans slægt var dømt til slaveri af Kana'ans egen farfar, Noa:
1 Mosebog 9,26: Og han sagde: "Lovet være Herren, Sems Gud! Kana'an skal være deres træl.
1 Mosebog 9,27: Måtte Gud skaffe Jafet plads, så han kan bo i Sems telte. Kana'an skal være deres træl."

Byen Sidon var opkaldt efter Kana'ans søn af samme navn:
1 Mosebog 10,15: Kana'an fik Sidon, sin førstefødte, og Het;
[...]
1 Mosebog 10,19: så kana'anæernes område strakte sig fra Sidon til Gerar og helt til Gaza, og derfra til Sodoma og Gomorra, Adma og Sebojim og helt til Lasha.

Og hvad var grunden til dette folkemord på kana'anæerne? Begrundelsen var, at Kana'ans far havde set Noas tissemand. Lyder det som en dårlig vittighed? Det er det ikke. Det er religion, når den er bedst.

Se evt.: hvad Bibelen siger om tissemænd for historien om Noa.