Fødslen i en stald optræder kun i Lukasevangeliet.
|
|
|
Miraklerne er større og bedre i Matthæusevangeliet. I dette evangelium er Jesus ikke bare en profet, der får en åbenbaring ved dåben; nu er han Guds enbårne søn.
Matthæus bygger på Markusevangeliet, men når Markus fortæller, at Jesus kun helbredte "mange" (Markus 1,32-34), skriver Matthæus "alle" (Matthæus 8,16). Når Jesus er ude af stand til at udføre sine mirakler, bare fordi han har mødt nogle skeptikere: »han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér« (Markus 6,4-5), ændrer Matthæus teksten til, at Jesus, gjorde nogle få mægtige gerninger, men ikke flere end han selv ønskede: »han gjorde ikke mange mægtige gerninger« (Matthæus 13,57-58). Når Jairus fortæller, at »Min lille datter ligger for døden« (Markus 5,23), ændrer Matthæus historien til, at datteren allerede er død: »Min datter er lige død« (Matthæus 9,18), så helbredelsen istedet bliver til en genopstandelse.
I Markusevangeliet bliver Jesus rørt af kvinden med blødninger, og han mærker til sin overraskelse, hvordan kraften forlader ham, så han udbryder: »Hvem rørte ved mit tøj?« (Markus 5,30). I Matthæusevangeliet opdager Jesus kvinden på afstand og lader hende røre kappen: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig« (Matthæus 9,22). Dermed er det Jesus, der i kontrol. Når Jesus bespiser 5.000 mænd i ørkenen (Markus 6,44), laver Matthæus det om til 5.000 »foruden kvinder og børn« (Matthæus 14,21). Og når Jesus bespiser 4.000 mand (Markus 8,9), er det igen »foruden kvinder og børn« (Matthæus 15,38).
Matthæus skal typisk overgå de andre evangelier
Det er kun Matthæus, der kender til Betlehemsstjernen,
de hellige tre konger,
Herodes' barnemord, flugten til Egypten,
Peters vandring på søen, mønten i fiskens mund og Fru Pontius Pilates' drøm.
Når Markus og Lukas fortæller om en tre timers solformørkelse ved Jesus' korsfæstelse,
så tilføjer Matthæus et verdensomspændende jordskælv og en hær af zombier, der forlader gravene og
venter tre dage, før de går ind i Jerusalem.
Når de andre evangelier fortæller, at Jesus
forlader graven,
så tilføjer Matthæus, at graven var forseglet
og bevogtet af romerne.
Når de andre evangelier fortæller, at graven var tom om morgenen,
får Matthæus Herrens engel til at åbne graven under ledsagelse af endnu et jordskælv, der får romerne til at ryste af skræk.
Når Markusevangeliet slutter med, at graven er tom, så fortæller
Matthæus detaljeret om, hvordan den genopstandne Jesus viste sig for sine tolv elleve disciple.
Matthæus overgår også alle sine kollegaer ved antallet af profetier, som Jesus skulle have opfyldt. Uanset hvad Jesus gør eller ikke gør, sker det altid, for at Matthæus kan klistre en af sine evindelige profetier på. Herved lykkes det typisk Matthæus at modsige de andre evangelier. F.eks. når Matthæus påstår, at familien flygtede til Egypten, mens Lukas påstår, at familien besøgte Jerusalem hvert eneste år (se siden om barnemordet i Betlehem). Matthæus er også mester for den mest pinlige profeti i Bibelen, hvor han får Jesus til at ride på to æsler.
Det er disse mange detaljer, der har givet Matthæusevangeliet sin fornemme placering som den første bog i Det Nye Testamente, men samtidig er de et problem for hans troværdighed. Evangeliet er simpelthen sprængfuldt af detaljer, som Matthæus ikke kunne vide noget om, som Matthæus er ene om at kende noget til, og som ofte modsiges af de andre evangelier.
Matthæusevangeliet bygger på Markusevangeliet, hvor Jesus "bare" er en menneskelig profet, der er lidt større end profeterne i Det Gamle Testamente, men Matthæus laver Jesus om til Guds enbårne, jomfrufødte søn. En del af forklaringen på de mange profetier og mirakler er, at Matthæusevangeliet er det mest jødiske evangelium: Matthæus vil gerne vise, hvordan Jesus er den nye Moses, og hvordan evangeliet er forankret i Det Gamle Testamente. Derfor er det let at gennemskue, at Matthæus' tilføjelser til Markus er fri fantasi og ønsketænkning.
|
Matthæusevangeliet starter med en stamtavle, ligesom Det Gamle Testamente er fyldt med stamtavler. Rækken starter med jødernes stamfar, Abraham, går gennem David og Salomon, og inkluderer hele Judæas kongerække. Desværre passer navnene ikke med navnene i Det Gamle Testamente, fordi Matthæus er fokuseret på en syvtalsmagi. Derved afslører Matthæus, at Jesus' fine stamtavle er fri fantasi.
|
I den første drøm får Josef at vide, at hans forlovede er en lille smule gravid med Helligånden: »jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel«, hvortil der bare er at sige, at ordet "jomfru" kun står i den græske teksttradition, at barnet, der profeteres om, blev født mange hundrede år før Jesus, og at Jesus aldrig er blevet kaldt Immanuel. Det viser sig da også, at jomfrufødslen overhovedet ingen rolle spiller i resten af Det Nye Testamente.
Så kommer der en stor stjerne på himlen, der først lokker de vise mænd fra Østerland til Jerusalem og bagefter »gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var«. Matthæus forklarer aldrig, hvordan en stjerne, der er millioner af lysår borte, kan stille sig over et enkelt hus, og det viser sig da også, at denne stjerne, der kunne ses helt ovre i Østerland er ukendt af samtidens jødiske, græske og romerske forfattere. I det hele taget er det meget svært at se logikken bag denne stjerne, der ikke gjorde noget fornuftigt udover at alarmere Kong Herodes. Stjernen er tydeligvis opfundet for at opfylde Bileam's profeti.
Efter at stjernen har alarmeret Kong Herodes, kommer barnemordet i Betlehem. Matthæus fortæller, at det skal opfylde endnu en af hans evindelige profetier: »I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn«. Rama ligger 30 kilometer fra Betlehem på den modsatte side af Jerusalem, så hvis man kan høre gråden fra Betlehem helt ovre i Rama, burde lyden have været langt højre inde i Jerusalem. Det gør det endnu mere utroligt, at ingen andre end Matthæus kender til denne ugerning.
Barnemordet var en skændselsdåd, der burde have givet genlyd ikke bare de 30 kilometer gennem Jerusalem til Rama, men hele verden over. Alligevel er mordet lige så totalt ukendt af samtidens jødiske, græske og romerske forfattere og alle de andre forfattere af Det Nye Testamente, som Matthæus' øvrige røverhistorier. Historien er tydeligvis opfundet for at skabe en parallel mellem Jesus og Moses.
|
På vejen hjem fra Betlehem modtager de vise mænd en af de mange drømme, der optræder i Matthæusevangeliet: »i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes«. For det første havde det jo været smartere, hvis de havde fået denne åbenbaring på udrejsen, inden de alarmerede Kong Herodes. For det andet undrer man sig over, hvordan Matthæus kan vide, hvad de drømmer på vej hjem til Østerland. Han er måske guddommeligt inspireret?
|
| Jesus tre fristelser. |
Historien fortsætter med flere paralleler mellem Jesus og Moses: Efter massakren kommer der flugten til Egypten, hjemkaldelsen fra Egypten og bosættelsen i Nazaret (hvor Lukas påstår, at de boede fra starten af). Fælles for alle disse begivenheder er, at ingen af de andre forfattere i Bibelen kender til dem, og at de ingen relation har til resten af historien.
Som voksen bliver Jesus døbt af Johannes Døberen, hvilket selvfølgelig er et problem, nu hvor Matthæus har udnævnt Jesus til Guds enbårne søn. Derfor nægter Johannes Døberen (i dette evangelium) at døbe Jesus, og Jesus kommer med noget pladder om »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed« (Matthæus 3,15). Denne ordveksling er — heldigvis — ikke med i de andre bøger i Bibelen.
Efter dåben driver Helligånden Jesus ud i ørkenen. I Markusevangeliet står der bare, at han »blev fristet af Satan« (Markus 1,13). Matthæus er derimod klar med detaljer om Jesus' tre fristelser (billedet til venstre). Hvor har Matthæus disse detaljer fra? Var han sammen med Markus og Djævlen ude i ørkenen?
Derefter kommer beretningen om Jesus' liv og levned, hvor det er almindeligt kendt, at Matthæus skriver af efter Markus (og måske et manuskript kaldet Q), men at Matthæus konstant retter i Markus' tekst for at forbedre historien, for at rette fejl, som ingen jøde ville begå, og for at dreje historien i en mere jødisk retning.
Da Jesus nærmer sig Jerusalem, kigger Matthæus i profetierne, og får dem galt i halsen. Han tror, profetien kræver, at Jesus rider på to æsler, så i dette evangelium rider Jesus på to æsler som en anden rodeoklovn. De må have grinet godt i Jerusalem den dag.
Hvis man er meget kristen, tror man, at Matthæus var en af de tolv apostle. Men hvis Matthæus vitterligt havde været øjenvidne, hvorfor skulle han så tro, at Jesus red på to æsler, bare fordi det står i den græske oversættelse af Det Gamle Testamente?
|
Da Jesus bliver forrådt, erklærer Matthæus (som den eneste), at det var for præcis tredive sølvpenge. Han er også den eneste, der har fundet en profeti om tredive sølvpenge. Desværre kommer han til at rode rundt i to forskellige profeter (se evt. profetien om de 30 seølvpenge).
Så bliver Jesus arresteret, men Pontius Pilatus får at vide af sine kone, at hun har modtaget en af Matthæus' utallige drømme:
Matthæus 27,19 og mens han sad i dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: "Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham."
Som bekendt gjorde drømmen ingen forskel, og Jesus blev dømt. Man undrer sig over, at Gud er mægtig og alvidende nok til at påvirke Fru Pilatus' drømme, men alligevel kan han ikke forudse, at det er spildt arbejde. Man undrer sig også over, hvordan Matthæus kan vide, hvad Fru Pilatus drømmer.
Så bliver Jesus pint af romerne, og Markus skriver: »de gav sig til at hilse ham: "Hil dig, jødekonge!" De slog ham i hovedet med en kæp […]«. Matthæus har gennemskuet, at Markus her refererer til Mikas 4,14: »med stokken slår de Israels hersker på kinden«.
Mikas 4,14 Men nu! Du snitter dig selv i sorg, du røverkvinde. Vi er sat under belejring, med stokken slår de Israels hersker på kinden.
Mikas 5,1 Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage.
I det næste vers (Mikas 5,1) har Matthæus fundet sin profeti om Betlehem, så der fik vi forklaringen på, hvorfor Jesus lige skulle fødes dér. Matthæus overser, at profetien handler om en hersker af Betlehems slægt: »Du, Betlehem […] er lille blandt Judas slægter«. Se evt. profetien om Betlehem og var Jesus født i Betlehem?
Da Jesus bliver korsfæstet, fortæller Markus (og Lukas) om en verdensomspændende solformørkelse, der starter klokken tolv. Matthæus kan godt regne ud, det er et citat fra Amos: »På den dag […] lader jeg solen gå ned ved middagstid«:
Amos 8,8 Må jorden ikke skælve over det og alle dens beboere sørge? Hele jorden svulmer som Nilen; den hæver sig, og den synker som Egyptens flod.
Amos 8,9 På den dag, siger Gud Herren, lader jeg solen gå ned ved middagstid og bringer mørke over jorden ved højlys dag.
I verset forinden (Amos 8,8) er der et voldsomt jordskælv, så derfor inkluderer Matthæus et jordskælv i sit evangelium. Hvis man kun havde læst Matthæusevangeliet, kunne man forledes til at tro, at det var jordskælvet, der flængede forhænget i templet, selvom et jordskælv jo nok snarere ville vælte hele templet end rive et forhæng over. Samtidig krydrer han historien med en masse-genopstandelse: »mange […] gik ud af deres grave […] og viste sig for mange«.
|
Matthæus 27,51 Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede,
Matthæus 27,52 og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op,
Matthæus 27,53 og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange.
Matthæus 27,54 Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: "Sandelig, han var Guds søn."
|
| "de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by" |
Igen er der ingen af samtidens jødiske, græske og romerske forfattere, der kan bekræfte Matthæus' skrøner, hvilket selvfølgelig ikke har forhindret de kristne i at prøve. Der står ellers, at zombierne »kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange«. I betragtning af det meste af det Hellige Land var valfartet til Jerusalem i påsken, burde der være masser af vidner.
Matthæus skriver også, at det hans selvopfundne jordskælv — og ikke Jesus' ord og handlinger — der overbeviste romerne om, at Jesus var Guds søn (Matthæus 27,54). Hvis jordskælvet er fri fantasi, så ryger vores vidner til, at Jesus er Guds søn.
Der er heller ingen andre forfattere — hverken i eller udenfor Bibelen — der kender noget til Matthæus' jordskælv eller zombie-flok:
Forfatteren af Johannesevangeliet påstår, han var øjenvidne, nemlig den discipel, Jesus elskede (Johannes 21,20-24). Denne discipel stod sammen med Jesus' mor og snakkede med Jesus på korset (Johannes 19,26-27), få øjeblikke før Jesus døde (Johannes 19,28-30). Johannesevangeliet skulle altså være skrevet af et øjenvidne, der stod midt i epicentret for et voldsomt jordskælv. Alligevel nævner Johannes hverken nogen solformørkelse, jordskælv, iturevne forhæng, åbne grave eller zombier, der går ned til Jerusalem.
Halvtreds dage efter korsfæstelsen holder Peter en tale i Jerusalem om Jesus' død og korsfæstelse (Apostlenes Gerninger 2,22-36). Her kunne Peter passende havde nævnt jordskælv og zombier for at hjælpe hukommelsen i gang hos tilhørerne. Det sker naturligvis ikke. Peter er lige så uvidende om Matthæus' jordskælv og zombier, som resten af planeten er det.
Paulus skal overbevise sine læsere om Jesus' genopstandelse, og hvordan han genopstod på tredjedagen (dvs. den dag Matthæus' zombier gik ned i byen). Paulus fortæller detaljeret, hvordan Jesus viste sig for Peter, dernæst de tolv, så over fem hundrede brødre på én gang, så Jakob, så alle apostlene og til allersidst for Paulus selv. Ingen jordskælv. Ingen zombier.
Historikeren Josephus blev født i Jerusalem år 37 — altså ganske få år efter Matthæus' zombie-hær. Josephus skrev 30 bind om jødernes historie, og han elskede en god anekdote, men han har aldrig hørt om nogen zombie-flok, der gik »ind i den hellige by og viste sig for mange«.
Det samme gælder alle andre forfattere i Det Nye Testamente og alle jødiske, romerske og græske forfattere. Josef fra Arimatæa begraver ikke Jesus omgivet af lurende zombier, og genopstandelsen foregår ikke i en ruinby fyldt med zombier.
Læs mere om Jordskælv, solformørkelse og en hær af zombier.
|
På tredjedagen skal Jesus genopstå. Matthæus har allerede "forbedret" historien med, at romerne stod på vagt, og at graven var forseglet (Matthæus 27,62-66), men det er ikke noget problem, for Matthæus får Herrens engel til at stige ned fra himlen — denne gang ikke i en drøm, men i egen person — og vælte stenen fra med »et kraftigt jordskælv«.
Matthæus 28,1 Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven.
Matthæus 28,2 Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den.
Matthæus 28,3 Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne.
Matthæus 28,4 De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.
Matthæus 28,5 Men englen sagde til kvinderne: "Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede.
Matthæus 28,6 Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå.
Matthæus 28,7 Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det."
Dette ekstra jordskælv er naturligvis lige så ukendt som det forrige jordskælv
og alle Matthæus' andre mirakler. De
andre forfattere i Det Nye Testamente kender intet til det. Lad os sammenligne med Johannesevangeliet:
Johannes 20,1 Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven.
Johannes 20,2 Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: "De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham."
Maria Magdalene løber hen til "den discipel, som Jesus elskede". Denne discipel var et øjenvidne; det er ham, der har skrevet Johannesevangeliet. (Johannes 21,20-24), og hvad siger Maria Magdalene ifølge vores øjenvidne? Hun er desperat: Hun har set, »at stenen var flyttet fra graven« (Johannes 20,1), og hun konkluderer, at "nogen" har flyttet liget: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham«.
Hvordan hænger Johannes' beskrivelse af Maria Magdalenes uvidenhed og desperation sammen med, at hun ifølge Matthæus skulle have set Herrens engel stige ned fra himlen, vælte stenen og bagefter tale til hende: »Frygt ikke! […] Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. […] sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham«.
I Matthæusevangeliet har vi endnu et mirakel, og dette mirakel er langt større end opstandelsen. Det er hverken første eller sidste gang, at folk, der er blevet gravlagt, har vist sig ikke at være rigtigt døde alligevel, men derimod er det aldrig sket, at folk har forladt en forseglet grav, uden at de romerske vagter har opdaget det.
Det vil sige, at miraklet med opstandelsen, der burde være kristendommens centrale tema, bliver overskygget af en af Matthæus' evindelige "forbedringer".
Konklusion: Matthæusevangeliet er fyldt med detaljer, der må betegnes som fri fantasi. Matthæusevangeliet er også det første evangelium, der fortæller om Jesus' genopstandelse.