![]() |
Sandheden må ud: Matthæus er godt gammeldags dum. Jeg er ikke den første til at påpege det. Michael Turton skriver: »the writer of Matthew was a bit dense, and sometimes made stupid mistakes«. Desværre giver Turton giver kun et enkelt eksempel, nemlig de to æsler, men når først Turton har sat tankerne igang, er det rimeligt let at opbygge en liste over dumheder:
![]() |
Matthæus tilføjer en stamtavle, der viser, at Josef nedstammer fra hele Judæas kongerække. Matthæus er den mest jødiske af de fire evangelister, og han vil gerne bevise, at Jesus er jødernes nye konge, der er forankret i Det Gamle Testamente.
Desværre passer stamtavlen ikke med navnene i Det Gamle Testamente, fordi Matthæus var mere fikseret på en syvtalsmagi i stamtavlen. Åbenbart er syvtalsmagien vigtigere end Det Gamle Testamente.
Efter at have opfundet en stamtavle tilføjer Matthæus også historien om, at Jesus er født af en jomfru. Hvis Josef ikke er Jesus' far, hvad skal vi så bruge Josef's stamtavle til? Kunne Matthæus ikke havde nøjedes med at tilføje enten stamtavle eller jomfrufødsel?
Matthæus vil have Jesus født i Betlehem for at opfylde endnu en profeti. Han overser, at Betlehem er en person, og at profetien handler om en konge af Betlehems slægt.
Herrens engel fortæller Josef, at Maria er gravid for at opfylde en profeti om jomfrufødsel. Matthæus overser, at ordet ikke betyder "jomfru" i den hebraiske tekst, og at det barn, profetien handler om, er født for mange hundrede år siden.
Herrens engel fortæller Josef, at sønnen skal hedde Immanuel: »de skal give ham navnet Immanuel« (Matthæus 1,23), hvorefter barnet får navnet Jesus! Der er simpelthen ingen steder, Jesus bliver kaldt Immanuel.
![]() |
Da Jesus er født i Betlehem, finder Matthæus på, at det skal markeres med en stor stjerne på Himlen. Matthæus er simpelthen sprængfyldt med fantasi. Stjernen hjælper de hellige tre konger med at finde vej til Jesusbarnet, men Matthæus (og Gud) har åbenbart overset, at Kong Herodes og resten af Jerusalem også kan se stjernen. Resultatet er, at familien må flygte til Egypten, mens alle andre børn i Betlehem bliver slået ihjel, hvilket ødelægger "det glade budskab" en smule.
Hvad var i grunden formålet med den lede stjerne? Det var selvfølgelig meget godt for Jesus — han fik jo guld, røgelse og myrra skær — men var det virkelig alle de mange børneliv værd?
Matthæus 2,12 Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.
Havde det ikke været smartere, hvis drømmen havde advaret de vise mænd, inden de besøgte Herodes første gang? Så vi havde undgået barnemordet i Betlehem. Er det Gud, der er dum, eller er det Matthæus?
Efter at familien har gemt sig i Egypten en årrække, dør Herodes. Herrens engel viser sig for Josef i en drøm, og nu haster det åbenbart: Familien skal straks ud af sengen og tilbage til Israel: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig […] Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig« (Matthæus 2,20-21). Da de kommer »til Israels land«, hører Josef, at Herodes' søn, Arkelaos, er blevet konge efter sin far, men heldigvis er Herrens engel frisk med en ny rejserute i endnu en drøm:
![]() |
Matthæus 2,19 Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten
Matthæus 2,20 og siger: "Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde."
Matthæus 2,21 Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land.
Matthæus 2,22 Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa,
![]() |
Familien bosætter sig istedet i Galilæa, der regeres af en anden af Herodes' sønner, Herodes Antipas. Men hvis det hastede så meget at få familien ud af Egypten, at de skulle jages ud af sengen om natten, hvorfor sendte Herrens engel så ikke familien direkte til Galilæa? Og hvorfor var Herrens engel ikke klar over, at Arkelaos havde overtaget sin fars rige? Det er åbenbart aldrig før sket i verdenshistorien, at et kongerige er gået i arv fra far til søn.
Det bedste gæt på spådommen om Nazaret er dette vers: »Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod« (Esajas 11,1). Uanset om det er denne profeti, Matthæus tænkte på eller ej, så er der et problem mere her: Den lange række af jødiske konger, som Matthæus har inkluderet i Jesus' stamtavle var næsten alle onde og ugudelige mennesker, der »gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne«.
![]() |
Dette davidianske stamtræ, Isajs træ (billedet til venstre), blev "fældet", dengang Gud lod Jerusalem falde, og da befolkningen blev ført i eksil til Babylon (se evt. Daniels profeti). Den nye slægt skal gro frem fra stubben, og Esajas spåede om, hvordan træet skulle fældes: »og der bliver en stub tilbage. Dens stub er hellig sæd« (Esajas 6,13). Det er derfor, Esajas spår om "en kvist fra Isajs stub" og "et skud fra hans rod" (Esajas 11,1). Jesus' stamtræ med den lange række af ugudelige konger er i virkeligheden en hindring.
I starten af Markusevangeliet bliver Jesus døbt, og Himlen flænges. I slutningen, da Jesus dør, flænges forhænget i templet. I begge tilfælde bruger Markus ordet "schizô", og han bruger kun ordet disse to steder. I begge tifælde følges flængningen op af en erklæring om, at Jesus er Guds søn. Dermed kæder Markus Jesus' dåb sammen med hans død — vi ser hans død i hans dåb. At sammenligne dåben med døden er meget paulinsk »vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden« (Romerne 6,2-5).
Den slags spidsfindigheder er spildt på Matthæus. Når Matthæus kopierer Markus' historie, bliver Himlen ikke flænget ved dåben, men "åbnet", hvorved sammenhængen mellem dåben og døden forsvinder.
Matthæus 5,14 I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.
Matthæus 5,15 Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.
Matthæus 5,16 Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.
Mindre end et kapitel senere — i den samme prædiken — siger han det modsatte: Det er kun hyklere der gør den slags:
Matthæus 6,1 Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene.
Matthæus 6,2 Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn.
Matthæus 6,3 Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør,
Matthæus 6,4 for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
![]() |
![]() |
I sin Bjergprædiken siger Jesus: »I har hørt, at der er sagt: 'Du skal elske din næste og hade din fjende.'« (Matthæus 5,27). Desværre fortæller Matthæus ikke tilhørerne, hvor henne de skulle have hørt, at man skal hade sin fjende. Bibelselskabet har i al fald ikke hørt det. Deres krydsreference peger på 3 Mosebog 19,18, der bare siger »du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!«
I sin Bjergprædiken kommer Jesus med de første af en endeløs række dårlige råd, som ingen normale mennesker kunne drømme om at følge — mindst af alt ham selv: »I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til« (Matthæus 5,39).
Er der nogensinde nogen, der har fulgt dette råd? Jesus gjorde det i al fald ikke selv.
Og videre: »Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig« (Matthæus 5,42).
Enhver kristen skal give dig, alt hvad du beder om. Se evt. Jesus' 2. gavekort. Tak, Jesus
De skal kaldes Guds børn, men Jesus er ikke kommet for at stifte fred: »Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd« (10,34). Vil det sige, at Jesus ikke er et af Guds børn?
Hug dine fødder og hænder af, og riv dine øjne ud!
I Markusevangeliet (Markus 9,33-48) er der en opfordring til at afhugge foden og hånden i forbindelse med at bringe de kristne til fald. Her er kroppens lemmer muligvis en metafor for de forskellige dele af kirken, og den episode kopierer Matthæus i sit kapitel 18.
Men Matthæus er så glad for lemme-afhugning og øjen-udrivning, at han lader Jesus sige det endnu en gang i sin bjergprædiken, og her bliver "øjet" kædet sammen med »et lystent blik på en andens hustru«, så det umuligt kan læses som andet end et fysisk øje og en fysisk hånd:
Matthæus 5,28 Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.
Matthæus 5,29 Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede.
Matthæus 5,30 Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede.
![]() |
I oktober 2011 i byen Viareggio nær Pisa fulgte en kirkegænger Matthæus 5,29 og rev begge sine øjne ud under en
gudstjeneste.
Da Bjergprædikenen er slut (billedet til højre), er Jesus omgivet af store folkeskarer: »Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham« (Matthæus 8,1). Jesus helbreder straks en spedalsk og slutter med at formane ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen« (Matthæus 8,4). Hvordan skulle Jesus kunne holde denne helbredelse hemmelig, når han var fulgt af store folkeskarer?
Endnu pudsigere er det, at Jesus fortalte sine disciple, hvor meget det hastede: »Sandelig siger jeg jer: I når ikke til ende med Israels byer, før Menneskesønnen kommer« (Matthæus 10,23).
Disciplene kunne ikke nå alle Israels byer, før jordens undergang, men alligevel dukker de op igen i kapitel 12. Nåede de så alle Israels byer mellem kapitel 11 og 12? Eller er verdens undergang blevet udsat?
Matthæus tilføjer en episode, hvor Johannes Døberen sender sine folk til Jesus for at spørge: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« (Matthæus 11,3).
Denne tilføjelse virker ekstra dum, fordi det netop er i Matthæusevangeliet, at der er så mange ydre tegn på Jesus' guddommelighed: Herrens Engel, jomfrufødslen, betlehemsstjernen, de Hellige Tre Konger og barnemordet.
Har Johannes glemt, at han (netop i Matthæusevangeliet) nægtede at døbe Jesus, fordi han fornemmede, hvem Jesus er? Har Johannes glemt, at han (netop i Matthæusevangeliet) ville hindre ham og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?«. Og har han allerede glemt miraklerne ved dåben med Helligånden, der dalede ned i skikkelse af en due, og Guds røst, der (netop i Matthæusevangeliet) proklamerede: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«.
I Markusevangeliet er Jesus tømrer, og han har ingen far (det er derfor, han blev adopteret af Gud ved dåben). Folk i hans hjemby siger:
Markus 6,3 Er det ikke tømreren, Marias søn og bror til Jakob og Joses og Judas og Simon? Bor hans søstre ikke her hos os?" Og de blev forarget på ham.
Matthæus synes åbenbart ikke det er fint nok, at Guds Søn bruger 30 år på at arbejde i et tømrerværksted. Det passer sig heller ikke for en rettroende jøde at være "Marias søn" — slægtstavlen skal være i orden. Så teksten bliver ændret:
![]() |
Matthæus 13,55 Er det ikke tømrerens søn? Hedder hans mor ikke Maria og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas?
Nu er Jesus ikke længere tømrer, men »tømrerens søn«. Problemet er, at Matthæus dermed undergraver sin egen historie om jomfrufødsel. Det lyder lidt for utroligt, at ingen af beboerne i Jesus' hjemby har hørt noget til jomfrufødslen. Matthæus skulle have holdt sig til enten af opfinde en jomfrufødsel, eller at lade være med at forfalske Markus 6,3.
Matthæus har tydeligvis glemt, at han selv har "forbedret" teksten to kapitler forinden, hvor han lader alle disciplene kaste sig ned for Jesus og erklære »Sandelig, du er Guds søn« (Matthæus 14,33). Hvorfor siger Jesus så »det har kød og blod ikke fortalt dig«?
Matthæus 16,19 Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene."
Disse nøgler har en enestående kraft: Den tillader Peter at binde og løse (dvs. gøre lovligt og ulovligt) på jorden og i himlen. Katolikkerne har misbrugt dette Bibelvers på det groveste i snart 2.000 år. Paven skal jo forestille at være Peters efterfølger, og samtlige paver har haft de to magiske nøgler i deres våbenskjold.
Lidt senere har Matthæus og Jesus alligevel glemt alt om disse enestående nøgler, for Jesus fortæller de andre disciple, at de alle kan løse og binde på jorden og i himlen:
![]() |
Matthæus 18,18 Sandelig siger jeg jer: Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen.
Men Matthæus gør beskrivelsen af sennepsplanten endnu mere besynderlig, så selv den mest uvidende jernalder-gedehyrde må korse sig: »når det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene« (Matthæus 13,32).
Jesus fortæller, at enhver kristen kan kommandere et bjerg til at flytte sig: »Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer« (Matthæus 17,20).
Det er lige præcis et af den slags mirakler, der vil kunne omvende den mest hårdhudede skeptiker, og Jesus sagde ovenikøbet, at alle kristne kunne udføre dette trick. Desværre venter vi stadig — små 2.000 år senere — på en god kristen, der vil demonstrere, at Matthæus og Jesus ikke var løgnere.
Markus skriver om Johannes Døberen's Død:
Markus 6,14 Kong Herodes hørte om Jesus, for hans navn var blevet kendt, og folk sagde: "Det er Johannes Døber, der er stået op fra de døde, og derfor virker disse kræfter i ham."
[.. .. ..] [. . .]
Markus 6,18 for Johannes havde sagt til ham: "Du har ikke lov til at have din brors hustru."
Markus 6,19 Og Herodias var ude efter ham og ville have ham slået ihjel, men hun kunne ikke.
Markus 6,20 For Herodes var bange for Johannes, da han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand, så han holdt hånden over ham; og hver gang han hørte på ham, blev han meget anfægtet, men han hørte gerne på ham.
![]() |
Når Matthæus kopierer Markus' historie, retter han Herodes Antipas' titel fra konge til det korrekte, landsfyrste.
Matthæus 14,1 På den tid hørte landsfyrsten Herodes rygtet om Jesus,
[.. .. ..] [. . .]
Matthæus 14,3 Herodes havde nemlig ladet Johannes gribe, lægge i lænker og sætte i fængsel på grund af Herodias, sin bror Filips hustru;
Matthæus 14,4 for Johannes havde sagt til ham: "Du har ikke lov til at have hende."
Matthæus 14,5 Herodes ville også have ladet ham slå ihjel, men var bange for folk, for de anså Johannes for en profet.
Matthæus har også rettet i selve historien. Ifølge Markus holdt Herodes hånden over Johannes Døberen, og »han hørte gerne på ham«, mens Matthæus derimod skriver: »Herodes ville også have ladet ham slå ihjel, men var bange for folk«.
Historien fortsætter, Herodes bliver tvunget til at dræbe Johannes, og begge evangelister slutter på sammen måde:
Markus 6,14 Kongen blev meget ked af det, men på grund af sin ed og sine gæster ville han ikke sige nej til hende.
Matthæus 14,9 Kongen blev ked af det, men på grund af sin ed og sine gæster befalede han, at hun skulle have det,
I løbet af 9 vers har Matthæus glemt alt om sit eget fusk. Landsfyrsten er igen blevet konge, og "kongen" var ikke længere ude på at slå Johannes Døberen ihjel: »Kongen blev ked af det«
Matthæus 19,12: Jesus opfordrer de kristne til at kastrere sig selv og blive eunuk for Himmeriget.
Kirkefaderen Origenes kastrerede sig selv efter at have læst Matthæus 19,12.
![]() |
Matthæus 22,1 Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser:
Matthæus 22,2 "Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup.
Matthæus 22,3 Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme.
Matthæus 22,4 Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet!
Matthæus 22,5 Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning,
Matthæus 22,6 og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel.
Matthæus 22,7 Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.
Matthæus 22,8 Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige.
Matthæus 22,9 Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet.
Matthæus 22,10 Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.
Matthæus 22,11 Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på.
Matthæus 22,12 Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav.
Matthæus 22,13 Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.
Matthæus 22,14 Thi mange er kaldet, men få er udvalgt."
Parablen handler om at være parat til døden,
men tilsammen er det lykkedes Jesus og Matthæus at forvandle den enkle jødiske
parabel(1) til
et mareridt af selvmodsigelser og absurditeter.
Festen er blevet til kongens søns bryllup for at få Jesus involveret i historien. Fair nok. Men hvorfor afviser alle gæsterne kongens invitation? Er det nogensinde sket i virkeligheden? Og hvorfor i alverden skulle de inviterede (som formodes at være kongens venner) mishandle hans tjenere og slå dem ihjel på grund af en venlig invitation? Og kongen sender sin hære ud for at dræbe gæsterne, og bagefter brænder han deres by ned. Er det normalt at dræbe sine venner (inklusive dem, der bare gik »til sin mark« og »til sin forretning«) og brænde deres byer ned, bare fordi de afviser en invitation? Er det hele brudens familie og slægt, han her slår ihjel? Skal den konge forestille at være Jesus' far? Hvad skete der med maden? Blev den ikke kold i mellemtiden? Hvilken konge (i virkelighedens verden) har nogensinde inviteret pøblen »både onde og gode« fra »hvor vejene ender« til et kongeligt bryllup? Havde kongen slet ingen venner? Hvorfor inviterede han ikke sine soldater og hoffolk istedet for? Hvorfor inviterede han ikke sine egen familie og brudens familie? Eller har han måske slået alle sammen ihjel? Hvorfor bliver kongen vred, fordi en mand, der er blevet inviteret uden varsel, ikke har bryllupstøj på? Kunne man så ikke bare lade være med at invitere ham? Hvorfor skulle man »bind[e] hænder og fødder på ham« og »kast[e] ham ud i mørket udenfor«? Hvis kongen har inviteret »både onde og gode«, var det så ikke smartere at smide de onde ud igen, istedet for folk, der ikke går rundt i bryllupstøj til daglig? Er det ikke kongen, der er dum, når han har forberedt al den mad, før han har sendt invitationerne ud?
![]() |
Parablen slutter med en morale: »mange er kaldet, men få er udvalgt«, hvad det så siden har med sagen at gøre. Er de onde udvalgte, bare de går rundt i bryllupstøj, eller hvad?
Umiddelbart efter sætter de onde farisæere Jesus på prøve:
Matthæus 22,15 Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord.
Matthæus 22,16 De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: "Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk.
Matthæus 22,17 Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?"
Matthæus 22,18 Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: "Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere?
Jesus kalder vanen tro farisæerne for "hyklere", men han overser, at det er ham selv, der er hykler: Jesus praler af, at han »gør ikke forskel på folk«, og det skulle komme fra ham, der vil bagbinde en mand og smide ham ud i mørket, bare fordi han ikke har flot bryllupstøj på.
Fredsfyrsten skælder ud på farisæerne og de skriftkloge:
Matthæus 23,35 For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret.
Man kan undre sig over, hvorfor farisæerne skal holdes ansvarlige for drabet på Abel, men
hvad er det i grunden Matthæus siger?
Det er fristende at læse "fra Abel til Zakarias" som "fra A til Z", men det er forkert,
for det græske Zeta er kun det sjette bogstav i alfabetet.
Den kristne fortolkning er normalt at læse det som "fra Abel i 1 Mosebog til Zakarias i 2 Krønikebog",
hvor 2 Krønikebog er den sidste af de historiske bøger i det Gamle Testamente.
Der er faktisk en Zakarias, der blev dræbt i templet i 2 Krønikebog:
Desværre hed denne Zakarias' far hed ikke Barakias, og han blev ikke dræbt ved alteret, men i templets forgård:
2 Krønike 24,20 Så iklædte Guds ånd sig Zakarias, præsten Jojadas søn, og han trådte frem foran folket og sagde til dem: "Dette siger Gud: Hvorfor overtræder I Herrens befalinger, så I ikke har lykken med jer? Fordi I har svigtet Herren, har han også svigtet jer."
2 Krønike 24,21 Men de dannede en sammensværgelse mod ham, og på kongens befaling stenede de ham i forgården til Herrens tempel.
Hvem tænker Matthæus så på? Der er profeten Zakarias, søn af Berekja (Zakarias 1,1), men Zakarias blev ikke dræbt i templet, dels fordi han levede i eksil i Babylon, og dels fordi det første tempel var revet ned på hans tid (se evt. Daniels profeti).
![]() |
Man kunne også forestille sig, at mordet på denne Zakarias var sket senere end historierne i 2. Krønikebog. Rent faktisk beretter historikeren Josephus om en sådan Zakarias, der blev dræbt i nyere tid:
These grew tired of simply killing people, so they had the gall to set up tribunals and courts. They intended to do away with Zacharias the son of Baruch, one of the foremost citizens, […]
[…] Two of the boldest of them attacked Zacharias in the middle of the temple and killed him and as he fell down dead, joked that, "You have our verdict which will free you more certainly than the other," and instantly threw him down from the temple into the valley below.
Josephus: Den Jødiske Krig, bind 4, kapitel 5, afsnit 4
Jeg har klippet lidt i historien af pladshensyn, men Josephus fortæller, at denne Zakarias var et ærligt menneske, der blev anklaget af de onde jødiske oprørere. De 70 dommere risikerede alle som én deres eget liv ved at nægte at kende Zakarias skyldig, men alligevel dræbte oprørerne ham midt i templet (læs evt, en dansk oversættelse fra 1905).
Her har vi den Zakarias, søn of Barakias/Baruch, der for nyligt blev uretfærdigt dræbt i midten af det hellige tempel. Der er bare en lille teknisk detalje: Zakarias blev dræbt under belejringen af Jerusalem omkring år 68. Det er derfor, Matthæus havde drabet i frisk erindring.
Så konklusionen er, at enten har Matthæus rodet rundt i præsten Zakarias og profeten Zakarias. Eller også skælder Jesus farisæerne ud for noget, der først vil ske 30-35 år senere.
![]() |
Jesus rider på to æsler. Bibelens. Mest. Pinlige. Profeti.
I Markusevangeliet forbander Jesus et figentræ, der ikke bærer frugt, hvorefter Jesus uddriver offerkulten fra templet i Jerusalem. Da Jesus og disciplene vender tilbage til træet, er det visnet: »figentræet var visnet fra roden«.
![]() |
Den begavede læser vil se sammenhængen mellem det forbandede figentræ og det forbandede tempel, som romerne ødelagde knap 40 år senere, men det gør Matthæus ikke. Han er mere fokuseret på, at miraklerne skal være så store som muligt. I denne version visner træet omgående for øjnene af disciplene: »Og i det samme visnede figentræet« (Matthæus 21,19).
Men når episoden med figentræet, der ikke bærer frugt, ikke længere er flettet sammen med det korrupte præsteskab i templet, giver Jesus' handling ikke længere mening. Jesus ødelægger bare et uskyldigt træ, så ingen andre kan spise af det heller. Er det Jesus eller Matthæus, der er dum?
Ved den sidste nadver erklærer Jesus i Markusevangeliet, at han ikke vil "drikke af vintræets frugt" på denne jord: »Jeg skal aldrig mere drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin i Guds rige« (Markus 14,25). Ved korsfæstelsen prøver man at give ham vin med myrra, men Jesus nægter at drikke. »De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke« (Markus 15,23). Et løfte er vel et løfte. Det er formentlig en hentydning til Amos 2,12: »Men I gav nasiræerne vin at drikke, og profeterne forbød I at profetere«.
Når Matthæus kopierer Markus' historie bliver den forbedret: Nu vil Jesus vente endnu længere: »før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige« (Matthæus 26.29). Jesus vil ikke bare vente til efter sin himmelfart, han vil vente på, at alle tolv apostle er kommet med op (Matthæus har vist glemt, at Judas næppe kommer i Himlen). Og hvordan gik det så:
Matthæus 27,34 gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det.
For det første er det åbenbart gået hen over hovedet på Matthæus, at myrra er kostbart. Markus' pointe er, at når Jesus har lovet, at han ikke vil »drikke af vintræets frugt« på denne jord, så hjælper det ikke, at bødlerne krydrer vinen med selv det kostbareste myrra.(2)
Denne pointe burde Matthæus kunne forstå — det er jo netop ham, der lader de hellige tre konger frembære guld, røgelse og myrra skær. Alligevel udskifter Matthæus den kostbare myrra med malurt. Malurt er en meget bitter urt, og »da han smagte det, ville han ikke drikke det«. Den uundgåelige konklusion er for det første, at Jesus bryder sin ed allerede ved at smage på vinen, og for det andet, at hvis ikke det var for den bitre urt, ville Jesus gladeligt have brudt sit løfte og bællet resten af vinen i sig.
Jesus' løftebrud er åbenbart så pinligt, at teksten i gamle Bibler var forfalsket:
Matthæus 27,34 da gave de ham at drikke Eddike, blandet med Galde; og der han smagte det, vilde han ikke drikke.
Oversættelse fra 1871
I mange hundrede år var Biblerne forfalskede, således at Jesus ikke brød sit løfte ved at drikke vin (se evt. de 6.000 forfalskninger). I virkeligheden hjalp dette falskneri ikke ret meget, da man som bekendt også fremstiller eddike "af "vintræets frugt".
Jesus spår tre gange om sin snarlige død, og hvordan
Peter vil fornægte ham, og
hvordan »de skal håne ham og spytte på ham, piske ham og slå ham ihjel«.
Så bliver Jesus fanget, og mens Peter står og fornægter,
kaster folk sig over Jesus, slår ham og råber »Profetér så!« (Markus 14,65).
Derved opfylder de selv den profeti, de beder om.
Dette eksempel på den sorte humor i Markusevangeliet er spildt på Matthæus, der åbenbart ikke har forstået den ironiske pointe. Når Matthæus kopierer historien, retter han replikken til »Profetér for os, Kristus! Hvem var det, der slog dig?«.
Matthæus 27,6 Ypperstepræsterne tog sølvpengene, men sagde: "Det er ikke lovligt at lægge dem i tempelblokken, da det er blodpenge."
Matthæus 27,7 De traf da den beslutning at købe Pottemagermarken for pengene til gravplads for fremmede.
Var det ikke netop ypperstepræsterne, der havde givet Judas de 30 sølvpenge? Hvorfor er pengene så pludselig blevet beskidte?
Matthæus 28,12 De samledes med de ældste og besluttede at give soldaterne en større sum penge,
Matthæus 28,13 og de sagde: "I skal sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov.
Matthæus 28,14 Kommer det statholderen for øre, skal vi nok tage os af ham og holde jer udenfor."
Dér har vi forklaringen på, at ingen verdens mennesker har hørt om de mirakler, Matthæus fortæller om — inklusive betlehemsstjernen, barnemordet i Betlehem, de mange helbredelser, bespisningen af de fem tusind (foruden kvinder og børn), bespisningen af de fire tusind (foruden kvinder og børn), en verdensomspændende solformørkelse, to jordskælv og en hær af zombier i Jerusalem: Vagten var simpelthen bestukket. Elementært, min kære Watson.
Men skal vi tro på, at de jødiske ældste, der hadede romerne, skulle kunne "tage sig af statholderen"? Skal vi tro på, at vagterne tør påstå offentligt, at de havde sovet på vagten, så de selv kunne blive henrettet? Det må sandelig have krævet mange penge, at få vagten til at lægge deres hoveder på huggeblokken.
![]() |
Men der er et større problem med opstandelsen: Jesus havde sagt, at han ikke ville give jøderne noget tegn: »Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal intet som helst tegn få« (Markus 8,12) — Markusevangeliet ender nemlig uden nogen genopstandelse. Matthæus synes derimod, der mangler en god afslutning, så han digter sin egen historie om Herrens Engel, der åbner graven, et jordskælv, de romerske vagter, der skælver af frygt, Jesus, der siger "God morgen", og Jesus, der møder de 11 disciple i Galilæa.
Denne genopstandelse må siges at være noget af et tegn, så Matthæus retter i Jesus' udtalelse: Jøderne får alligevel et enkelt tegn (og Bibelen får en selvmodsigelse mere), nemlig Jonas-tegnet (Matthæus er åbenbart dum nok til at tage eventyret om Jonas og hvalfisken alvorligt):
Matthæus 12,39 Men han svarede dem: "En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn.
Matthæus 12,40For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.
Men nu har Matthæus for alvor spændt ben for sig selv. Han har rettet Markus' »tre dage efter« til det noget kortere »på den tredje dag«, og nu modsiger han sig selv: Det var ikke på tredjedagen; det var ikke efter tre dage; men det var efter »tre dage og tre nætter«.
Dette udelukker i øvrigt også, at Jesus døde langfredag, men det skal ikke lægges Matthæus til last.
![]() |
Det er imidlertid ikke nok for Matthæus, der altid skal overgå alle andre i mirakler. I dette evangelium er graven forseglet og bevogtet af soldater, indtil Herrens engel starter et jordskælv, der får graven til at åbne sig for øjnene af soldaterne og kvinderne. Herefter peger englen på den tomme grav og siger næsten det samme som i Markusevangeliet: »Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå« (Matthæus 28,6).
Men hvordan er Jesus kommet ud af det forseglede grav, uden at soldaterne har set det? Lige pludselig har vi to mirakler: genopstandelsen og forsvindingsnummeret. Og her må vi sige, at det desværre er sket ofte gennem historien, at folk er blevet begravede, selvom de senere har vist sig at være i live. Derimod er det meget sjældent, at folk forsvinder ud af en grav hugget ind i en klippe med stor sten for indgangen, der er forseglet og bevogtet af soldater.
I sammenligning med dette ekstra mirakel virker genopstandelsen, kristendommens grundpille, ikke så imponerende endda.
Logikken er overvældende: Jesus forlader disciplene, og disciplene må rejse hele vejen til Galilæa bare for at høre, at Jesus aldrig vil forlade dem.
Og hvornår er "verdens ende" i grunden? Er verdens undergang udsat? Eller bor Jesus stadig i Jerusalem?
For det første hænger det meget dårligt sammen med kapitel 10, hvor disciplene ikke måtte gå til ikke-jøder: »Følg ikke vejen til hedningerne, […] men gå derimod til de fortabte får af Israels hus« (10,5-6), fordi der ikke var tid — jorden var ved at gå under: »Sandelig siger jeg jer: I når ikke til ende med Israels byer, før Menneskesønnen kommer« (10,23). Hvorfor er der lige pludselig tid nu? Er dommedag udsat i mellemtiden?
For det andet kan man undre sig over, hvad det er, disciplene skal til lære ikke-jøderne nu. Matthæus er den mest jødiske (for at sige det på en pæn måde) af de fire evangelister, så skal disciplene lære ikke-jøderne, at ikke-jøder er hunde og svin?
Fodnoter: (1) (2) (3)
»R. Johanan b. Zakkai said: This may be compared to a king who summoned his servants to a banquet without appointing a time. The wise ones adorned themselves and sat at the door of the palace. ['for,'] said they, 'is anything lacking in a royal palace?' The fools went about their work, saying, 'can there be a banquet without preparations'? Suddenly the king desired [the presence of] his servants: the wise entered adorned, while the fools entered soiled. The king rejoiced at the wise but was angry with the fools. 'Those who adorned themselves for the banquet,' ordered he, 'let them sit, eat and drink. But those who did not adorn themselves for the banquet, let them stand and watch.«
Taget herfra: Traktat Shabbath, folio 153a
XV. The finest wines in early days were those spiced
with scent of myrrh, as appears in the plays
of Plautus, although in the one entitled The Persian
he recommends the addition of sweet-reed also.
Consequently some think that in old times people
were extremely fond of scented wine; but Fabius
Dossennus decides the point in these verses:
I sent them a fine wine, one spiced with myrrh,
and in his Acharistio :
Bread and pearl-barley and wine spiced with myrrh.
(Kilde: Plinus)
Tilsvarende Martial (ca. 40 - ca. 104) Epigram 14,113: If you drink your wine warm, a Myrrhine cup is best for hot Falernian; and the flavour of the wine is improved by it.
I de engelske Bibler bruges ordet Gentile, der betyder ikke-jøde på engelsk, men grundbetydningen er også her folkeslag og klan, i og med at Gentile kommer af det græske ord "gens", der i genitiv hedder "gentis".
I de hebraiske tekster bruges "ha goyim", der betyder (ikke-jødiske) folkeslag.