|
|
Markus kan godt lide at "sandwiche" to historier ind i hinanden, så efter at Jesus har forbandet det figenløse figentræ, og mens han venter på, at det er »visnet fra roden«, går Jesus ind i templet i Jerusalem og begår hærværk mod de handlende.
Episoden er ikke bare et skoleeksempel på Markus' sandwich-teknik, men også på hans evne til at binde episoder sammen ved brug af velvalgte ord.
Markus 11,15 Så kom de til Jerusalem. Og han gik ind på tempelpladsen, og han begyndte at jage dem ud, som solgte og købte dér, og han væltede vekselerernes borde og duehandlernes bænke,
Markus 11,16 og han tillod ikke nogen at bære deres varer over tempelpladsen.
Markus 11,17 Han belærte dem og sagde: "Står der ikke skrevet: 'Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene'? Men I har gjort det til en røverkule."
|
Bibelselskabet giver episoden overskriften: »Tempelrensningen« og skriver, at Jesus »begyndte at jage dem ud«, men det er ikke præcist nok. Det græske ord er "ekballo", der især bruges, om Jesus' uddrivelser af dæmoner og onde ånder.
Jesus er altså ved at uddrive offerkulten fra templet, som var de en flok djævle og dæmoner, hvilket også fremgik tydeligt af tidligere oversættelser: »og begyndte at uddrive dem« (1907; 1897; 1814). (Se evt. længere nede under "Ressourcer", og tjek "ekballo" i konkordansen).
|
Bibelselskabet skriver videre, at »han væltede vekselerernes borde«, men det er heller ikke præcist nok. Det græske ord er "katastrephô" og betyder at ødelægge. I hele Det Nye Testamente bruges ordet kun i denne ene episode, men i Det Gamle Testamente, i den græske teksttradition, Septuaginta, bruges ordet oftere. De første seks gange handler det om, dengang Gud lod det regne med svovl og ild over Sodoma og Gomorra. (Se evt. længere nede under "Ressourcer", og tjek "katastrephô" i konkordansen).
Det danske ord "katastrofe" kommer netop af "katastrephô". Denne "sandwich"-episode, hvor Guds søn forbander figentræet med de dårlige figner og samtidigt uddriver jøderne fra templet og ødelægger deres indbringende forretning, er et varsel om den kommende katastrofe, hvor byen og templet blev revet ned af romerne år 70 e.v.t.
Jesus nøjes ikke med at "uddrive kræmmerne", som det sommetider kaldes. Han standser al handel i det hele taget ved »at jage dem ud, som solgte og købte dér«. Jesus forbander simpelthen templet: Hvis man ikke kunne veksle penge til den hellige valuta, ophørte pengestøtte til tempelofringerne og præstedømmet; Hvis man ikke kunne købe offerdyr, måtte ofring ophøre; Hvis ingen varer kunne føres gennem templet, måtte al kultisk aktivitet ophøre.(1)
Selvfølgelig kunne jøderne have skaffet nogle nye borde (og plantet en nyt figentræ), men vi befinder os i en eventyrverden, hvor en enkelt mand kan terrorisere hele tempelpladsen, uden at hverken tempelvagterne eller romerne griber ind. Historien er en lignelse om, hvordan Guds søn forbandede Jerusalem og templet, og er et varsel om den store katastrofe, der indtraf en generation senere.
Markus kunne sige meget i et enkelt vers, og han siger endnu mere på mindre plads i det næste vers. Der står, at Jesus ikke tillod »nogen at bære deres varer over tempelpladsen«. Hvilke varer? I dette tilfælde er det græske ord "skeuos". Markus bruger kun dette ord to gange, og i det andet — og tidligere — tilfælde handler det netop også om uddrivelse, om Jerusalem, om Guds hus og om "varer":
|
Markus 3,22 Og de skriftkloge, der var kommet ned fra Jerusalem, sagde: "Han er besat af Beelzebul! Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne."
Markus 3,23 Så kaldte han dem hen til sig og sagde til dem i lignelser: "Hvordan skulle Satan kunne uddrive Satan?
Markus 3,24 Hvis et rige er kommet i splid med sig selv, så kan det rige ikke bestå.
Markus 3,25 Og hvis et hus er kommet i splid med sig selv, så kan det hus ikke bestå.
Markus 3,26 Og hvis Satan har rejst sig mod sig selv og er kommet i splid med sig selv, så kan han ikke bestå, men det er ude med ham.
Markus 3,27 Der er heller ingen, som kan trænge ind i den stærkes hus for at røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke. Først så kan han plyndre hans hus.
|
De tre synoptiske evangelier er enige om, at Jesus holder sig langt fra Judæa og Jerusalem. Hele handlingen foregår i nabolandet Folkeslagenes Galilæa. Men tidligt i historien ankommer de skriftkloge fra Jerusalem, og anklager Jesus for at være i ledtog med Beelzebul, dæmonernes fyrste, siden han er i stand til at uddrive, "ekballo", dæmoner.
Dén anklage kan Jesus let afvise: »Hvordan skulle Satan kunne uddrive Satan?«, og her kunne han have stoppet: "Bare rolig, kære skriftkloge, vi er skam på samme side i kampen mod Satan".
Men han stopper ikke her: I stedet går han til modangreb og antyder, at det er de skriftkloge selv, der er dæmonerne: Et rige (Israel) og et hus (Guds hus / templet) er i strid med sig selv.
Og nu kommer vi (omsider) til ordet "skeuos", der her oversættes til "ejendele". Satan er åbenbart "den stærke", og hvordan trænger man ind i den stærkes hus »for at røve hans ejendele«? Det gør man ved at binde "den stærke, og det kræver selvfølgelig en, der er endnu stærkere end Satan.
Det græske ord for "stærk" er "ischuros", som Markus kun bruger to gange. Den anden gang er for at fortælle, at Jesus er stærkere end selveste Johannes Døberen:
Markus 1,7 Og han prædikede: "Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem.
|
Det virker måske lidt for spidsfindigt. I dag "ved" vi jo alle, at Jesus er stærkere end Satan, men Markusevangeliet er det ældste evangelium, og det er først senere, i Matthæusevangeliet, at Jesus for alvor får sine superkræfter. Derfor er Markus nødt til at antyde Jesus' styrke, "ischuros", med sine verbale ledetråde.
Jesus advarer de ugudelige og korrupte mennesker i templet om, at han er stærkere end den djævel, de tjener, og at han en dag vil komme til deres rige (Judæa / Jerusalem) og deres hus (templet), drive dem ud som Beelzebuls kumpaner, og ødelægge deres forretning, ligesom Gud havde ødelagt Sodoma og Gomorra.
Da Jesus ankommer før påsken, er det med ordene »Mit hus […] I har gjort det til en røverkule« (citeret øverst på siden). Dette er en anden af Markus' specialiteter: Citaterne er aldrig fra tilfældige steder i Det Gamle Testamente, men er typisk fra de kapitler, hvor de gamle profeter truede det gudsløse Jerusalem. I dette tilfælde er det Jeremias 7,11 i et kapitel som Bibelselskabet har givet overskriften: »Den falske gudsdyrkelse i templet«.
|
Lad os derfor give det sidste ord til Gud. Et lidt fyldigere citat, hvor han fortæller, hvad der vil ske nu, hvor jerusalemitterne har gjort Hans hus til en røverkule:
Jeremias 7,11 Er dette hus, som mit navn er udråbt over, en røverkule? Også jeg kan se! siger Herren.
[.. .. ..] [.. .. ..]
Jeremias 7,14 Derfor vil jeg gøre det samme med dette hus, som mit navn er udråbt over, og som I sætter jeres lid til, det sted, jeg gav jer og jeres fædre, det samme som jeg gjorde med Shilo.
Jeremias 7,15 Jeg forstøder jer fra mit ansigt, ligesom jeg forstødte alle jeres brødre, hele Efraims slægt.
[.. .. ..] [.. .. ..]
Jeremias 7,20 Derfor siger Gud Herren: Min vrede og harme skal vælde frem mod dette sted, mod mennesker og dyr, mod markens træer og jordens frugt; den skal brænde og ikke slukkes.
[.. .. ..] [.. .. ..]
Jeremias 7,28 Så skal du sige til dem: I er det folk, der ikke adlød Herren jeres Gud og ikke ville tage ved lære. Sandheden er forsvundet; den findes ikke i jeres mund.
Jeremias 7,29 Klip håret af, og kast det bort, syng dødsklage i det nøgne land, for Herren har vraget og forkastet sin vredes slægt.
Jeremias 7,30 Judæerne har gjort, hvad der er ondt i mine øjne, siger Herren; de har opstillet deres ækle guder i det hus, som mit navn er udråbt over, og gjort det urent.
[.. .. ..] [.. .. ..]
Jeremias 7,32 Derfor skal der komme dage, siger Herren, da det ikke længere skal kaldes Tofet eller Hinnoms søns dal, men Drabets dal, og der skal begraves så mange i Tofet, at der ikke bliver plads tilbage.
Jeremias 7,33 Ligene af dette folk skal blive til føde for himlens fugle og jordens dyr, dem skal ingen jage bort.
Jeremias 7,34 I Judas byer og Jerusalems gader gør jeg ende på fryderåb og glædesråb, brudgoms og bruds stemme,(2) for landet skal ligge i ruiner.
I næste kapitel sammenligner Gud Israel med en vinstok uden druer og et figentræ uden figner:
Jeremias 8,13 Jeg ville høste dem, siger Herren, men der var ingen druer på vinstokken, ingen figner på figentræet, og bladene var visnet. Jeg gengælder dem efter deres afgrøde.
Efter at have ryddet templet vender Jesus tilbage til det figentræ, han havde forbandet, og konstaterer, at det er helt dødt, »visnet fra roden«.
Fodnoter: (1) (2)
If money cannot be exchanged into the holy currency, then monetary support for the temple sacrifices and the priesthood must end. If sacrificial animals cannot be purchased, then sacrifice must end. If no vessel can be carried through the temple, then all cultic activity must cease.
(Garland, Zondervan Illustrated Bible Backgrounds Commentary, s. 271)
»brudgoms og bruds stemme . . .:« Det var netop dette vers, Den Gale Jesus citerede, da han forbandede Jerusalem.
