|
|
|
Som nævnt flere gange kræver dramatisk ironi, at både forfatteren og læseren ved noget, som personerne i handlingen ikke ved. Hele historien igennem har læseren kunnet grine af de blinde jøders dumhed og gyse over deres skæbne.
Nu nærmer slutningen sig, og læseren ved udmærket, hvordan historien skal ende: Jesus skal genopstå efter tre dage, det har han jo sagt tre gange (citeret på nærværende sider). Selv de onde jøder havde fattet det, selvom de havde fået det galt i halsen (Markus 14,58; 15,29).
Efter opstandelsen vil han møde sine disciple i Galilæa: »efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa« (14,28), og der vil de se intet mindre end Dommedag: Menneskesønnen vil »komme i skyerne med megen magt og herlighed« (13,26; 14,62), »i sin faders herlighed sammen med de hellige engle« (8,38).
Så vil det være hævnens time: Jesus vil smide de onde vinbønder, der dræbte sønnen, ud af sin fars vingård (12,1-12), og i det hele taget vil han udøse alle mulige rædsler fra kataloget i sin lille apokalypse fra kapitel 13: Trængselstider, Ødelæggelsens Vederstyggelighed, engle, solen, der formørkes, kræfterne i himlen, der rystes, stjerner, der falder ned fra himlen, osv., osv.
I sidste kapitel skrider handlingen frem som forventet af læseren: Graven er tom søndag morgen (16,1-4), en ung mand i hvide klæder bekræfter, at Jesus er genopstået (16,5-6), og at han er gået i forvejen til Galilæa præcis som lovet: »som han har sagt jer det« (16,7).
Men i sidste vers snyder Markus læseren: Historien slutter brat og uventet, fordi kvinderne er for bange til at give beskeden videre til apostlene.
Markus 16,8 Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Hele evangeliet igennem har Jesus forbudt sine disciple at fortælle folket, hvem han var. Nu skal de omsider sprede nyheden om genopstandelsen, men ironisk nok: Nu, hvor de må tale, tier de.
Hvordan kan "det glade budskab" slutte med: »Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange«?
Markusevangeliet er en historie om fortabelse: Guds søn forsøger at advare
jøderne (hele kapitel 13 er en advarsel om Jerusalems ødelæggelse),
men jøderne er for blinde til at finde frelsen, og de mest blinde af dem alle er Jesus' egne disciple.
De eneste, der kender Jesus for, hvad han er, er dæmonerne, en blind mand, en hedensk kvinde og
(muligvis) en romersk officer.
I år 70 brændte romerne Jerusalem ned, og templet ligger i ruiner den dag i dag. Den jødiske offerkult forsvandt for evigt, Gud blev hjemløs, og Jerusalems indbyggere blev enten dræbt eller solgt som slaver. Halvdelen af Guds 613 påbud og forbud i Det Gamle Testamente var lige til at rive ud af Bibelen og smide væk. Midt i al den ødelæggelse kunne de overlevende jøder læse, hvordan en "utro og syndig slægt" for præcis en generation siden havde solgt deres retfærdige og uskyldige frelser for sølvpenge (ja, Amos og Markus bruger samme ord for penge/sølvmønter på græsk).
Amos 2,4 Dette siger Herren: På grund af Judas tre forbrydelser, ja fire, opgiver jeg ikke min beslutning. De forkastede Herrens lov og holdt ikke hans bud; de løgneguder, som deres fædre fulgte, førte dem vild.
Amos 2,5 Derfor sender jeg ild mod Juda, den fortærer Jerusalems borge.
Amos 2,6 Dette siger Herren: På grund af Israels tre forbrydelser, ja fire, opgiver jeg ikke min beslutning. De solgte den uskyldige for penge og den fattige for et par sandaler.
Det ironiske er, at denne sørgelige historie om et forblindet folks undergang starter med ordene:
»Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus«.
Ordet evangelium betyder det glade budskab.
Ikke bare er historien sørgelig, men der er slet ikke noget budskab —
evangeliet slutter med ordene:
»de sagde ikke noget til nogen, for de var bange«.
Endnu mere ironisk er det, at denne ætsende sorte fortælling om dumhed, blindhed, ondskab og undergang er blevet skrevet om af Matthæus og Lukas til en historie om frelse, og at historien dermed danner grundlaget for en religion med over en milliard medlemmer. Samtidig er de dumme og døve disciple, der svigtede og fornægtede Jesus, blevet til helte, der lægger navn til adskillige bøger i Det Nye Testamente.
Ved skæbnens ironi er Markus' sorte tragikomedie blevet til en verdensomspændende frelsereligion.
Denne artikel er sidste del af serien om ironi i Markusevangeliet.
Det forrige afsnit handlede om, Jesus' død og officerens bekendelse.