|
|
Som den fremmeste af de tolv apostle får Peter særbehandling af Markus. Ja, man fristes sommetider til at tro, at evangeliet udelukkende er skrevet for at håne Peter.
Tag lignelsen om sædemanden:
Markus 4,3 "Hør her! En sædemand gik ud for at så.
[.. .. ..] [...]
Markus 4,5 Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord;
Markus 4,6 og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod.
Peter betyder som bekendt klippe og det græske ord for klippegrund i ovenstående vers er "petrôdes" — det vil sige Peter-agtig. Jesus bliver som sædvanlig nødt til at skære sin lignelse ud i pap for de døve og blinde disciple og forklare, hvorfor Guds ord er spildt på de Peter-agtige:
Markus 4,16 De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det;
Markus 4,17 men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra.
De Peter-agtige tager straks imod ordet med glæde, når de har hørt det.
Her er muligvis et ekstra hib til Simon Peter, for det jødiske navn Simon betyder "hørende":
»Herren har hørt, […] Derfor gav hun ham navnet Simeon«
(1 Mosebog 29,33).
Desværre falder de Peter-agtige fra i samme øjeblik,
»der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet«.
Allerede her lægger forfatteren op til
Peters fornægtelse.
Der er et lignende ordspil med Peter og sten, når Jesus tre gange taler om "hjertets forhærdelse".
Denne forhærdelse af hjertet har intet at gøre
med mættede fedtsyrer og forkalkede kranspulsårer.
De græske ord er "pôrôsis" og "poroo", der kommer af en sten-art ved navn "poros".
Markus skriver tre gange om "hjertets forhærdelse", men når
Lukas og Matthæus kopierer Markus, bliver disse
stenfyldte replikker censureret bort.
Vi har allerede set, hvordan Jesus kalder Peter for Satan:
Markus 8,32 Og dette sagde han ligeud. Da tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte ham.
Markus 8,33 Men Jesus vendte sig om, så på sine disciple, irettesatte Peter og sagde: "Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil."
Markus 8,34 Så kaldte han skaren til sig sammen med sine disciple og sagde til dem: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.
Markus 8,35 For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det.
[.. .. ..] [...]
Markus 8,38 For den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med de hellige engle."
|
Kort forinden har Jesus ført en døv (Markus 7,33) og en blind (Markus 8,23) afsides for at helbrede dem. I en grotesk drejning af historien er det nu den blinde og døve Peter, der tager Jesus afsides og irettesætter sin egen mester.
Jesus kalder Peter for Satan (se evt. hvordan Matthæus får reddet Peter ud af den knibe), og derefter forklarer Jesus: For at være en god discipel skal man »fornægte sig selv og tage sit kors op« og være parat til at give sit liv.
Men Peter fornægtede aldrig sig selv, og han gav aldrig sit liv. Han svor ganske vist endnu højere og endnu helligere end de andre disciple: »Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke. […] Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig« (14,29-31). Det græske ord, Peter bruger for "at svigte", er præcis det samme ord som "falde fra" i lignelsen om sædemanden og de Peter-agtige (tjek evt. med konkordansen). Peter svigter / falder fra og nøjes med at følge efter den arresterede Jesus på sikker afstand. Ude i gården endte han med at fornægte Jesus tre gange — en simpel tjenerinde fik den største apostel til at fornægte Jesus. Den apostel, der kaldtes "klippen", brød sammen: »Og han brast i gråd«. Den apostel, der svor allermest at være trofast, endte som, den der svigtede mest.
|
Der ligger en udspekuleret ironi i, at mens Peter fornægter Jesus, kommer han alligevel samtidigt til at fornægte sig selv: Nej, han er ikke med Jesus; nej, han er ikke en apostel ("en af dem"); og nej, han er ikke en galilæer.
Jesus havde sagt, at en apostel skulle »tage sit kors op og følge mig«,
men Simon Peter tog aldrig noget kors op. Da Jesus startede sin vandring mod Golgata,
var det en anden Simon, der kom til at bære korset:
Markus 15,21 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.
Hvem var Simon af Kyrene? Og hvem var Alexander og Rufus?
Ikke nogen — de er lige så frit opfundne som alle andre figurer
og steder i historien.
Pointen er, at Kyrene var en græsk koloni,
og at denne Simon havde givet sine sønner gode græske og romerske navne, Alexander og Rufus.
Den jødiske Simon Peter mistede chancen, og frelsen tilhører den helleniserede Simon.
Markus er den eneste evangelist, der fortæller, hvad Simon fra Kyrene's sønner hed.
Efter opstandelsen er Peter ikke en gang discipel længere:
Markus 16,7 Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det."
Sig »til hans disciple og til Peter«. Det svarer lidt til at sige: "Hej venner. Davs Peter". Jesus havde jo advaret Peter: »den, der skammer sig ved mig og mine ord […] skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed«.
Det er nok derfor, Satan Peter (eller "Sankt" Peter, som han kalder sig i dag), stadig står udenfor Perleporten.
Denne artikel er en del af serien om ironi i Markusevangeliet.
Det forrige afsnit handlede om Jakob og Johannes.
Det næste afsnit handler om retssagen og korsfæstelsen.
Peters fornægtelse