Ironi i Markusevangeliet: De blinde apostle

Bolling Jesus' tolv apostle er om muligt endnu mere blinde og uvidende end de andre jøder. Selv Jesus fatter ikke omfanget af deres dumhed og udbryder frustreret: »Så er da også I uforstandige? Fatter I ikke […]«, »Forstår I endnu ikke?«, »Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?« og »forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser«.

I Markus 4,11 fortæller Jesus disciplene: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet«. Det fremgår ikke, hvad "Guds riges hemmelighed" går ud på, for senere i samme kapitel ved de stadig ikke, hvem Jesus er: »Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?« (4,41). I det meste af kapitel 6 er apostlene ude og prædike omvendelse: »Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig« (6,12). Det kunne være sjovt at vide, hvad de egentlig prækede, for det er først langt inde i kapitel 8, at de finder ud af, at Jesus er Kristus.

Jesus fodrer 5,000 mennesker med syv brød og to fisk
I Markusevangeliet udfører Jesus bespisningen i ørkenen to gange, men det er ikke nok til at åbne øjnene på de blinde disciple.

Men ikke nok med at disciplene er dumme — de er også ironiske og sarkastiske, når de taler til Jesus. Ombord i et skib i stormvejr vækker de den sovende Jesus og spørger anklagende: »Mester, er du ligeglad med, at vi går under?« (Markus 4,38). Når Jesus spørger, hvem der rørte hans kappe (og tappede ham for kræfter), svarer de: »Du ser jo selv, hvordan folk trænges om dig, og så spørger du: Hvem rørte ved mig?« (Markus 5,31).

Ude i ørkenen beder Jesus sine disciple om at købe mad til folkemængden, men de svarer: »Skal vi gå hen og købe for to hundrede denarer brød, så vi kan give dem noget at spise?«. Bibelen fortæller os, at en denar er en dagløn (Matthæus 20,1-2), så det disciplene svarer er noget i retning af "jamen naturligvis; jeg render altid rundt med en halv årsløn i lommen bare for det tilfældes skyld, at jeg skulle fodre 5.000 vildtfremmede mennesker".

Matthæus 20,1: For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård.
Matthæus 20,2: Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård.

Disciplenes dumhed må kaldes monumental, for et par kapitler senere skal Jesus gentage tricket med bespisningen i ørkenen. Denne gang skal han bespise færre mennesker end sidst, men alligevel udbryder disciplene i kor: »Hvorfra skal nogen få brød til at mætte dem her i ødemarken?« (Markus 8,4).

Lidt senere har disciplene igen glemt at tage brød med:

Markus 8,14 De havde glemt at tage brød med, så de havde kun et enkelt brød med sig i båden.
Markus 8,15 Og Jesus befalede dem: "Se til, at I vogter jer for farisæernes surdej og Herodes' surdej."
Markus 8,16 Og de talte med hinanden om, at det var, fordi de ikke havde brød med.
Markus 8,17 Da Jesus blev klar over det, sagde han til dem: "Hvorfor taler I om, at det er, fordi I ikke har brød med? Kan I endnu ikke fatte eller forstå? Er jeres hjerte så forhærdet?
Markus 8,18 Kan I ikke se, skønt I har øjne? Kan I ikke høre, skønt I har ører? Husker I ikke,

Jesus taler om (symbolsk) surdej: »Se til, at I vogter jer for farisæernes surdej«. Disciplene forstår ham ikke, og Jesus forstår ikke, at de ikke forstår ham. De to parter taler simpelthen forbi hinanden — apostlenes dumhed går hen over hovedet på Jesus. Til sidst går det op for Jesus: »Da Jesus blev klar over det«, og han skælder dem ud for at være blinde og døve.

Som (alvidende) læser undrer man sig over, hvad Jesus overhovedet skal med disse disciple, og hvorfor han ikke bare fortæller dem, hvem han er, i stedet for at vente på, at de selv regner det ud. Langt om længe — halvvejs inde i historien — er der tilsyneladende håb forude. Peter har forstået det: »Du er Kristus«. Men hvis Jesus tror, at den Hellige Grav nu er forvaret, så bliver han straks klogere. Hans problemer er kun lige startet.

Jesus og Peter
I Markusevangeliet kurerer Jesus de blinde med spyt og mudder.

Markus 8,29 Så spurgte han dem: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" Peter svarede: "Du er Kristus."
Markus 8,30 Og han forbød dem at sige dette om ham til nogen.
Markus 8,31 Så begyndte han at lære dem, at Menneskesønnen skulle lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå tre dage efter.
Markus 8,32 Og dette sagde han ligeud. Da tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte ham.
Markus 8,33 Men Jesus vendte sig om, så på sine disciple, irettesatte Peter og sagde: "Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil."

Peter har gennemskuet, at Jesus er en kristus. Problemet er, at jøderne havde forskellige forventninger til en sådan kristus: Nogle ventede en kristus, der var konge af Davids slægt og ville gendanne Davids Stor-Israel; Andre ventede en kristus af Arons slægt, der ville indføre et helligt præstestyre; og andre igen ventede en himmelsk kristus, der ville rense hele jorden for alle de urene ikke-jøder.

Jesus går derfor straks videre til næste lektion og fortæller, at han er en helt fjerde slags kristus: En kristus, der skal lide, forkastes og slås ihjel (8,31). Den plan synes Peter åbenbart ikke om, for han protesterer »og begyndte at irettesætte ham« (8,32). Jesus kigger ham ind i øjnene og kalder ham Satan. Herefter går det ned af bakke for den nye religion.

Apostlene forventer en sejrende Kristus, så Jesus forklarer dem tre gange, at han er kommet for at blive hånet, spyttet på, slået og dræbt. Apostlene er åbenbart lige så døve, som de er blinde, og diskuterer istedet indbyrdes, hvem der er den største iblandt dem:

Markus 9,31 for han underviste sine disciple og sagde til dem: "Menneskesønnen overgives i menneskers hænder, og de skal slå ham ihjel, og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter."
Markus 9,32 Men de forstod ikke, hvad han sagde, og de var bange for at spørge ham.
Markus 9,33 Så kom de til Kapernaum. Og da han var kommet inden døre, spurgte han dem: "Hvad var det, I talte om på vejen?"
Markus 9,34 Men de sagde ikke noget, for på vejen havde de talt med hinanden om, hvem der var den største.

I citatet foroven har Jesus fortalt dem for anden gang, hvordan han skal slås ihjel, men apostlene har alt for travlt med at diskutere, hvem der er den største. Selv Jesus forstår det ikke og må spørge: »Hvad var det, I talte om på vejen?« (9,33). I resten af bogen forsøger Jesus at lære sine disciple, at man skal blive som et barn, at man skal være tjener for de andre, og at de første skal blive de sidste, men uden held.

Jesus får pedicure
I Lukas- og Johannesevangeliet får Jesus ikke salve på hovedet, men på sine fødder.
Billede af Peter Rubens.

Ordet kristus betyder den salvede, så man skulle tro, at disciplene blev glade, da han i sidste øjeblik — to dage før korsfæstelsen — blev salvet, men nej:

Markus 14,3 Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved.
Markus 14,4 Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: "Hvorfor ødsle sådan med olien?
Markus 14,5 Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige." Og de overfusede hende.
Markus 14,6 Men Jesus sagde: "Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig.
Markus 14,7 De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid.
Markus 14,8 Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.
Markus 14,9 Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende."

Disciplene bliver vrede. Ja, Markus skriver kun "nogle blev vrede" (14,4), men Matthæus kan lide at skære det ud i pap, som Markus antyder: »Da disciplene så det, blev de vrede« (Matthæus 26,8). Åbenbart synes de, salven var for dyr til deres kristus, og at det havde været bedre, hvis kvinden havde brugt pengene på de fattige. Jesus minder dem om, at de jo sagtens selv kunne gøre noget for de fattige: »og når I vil, kan I gøre godt mod dem« (14,7). Ironien ligger i, at dem, der ikke selv gør noget for de fattige, er de første til at bestemme, hvad andre folk skal gøre med deres egne penge.

Jesus giver fingeren til farisæerne
Markus 7,9: "Hvor kønt! I forkaster Guds bud for at indføre jeres egen overlevering".
Mente Jesus, det var kønt at forkaste Guds bud? Eller var han ironisk?

Det er også ironisk, at selvom disciplene nu har vidst i 6 kapitler, at Jesus er Kristus, den salvede, så kan de stadig ikke se meningen med at salve ham. I al fald ikke, hvis det koster penge.

Jesus siger, at »Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen«. Det skyldes måske, at han ved, han ikke vil være der, når kvinderne kommer til graven efter begravelsen for at salve ham. Der er også noget ironisk (men det er måske ikke bevidst) i ordene om, at historien skal fortælles »i hele verden […] til minde om hende«, eftersom vi aldrig får at vide, hvem hun var.

Mantegna, Jesus i Getsemane
Mantegna: Disciplene holder vagt i Getsemane.

Umiddelbart efter — i det næste vers — går Judas til ypperstepræsterne for at forråde Jesus. Vi får aldrig at vide, hvorfor han gør det, men det er oplagt, at det skyldes den salving, der lige er sket. Så kan man diskutere, om Judas blev skuffet over, at frelseren var villig til at brænde en årsløn af på hårbalsam til sig selv, eller om det var gået op for ham, at Jesus ikke var den sejrrige Messias, som han havde håbet på. Uanset hvad: Hvis Judas' forræderi er en reaktion på salvingen, er der en ironisk pointe i Jesus' ord: »Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen«.

Komedien når sit højdepunkt på Getsemane, hvor Jesus også ender med at blive ironisk. Han beder sine tre super-disciple holde vagt, mens han går afsides og beder til Gud. Tre gange formaner han dem at være vågne, tre gange kommer han tilbage, og hver gang ligger hans trofaste apostle og sover. Læseren tror måske på "alle gode gange tre", og forventer, at disciplene vil tage sig sammen den tredje gang, men Markus snyder læserens forventninger med et ironisk tvist: Tredje gange ligger disciplene og snork-bobler ligeså tungt som de to første gange (billedet til højre).

Til sidst opgiver Jesus, og nu citerer jeg fra King James Bibel: »Sleep on now, and take your rest« (billedet til højre). Hvis disciplene ikke adlyder Jesus, når han siger, de skal være vågne, så kan han ligeså godt beordre dem til at sove!

Sov videre
Kristen tegneserie: "Sov videre nu. Tag jer et hvil!".

Sådan er Markus 14,41 ikke oversat i den danske Bibel, og det skyldes blandt andet, at de to udsagnsord på græsk både kan læses som indikativ og imperativ. I kommentaren til dette vers i NetBible står der: »This sentence can be taken either as a question or a sarcastic command«; John Gill(1) skriver »sleep on now, and take your rest; which words are spoken ironically«; Jean Calvin skriver (om det tilsvarende vers Matthæus 26,45): »Sleep on now, and take your rest. It is plain enough, that Christ now speaks ironically, but we must, at the same time, attend to the object of the irony«; mens Theophylact(2) skriver: »but He tells them ironically, "Sleep on now, and take your rest" because He knew that the betrayer was now close at hand. And that He spoke ironically is evident, by what is added«.

Blåøjet Jesus
Kan disse øjne være ironiske?

Selvfølgelig kan det godt være, at Bibelselskabet er klogere end Gill, Calvin og Theophylact og oversætterne af King James Bible og NetBible tilsammen (ja, det var ment ironisk), men når jeg citerer en moderne Bibel, en Bibel fra 1611, en baptist, der levede 1697-1771, en af Reformationens koryfæer, og en ærkebiskop, der levede 1055-1107, skulle det gerne vise, at der ikke er tale om noget nymodens, ateistisk sludder.

Efter at have opfordret disciplene til at sove, fortsætter Jesus: »Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder« (Markus 14,41). Så kan enhver spekulere på, hvem der har svigtet ham og "overgivet ham i syndernes hænder". Judas eller de tre uduelige vagter?

Markus 14,41: Så kom han for tredje gang og sagde til dem: "Sover I stadig og hviler jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder.

Sådan er Jesus' dumme apostle beskrevet: Otte totalt anonyme skikkelser, en forræder, Judas, og tre super-apostle, Peter, Jakob og Johannes. Lad os kigge på de tre sidste.

 
Guds hånd

Denne artikel er en del af serien om ironi i Markusevangeliet.

Det forrige afsnit handlede om de blinde jøder.

Det næste afsnit handler om Jakob og Johannes.

I denne sektion om ironi i Markusevangeliet

Yderligere informationer


Fodnoter: (1) (2)

John Gill (1697 - 1771). Engelsk baptist. Forfatter af John Gills Exposition of the Entire Bible.
Theophylact . . .: (1055-1107) græsk ærkebiskop af Ohrid og Bibel-kommentator.

That by His second prayer He might shew Himself to be very man. It goes on: "And when He returned, He found them asleep again;" He however did not rebuke them severely. "For their eyes were heavy, (that is, with sleep,) neither wist they what to answers Him." By this learn the weakness of men, and let us not, whom even sleep can overcome, promise things which are impossible to us. Therefore He goes away the third time to pray the prayer mentioned above.

Wherefore it goes on: "And He cometh the third time, and saith unto them, Sleep on now, and take your rest." He is not vehement against them, though after His rebuke they had done worse, but He tells them ironically, "Sleep on now, and take your rest," because He knew that the betrayer was now close at hand. And that He spoke ironically is evident, by what is added; "It is enough, the hour is come; behold, the Son of Man is betrayed into the hands of sinners." He speaks this, as deriding their sleep, as if He had said; Now indeed is a time for sleep, when the traitor is approaching.


Venstre Højre Op til Markus' brug af ironi