|
|
|
Meget af den dramatiske ironi går ud på, at de deltagende ikke forstår, hvem Jesus er. For at ironien skal fungere, skal forfatteren som nævnt være sikker på, at læseren kender hemmeligheden. Derfor fortæller Markus i allerførste vers med rene ord, at dette er »evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn«.(1) Meget tidligt i historien siger Gud: »Du er min elskede søn« (Markus 1,11), mens ånden(2) stiger ned fra himlen i form af en due.
Dermed er læseren bedre informeret end selv Jesus' familie. De tror, at han er tosset, og prøver at få fat i ham. Mens de er på vej, er Jesus ved at tale om, at et hus ikke kan bestå, hvis det er i splid: »hvis et hus er kommet i splid med sig selv, så kan det hus ikke bestå« (Markus 3,25). Ironisk nok er Jesus' eget hus også i splid: hans familie er på vej for at gribe ham.
Familien mener, at Jesus er "ude af sig selv" (Markus 3,21). Det græske ord "existemi" består af ordene "ek" og "histemi" og betyder helt bogstaveligt: "udenfor stående". Familien ankommer og sender folk ind til Jesus, »men selv blev de stående udenfor« (3,31), og Jesus får besked: »Se, din mor og dine brødre og dine søstre står udenfor«. Jesus nægter at invitere dem ind, fordi de kristne er hans sande brødre og søstre (billedet til venstre). Dermed er det pludselig ikke ham, men familien, der er "udenfor stående".
Kort efter forklarer Jesus, at han taler i lignelser, for at "dem udenfor" ikke skal forstå ordene og få tilgivelse.
Markus 4,10 Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne.
Markus 4,11 Og han svarede dem: "Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser,
Markus 4,12 for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse."
Vi kommer ikke uden om ironien: Mener Jesus virkelig, at han bevidst taler i gådesprog med det formål at forhindre folk i at blive frelst? Eller er det bare et ironisk svar på et dumt spørgsmål fra de dumme disciple? Enten er Jesus' replik ironisk, eller også har vi en frelser, der bevidst forsøger at undgå at frelse sit folk, og det er også ironisk.
Jesus forbyder konstant de folk, han helbreder, at fortælle, hvem han er, og hvilke evner han har. F.eks. helbreder Jesus en spedalsk og siger bagefter: »Se til, at du ikke siger det til nogen«. Alligevel taler den eks-spedalske vidt og bredt om episoden, så Jesus må flygte ud af byen. Ironisk nok, er det den spedalske, der nu går rundt i inde byen blandt andre folk, mens Jesus må isolere sig og leve som en spedalsk: »så Jesus ikke længere kunne gå åbenlyst ind i nogen by, men måtte blive udenfor på øde steder« (så tror da pokker, at Jesus blev rasende).
|
Jødernes blindhed sættes i modsætning til, at alle de dæmoner, han uddriver, med det samme kan se, hvem han er: »når de urene ånder så ham, faldt de ned for fødderne af ham og råbte: "Du er Guds søn!"« (Markus 3,11). Senere kan selv en blind se det, som disciplene ikke kan se: »en blind tigger, ved vejen […] gav han sig til at råbe: "Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!"« (Markus 10,46-47). Ham vender vi tilbage til. Andre, der kan se det, er den hedenske kvinde, der er den eneste,(3) der kalder Jesus Herre: »Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber«. Og så er der den romerske officer, men ham vender vi også tilbage til.
Nu hvor vi snakker om blinde: Jesus helbredte en blind mand, der åbnede øjnene og sagde: »Jeg kan se mennesker, for jeg ser nogle, som ligner træer, men de går omkring« (Markus 8,24). Den blinde mand havde aldrig set mennesker, så han vidste ikke, hvordan de så ud. Men hvordan kunne han så vide, hvordan træer ser ud?
Det tog Jesus to forsøg at åbne øjnene på den blinde mand. Senere laver han to bespisningsmirakler ude i ørkenen, men disse to forsøg er ikke nok til at åbne øjnene på hans blinde disciple.
|
Ironi er også nyttigt til at fremhæve jødernes dobbeltmoral:
Markus 3,2 Og de holdt øje med, om Jesus ville helbrede ham på sabbatten, så de kunne anklage ham.
Markus 3,3 Og han sagde til manden med den visne hånd: "Rejs dig og kom ind i midten!"
Markus 3,4 Så sagde han til dem: "Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?" Men de tav.
Markus 3,5 Han så rundt på dem med vrede, og bedrøvet over deres forhærdede hjerte sagde han til manden: "Ræk hånden frem!" Han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen.
Markus 3,6 Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel.
Jesus spørger om, man må »frelse liv eller at slå ihjel«. Da han derefter helbreder en mand, lægger de straks planer om at dræbe ham. Ironien ligger i, at dem, der mener, det er blasfemisk at helbrede på en sabbat, ikke har problemer med at lægge mordplaner på en sabbat.
Den samme dobbeltmoral afsløres, når Jesus møder farisæerne i kornmarken. Det er ikke helt klart, hvad det er, farisæerne kritiserer disciplene for: »Se dér, hvorfor gør de noget, som ikke er tilladt på en sabbat?« (Markus 2,24). Det bedste gæt er, at disciplene har brudt sabbatten ved at bevæge sig længere end "en sabbatsvej", men så er det jo ironisk, at farisæerne også selv står ude i marken.
Hvor farisæisk kan en farisæer være?
Denne artikel er en del af serien om ironi i Markusevangeliet.
Det forrige afsnit handlede om, hvad ironi betyder, og om vi kan finde det i Bibelen.
Det næste afsnit handler om de blinde apostle.
Fodnoter: (1) (2) (3)
Men selvom disse ord skulle have manglet i originalen, bliver læseren orienteret ved Jesus' dåb, når Gud siger »Du er min elskede søn« (Markus 1,11).
Midtvejs i historien gentager Gud for de mest tungnemme læsere: »Det er min elskede søn. Hør ham!« (Markus 9,7).
Jesus er en tredobbelt elsket søn, ligesom Abrahams søn, Isak.
Fra Robert M. Fowler, Let the reader understand: reader-response criticism and the Gospel of Mark, side 16:
»[…] Mark is portraying for us a person being invaded and possessed by a spirit. In Mark, Jesus becomes spirit-possessed. See, for example, Mark 1:12, where the spirit within Jesus throws him out (ekballô) into the desert. Jesus has not so much acquired a spirit; rather, a spirit has acquired Jesus. In the baptism scene Mark is laying the basis for a debate that will arise later in the Gospel. Whether Jesus is spirit-possessed is not a question in Mark, but rather whether the spirit in him is good or evil, from God or Satan (Mark 3:20-35). The storyteller nowhere clarifies explicitly the nature of Jesus' spirit possession but provides ample clues for the reader to figure out the puzzle«.
Se evt. de 6.000 forfalskninger.