Næsten lige så længe, som der har været kristne, har man været klar over,
at tre af evangelierne, nemlig Markus,
Matthæus og Lukas,
deler det samme materiale og den samme rækkefølge.
Næsten lige så længe, som der har været kristne, har man været klar over,
at tre af evangelierne, nemlig Markus,
Matthæus og Lukas,
deler det samme materiale og den samme rækkefølge.
De sidste 100 år har der været almindelig enighed blandt teologer og forskere, om at det er Markus, der er ældst, og at Matthæus og Lukas har skrevet af efter Markus, selvom der ikke enighed om hvordan.
Men en ting er, at der enighed blandt forskere. Det kommer stadig som et chok for mange kristne, at deres elskede Matthæusevangelium og Lukasevangelium ikke er guddommeligt inspirerede øjenvidneberetninger, men kun er plagiater og "genbrugsprodukter". Lad os derfor se på, hvad der i grunden er af argumenter:
|
|
Når nu de tre evangelier i store træk fulgte den samme rækkefølge, var det jo oplagt at udgive deres tekster i tre kolonner, så man kunne se teksterne sammen. Derfor blev disse tre evangelier kaldet synoptiske, der på græsk betyder "set sammen".
Udgiverne opdagede hurtigt, at Markus gav den bedste rækkefølge. Markus og Matthæus var ofte enige om rækkefølgen imod Lukas, og Markus og Lukas var ofte enige imod Matthæus. I de meget få tilfælde, hvor både Matthæus og Lukas var uenige med Markus, var de også uenige med hinanden.
Allerede i 1786 foreslog Gottlob Christian Storr, at Markus var kilde for de andre evangelier, men argumentet med rækkefølgen er dog gledet lidt i baggrunden i dag, efterhånden som der er kommet nye og stærkere argumenter til.
Se evt. denne synoptiske oversigt.
|
Markus benytter ofte en historisk nutid — det vil sige, at han skriver i nutid, selvom handlingen for længst er passeret. Det kan man ikke se i Bibelselskabets makværk fra 1992, men her er tre eksempler fra den forrige oversættelse: »Og straks driver Ånden ham ud i Ørkenen« (1,12), »Og de gå ind i Kapernaum. […]« (1,21), »[…] og straks tale de til ham om hende« (1,30).
Den flittige brug af nutid og ordet "straks" gør, at man kan blive helt forpustet af handlingen. Man fornemmer, at forfatteren render i hælene på Jesus, mens ordene drypper direkte fra Jesus' søde læber ned på Markus' notesblok.
Derimod gør Matthæus ikke nogen hemmelighed ud af, at han skriver længe, efter at begivenhederne har fundet sted. »Derfor hedder den mark den dag i dag Blodager« (Matthæus 27,8), »Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag« (Matthæus 28,15).
Lukas fortæller os, at på hans tid fandtes der allerede mange evangelier »Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os« (Lukas 1,1). Disse evangelier, hævder Lukas, var »overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner« (Lukas 1,2). Lukas er altså ikke noget øjenvidne selv, men han benytter sig af eksisterende evangelier til at »nøje […] gennemgå alt forfra og nedskrive det […] i rækkefølge« (Lukas 1,3).
Når Markusevangeliet er ældst, kan det ikke være en kopi af Matthæus og Lukas.
|
Markus er det suverænt korteste evangelium. Der er intet om Jesus' fødsel, barnemordet i Betlehem, flugten til Egypten, stamtavle, opvækst og genopstandelse (husk, at de sidste 12 vers er en nyere forfalskning). Der er hverken Bjergprædiken eller Fadervor, og mange af Jesus' kendteste lignelser "mangler".
Hvis Matthæus og Lukas har kopieret Markus, kan man forstå, hvorfor de har tilføjet disse detaljer og dermed forbedret historien. Hvis derimod Markus havde kopieret Matthæus og Lukas, er det uforståeligt, at han skulle have "glemt" disse gode fortællinger og have forringet historien.
Sat på spidsen kan man spørge: Hvad skulle man overhovedet med Markusevangeliet, hvis man allerede havde Matthæus- og Lukasevangeliet?
Det er specielt mærkeligt med Fadervor. Der er ovenikøbet et sted i Markusevangeliet, der skriger efter at indsætte Fadervor:
Markus 11,24 Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det.
Markus 11,25 Når I står og beder, skal I tilgive, hvis I har noget mod nogen, for at også jeres fader i himlene kan tilgive jeres overtrædelser.
Markus 11,26 Men hvis I ikke tilgiver, vil jeres fader i himlene heller ikke tilgive jeres overtrædelser."
|
Det sidste vers (som jeg diskret har markeret med rødt,) er et falsum — et af de over 50 vers, der burde fjernes fra Det Nye Testamente. Bibelselskabet skriver i en lille fodnote: »Verset findes ikke i nogle af de ældste håndskrifter«, hvilket er en kristen måde at sige: »verset er en nyere forfalskning« på.
Kristne mennesker har tidligt følt, at der "manglede noget" og har tilføjet Markus 11,26 som en kopi af Matthæus 6,15, og savnet er åbenbart så stort, at Bibelselskabet den dag i dag nægter at fjerne det forfalskede vers (se evt. de 6.000 forfalskninger).
De, der mener, at Markusevangeliet er et udtræk af de andre evangelier, har til gode at forklare, hvorfor Markus skulle have valgt at droppe Fadervor. Især fordi indholdet passer fint med Markus' egen teologi.
Desuden kan man se, at Matthæus og Lukas er rimeligt enige om de ting i Jesus' liv, som de har læst hos Markus (f.eks. Jesus' dåb), men når de ikke har Markus at støtte sig til, bliver de vildt uenige: F.eks. Jesus' fødsel i Betlehem, barnemordet i Betlehem, flugten til Egypten, Jesus' stamtavler, Judas' død og Jesus' opstandelse — for ikke at tale om Bjergprædikenen, som Matthæus samler i et langt foredrag på 3 kapitler, mens Lukas spreder indholdet over hele evangeliet.
|
Ud af de 661 linier i Markusevangeliet bruger Matthæus de 607, og Lukas bruger 360. Tilsammen har Matthæus og Lukas kopieret ca 95% af Markus' tekst. Lad os se på en af de få episoder, de ikke har kopieret, nemlig helbredelsen af den blinde i Betsajda:
Markus 8,22 Så kom de til Betsajda. Og folk førte en blind hen til ham, og de bad ham om at røre ved ham.
Markus 8,23 Han tog den blinde ved hånden og førte ham uden for landsbyen, og han spyttede på hans øjne, lagde hænderne på ham og spurgte: "Kan du se noget?"
Markus 8,24 Og han åbnede øjnene og sagde: "Jeg kan se mennesker, for jeg ser nogle, som ligner træer, men de går omkring."
Markus 8,25 Så lagde han igen hænderne på hans øjne, og nu så han klart, og han var helbredt og kunne skelne alting tydeligt.
Jesus kurerer manden ved at spytte ham i øjet som en anden heksedoktor (billedet til højre), og "kuren" fungerer ikke helt i første omgang — der skal også lidt håndspålæggelse til, før patienten bliver helt rask.
Her er en spyttehistorie mere:
Markus 7,32 Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham.
Markus 7,33 Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge;
Markus 7,34 og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: "Effatha!" - det betyder: "Luk dig op!"
Markus 7,35 Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt.
|
|
Matthæus og Lukas dropper disse to spyttehistorier. De kan ikke bruge historierne om spyt og halve helbredelser.
Andre ting, der ikke har fundet nåde, er uforståelige lignelser (Markus 4,26-29,(1) Markus 9,49-50), den uforklarlige detalje med den nøgne mand i lagnet (Markus 14,51-52), og Jesus' familie, der tror, han er tosset »for de mente, at han var ude af sig selv« (Markus 3,21-22).
Man kan sagtens forestille sig, hvordan Matthæus og Lukas har kopieret Markusevangeliet, og hvordan de har sprunget de pinlige og dårlige episoder over, og hvordan de i stedet for har tilføjet de gode historier om Jesus' fødsel af en jomfru, de hellige tre konger, stamtavlerne, Jesus' opvækst og genopstandelse, og at de har tilføjet Bjergprædikenen og Fadervor.
Men hvis det omvendte var sandt, hvis Markusevangeliet var en kopi af Matthæus og Lukas, ville det betyde, at Markus skulle have tilføjet de "dårlige" episoder. Men hvorfor har han tilføjet så lidt? Hvis han overhovedet har tænkt sig at ændre historien, hvorfor tilføjer han så ikke noget mere? Og kan man virkelig forestille sig, at Markus har skrottet Bjergprædikenen og Fadervor, Jesus' fødsel, de vise mænd fra Østerland, Betlehemsstjernen og genopstandelsen, bare for at tilføje de to halvhjertede spytte-helbredelser og en nøgen mand i et lagen?
|
Forfatteren Markus er uvidende om Israels geografi og om jødisk kultur og sprog. Derfor laver han masser af fejl, som ingen jøde ville begå. Disse fejl bliver rutinemæssigt rettet af Matthæus. Hvis Matthæus har kopieret Markus, kan vi let forstå, hvorfor han har rettet disse fejl. Det er straks sværere at tro, at Markus skulle have kopieret Matthæus og ændret det rigtige til det forkerte.
Der er store forskelle i beskrivelsen af Jesus. I Markusevangeliet er Jesus er bare en menneskelig profet, der er lidt bedre end de gamle profeter Elias og Elisa, mens Matthæus' og Lukas' Jesus er meget, meget finere.
Det er derfor typisk, at når Markus fortæller, at Jesus kun helbredte "mange" (Markus 1,32-34), så skriver Matthæus "alle" (Matthæus 8,16), mens Lukas skriver "hver enkelt" (Lukas 4,40-41). Det er svært at forestille sig, at Markus skulle have kopieret Matthæus og Lukas — og have gjort Jesus' mirakler mindre.
På samme måde har Markus en episode, hvor Jesus er ude af stand til at udføre sine mirakler, fordi han har mødt nogle skeptikere: »han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér« (Markus 6,4-5). Matthæus synes åbenbart, det er for pinligt, at Universets Skaber mister sine evner, så han ændrer teksten til, at Jesus gjorde nogle få mægtige gerninger, men ikke flere end han selv ønskede: »han gjorde ikke mange mægtige gerninger« (Matthæus 13,57-58).
|
Det er almindeligt kendt, at hvis man som kristen føler sig som discipel af Jesus, så skal man endelig ikke læse Markusevangeliet, for Markus lægger ikke fingrene imellem, når han beskriver disciplene som grådige idioter, der intet fattede.
Disse udfald mod disciplene bliver bortcensureret eller "udglattet" af Matthæus og Lukas. I Markusevangeliet kalder Jesus Peter for "Satan" (billedet til venstre), men i Matthæusevangeliet indledes den samme episode med, at Peter får himmerigets nøgler, og teksten er ikke nær så fjendsk (se detaljerne her).
I Markusevangeliet fatter disciplene aldrig, hvem og hvad Jesus er. I Matthæusevangeliet forstår disciplene fuldt ud, hvem Jesus er — de er blot svage i troen. I Lukasevangeliet er disciplene helgener, som forfatteren skal bruge, når historien fortsætter i Apostlenes Gerninger.
Det er ikke kun Jesus' holdning til disciplene, der udglattes. Det er også deres manglende respekt for ham. I Markus vækker de den sovende Jesus, fordi båden synker: »Mester, er du ligeglad med, at vi går under?« (Markus 4,38). Denne hårde, næsten spottende, anklage blødes op af Lukas og ændres til »Mester, Mester! Vi går under!« (Lukas 8,24), og Matthæus gør disciplene endnu mere ærbødige: »Herre, frels os! Vi går under!« (Matthæus 8,25). Jesus' svar til de ængstelige disciple afspejler den gensidige respekt (eller manglen på samme): I Markus har disciplene ingen tro: »Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?«; i Matthæus har de lidt tro: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?«; i Lukas har disciplene masser af tro, bare ikke lige nu: »Hvor er jeres tro?«.
Man kan sagtens forstå denne øgede respekt for disciplene, hvis Matthæus- og Lukas-evangeliet er skrevet på et senere tidspunkt, hvor disciplene var respekterede og havde lagt navn til adskillige epistler. Men hvis Markus var skrevet senere end de andre, er det svært at forstå, hvorfor han skulle have ændret teksten for at gøre disciplene dummere og mere respektløse.
Se evt. de dumme disciple, Markus' brug af ironi og Matthæus' ændringer til "Vig bag mig, Satan".
|
En begivenhed, der lurer i baggrunden og dominerer historien, er Jerusalems ødelæggelse år 70. De hyppigste og vigtigste profetier i Det Nye Testamente handler om denne katastrofe i år 70, og det er tydeligt, at dommedagsprofetierne bliver hyppigere og mere konkrete, efterhånden som tiden går.
Markus og Matthæus er enige om, at Jesus spår om templets ødelæggelse, men giver ikke mange detaljer: »Ser du disse mægtige bygninger? Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned.« (Markus 13,1-2).
Lukas derimod har formentligt læst Josephus' beretning, og han fortæller detaljeret, hvordan fjenden kaster en vold op, belejrer byen, trænger ind i den, jævner templet med jorden og dræber befolkningen.
Lukas 19,41 Da han kom nærmere og så byen, græd han over den
[.. .. ..] [. . .]
Lukas 19,43 For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider.
Lukas 19,44 De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid."
|
Videre i profetien: I Markus' lille apokalypse er der ikke meget konkret om de kommende rædsler. Jesus siger, at »I ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå, hvor han ikke bør stå«, og Matthæus siger stort set det samme, men gør opmærksom på, at det er et citat fra Daniel 11,31 (se også 1 Makkabæer 1,54). Helt nøjagtigt, hvad det skulle betyde, og præcis hvilke trængsler der kommer over jøderne, kommer Markus ikke ind på — udover at det bliver »en trængselstid, som der ikke har været magen til fra skabelsens begyndelse«, hvilket er et citat fra Daniel 12,1.
Disse to forfattere har altså ikke andet at byde på end løsrevne citater fra Daniel. Matthæus tilføjer dog, at "Ødelæggelsens Vederstyggelighed" kommer til at »stå på hellig grund«. Her kan han hentyde til, at romerne satte deres "hedenske" billeder af ørne og kejsere ind i templet i Jerusalem.
Lukas kan derimod øse ud af konkrete historiske detaljer: "Ødelæggelsens Vederstyggelighed" er nu Jerusalems ødelæggelse, Jerusalem skal omringes af hære og ødelægges, indbyggerne »skal falde for skarpe sværd« og føres bort som slaver (billedet til venstre), mens »Jerusalem skal nedtrampes af hedninger«. Lukas har formentlig læst Josephus' bøger, eftersom Lukas præcist beskriver, hvad der skete med Jerusalem i år 70.
Lukas 21,20 Når I ser Jerusalem omringet af hære, da skal I vide, at dens ødelæggelse er nær.
Lukas 21,21 Da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; de, der er inde i byen, skal forlade den, og de, der er ude på landet, skal ikke gå ind i byen.
[.. .. ..] [. . .]
Lukas 21,24 De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.
|
Både Matthæus og Lukas spår om, hvordan templet ødelægges:
Matthæus 23,38 Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt.
Lukas 13,35 Se, jeres hus bliver overladt til jer selv. Jeg siger jer: I skal ikke se mig mere, før den dag kommer, da I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!"
Det specielle ved jøderne i forhold til alle andre religioner var netop, at siden Femte Mosebog blev "fundet", blev Gud kun dyrket et eneste sted, nemlig i templet i Jerusalem. Og i år 70 blev dette tempel ødelagt. Historikeren Josephus fortalte, at guderne stak af fra templet kort før ødelæggelsen: »Lad os drage bort herfra« (billedet til højre). Josephus skrev om Jerusalems ødelæggelse efter krigen, og Matthæus og Lukas er lige så bagkloge som Josephus og lige så gode til at spå om, hvordan templet forlades og ødelægges: »jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt«.
Konklusionen er, at Matthæus og Lukas (ligesom Josephus) har flere og mere konkrete hentydninger til Jerusalems ødelæggelse, end Markus har. Da Markus skrev sit evangelium, var byen ikke faldet endnu, eller også havde detaljerne fra krigen ikke bredt sig endnu.
|
Evangelierne og epistlerne er fyldt med hentydninger til, at jorden snart går under. Men hvor snart er "snart"?
Da Jesus bliver arresteret, lader Markus ham citere Daniels Bog 7,13: »Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn«. Jesus lover ypperstepræsten og de øvrige tilstedeværende, at de skal se ham (Jesus) komme tilbage: »komme med himlens skyer«.
Markus 14,62 Jesus svarede: "Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer."
Så kan vi diskutere, om Jesus hentydede til jordens undergang eller Jerusalems ødelæggelse år 70, men det skulle i al fald ske allerede i ypperstepræstens og de andre jøders levetid: »I skal se«.
Matthæus-evangeliet er skrevet på et senere tidspunkt, hvor ypperstepræsten for længst var død — uden at nogen havde set Jesus komme med nogen skyer. Derfor ændres teksten diskret til at Jesus kommer op og sidder hos Gud på skyerne:
Matthæus 26,64 Jesus svarede ham: "Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer."
Den udtalelse er jo lidt sværere at modbevise. At Matthæus så får ødelagt Daniel-citatet er bare ærgeligt.
Lukasevangeliet er formentlig skrevet endnu senere, (måske har Lukas læst Matthæus), og Lukas laver teksten endnu mere om. Nu er der ingen, der skal se noget som helst:
Lukas 22,69 Men herefter skal Menneskesønnen sidde ved Gud den Almægtiges højre hånd."
De sidste kapitler viser også, at Matthæusevangeliet er skrevet på et sent tidspunkt,
hvor folk havde ventet længe på jordens undergang.
Matthæus har tilføjet en masse lignelser, hvor det gennemgående tema er "tålmodighed":
Lignelsen om figentræet:
»sommeren er nær« og »han står lige for døren«,
men »den dag eller time er der ingen, der kender« (Matthæus 24,32-41);
lignelsen om de årvågne tjenere:
»I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer« og
»Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det« (Matthæus 24,42-51);
lignelsen om de ti jomfruer (billedet til højre), der alle er døsige,
men alligevel er de fem kloge jomfruer rede, når brudgommen kommer (Matthæus 25,1-13);
og lignelsen om de betroede talenter,
hvor Herren rejser bort for en tid, men "snart efter" vender tilbage (Matthæus 25,14-30).
Hvis Matthæus er senere end Markus, kan man forstå, at han har tilføjet disse opfordringer til tålmodighed. Hvis det modsatte var sandt — hvis Markus var nyere end Matthæus — ville det være endnu mærkeligere, at han havde fjernet dem.
Når Markusevangeliet er ældst, kan det ikke være en kopi af Matthæus og Lukas.
|
Eksperter fortæller os, at Markus' sprog er klodset græsk, og at især Lukas skriver teksten om til et mere formfuldendt, flydende og varieret sprog. Igen er det svært at se, hvorfor Markus skulle have kopieret Lukas og samtidigt have ændret sproget for at gøre det klodset og ensformigt.
I dag lærer skolebørn, at man ikke må starte en sætning med "og". Det har Markus aldrig lært: Ikke mindre end 60% af versene (410 ud af 678) starter med "kai", der betyder "og" på græsk. Matthæus og Lukas erstatter ofte "kai" med "de", så der kommer lidt variation: Matthæus har "kun" 25% vers, der starter med "kai", mens Lukas har 34%.
Denne kai-hyppighed har også irriteret kopisterne. Hvis man sammenligner den sene og upålidelige Textus Receptus med den mere originale Aleksandrinske Tekst (se evt. de 6.000 forfalskninger), kan man se, at i 25 tilfælde har kopisterne valgt at redigere Markus' hellige tekst og erstatte "kai" med "de". Det tilsvarende er kun sket 4 gange for Lukas og 1 gang for Matthæus.(3)
|
Man kan let forstå, hvordan Matthæus og Lukas har kopieret Markus og varieret sproget, ligesom kopisterne senere har valgt at gøre det. Hvis derimod det var Markus, der havde kopieret Matthæus og Lukas, er det svært at se, hvorfor han skulle fjerne alle "de"erne for at gøre sproget mere monotont.
Til gengæld har Markus nogle aramæiske ord, som han straks forklarer »Boanerges, det vil sige "Tordensønner"« (3,17), »"Talitha kum!" - det betyder: "Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!"« (5,41), »korban - det vil sige tempelgave« (7,11), »"Effatha!" - det betyder: "Luk dig op!"« (7,34), »Timæus' søn, Bartimæus« (10,46), »Hosianna! velsignet« (11,9-10), »Abba, fader« (14,36), »Golgata - det betyder Hovedskalsted« (15,22) og »"Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?" - det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?"« (15,34).
Matthæus, der er den mest jødiske af de fire evangelister, beholder nogle få af disse ord (men han retter Eloi til Eli, fra aramæisk til hebraisk). Lukas springer alle disse ord med deres forklaringer over.
Det er let at forstå, hvorfor Matthæus og (især) Lukas udelader disse "fremmede" ord i deres græske tekst. Hvis derimod Markus har kopieret de andre, er det sværere at forstå, hvorfor han tilføjer disse aramæiske ord, som han bagefter skal forklare for sine græsktalende læsere.
Som tidligere nævnt, benytter Markus ofte en historisk nutid — det vil sige, at han skriver i nutid, selvom handlingen for længst er passeret: »Og straks driver Ånden ham ud i Ørkenen« (1,12), »Og de gå ind i Kapernaum. […]« (1,21), »[…] og straks tale de til ham om hende« (1,30).
Historisk nutid er udmærket til at pifte en historie op med, men Markus overdriver og bruger(4) "tricket" ikke mindre end 151 gange. Matthæus bruger kun historisk nutid 93 gange, mens Lukas, der har det rigeste sprog, kun bruger tricket 11 gange. Tallene skal ses i relation til, at Markusevangeliet er det korteste, og Lukas' er det længste.
Som nævnt længere oppe, gør Matthæus og Lukas ikke nogen hemmelighed ud af, at de skriver om for længst afsluttede begivenheder. Samtidig er deres Jesus-figur fast forankret omkring historiske personer som Herodes den Store, kejser Augustus og Kvirinius, ypperstepræsterne Annas og Kajfas, kejser Tiberius, Pontius Pilatus, Herodes Antipas og Filip. Man kan altså godt forstå, at de vil lægge afstand til de historiske begivenheder ved at skrive i datid; og man kan især forstå, at en velformuleret forfatter som Lukas nedtoner brugen af tricket. Det omvendte er sværere at forstå: Hvis Markus har skrevet senere end Matthæus og Lukas, hvorfor har så valgt at skrive denne gamle historie om til nutid? Og hvorfor har han valgt at bruge dette simple trick 151 gange, når Lukas har klaret sig fint uden?
|
Et relativt nyt argument kommer fra Mark Goodacre, der taler om redaktør-træthed (se eksternt link forneden). Ideen er ret langhåret og er hurtigst forklaret med et eksempel: Johannes Døberen's Død:
Markus 6,14 Kong Herodes hørte om Jesus, for hans navn var blevet kendt, og folk sagde: "Det er Johannes Døber, der er stået op fra de døde, og derfor virker disse kræfter i ham."
[.. .. ..] [. . .]
Markus 6,18 for Johannes havde sagt til ham: "Du har ikke lov til at have din brors hustru."
Markus 6,19 Og Herodias var ude efter ham og ville have ham slået ihjel, men hun kunne ikke.
Markus 6,20 For Herodes var bange for Johannes, da han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand, så han holdt hånden over ham; og hver gang han hørte på ham, blev han meget anfægtet, men han hørte gerne på ham.
Matthæus 14,1 På den tid hørte landsfyrsten Herodes rygtet om Jesus,
[.. .. ..] [. . .]
Matthæus 14,3 Herodes havde nemlig ladet Johannes gribe, lægge i lænker og sætte i fængsel på grund af Herodias, sin bror Filips hustru;
Matthæus 14,4 for Johannes havde sagt til ham: "Du har ikke lov til at have hende."
Matthæus 14,5 Herodes ville også have ladet ham slå ihjel, men var bange for folk, for de anså Johannes for en profet.
Matthæus retter Herodes Antipas' titel fra konge til det korrekte, landsfyrste, men han retter også i selve historien. Ifølge Markus holdt Herodes hånden over Johannes Døberen, og »han hørte gerne på ham«, mens Matthæus derimod skriver: »Herodes ville også have ladet ham slå ihjel, men var bange for folk«.
Historien fortsætter, Herodes bliver tvunget til at dræbe Johannes, og begge evangelister slutter på sammen måde:
Markus 6,14 Kongen blev meget ked af det, men på grund af sin ed og sine gæster ville han ikke sige nej til hende.
|
Matthæus 14,9 Kongen blev ked af det, men på grund af sin ed og sine gæster befalede han, at hun skulle have det,
|
Hvis man kun kendte Matthæusevangeliet, ville man undre sig over, hvorfor Herodes lige pludselig er konge istedet for landsfyrste. Og ikke bare det: »Kongen blev ked af det«. Jamen, hvorfor var Herodes ked af det? Har Matthæus ikke lige sagt, at Herodes selv ønskede at dræbe Johannes: »Herodes ville også have ladet ham slå ihjel«.
Det der sker er, at Matthæus starter med at rette i Markus for at følge sin egen dagsorden, men han gribes af "træthed", og i slutningen af episoden falder han tilbage i Markus' gamle rille. Derfor opstår der en konflikt, der ikke var der før.
Kunne man ikke forestille sig det modsatte? Er det ikke bare Markus, der har kopieret historien og har rettet disse fejl? Nej, Matthæus har foretaget en ændring, der er typisk for ham: Han retter Herodes Antipas' titel til det korrekte »landsfyrste«, ligesom han andetsteds retter Markus' »ypperstepræsten« til »ypperstepræsten, der hed Kajfas« og »Pilatus« til »statholderen, Pilatus«. Lukas har også rettet Herodes' titel til landsfyrste (Lukas 3,19-20), og hvis Markus havde skrevet af efter Matthæus og Lukas, er det svært at se, hvorfor han skulle have fjernet titler og navne fra Herodes, ypperstepræsten og Pilatus.
Matthæus gør også Herodes Antipas ond, fordi det er typisk, at hos Matthæus er Herodes den Store og hans familie skurke. Det er jo også Matthæus, der har historien om Kong Herodes barnemord i Betlehem. Hvis derimod det var Markus, der kopierede Matthæus, havde han ingen grund til at gøre Herodes frommere.
Det afgørende og det, der kendetegner "redaktør-træthed", er, at konflikten skyldes, at Matthæus foretager en karakteristisk afvigelse fra Markus i starten af episoden, men ikke gennemfører sin ændring konsekvent i slutningen af episoden.
Andre eksempler er:
Se det eksterne link.
|
|
I næsten 2.000 år har Markusevangeliet været anset som det ringeste af de fire evangelier. Evangeliet er det korteste af dem alle, uden de vigtigste historier og lignelser — og uden en ordentlig kristologi. Markus var ikke en gang discipel (dvs. øjenvidne), som Matthæus og Johannes var det, og evangeliet lignede nærmest et dårligt resume af Matthæusevangeliet.
Nu viser det sig, at Markusevangeliet ikke er bare er det ældste evangelium, men at det er det, som de andre har skrevet af efter. Dermed falder de andre evangelier voldsomt i betydning og bliver en slags "genbrugsvarer".
Når Matthæus og Lukas bare har skrevet af efter Markus, hvordan kan man så tage dem seriøst? Hvor har de så alle de historier fra, som de ikke har fra Markus? Når Markus intet fortæller om Jesus' fødsel, hvordan kan det så være, at Matthæus og Lukas pludselig kender en hel masse — indbyrdes modstridende — detaljer? Når Markus kun fortæller, at Jesus blev fristet af Satan i ørkenen, hvordan kan Matthæus og Lukas så tilføje flere detaljer om, hvordan han blev fristet? Hvor ved de det fra? Skal vi tro på, at de var med ude i ørkenen sammen med Jesus, djævlen og Markus? Eller skal vil tro på guddommelig inspiration?
Matthæus retter rutinemæssigt i teksten, når han kopierer Markusevangeliet. Sommetider fordi Matthæus har en anden teologi end Markus, og sommetider fordi Markus er ukendt med jødisk levevis. Hvis Matthæus mente, at Markus var guddommeligt inspireret, hvorfor retter han så i Markus' tekst? Hvis Matthæus selv var apostel, og Lukas også var med i inderkredsen, hvorfor har de så måttet stjæle 90% af Markus' tekst?
Til gengæld stiger Markusevangeliet voldsomt i værdi. Markus er måske verdens mest indflydelsesrige bog, der direkte har inspireret Matthæus og Lukas, og i anden række Johannesevangeliet og Koranen. Og det er sagt uden ironi.
Fodnoter: (1) (2) (3) (4)
|
Utroligt nok bakkes Josephus' usandsynlige beretninger op af den romerske historiker
Tacitus (ca. 57 - ca. 118):
»In the sky appeared a vision of armies in conflict, of glittering armour. A sudden lightening flash from the clouds lit up the Temple. The doors of the holy place abruptly opened, a superhuman voice was heard to declare that the gods were leaving it, and in the same instant came the rushing tumult of their departure. Few people placed a sinister interpretation upon this.«
(Tacitus, Histories 5,13)
Når der gælder den modsatte vej (at erstatte "de" med "kai") er det lige omvendt. Så rettes der sjældent i Markus (3 gange), eftersom der er rigeligt med kai'er allerede, 4 gange i Matthæus og 8 gange i Lukas: Markus 7,24; 10,5 og 12,17; Matthæus 3,16; 14,13; 16,17 og 21,30 og Lukas 4,3; 4,9; 8,20; 8,22; 9,9; 9,50; 18,13 og 24,3.
Konjunktionen "kai" kan selvfølgelig også forekomme inde i et vers, men dem har jeg ikke kigget på, da formålet hér kun er at vise en tendens.