I sidste kapitel af Markusevangeliet er der et meget brat spring.
De tre kvinder besøger Jesus' grav og opdager, at den er tom:
I sidste kapitel af Markusevangeliet er der et meget brat spring.
De tre kvinder besøger Jesus' grav og opdager, at den er tom:
Markus 16,8 Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Markus 16,9 Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af.
Mellem vers 8 og 9 springes der fra stum rædsel: »de sagde ikke noget til nogen, for de var bange« til triumf: »Da Jesus var opstået tidligt om morgenen«. I vers 1-8 besøger kvinderne den tomme grav (dvs. at Jesus er genopstået for længst), men alligevel starter vers 9 med »Da Jesus var opstået«, hvorefter han viser »sig først for Maria Magdalene« uden forklaring på, hvorfor de andre kvinder er forsvundet mellem vers 8 og 9.
|
Hvis man læser teksten på originalsproget, græsk, er bruddet fra vers 8 til 9 endnu tydeligere. Der står hverken "de" i vers 8 eller "Jesus" i vers 9 — det er ord, som Bibelselskabet har tilføjet, fordi udsagnsordene står i henholdsvis tredje person flertal og ental. Helt bogstaveligt siger den græske tekst: »og sagde [flertal] intet til nogen, fordi frygtede [flertal] men genopstået [ental] første dag i ugen […]« (tjek evt. konkordansen). Den slags er ganske almindeligt, hvis Jesus er aktiv i episoden, men her har Jesus været død i flere dage, mens den romerske officer, Josef fra Arimatæa, Pilatus og en ung mand i hvide klæder på skift har indtaget scenen. Derfor er det utroligt, at forfatteren ikke tilføjer ordet "Jesus".
Bemærk også, at Maria Magdalene introduceres i Markus 16,9: »Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af«. Dette svarer til Lukas 8,2 »[…] Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af«, men introduktionen er totalt malplaceret her i slutningen af Markusevangeliet, hvor Maria Magdalena allerede har optrådt i Markus 15,40, 15,47 og 16,1. Man kunne forstå introduktionen, hvis Maria Magdalena ikke havde optrådt i evangeliet før, og man kunne forstå hentydningen til de syv dæmoner, hvis denne historie havde optrådt tidligere i Markusevangeliet, men ingen af delene er tilfældet.
Hvis man læser Bibelselskabet's små noter i Bibelen, står der: "Denne slutning findes ikke i de ældste håndskrifter". Sagen er, at de ældste manuskripter slutter efter Markus 16,8. Det gælder vigtige Bibler som Codex Vaticanus (billedet til venstre), Codex Sinaiticus (billede længere nede) og Codex Syriacus. I mange af de gamle manuskripter, hvor versene er med, er de markeret med asterisker - eller med bemærkninger, om at versene ikke findes i de ældre Bibler. Bibelselskabet's eufemisme "Denne slutning findes ikke i de ældste håndskrifter" betyder præcis det samme som "Denne slutning er et nyere kristent falskneri". De sidste tolv vers af Markusevangeliet er et nyere kristent falskneri.
Faktisk findes der en meget kortere alternativ afslutning, som Bibelselskabet oversætter: "Alt, hvad der var pålagt dem, berettede de i korthed til dem, der var sammen med Peter. Derefter udsendte Jesus selv ved dem fra øst til vest det hellige og uforgængelige budskab om den evige frelse. Amen". Denne slutning er endnu mere påklistret, fordi vers 8-9 uden forklaring går direkte fra »de sagde ikke noget til nogen, for de var bange« til »Alt, hvad der var pålagt dem, berettede de«
De fleste manuskripter (men ikke alle), der har den korte tekst, har også den lange version. Kirkefædre og en enkelt manuskript (Codex Washingtonianus fra ca. år 400) vidner om endnu en variant, hvor der skubbes endnu et par vers ind mellem vers 16,14-15. Udover disse to slutninger findes der to mere. Hver eneste af disse "alternative" afslutninger er med til at bevise, at skribenten har følt, at "der manglede en god afslutning".
|
De gamle kirkefædre citerede aldrig nogle af disse vers. Indtil år 325 var der kun én reference til disse vers i den samlede kristne litteratur, og her virker citatet malplaceret, fordi det modsiger den pointe, forfatteren forsøgte at bevise, hvilket kunne antyde, at hentydningen er en note i marginen, der ved uheld er blevet til en del af teksten.(1)
Sidst i det fjerde århundrede har vi breve fra kirkefædrene Eusebius og Hieronymus. De to breve er meget enslydende: De har begge fået et spørgsmål om, hvorfor Markus 16,9 siger, at Jesus opstod søndag morgenen, når Matthæus skriver, det skete lørdag aften.
Begge kirkefædre fortæller, at man kan se bort fra Markus 16,9-20. Her er Eusebius' brev:
The solution of this might be twofold. For the one who sets aside the passage itself, the pericope that says this,
might say that it is not extant in all the copies of the gospel according to Mark.
The accurate ones of the copies, at least,
circumscribe the end of the history according to Mark in the words of the young man seen by the women, who said to them:
Do not fear. You seek Jesus the Nazarene, and those that follow, to which it further says:
And having heard they fled,
and said nothing to anyone, for they were afraid.
For in this [manner] the ending of the gospel according to Mark is circumscribed
almost in all the copies. The things that seldom follow,
which are extant in some but not in all, may be superfluous, and especially if indeed it holds a contradiction
to the testimony of the rest of the evangelists. These things therefore someone might say in avoiding
and in all ways doing away with a superfluous question.
(Eusebius til Marinus, Quaestiones Ad Marinum)
Eusebius var kirkehistorikeren over alle kirkehistorikere, og det, han skriver her, er altså, at Markus 16,9-20 ikke er med "i alle kopier af Markusevangeliet", i al fald "ikke i de mest akkurate kopier", faktisk stopper "næsten alle kopier" med Markus 16,8, og afslutningen, der er "med i nogle, men ikke i alle", er "måske overflødig".
Faktaboks:
Markusevangeliet indeholder 678 vers.
Hvis man fjerner den falske afslutning på 12 vers . . .
. . . ender man med:
666
Eusebius siger ikke rent ud, at Marinus bare kan rive Markus 16,9-20 ud af sin Bibel (se faktaboks til venstre). Eusebius' største bekymring er, at der ikke må være selvmodsigelser i evangelierne, med hensyn til om Jesus opstod lørdag aften. Eusebius' svar minder meget om et tilsvarende brev fra Hieronymus, så måske har begge de to kirkefædre fundet løsningen hos den endnu ældre kirkefader Origenes. I så fald går diskussionen om slutningen af Markusevangeliet tilbage til midten af det 3. århundrede(2) (se evt. Hieronymus' brev til Hedybia).
Den slutning, vi læser i danske (og andre) bibler, er i al fald ikke den originale. Jesus lovede sine disciple, at de skulle mødes i Galilæa: »Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa« (Markus 14,28), og dette løfte blev gentaget af "en ung mand i hvide klæder" ved den tomme grav: »Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det« (Markus 16,7). Den originale slutning (hvis en sådan nogensinde har eksisteret), skulle altså fortælle om, hvordan disciplene møder Jesus i Galilæa. Hvis ikke man kan stole på Jesus, hvem kan man så stole på?
Afslutningen virker som et opkog af Lukas og Johannesevangeliet. Tag Markus 16,16: »Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.« Ingen af de tre synoptiske evangelister har andre steder et krav om, at man skal tro på Jesus for at blive frelst. Alligevel indeholder denne falske afslutning på bare 12 vers ikke mindre end 7 hentydninger til tro som noget godt og manglende tro som noget dårligt.
Konklusionen er, at Markus, der er det ældste og mest originale evangelium — og er den tekst som Matthæus og Lukas bygger på — ikke har nogen beskrivelse af Jesus' opstandelse og triumf, men derimod ender med, at vidnerne "[…] flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange".
|
Markusevangeliet slutter med, at kvinderne ikke siger noget, fordi de er bange. På græsk er de to sidste ord: »ephobounto gar«. Markus er glad for ordet "gar", der betyder "fordi", og han kommer med mange mystiske forklaringer, hvor han bruger ordet "gar".
Alligevel har det blandt eksperter været god latin (eller rettere: godt græsk), at man ikke kunne ende en bog med "gar". Dermed havde vi eksperternes ord for, at der måtte være noget galt.
Men der findes faktisk et eksempel mere, der blev fundet af P. W. van der Horst.(3) Hvad der måske var vigtigere var, at Horst tilføjede, at dette bevis dybest set ikke havde været nødvendigt, for almindelig fornuft burde fortælle, at hvis en sætning eller afsnit kan ende med "gar", så kan en bog naturligvis også.
Fakta er, at der er flere hundrede eksempler på sætninger i den græske litteratur, der ender med "gar", og det mest prominente er dér, hvor Abraham får besøg af tre engle i Mamre, og Sara lyver:
1 Mosebog 18,15 Men Sara løj: "Jeg lo ikke," sagde hun, for hun var bange. Men han svarede: "Jo! Du lo!"
Sara fortalte ikke sandheden, »for hun var bange«. I den græske teksttradition, Septuaginta, står der "ephobêthê gar", dvs. samme formulering som i Markusevangeliet, bortset fra at udsagnsordet er bøjet i ental.
Men kan man ligefrem slutte en hel bog i Bibelen med sådan en "cliff-hanger"?
For det første er spørgsmålet selvmodsigende: På den ene side kræver man, at Markus følger datidens konventioner for græsk litteratur, men på den anden side er evangelierne en helt ny genre, hvor Markusevangeliet er det ældste evangelium.
For det andet har Bibelen en solid tradition for den slags afslutninger. Jonas' bog slutter med Guds spørgsmål til den mopsede profet (Jonas 4,11). Vi får aldrig svaret på Guds spørgsmål, ligesom vi heller aldrig får at vide, hvad broderen til den fortabte søn svarer sin far, efter at brormanden har spenderet sin del af den fædrene arv. Ezras bog slutter uden nærmere kommentarer med en folketælling.
|
Markus bruger den slags ubesvarede cliff-hangers andre steder, når han efter bespisningerne i ørkenen lader Jesus underkaste disciplene en slags "eksamen". I stedet for at forklare læseren, hvad disciplene burde have svaret, får vi blot at vide, at »De havde nemlig [gar] ikke fattet det med brødene, tværtimod var deres hjerte forhærdet« (Markus 6,52).
En anden episode ender også uforløst, fordi disciplene ikke tør spørge Jesus: »Men de forstod ikke, hvad han sagde, og de var bange for at spørge ham« (Markus 9,32). Disciplene var bange, "ephobounto", ligesom kvinderne der afslutter evangeliet. Episoden med "giv kejseren, hvad kejserens er" ender også med ubesvarede spørgsmål: »Og de undrede sig meget over ham« (Markus 12,13-17).
Den ultimative "cliff-hanger" finder vi dog ikke i Markusevangeliet, men i Apostlenes Gerninger. De sidste otte kapitler handler om Paulus' fængsling og hans rejse til Rom, hvor hans sag skal for kejseren. Men vi får aldrig noget at vide om denne rettsag. Efter otte kapitler fortæller bogens næstsidste vers blot, at Paulus' ventede to år:
Apostlenes Gerninger 28,30 Paulus blev nu hele to år i sin lejede bolig og tog imod alle, der kom til ham.
Paulus ventede »hele to år«! Hvad skete der så, da disse "hele to år" var gået?
|
Den første tanke kunne være, at de sidste par sider var "faldet ud" af manuskriptet. Men så skulle det være sket meget tidligt, eftersom Matthæus og Lukas var nødt til at digte hver sin afslutning med genopstandelse, dengang de kopierede Markusevangeliet. Dette gør det endnu mere usandsynligt, at nogle sider skulle være faldet ud, for de allerældste manuskripter må have været på ruller, og i en rulle er afslutningen den del, der er allerbedst beskyttet.
De bange kvinder er der formentlig for at løse et lavpraktisk problem: Evangeliet handler om en profet, der udførte utallige mirakler for bare en en generation siden, men hvorfor har læseren så ikke hørt om disse utrolige hændelser før? Forklaringen er den enkle: »de sagde ikke noget til nogen, for de var bange«.
|
Dette hænger sammen med en anden detalje: I Markusevangeliet nægter Jesus at giver jøderne et tegn, på at han er Messias: »Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal intet som helst tegn få« (Markus 8,12). Når Matthæus kopierer Markusevangeliet tilføjer han en afslutning med gensopstandelse, og derfor ændrer han Jesus' ord: jøderne skal få et enkelt tegn, nemlig Jonastegnet (billedet til venstre).
I Matthæusevangeliet genopstår Jesus efter tre dage for øjnene af de romerske soldater. Matthæus kan derfor ikke bruge undskyldningen med de bange kvinder, og i stedet lægger han skylden på de onde jøder, der bestikker soldaterne til at sige, at disciplene har bortført Jesus' lig: »Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag« (Matthæus 28,15).
I Lukasevangeliet er miraklet endnu større, og den opstandne Jesus bliver hos sine disciple i 40 dage til Kristi Himmelfartsdag. Dette kan ikke bortforklares med bange kvinder og bestukne soldater. Derfor gør Lukas det klart, at Jesus kun viste sig blandt dem, der allerede var overbevist: »til de apostle, han havde udvalgt […] trådte Jesus frem for […] idet han i fyrre dage viste sig for dem« (Apostlenes Gerninger 1,2-3) »ikke for hele folket, men for os, der i forvejen var udvalgt af Gud til at være vidner« (Apostlenes Gerninger 10,40-41).
Bortforklaringerne bliver tyndere og tyndere i takt med, at miraklerne bliver større, men fakta er, at Jesus aldrig gav det lovede tegn.
Markus har formentlig ikke ønsket en triumferende og afrundet slutning. Markusevangeliet er skrevet kort tid efter Jerusalems fald, og er en sort komedie om, hvordan de blinde og onde jøder selv var ude om deres skæbne, fordi de havde afvist deres Messias. I Markusevangeliet siger Jesus til jøderne, at »Denne slægt skal intet som helst tegn få« (Markus 8,12), derfor forlader kvinderne graven uden at sige noget til nogen. Hvis der nogensinde har været en genopstandelse i dette evangelium, må den have været med i Det Hemmelige Markusevangelium.
Efterhånden er der blevet enighed om, at historien ender, som den skal. Historien bygger op til et klimaks, der bliver til antiklimaks. Man kan forestille sig, hvordan den abrupte slutning vil vække tilhøreren / læseren, og sætte tankerne igang.
Evangeliet ender med, at en ung mand i hvide klæder siger: »Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det« (Markus 16,7). Kvinderne flygter fra graven, og siger ikke noget til nogen, fordi de er bange. Disciplene får aldrig beskeden, men der er stadig én, der hører budskabet, nemlig læseren. Markus har jo før henvendt sig direkte til læseren: »den, der læser dette, skal mærke sig det!« (Markus 13,14).
|
Og hvad er det så disciplene (og læseren) skal se? Jo, sagen er, at Markus ofte binder flere afsnit sammen ved at bruge et bestemt ord. Når den unge mand siger »Dér skal I se ham« (Markus 16,7), er ordet for "I skal se" det græske "opsesthe". Dette ord optræder præcis 1 gang mere i samme evangelium:
Markus 14,62 Jesus svarede: "Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer."
Samme ord i 3. person, "opsontai":
Markus 13,26 Og da skal de se Menneskesønnen komme i skyerne med megen magt og herlighed.
Budskabet fra den unge mand er altså, at læseren skal skynde sig til Galilæa, hvor han vil se Menneskesønnen komme. Vel at mærke ikke Jesus' genoplivede lig, der udfører et par tryllekunster, som i de andre og senere evangelier, men intet mindre end verdens undergang og Menneskesønnen, der »komme[r] i skyerne med megen magt og herlighed«.
Markusevangeliet fungerer altså fint uden de 12 sidste vers, men nu er de tilføjet, og der er kirke-retninger, der tager Markus 16,18 helt bogstaveligt - de håndterer slanger (billedet til højre) og drikker stryknin for at vise deres tro - med adskillige dødsfald til følge. Alt sammen på grund af et falsk vers!
Fodnoter: (1) (2) (3)
Irenæus citerer Markus 16,19 i hans Imod Kætterne 3,10,5.
Denne tekst overlever dog kun i latinsk oversættelse, og det pudsige er, at citatet faktisk modarbejder det argument, Irenæus er ved at fremføre: Mens Irenæus argumenterer for, at Jesus er den samme som Gud, citerer han pludselig Markus 16,19 for, at Jesus sidder på Guds højre hånd (altså at Jesus og Gud er to forskellige væsener), hvorefter han citerer Salme 110 "Herren sagde til min Herre", der også viser, at der er to forskellige slags Herrer.
Derfor er det en oplagt tanke, at en senere ejer af Irenæus' værker har tilføjet citateterne fra Markus 16,19 og Salme 110 som kommentarer i marginen, og at disse ved næste afskrift er blevet inkluderet i selve teksten.
Der er utallige eksempler i klassiske tekster på, at kommentarer i marginen er blevet opfattet som rettelser og derefter er blevet inkluderet. Det gælder alle bøger, og ikke kun Bibelen. Se evt. A companion to classical texts side 193 - 197.
For detaljer, se det eksterne link til Richard Carrier's artikel, og gå ned til "Irenaeus".
Forslaget om, at de to kirkefædre måske begge har fundet løsningen hos Origenes stammer fra William Farmer:
»The twofold solution is Origenic in any case, and that it originates with Origen is not unlikely. If this ambidexterous or ambiguous solution is from Origen, it provides evidence for the existence of manuscripts ending with [ephobounto gar] in the third century in such quantities as conservatively to argue for a late second-century origin for this reading«.
The Last Twelve Verses of Mark af William R. Farmer, 2005, side 30.
Denne bog er den 32. afhandling af filosoffen Plotin (Enneade 5.5), der også slutter med "gar".
Artiklen er P. W. van der Horst, Can a Book End with ΓΑΡ? A Note on Mark XVI. 8. The Journal of Theological Studies, bind 23, Nr. 1 (april 1972), s. 121-124.