|
|
Forfatteren af Lukasevangeliet starter med at fortælle, at han kender flere andre evangelier, og at han vil benytte disse evangelier under udarbejdelsen af sit eget:
Lukas 1,1 Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os,
Lukas 1,2 sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere,
Lukas 1,3 har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus,
|
Lukas erklærer altså, at han har læst alle de evangelier, han kunne opstøve, og vi ved, at et af dem var Markusevangeliet. De sidste 100 år har der været almindelig enighed blandt teologer og forskere om, at Markus er ældst, og at Matthæus og Lukas har skrevet af efter Markus, selvom der stadig ikke er enighed om hvordan.
Men Lukas har også meget materiale tilfælles med Matthæus, som Markus ikke har — den såkaldte dobbelte tradition. Derfor ligger det lige til højrebenet, at Lukas også har læst Matthæusevangeliet (billedet til venstre).
Forbløffende nok er det de færreste forskere, der vil acceptere, at Lukas har brugt dele af det hellige Matthæusevangelium som "byggemateriale" til sit eget. I stedet har man siden 1838 hævdet, at Lukas og Matthæus har skrevet uafhængigt af hinanden, og for at forklare, hvordan Lukas og Matthæus kan have en masse materiale tilfælles, som ikke står i Markusevangeliet, har man været nødt til at postulere, at de hver for sig har kigget i et hypotetisk manuskript kaldet Q, der indeholdt en række Jesus-ord
|
Matthæus og Lukas har — påstås det — taget den grundlæggende historie fra Markusevangeliet og har efter smag piftet Markus' historie op med Jesus-ord fra "Q" (billedet til højre viser en forenklet fremstilling).
En af fortalerne var Burnett Hillman Streeter, opfinderen af Firekildehypotesen, og hans bog er et ypperligt eksempel på den skingre retorik, der rammer de formastelige, der vover tro, at Lukas har læst Matthæus:
If Luke derived this material from Matthew, he must have gone through both Matthew and Mark so as to discriminate with meticulous precision between Markan and non-Markan material: he must then have proceeded with the utmost care to tear every little piece of non-Markan material he desired to use from the context of Mark in which it appeared in Matthew
-- in spite of the fact that contexts in Matthew are always exceedingly appropriate --
in order to reinsert it into a different context of Mark having no special appropriateness.
A theory which would make an author capable of such a proceeding would only be tenable if, on other grounds, we had reason to believe he was a crank.
B. H. Streeter, The Four Gospels, A Study of Origins, 1924, side 183
Hvis man er uenig med Streeter, har man altså samtidigt anklaget Lukas for at være en "crank", der har klippet og klistret Matthæus' pragtfulde evangelium i stumper og stykker. Den slags er der jo ikke mange teologer, der vil have skyld for, og Streeter har ovenikøbet formuleret sine spydigheder så tvetydigt, at det kunne læses som om, det var Streeters modstandere, der er "cranks".
|
Udover den oppustede retorik er der en smagsvurdering: Nemlig at Matthæus' brug af den dobbelte tradition er langt bedre (»exceedingly appropriate«) end Lukasevangeliet, der åbenbart er en rodebutik: (»having no special appropriateness«). Allerede her er der sprækker i retorikken: På den ene side kan man ikke være uenig med Streeter, uden at kalde Lukas for en "crank", på den anden side kræver argumentet, at man nedgør Lukas i samme åndedrag.
Til sidst er der et enkelt argument: At Lukas konstant placerer den dobbelte tradition i anden Markus-sammenhæng, end Matthæus gør. Dette argument er decideret forkert: Sandheden er, at Lukas placerer det meste af den dobbelte tradition i to blokke: Lukas 6,20-8,3 og 9,51-18,14, og i disse to blokke er der ikke ret meget Markus-materiale(1).
Sådan er retorikken altså. Og når den er så skinger, skyldes nok manglen på argumenter. Hvorfor skal vi tro på et hypotetisk manuskript, som ingen nogensinde har set? Der er næsten gået 200 år, siden teorien om Q blev fremsat i 1838, men der er til dato ikke fundet et eneste fragment eller en eneste omtale hos en kirkefader.
Det eneste argument for Q's eksistens er, at Lukas ikke må have læst Matthæus.
|
Det pudsige er, at i det første halvandet årtusinde fulgte teologerne en model foreslået af Augustin, ifølge hvilken de enkelte evangelier var blevet skrevet i samme rækkefølge, som de forekommer i Bibelen i dag. Dvs. Matthæus var det første evangelium, Markus havde kigget i Matthæus, og Lukas havde kigget i både Matthæus og Markus.
Dengang havde den samlede kristne verden altså ingen problemer med at acceptere, at Lukas havde kigget i Matthæus. Og da denne model langt om længe blev erstattet af en ny, i 1776, var det af Griesbach's model, hvor Lukas og Markus byttede plads, men hvor begge to stadigvæk havde kigget i Matthæus.
Men i 1838 opfandt man teorien om "Q", og lige siden da har det næsten været tabu at foreslå, at Lukas har læst Matthæus. Og hvis man påpeger problemer med Q-teorien, er forskere villige til at opfinde endnu flere hypotetiske manuskripter — Ur-Markus, Proto-Lukas, Deutero-Markus — alt sammen for at forsvare Lukas' uafhængighed.
Og hvorfor i grunden? Q-fortalerne erkender jo gladeligt, at Lukas har læst Markusevangeliet. Hvorfor skulle han så ikke også have læst det langt mere populære og udbredte Matthæusevangelium?
Forskerne postulerer, at både Matthæus og Lukas har læst i "Q", der er så sjældent, at ingen nogensinde har hørt om det. Hvorfor skulle Lukas så ikke have læst det populære og udbredte Matthæusevangelium?
Lukas siger selv, at de evangelier, som han kigger i »har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted« (Lukas 1,1). Det formodes, at "Q" kun har indeholdt "logia" dvs. Jesus-ord, men her skriver Lukas netop »begivenheder« - altså ikke bare snak, men beretninger om Jesus' fødsel, liv, tilfangetagelse, korsfæstelse, død og genopstandelse. Lukas' egen beskrivelse passer meget bedre på Matthæusevangeliet end på "Q".
Så hvorfor skulle Lukas ikke have læst Matthæusevangeliet?
Grundlæggende har Q-fortalerne to typer af argumenter. Den ene type er rent sproglig, og dem vil jeg gå meget let henover. For det første kan det være uhyre problematisk at komme med sproglige analyser af "Q", i betragtning af at ingen nogensinde har set det. For det andet er det heller ikke uden problemer at sætte Lukas' sprog i bås, i og med at han har et rigt og varieret sprog, og ikke forfalder til fraser, faste vendinger og gentagelser.
Den anden type af argumenter bygger på en underforstået præmis om, at Matthæusevangeliet er perfekt. Hvordan kunne Lukas overse stjernen over Betlehem og de hellige tre konger? Hvordan kunne Lukas nænne at klippe den pragtfulde Bjergprædiken i små stykker? Hvordan kunne Lukas vove at redigere i Matthæus' guddommeligt inspirerede tekst?
|
Den mest iøjnefaldende forskel på Matthæus og Lukas er deres beretninger om Jesus' fødsel. De to evangelier kunne dårligt være mere forskellige. Matthæus påstår, at Jesus blev født på Herodes den Stores tid, mens Lukas påstår, det skete mindst 10 år senere, da verden blev skrevet i mandtal; Matthæus påstår, at familien boede i Betlehem, mens Lukas påstår, at fødslen skete i et herberg på vej til mandtællingen; Matthæus påstår, at familien bagefter flygtede til Egypten, mens Lukas fortæller, at de besøgte Jerusalem hvert eneste år. Matthæus fokuserer på Josef, der er en kopi af drømmeren af samme navn fra Første Mosebog, mens Lukas fokuserer på Maria: »Velsignet er du blandt kvinder«. For slet ikke at tale om stamtavlerne. Oy!
|
Hertil er der bare at sige, at Lukas (naturligvis) kun har medtaget de dele af Matthæus, som han kunne bruge til noget — ligesom Lukas jo også har sprunget næsten halvdelen af Markus over. Det, at Lukas ikke har kopieret Matthæus' fødselsberetning, behøver ikke at betyde, at Lukas ikke har læst den.
Iøvrigt er Lukas ikke uvidende om fødslen i Matthæusevangeliet. I Matthæus siger englen til Josef: »Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus«, hvilket Josef adlyder: »Og han gav ham navnet Jesus« (Matthæus 1,25). I Lukasevangeliet siger Gabriel det samme til Maria: »du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus«. Ordene er lidt malplacerede her i Lukasevangeliet, hvor der ikke står noget om, at Maria nogensinde adlyder Gabriel og navngiver sin søn. Tværtimod fremgår det af samme kapitel, Lukas 1,60-63, at kvinder ikke havde meget at skulle have sagt angående navngivning af deres børn.
Lukas følger også Matthæus, når han lader sin historie starte, »da Herodes var konge over Judæa« (Lukas 1,5). Dette er totalt fejlplaceret i Lukasevangeliet, fordi det indebærer, at der går mellem 10 og 43 år fra Mariæ Bebudelse til Jesus' fødsel (se evt. kronologien). Denne bommert er helt ufattelig, eftersom Lukas regnes for den bedste historiker af de fire evangelister.
Lukas har også mange andre oplysninger om Jesus' fødsel, som Markusevangeliet ikke siger noget om: Navnet på Jesus' far (Josef), fødebyen Betlehem, jomfrufødslen, slægtskab med Kong David, syvtals-magi i stamtavlen, en stamtavle, der er centreret omkring Shealtiel og Zerubbabel, og et nyfødt barn, der kaldes Kristus mange år inden salvingen. Begge evangelier starter på Herodes den Stores tid, selvom det ødelægger Lukas' interne logik, og begge har hver sin komplicerede forklaring på, hvordan Jesus af Nazaret kan være født i Betlehem. Så vi må konkludere, at enten har han disse oplysninger fra "Q" (hvilket modsiges af, at "Q" kun skulle indeholde Jesus-ord), eller også skal vi opfinde endnu et hypotetisk dokument, eller også har Lukas dem fra Matthæus.
Hvis vi antager, at Lukas har læst både Markus og Matthæus, så er det oplagt, at han
har læst Markusevangeliet først, da det jo er 10-20 år ældre end Matthæus.
Måske har Lukas indset, at Matthæus har tilføjet det, som Markus mangler:
En god start og en god afslutning (husk, at de sidste 12 vers af Markusevangeliet er et nyere falskneri).
Måske har Lukas følt, at han kunne gøre det bedre.
|
Lukas er mere hellenistisk, og har ikke noget behov for at præsentere Jesus som den nye Moses og det nye Israel. Matthæus fremstiller Jesus som Jødernes Konge og lader fremmede (ikke-jødiske) vismænd frembære kostbare gaver: guld, røgelse og myrra skær. Derimod er Lukas på de fattiges side, og i hans historie er der ingen fremmede vismænd, der alarmerer Kong Herodes, men engle, der giver det glade budskab til hyrderne på marken.
Måske havde Herodes den Store været død for længe, til at navnet sagde Lukas' græsktalende læsere noget. Måske ville historien om Herodes' barnemord ikke hænge sammen med, at Lukas senere lader Herodes' søn, Herodes Antipas, mødes med Jesus. Denne søn af Herodes »havde længe gerne villet møde ham« — ikke for at slå ham ihjel, men fordi »han håbede at se ham gøre et tegn« (Lukas 23,8-9).
Måske mente Lukas, at Matthæus' fuskede profetier om stjernen, fødslen i Betlehem, Immanuel, barnemordet i Betlehem og flugten til Egypten var for pinlige til at kopiere? Måske brød han sig ikke om barnemordet i Betlehem? Denne historie, hvor Gud og hans engel kun redder Jesus og lader resten af børnene dø, er en sløj start på "det glade budskab".
|
Strengt taget behøver vi ikke at gætte. Lukasevangeliet er kendt som "Juleevangeliet", og hver jul, når vi tænker på Mariæ Bebudelse, verden, der skulle skrives i mandtal, den gravide Maria på æselryg, herberget, der var fuldt, fødslen i herberget, Jesusbarnet i krybben, englene og hyrderne på marken, — hver gang en milliard katolikker synger Magnificat (Lukas 1,46-55), Benedictus (Lukas 1,68-79) og Nunc dimittis (Lukas 2,29-32) — er det et bevis på, at det er lykkedes Lukas at lave en bedre fødselshistorie end Matthæus.
På samme måde med historien om Jesus' genopstandelse. Lukas kan ikke bruge en genopstanden Jesus, der siger til sine disciple: »gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple« (Matthæus 28,19), for Lukas lader historien fortsætte i Apostlenes Gerninger, hvor det er Paulus, der bliver udpeget til hedningeapostel og overtager hovedrollen, mens disciplene langsomt forsvinder ud af historien (på græsk er "folkeslag" og "hedning" samme ord(2)).
Lukas kan heller ikke bruge en genopstanden Jesus, der siger »og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende« — for det første fordi Jesus ikke er særlig aktiv i Apostlenes Gerninger, og for det andet fordi Jesus forlader disciplene og farer til Damaskus for at kalde Saulus/Paulus. Missionsbefalingen giver ikke plads til Paulus.
Lukas har ment, han kunne gøre det bedre, og igen behøver vi ikke at gætte: Kristne har meget hurtigt følt, at Markusevangeliet manglede en afslutning, og man har opfundet alternative slutninger. Den mest populære afslutning — den der endte med at blive optaget i Markusevangeliet i moderne Bibler — minder meget om Lukas' genopstandelses-beretning. På ægte demokratisk vis har medlemmerne af Den Kristne Kirke altså bekræftet, at det er lykkedes Lukas at skrive en bedre afslutning end Matthæus.
Matthæus og Lukas er meget forskellige.
Lukas er hellenistisk orienteret og kan ikke bruge
jødiske mundtlige traditioner, spidsfindige teologiske diskussioner mellem Jesus og farisæerne,
alenlange monologer,
jødisk supremacisme og fremhævelse af Peter.
Derfor er der mange tilfælde, hvor Lukas' evangelium er forskelligt fra Matthæus'. Men det, at Lukas springer dele af Matthæus over, betyder ikke nødvendigvis, at han ikke har læst det. Som nævnt har Lukas jo også sprunget næsten halvdelen af Markus over.
Hvis nu vi forudsætter, at Lukas rent faktisk har brugt Matthæusevangeliet som grundlag for sit eget — kan vi så forklare de ændringer, han har foretaget?
Måske fordi Lukas ikke ser Jesus som jødernes konge, men som hele verdens frelser: »Fred til mennesker med Guds velbehag« (Lukas 2,14) og »Et lys til åbenbaring for hedninger« (Lukas 2,32). Lukas har ikke haft interesse i Matthæus' liste over 3 × 14 generationer af jødiske patriarker, der viser Jesus som arving til Judæas kongehus og ender med jødernes stamfader, Abraham — han vil hellere lave en stamtavle, der går fra Jesus op til »Adam, søn af Gud«.
Desuden har Matthæus dummet sig igen, igen. Der er en kendt profeti om Messias: »der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod« (Esajas 11,1). Isaj var Kong Davids far, og i Middelalderen var Isajs stamtræ et populært motiv (billedet til højre). Men det, som Matthæus har overset, er, at dette "træ" blev "fældet", dengang kongeriget Judæa blev tilintetgjort, og jøderne blev tvunget i eksil i Babylon. Hele den lange kongerække fra Salomon til Jojakin, der »gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, ganske som sin far«, tilhører det fældede, døde træ. Det er derfor, Esajas profeterer om en kvist fra Isajs stub og et skud fra hans rod.
Lukas vælger i stedet at lade "kvisten" udgå et andet sted fra stubben, nemlig Davids søn Natan. Da Natans stamtræ ikke er beskrevet i Bibelen,(3) får Lukas samtidigt frie hænder til at skabe sin egen syvtals-magi.
|
Hvorfor har Lukas spredt Matthæus' bjergprædiken i flere stykker over hele sit evangelium? Tja, generelt er Lukas ikke særligt interesseret i lange teologiske udredninger og har ingen interesse i at præsentere Jesus som den nye Moses på bjerget. Måske syntes han ikke, det var smart med sådan en "mur af tekst" midt i historien. Lukas har fordelt det bedste fra Bjergprædikenen over flere steder, så historien flyder bedre, og handling flettes sammen med ord.
Det er i øvrigt samme behandling, Lukas giver Markusevangeliet: Markus har ikke nogen Bjergprædiken, men Markus 4,1-34 er én lang række af parabler: Lignelserne om sædemanden, lyset i stagen, det voksende korn og sennepsfrøet. Matthæus tager dem gladeligt til sig, skriver dem om, og udvider de 34 vers til 52 (Matthæus 13,1-52). Lukas derimod nøjes med Markus 4,1-25, som han forkorter til 15 vers (Lukas 8,4-18), mens Markus 4,30-32 (lignelsen on sennepsfrøet) flyttes frem til Lukas 13,18-19.
Det samme sker, da Markus kommer med en tale på 18 vers (Markus 9,33-50; "Den største og den sidste", "Imod os eller for os" og "Advarsel mod at bringe til fald"). Denne gang forkorter Lukas de 18 vers til 5 (Lukas 9,46-50):
Lukas fortæller netop i starten af evangeliet, at han ikke er tilfreds med rækkefølgen af episoderne i de eksisterende evangelier: »Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder […] har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge«.
Fordi Lukas generelt er mistroisk over for troldmænd og magikere. Det kan vi se i Apostlenes Gerninger, hvor vi støder på Simon Magus,(4) der udøver "magi" (græsk: mageyon) og "magiske kunster" (græsk: mageiais) (Apostlenes Gerninger 8,9-24). Længere fremme i eventyret optræder ordet magos igen i forbindelse med en Barjesus, der er "troldmand" (Apostlenes Gerninger 13,6-8). I begge tilfælde omtales disse "magikere" meget negativt, og de latterliggøres.
|
Senere arrangerer Paulus verdens første bogbrænding, hvor der bliver brændt trolddomsbøger til en værdi af 50.000 sølvpenge (Apostlenes Gerninger 19,19, billedet til venstre).
På originalsproget græsk bruges præcis samme ord for de vise mænd, som for troldmændene Simon og Barjesus, nemlig "magos" (se evt. siden om de hellige tre konger), og det er ren politik, at Bibelselskabet ikke kalder de vise mænd for troldmænd, og ikke kalder Simon Magus og Barjesus for vise mænd.
|
Lukas bryder sig ikke om troldmænd, der læser himlens stjerner, og i modsætning til Bibelselskabet kan han ikke forfalske oversættelsen til at skelne mellem vise mænd og troldmænd. Derfor dropper han troldmændene.
Omvendt har nogle af formuleringerne i Lukasevangeliet været forfalskninger, der skulle gøre Lukas mere Matthæus-agtig. Tjek evt. Lukas 11,2 og Lukas 11,4 her.
Men det nemmeste og hurtigste svar er, at Lukas formentlig har gengivet den version af Fadervor, der blev benyttet i den menighed, hvor han færdedes.
Fordi Lukas ikke går ind for fremhævelse af en enkelt apostel på bekostning af de andre. Lukas er også forfatter af Apostlenes Gerninger, hvor Peter og de andre apostle langsomt glider i baggrunden og erstattes af Paulus. Lukas kan ikke bruge denne polemik mellem Matthæus og Paulus til noget — han vil hellere fortælle en historie, om enige apostle der udspreder det glade budskab i skøn samdrægtighed.
Lukas skriver istedet »Salige er I, som er fattige«, og »Salige er I, som sulter nu« (Lukas 6,20-21). Matthæus taler om åndelig fattigdom og hungren efter retfærdighed, mens Lukas taler om økonomisk fattigdom og fysisk sult.
Nogen Q-fortalere mener derfor, at Lukas' tekst er mere "primitiv" og oprindelig end Matthæus' mere åndelige version. Hvis Lukas' version er den mest oprindelige, kan han ikke have kopieret den fra Matthæus.
|
Men disse ændringer er netop typisk for Lukas — hans evangelium er konstant på de fattige og undertryktes side. Lukas' gud er en, der ophøjer de fattige og nedstyrter de rige: »han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort« (Lukas 1,52-53). I Lukasevangeliet bliver Jesus lagt i en krybbe i stalden, hans fødsel bliver annonceret til de fattige hyrder, og han siger om sig selv: »Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed« (Lukas 4,18). Lukas følger saligprisningerne af de fattige op med veråb over de rige »Men ve jer, I som er rige, for I har fået jeres trøst«. Senere i evangeliet har Lukas parablen om Lazarus, der kom i Himlen, udelukkende fordi han var fattig, mens den rige mand havnede i Helvede, udelukkende fordi han var rig.
Det er lige præcis den slags ændringer, man ville forvente af Lukas.
Fordi Lukas ikke ser Jesus som jødernes nye konge, men som hele verdens frelser: »Fred til mennesker med Guds velbehag« (Lukas 2,14) og »Et lys til åbenbaring for hedninger« (Lukas 2,32).
|
Matthæus 27,24 Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: "Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag."
Matthæus 27,24 Hele folket svarede: "Lad hans blod komme over os og vore børn!"
Pilatus henvender sig ikke til ypperstepræsterne. Han vasker hænderne »i skarens påsyn« og siger »Det bliver jeres sag«. Det er altså hele det jødiske folk, Pilatus lægger skylden på, og de onde jøder svarer med en røst: »Hele folket svarede: "Lad hans blod komme over os og vore børn!«.
Pilatus' håndvask er dermed optakten til det mest anti-semitiske citat fra hele Bibelen — et citat de kristne har brugt som undskyldning til at forfølge jøder i næsten 2.000 år, og et citat, der er stik imod Lukas' ånd.
|
Lukas lader derimod Jesus tilgive jøderne: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Lukas 23,34). Som moderne læser kan man let tro, at det er romerne, Jesus her tilgiver, men sådan blev det ikke opfattet af den tids kristne. Næsten alle de kirkefædre, der diskuterede Jesus' bøn var enige om, at Jesus bad Gud om at tilgive det jødiske folk eller de jødiske ledere, der var skyld i hans død.(6)
Og hvis man vil indvende, at Lukas 23,34 er et af de forfalskede vers, der burde fjernes fra Bibelen, så kan vi i stedet kigge på fortsættelsen i Apostlenes Gerninger, hvor Peter holder en tale til israelitterne: »Vel ved jeg, brødre, at I har handlet i uvidenhed ligesom jeres ledere« (Apost. G. 3,17) og Paulus supplerer med »at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed« (Apost. G. 17,30). Lukas lader altså både Peter og Paulus bekræfte, at man må tilgive de uvidende.
For det første er drømme Matthæus' specialitet — seks gange griber en drøm ind i handlingen i Matthæusevangeliet. Derimod har Lukas åbenbart ligeså meget imod drømme, som han har imod troldmænd. Den eneste drøm, der så meget som nævnes i Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger tilsammen, er i et citat fra Det Gamle Testamente (Apostlenes Gerninger 2,17).
Men det som Kloppenborg overser er, at argumentet endnu bedre kan vendes om: Lukas har skam har læst historien om Fru Pilatus' drøm. I Markus og Matthæus siger centurionen »Sandelig, han var Guds søn«, men i Lukasevangeliet har Lukas taget ordene ud af munden på Fru Pilatus og lagt dem i centurionens mund: »Den mand var virkelig retfærdig«.
Det kan være svært for en kristen at acceptere,
at Lukas og Matthæus har haft hver sin agenda,
og at Lukas kun har brugt Matthæus (og Markus) som udgangspunkt for sit eget
evangelium. Men det er lige præcis, hvad han skriver i sin indledning, at han
har tænkt sig at gøre.
Lukas 1,1 Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os,
Lukas 1,2 sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere,
Lukas 1,3 har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus,
Hvad indebærer det så? Først og fremmest betyder det, at der ikke længere er noget behov for et hypotetisk manuskript ved navn Q. De ting, som Matthæus og Lukas har tilfælles, er simpelthen dem, som Lukas har kunnet lide hos Matthæus. Dette er faktisk en cadeau til Matthæus som forfatter: Han har ikke bare kopieret de mange visdomsord fra "Q"; han har skam forfattet dem selv.
Men paradoksalt nok er det også en cadeau til Lukas: Firekildehypotesen bygger på en præmis om, at Lukasevangeliet er en rodebutik i forhold til Matthæus (se Streeter's citat øverst på denne side). Hvis vi dropper "Q" og Firekildehypotesen, erkender vi samtidigt, at selvom Lukas har arrangeret sit materiale anderledes end Matthæus, er han ikke en ringere redaktør og forfatter.
Både Matthæus og Lukas vinder ved, at vi dropper "Q".
Til gengæld bliver det sværere at finde en historisk Jesus i evangelierne. "Q" skulle have været et ældre evangelium end Matthæus og Lukas, og man har ment, at ved at "udgrave Q" kunne man finde de ældste vidnesbyrd om Jesus. Når "Q" forsvinder, forsvinder samtidigt endnu et vidne til en historisk Jesus.
Hvis Lukas har læst Matthæus, så er der ikke længere brug for noget manuskript ved navn Q. Læs evt. mere om de tre synoptiske evangelier.
Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6)
Det eneste eksempel på, at Lukas bruger "Q" i en anden Markus-sammenhæng, end Matthæus gør, er lignelsen om de betroede pund (Lukas 19,11-27).
Ordet betyder race eller stamme, og bruges især om ikke-jødiske stammer. King James Bible oversætter 93 gange ordet til "Gentile", der netop betyder ikke-jøde (grundbetydningen af det engelske "Gentile" er også folkeslag og klan, i og med det kommer af det græske ord "gens", der i genitiv hedder "gentis"). Desuden oversættes "ethnos" til "nation" 64 gange og "people" 2 gange. Det er kun 5 gange, at King James Bible oversætter ordet til "heathen" / hedning.
Til sammenligning oversætter Bibelselskabet i reglen ordet til "hedning". Formentlig for sit skjule, hvor fjendtlig Jesus er overfor ikke-jøder.
Brug evt. konkordansen til at se, hvordan de forskellige Bibler oversætter "ethnos", ord nummer 1484.
Der er også dem, der mener, at Lukas bevidst har rodet profeten Natan sammen med Davids søn Natan, fordi Lukas ser Jesus mere som en profet end som en konge (Lukas 7,16; 7,39; 13,33; 24,19). Men hvorom alting er, hedder ingen af disse to Natan-sønner Mattata, sådan som Natans søn gør i Lukas' stamtavle.
Simon Magus blev opfattet som ophavsmand til gnosticismen, og var altså konkurrent til den gren af kristendommen, der i dag regner sig selv for ortodoks. Historiebøgerne skrives som bekendt af sejrherren, og derfor bliver Simon Magus latterliggjort i Apostlenes Gerninger og kommer siden til at lægge navn til simoni, handel med kirkelige embeder og åndelige værdier.
Brug evt. konkordansen til at se, hvordan de forskellige Bibler oversætter "ethnos", ord nummer 1484.
However we might answer that question in trying to interpret the passage today, it is clear how it was interpreted in the early church. In almost every instance in which the prayer is discussed in the writings of the church fathers, it is clear that they interpreted the prayer as being uttered not on behalf of the Romans but on behalf of the Jews. Jesus was asking God to forgive the Jewish people (or the Jewish leaders) who were responsible for his death.