Lukas er en veluddannet mand med et rigt og varieret sprog. Samtidig er han den evangelist, der allermest prøver at sætte sit evangelium ind i en historisk ramme:
Apost. G. 3,1 I kejser Tiberius' femtende regeringsår, mens Pontius Pilatus var statholder over Judæa, og Herodes var landsfyrste over Galilæa, hans bror Filip over Ituræa og Trakonitis, og Lysanias over Abilene,
Apost. G. 3,2 og mens Annas og Kajfas var ypperstepræster, da kom Guds ord til Zakarias' søn, Johannes, ude i ørkenen.
En af Lukas' kilder kan være den jødiske historiker Josephus. I al fald er det påfaldende, hvor stort sammenfald der er mellem personerne hos Lukas og Josephus. Dette har fået nogle kristne til at hævde, at Lukas er en førsteklasses historiker. Det er dog en vild overdrivelse; her er nogle eksempler på dårlig historieskrivning:
Indledningsvis er Lukas' værker fyldt med engle, dæmoner og mirakler. Det er ikke lige den slags detaljer, der indgyder tillid til en historiker. F.eks. er det Lukas, der skriver om en tre-timers solformørkelse ved korsfæstelsen, selv om solformørkelser i påsken er en astronomisk umulighed.
Lukas er en alvidende, guddommeligt inspireret forfatter. For eksempel: Da Satan frister Jesus i ørkenen, flyver de rundt til "et højt sted" og bagefter til templets tinde i Jerusalem. Hvordan kan Lukas vide, hvad de taler om? Har han været med på flyveturen?
Dette er i stærk kontrast til rigtige historikere — også på Lukas' tid — der forstod at angive deres kilder, kvalificere deres udtalelser, tage afstand fra vidtløftige rygter og at nævne en evt. uenighed blandt kilderne.
Gode kristne mennesker er selvfølgelig parat til at redde Lukas ved opfinde flere Lysanias'er og at udnævne Annas til æresypperstepræst. Som kristen ved man jo, at Lukas er en førsteklasses historiker, og at Lukas altid har ret.
I citatet foroven angiver Lukas præcist, hvornår Johannes Døberen skulle have startet sin mission, men vi får ikke at vide, hvor længe der går, før Jesus kommer på banen. Når det sker, får vi bare at vide, at »Jesus var omkring tredive år, da han begyndte sit virke« (Lukas 3,23). Er det ikke underligt, at Lukas ved præcis, hvornår Jesus blev født, men ikke hvor gammel han var?
Mariæ bebudelse sker på Herodes den Stores tid: »I de dage, da Herodes var konge over Judæa« (Lukas 1,5). Derimod sker fødslen først under folketællingen i år 6 efter Kristi. Så enten går der et sted mellem 10 og 43 år fra bebudelsen til fødslen (hvilket lissom tager glorien af jomfrufødslen), eller også har Lukas rodet Kong Herodes sammen med hans søn, Arkelaos, der hverken var konge eller hed Herodes. Se evt. kronologien.
Jesus bliver født, dengang kejseren befalede »at holde folketælling i hele verden«. Ingen romersk kejser har nogensinde talt hele verden. Hvis vi er flinke overfor Lukas, kan vi omfortolke "hele verden" til Romerriget, men den første tælling af hele befolkningen (også ikke-romere) i hele Romerriget skete først under kejser Vespasian år 73.
Hvis vi skal være flinke, har Lukas måske rodet den tælling af Romerriget, der var sket i Lukas' egen tid, sammen med tidligere tællinger af romerske borgere,(1) og bagefter har han udnævnt det til "hele verden". Her glemmer han bare, at Kvirinius's tælling ikke var hele Romerriget, men kun provinsen Syrien og Arkelaos' gamle område.
For det første var den romerske kejser sikkert ret ligeglad med jødiske stamtavler; han var interesseret i beskatning. For det andet ville det havde været sindssygt at beordre hele landets indbyggere hen til deres 46-gange-tip-oldefar. For det tredje var det ikke "hele verden", der blev skrevet i mandtal; kun den romerske provins Syrien. For det fjerde, selvom Judæa (med Betlehem og Jerusalem) var blevet en del provinsen Syrien, boede Josef i Galilæa, der var under Herodes Antipas. For det femte er det uforståeligt, at Josef skulle tage sin højgravide forlovede med på sådan en anstrengende rejse.
Navnene i Jesus' stamtavle fra David til Jesus er formentlig fri fantasi. Det kan man bl.a. se ved, at der er navne som Josef, Juda, Simeon og Levi, selvom jøderne ikke brugte disse stammenavne som personnavne i den første tempelperiode. Se siden om Jesus' stamtavler for detaljer.
Navnene i Jesus' stamtavle fra David til Adam skulle gerne følge stamtavlerne i Det Gamle Testamente, men Lukas er så fokuseret på tallet syv, at han erstatter to navne med ét nyt, så hans syvtalsmagi fungerer.
Lukas fortæller — i modsætning til de tre andre evangelier — hvordan Pontius Pilatus sender Jesus videre til Herodes Antipas. Senere refererer han til episoden i Apostlenes Gerninger 4,24-28, og nu viser det sig, at den ekstra afhøring var opfundet for at opfylde en "profeti" i Salme 2,1-2.
Det formodes, at være den samme forfatter, der også har skrevet Apostlenes Gerninger. Men denne bog lider af de samme svagheder:
Peter holder sin pinseprædiken, og bagefter lader folk sig døbe: »og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til« (Apostlenes Gerninger 2,41). Hvordan Peter har kunnet prædike for 3.000 mennesker uden megafon, får vi ingen forklaring på.
I starten går det hurtigt med at få nye kristne: »og tallet på mændene nåede op omkring fem tusind« (Apostlenes Gerninger 4,4). Den danske oversættelse lægger op til, at der nu var 5.000 kristne i alt, mens andre oversættelser og Bibel-kommentatorer mener, at de 5.000 skal lægges oveni de 3.000 fra pinseprædikenen plus de 120 fra Apostlenes Gerninger 1,15 plus det løse.
De overdrevne tal skal ses i relation til, at der har været ca. 25-30.000 indbyggere i Jerusalem, og at præstesønnen Josephus, der selv boede i Jerusalem, aldrig har hørt om nogle kristne nogen steder.
I Lukasevangeliet roder Lukas rundt i Herodes-familien. Som allerede nævnt starter historien »da Herodes var konge over Judæa« (Lukas 1,5), hvor vi kan spekulere på, om Lukas mener Kong Herodes den Store eller hans søn Arkelaos. Senere optræder "Herodes" igen, men denne gang er det Herodes Antipas. I Apostlenes Gerninger møder vi igen Herodes, men nu er det tredje generation, Herodes Agrippa. Lukas gør intet forsøg på at forklare dette for sine læsere.
I forbindelse med profeten Theudas roder Lukas rundt i Judas af Galilæa og hans sønner. Derved får han placeret Theudas helt forkert i historien. Desuden lader han Gamaliel holde en tale om Theudas og Judas af Galilæa's sønner, 10 år før begivenhederne er indtruffet.
I Lukasevangeliet er forfatteren guddommeligt inspireret og ved, hvad folk taler om i lukkede rum. Det samme gælder åbenbart i Apostlenes Gerninger, hvor Lukas på magisk vis ved, hvad Festus og Agrippa taler om privat (Apost. G. 25,13-22; 26,30-32), og hvad medlemmerne af jødernes råd siger i et lukket møde (Apost. G. 4,15-17; 5,34-40).
Beskrivelsen af Paulus i Apostlenes Gerninger er meget uhistorisk. Det kan vi blandt andet se i Lukas' udgave af Paulus' første rejse til Rom, Paulus' anden rejse og uenigheden i Antiokia.
Beskrivelsen af Paulus' rejse til Rom er fyldt med latterligheder og selvmodsigelser: Jøden Paulus er pludselig barnefødt romersk borger; Paulus anker en retssag, der ikke har fundet sted, og derefter kan ikke engang kongen løslade ham; han får en eskorte på 470 romerske soldater; han bliver bidt af en giftslange på Malta, hvor der ikke lever giftslanger; han skal dømmes af romerne for "at tro på opstandelsen"; eller også skal han dømmes "for at lukke fire ikke-jøder ind i templet"; Til sidst glemmer Lukas åbenbart selv, hvad anklagen går ud på, men ingen af disse to anklager giver vel en stor straf indenfor romersk ret.
Som sagt øger det ikke tilliden til Lukas, at han ukritisk videregiver skrøner om det ene naturstridige mirakel efter det andet.
1-11. Men ved daggry på den første dag i ugen kom de til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt. Og de fandt stenen væltet bort fra graven. Men da de gik derind, fandt de ikke Herren Jesu legeme. Og da de stod rådvilde over for dette, se, da skete det, at der stod to mænd hos dem i strålende klædebon. Da de blev forfærdede og bøjede deres ansigter mod jorden, sagde mændene til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, men han er opstanden; kom i hu, hvorledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.« Da kom de hans ord i hu. Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og til alle de andre. Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs moder, og de øvrige kvinder, der var sammen med dem. De sagde dette til apostlene, men deres ord syntes dem at være løs tale, og de mødte dem med vantro.
12-32. Men Peter stod op og løb til graven; og da han kiggede derind, ser han ikke andet end linklæderne ligge der, og han gik hjem i undren over det, som var sket. Og se, to af dem vandrede den samme dag til en landsby, som ligger tresindstyve stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus. Og de talte med hinanden om alle disse tildragelser. Medens de samtalede og drøftede det indbyrdes, skete det, at Jesus selv kom hen til dem og fulgtes med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke kendte ham. Og han sagde til dem: »Hvad er det, I går og taler med hinanden om?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: »Er du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad der er foregået dér i disse dage?« Han spurgte dem: »Hvad da?« De svarede ham: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord for Gud og hele folket; og hvordan ypperstepræsterne og vore rådsherrer har overgivet ham til dødsstraf og ladet ham korsfæste. Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer desuden, at det i dag er den tredje dag, siden det skete. Men nogle af vore kvinder har forfærdet os; de var ude ved graven tidligt i morges, og de fandt ikke hans legeme, men de kom tilbage og sagde, at de endog i et syn havde set engle, der sagde, at han lever. Så gik nogle af dem, der er med os, hen til graven, og de fandt det også således, som kvinderne havde sagt; men ham så de ikke.« Da sagde han til dem: »Åh, hvor I er uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt! Burde Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed?« Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham. Og da de nærmede sig landsbyen, som de gik til, lod han, som han ville gå videre. Men de nødte ham og sagde: »Bliv hos os; thi det går mod aften, dagen hælder allerede.« Så gik han ind for at blive hos dem. Og det skete, da han havde sat sig til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de kendte ham; men så blev han usynlig for dem. Og de sagde til hinanden: »Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os?«
33-53. Så brød de op i samme stund og vendte tilbage til Jerusalem og fandt dér de elleve og deres fæller forsamlede, som sagde: »Herren er virkelig opstanden og set af Simon.« Og selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Medens de talte om dette, stod han selv midt iblandt dem og siger til dem: »Fred være med eder!« Da blev de grebet af angst og frygt og mente, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: »Hvorfor er I forfærdede? og hvorfor opstiger der tvivl i jeres hjerter? Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har.« [Og da han havde sagt dette, viste han dem sine hænder og sine fødder.] Men da de af glæde herover stadig var vantro og undrede sig, sagde han til dem: »Har I noget at spise her?« Så gav de ham et stykke af en stegt fisk. Og han tog det og spiste det i deres påsyn. Da sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i Mose lov og profeterne og salmerne.« Da åbnede han deres sind, så de forstod skrifterne. Og han sagde til dem: »Således står der skrevet, at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. I skal være vidner om dette. Og se, jeg vil sende over jer, hvad min Fader har forjættet; men I skal blive her i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Så tog han dem med sig ud, hen i nærheden af Betania, og han løftede sine hænder og velsignede dem. Og det skete, medens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen. Da tilbad de ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde. Og de var stadig i helligdommen og priste Gud.
(Lukasevangeliet kapitel 24, Den forrige autoriserede oversættelse fra 1948)
99. På sin dødsdag spurgte han flere gange, om der allerede var uro på hans vegne udenfor: så lod han hente et spejl, lod sit hår rede og sin underkæbe, der ville falde ned, sætte i lave; dernæst lod han sine venner komme ind og spurgte dem, om de ikke syntes, at han havde spillet livets farce pænt til ende, og føjede endog et slutningsvers til:
Siden vi har spillet så pænt, så klap allesammen og lad os takke af på en fornøjelig måde.
Derpå lod han dem alle gå ud, og medens han forhørte sig hos nogle, der var kommet fra Rom, om, hvordan Drusus's syge datter havde det, faldt han pludselig sammen under et kys fra Livia og med disse ord: »Livia, lev i erindring om vort ægteskab, og farvel!« Han fik således en let død, sådan som han altid havde ønsket sig den. Hver gang han hørte om én, der var død hurtigt og smertefrit, plejede han nemlig at bede guderne om en lignende Euthanasia — det var det udtryk han plejede at bruge — for sig og sine. Han viste kun ét eneste tegn på uklarhed, inden han opgav ånden, idet han pludselig blev forskrækket og klagede over, at han blev bortført af 40 unge mænd. Og selv dette var snarere forudanelse end vildelse, thi netop så mange soldater af livgarden bar ham ud på gaden.
100. Han døde i det samme værelse som sin fader Octavius, i Sextus Pompeius's og Sextus Appuleius's konsulat den 19. august, den 9. time på dagen, i en alder af 76 år på 35 dage nær.
Liget blev båret af byrådsmedlemmer fra municipier og kolonier fra Nola til Bovillae om natten af hensyn til årstiden, medens det om dagen stod i en købstads basilika eller i det største af dens templer. Fra Bovillae overtog ridderstanden transporten, bar liget til hovedstaden og stillede det i forhallen til hans hus. Senatet gik så vidt i kappestrid og iver for at gøre hans begravelse prægtig og ære hans minde, at — foruden adskilligt andet — nogle foreslog, at ligtoget skulle gå gennem Triumf-Porten, med sejrsgudinden fra rådhuset i spidsen og medens de fornemste mænds børn af begge køn af sang en sørgehymne; andre, at man på begravelsesdagen skulle aflægge guldringene og anlægge jernringe; atter andre, at knoglerne skulle samles af præsterne af de øverste kollegier. Der var også en, der foreslog, at måneden augusts navn skulle overføres til september, fordi Augustus var født i september, men død i august; en anden, at hele tidsrummet fra hans første fødselsdag til hans død skulle kaldes saeculum Augustum og optages i årstavlen under den betegnelse. Der blev dog holdt måde med æresbevisningerne: der holdtes to ligtaler over ham, en af Tiber fra estraden foran Divus Julius's tempel, og en af Tibers søn Drusus fra den gamle talerstol, og han blev båret på senatorers skuldre til Marsmarken og brændt dér. Det manglede ikke, at en forhenværende prætor edelig erklærede, at han efter branden havde set hans skikkelse stige op til himlen. Resterne af liget opsamlede de første mænd af ridderstanden i tunika, uden bælte og med bare fødder, og nedlagde dem i hans mausoleum. Denne bygning havde han ladet opføre mellem Via Flaminia og Tiberbredden i sit sjette konsulat, og havde allerede dengang åbnet den omgivende park og dens spadseregange for publikum.
101. Hans testamente, som han havde gjort under L. Plancus's og C. Silius's konsulat den 3. april, et år og fire måneder før sin død, og som var skrevet i to bøger, dels med hans egen, dels med hans frigivne Polybius's og Hilarions hånd og deponeret hos vestalinderne, blev fremlagt af disse tillige med tre ligeledes forseglede ruller. Alt dette blev åbnet og oplæst i senatet. Til arvinger i første række indsatte han Tiberius for to tredjedele, Livia for én tredjedel, og disse pålagde han tillige at antage hans navn; i anden række Tibers søn Drusus for en tredjedel, for de øvrige parter Germanicus og hans tre børn af mandkøn; i tredje række forskellige slægtninge og venner. Til romerfolket testamenterede han 40 mill. sesterts, til tribus 3½ mill., til soldaterne af garden 1000, til bykohorterne 500, til legionssoldaterne 300 sesterts pr. mand. Denne sum pålagde han arvingerne at udbetale straks; han havde nemlig altid haft den liggende i rede penge. I øvrigt var der forskellige legater, nogle til et beløb af 2 mill. sesterts; til deres udbetaling satte han en frist af et år, idet han som undskyldning anførte, at hans formue var beskeden, og erklærede, at der ikke ville tilfalde hans arvinger mere end 150 millioner, skønt han i de sidste 20 år ved arv fra sine venner havde oppebåret 1400 millioner, som han næsten fuldstændig havde brugt til offentlige formål tillige med arven fra begge sine fædre og sin øvrige arv. Han forbød, at hans datter og datterdatter Julia måtte bisættes i hans gravmæle, når de afgik ved døden. Af de tre ruller indeholdt den ene forskrifter om hans begravelse; den anden en fortegnelse over, hvad han havde udrettet, der skulle indhugges på bronzetavler og opstilles foran hans mausoleum; den tredje en statistik over hele riget, hvor mange soldater der stod under fanerne på hvert sted, og hvor mange penge der var i ærariet, fiskus og skatterestancer. Han havde også tilføjet navnene på de frigivne og slaver, af hvem der kunne kræves regnskab.
(Sueton, Romerske Kejsere. Side 132-133, oversat af A. B. Drachman)
Et kristent modsvar kunne være, at Lukas hverken var værre eller bedre end andre af samtidens historikere. Der blev også berettet om masser af mirakler i forbindelse med historiske personer som f.eks. Kejser Augustus (billedet til højre).
Det er korrekt, og på siden om Kejser Augustus er der mange eksempler på, hvordan historierne om Jesus' liv er skåret over samme model som andre berømte folk i samtiden. Augustus blev kaldt frelser, jomfrufødt og Guds søn, og han blev selv til en gud efter sin himmelfart.
Men en ting er, at der er paralleller; der er så sandelig også forskelle, så lad os se lidt på dem:
Jesus' død er i sig selv ledsaget af mirakler: En naturstridig solformørkelse, der (1) sker samtidigt med Jesus' død, (2) dækker hele verden, (3) varer tre timer, og (4) sker mens det er fuldmåne. Samtidig flænges templets forhæng, og den hærdede centurion, der må have set hundredvis af andre korsfæstelser, udbryder, at »Den mand var virkelig retfærdig«.
Alt dette må vi dog springe over her af pladshensyn og nøjes med kapitel 24 (til venstre), der handler om genopstandelsen og himmelfarten.
Kapitelet starter med, at stenen er væltet bort fra graven (og det antydes, at dette er sket på magisk vis), to mænd (engle?) dukker op i lysende klæder, og minder kvinderne om, at Jesus utallige gang havde forudsagt, at han ville genopstå.
I en af Bibelens mest rodede historier møder to ukendte disciple Jesus. Først kan de ikke kende ham, fordi »deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham«, og da de omsider kender ham, bliver han usynlig.
Jesus lader sig teleportere til Jerusalem, hvor han uden varsel viser sig inde i et lukket rum. Jesus gør sig umage for et bevise, at han ikke er en ånd.
Til sidst åbner han disciplenes øjne, så de forstår skrifterne (hvorfor gjorde han ikke det, mens han endnu var på jorden?), og de kan nu se, at hans genopstandelse var i overensstemmelse med nogle ikke nærmere definerede profetier.
Da denne ekstraundervisning er slut, går Jesus udenfor og stiger til himmels.
Kontrasten mellem Lukas og Sueton er slående. Ganske vist er der en enkelt person, der sværger at have set Augustus stige til himmels, men det kommer til at stå for personens egen regning.
Lukas fortæller som et faktum uden antydning af tvivl, at Jesus har vist sig for sine disciple, og at Jesus har opfordret dem til at føle på sine hænder og fødder for at se, at han ikke bare var en ånd: »Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har« (24,39). Da dette ikke er nok til at overbevise disciplene, »da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig« (24,41) går Jesus over til næste nummer i forestillingen: At spise et stykke fisk for øjnene af disciplene: »og det tog han og spiste, mens de så det« (24,43).
Til sammenligning har Sueton ikke noget behov for at bevise, hvorvidt den skikkelse en enkelt prætor påstod at have set, var en ånd, om den havde knogler, eller om den kunne spise en fisk. Påstanden serveres som en påstand, og den er kun en enkelt parentes i den lange beretning.
Det eneste andet overnaturlige er, at Augustus »klagede over, at han blev bortført af 40 unge mænd«. Dette afviser Sueton dog straks som vildelse, og han supplerer med den oplysning, at der netop var 40 mænd i livgarden. Den slags kritisk analyse og oplysninger mangler totalt i Lukasevangeliet.
Augustus' himmelfart betyder intet for resten historien. Med eller uden himmelfarten har vi stadig en ædruelig fortælling om en dygtig leder, der slutter et langt liv med taler og testamente. Selvom Sueton havde udeladt himmelfarten, ville denne detalje ikke ændre en tøddel.
I højre kolonne er alt det overnaturlige gjort gult. Hvis man skulle gøre den tilsvarende øvelse i Lukasevangeliet, ville hele kapitlet blive gult, eftersom kapitlet handler om de overnaturlige begivenheder og disciplenes reaktioner på disse mirakler.
I Lukasevangeliet er miraklerne fundamentale for historien: De beviser evangeliets sandhed. Hvis Jesus ikke havde genopstået og fløjet til himmels, som han havde proklameret adskillige gange, ville hele historien været én stor fiasko.
Ja, som Paulus formulerer det: er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så […] er vi de ynkværdigste af alle mennesker.
Fodnoter: (1) (2)
Ein grobes chronologisches Versehen hat dagegen Lukas bekanntlich begangen, indem er den von dem Legaten von Syrien P. Sulpicius Quirinius im Jahre 6 n. Chr. durchgeführten Census von Syrien und Palaestina in dieselbe Zeit setzt1. Er macht ihn zugleich fälschlich zu einem allgemeinen Reichscensus. Das gibt zugleich einen wertvollen Anhalt für die Abfassungszeit seines Werks. Denn während die großen von Augustus und Claudius vorgenommenen Census sich nur auf die römischen Bürger im Reich bezogen, scheint der Census unter Vespasian im Jahre 74 n. Chr., der letzte allgemeine Census, der im römischen Reich vorgenommen ist, in der Tat die Gesamtbevölke- rung umfaßt zu haben2; dann hat Lukas also unter dem Eindruck dieses Census, den er selbst vor kurzem erlebt hatte, geschrieben und seine Gestaltung, die Anordnung des Kaisers, apographesthai pasan tên oikoumenên, wobei, wie beim römischen Bürgercensus, ekastos eis tên eautou polin seine Deklaration einreichen mußte, auf den Provinzialcensus des Quirinius übertragen.
1) S. darüber Mommsen, De P. Sulpicii Quirinii titulo Tiburtino, in seinen Res gestae Divi Augusti p. 161 ff., der die Frage erledigt hat. Ferner z. B. Schürer I 426 f.
2) Dafür spricht, wie auch Mommsen, Staatsrecht II 2412, 2 vermutet, daß Phlegon in den Macrobioi aus diesem Census Listen der Hundertjährigen nicht nur aus der achten Region Italiens, sondern auch aus Macedonien, Bithynien und Lusitanien erhalten hat, und die hier Genannten größtenteils Nichtbürger sind.
Ursprung und Anfänge des Christentums, Eduard Meyer 1921, side 51.
Vi ser stadig en rest hos de kongelige, hvor en lov f.eks. kan være »Givet på Amalienborg, den 28.4.1956«.
Den opmærksomme læser vil bemærke, at der heller ikke er dato i nogen af epistlerne i resten af Bibelen, ikke engang Paulus' ægte epistler. Faktisk er der kun et sted i Paulus' epistler, der antyder, hvornår han levede, og ifølge dette sted levede Paulus 85 år før Kristi fødsel.