Kristendommen uden Jesus

Kræver Mosebøgerne en historisk Moses?
Moses

I gamle dage var det blasfemi at foreslå, at Abraham og Moses aldrig havde eksisteret, og selv i sidste halvdel af det 20. århundrede var det karriereødelæggende for teologer at påstå, at Kong David var en fiktiv person.

Alligevel er de fleste i dag klar over, at disse mennesker er fiktive. Hverken stamfaren til de abrahamitiske religioner, forfatteren af Moseloven eller grundlæggeren af Davidsriget har nogensinde eksisteret.

Men hvad så med kristendommen? Kan den være opstået uden en historisk Jesus Kristus?

Sommetider argumenteres der for, at kristendommen er opstået for hurtigt. I modsætning til f.eks legenderne om Kong Arthur, Wilhelm Tell og Robin Hood, der er vokset frem gennem flere hundrede år, er kristendommen grundlagt næsten fra den ene dag til anden i løbet af et til tre år. Det må — påstås det — være nogle meget store mirakler — eller i det mindste nogle meget kloge ord — der har kunnet forårsage denne omvæltning.

Ateister, de rigtige ghost busters Men kristendommen er dybest set bare endnu en jødisk sekt, og mange af de grundlæggende begreber var forlængst indført i jødedommen. Bibelen fortæller os, at selv Jesus' værste modstandere, farisæerne, troede på opstandelsen:

Apostlenes Gerninger 23,8 For saddukæerne siger, at der hverken er nogen opstandelse eller nogen engel eller ånd, men farisæerne hævder begge dele.

Bibelen påstår heller ikke, at Jesus bidrog med noget nyt. Ifølge det ældste evangelium skulle Jesus' allerførste ord have været: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!« (Markus 1,15).

Det var ingen jøder, der spurgte, hvad tiden var inde til, hvad Guds rige betød, hvad de skulle omvende sig til, og hvad evangeliet handlede om. Det vidste de allerede. Kristendommen var intet nyt under solen (Prædikeren 1,2).

Prædikeren 1,2: Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed. Intet nyt under solen

Således havde Zarathustra talt for længe siden

Zarathustra
Zarathustra

Der var sket meget med jødedommen, siden Moses skrev Mosebøgerne. Under indflydelse af Zoroaster/Zarathustra var mange af de begreber, vi i dag forbinder med kristendommen, for længst indført.

Jesus bliver døbt.
Johannes Døberen og Treenigheden

De mange guder var erstattet af det dualistiske princip med én god og én ond gud. I en jødisk sammenhæng betød det, at Yahweh, der tidligere havde været en stammegud for Israel, nu var forfremmet til hele verdens skaber, mens Satan, der næsten ikke nævnes i Det Gamle Testamente, nu var Guds onde tvilling.

I den gamle jødedom, havnede alle døde det samme sted, nemlig "sheol", men under indflydelse af zarathustrianismen var der nu to dødsriger: Himlen og Helvede. Dette medfører en individuel dom efter døden — i stærk modsætning til den gamle jødedom, hvor Gud straffede børn for fædres synder og hele folket for kongens synder.

Himlen, jorden og Helvede var fyldt med engle og djævle. Snart ville dommedag komme, hvor Messias skulle redde sit folk og indføre guds rige her på jorden.

Bibelen påstår jo heller ikke, at det er Jesus, der har opfundet dåben. Alle fire evangelier starter med, at Johannes Døberen døber hele folket, allerede inden Jesus dukker op.

Pointen her er (naturligvis) ikke, at Zarathustra var en mere virkelig person end Moses og Jesus, men kun at disse ideer var mange hundrede år gamle på det tidspunkt, hvor Jesus skulle have missioneret.

Bibelen hævder ingen steder, at disse begreber skulle være opfundet af Jesus. Tværtimod danner de baggrunden for historien i evangelierne. I det univers, historierne om Jesus foregår i, er stort set hvert andet menneske besat af en eller anden dæmon, og folket venter spændt på en Messias.

Messias / Kristus

Messias.
Jesus

Zarathustra forsøgte at besvare det ældgamle spørgsmål om, hvorfor en god og almægtig gud tillader så meget lidelse på jorden. Svaret var, at den gode gud af en eller anden grund havde ladet den onde gud regere for en tid, men at nu var det snart slut. Dommens Dag var nær, hvor den gode gud ville udkæmpe det endelige slag mod den onde gud og indføre guds rige her på jorden med hjælp fra en Messias.

I en jødisk sammenhæng betyder Messias og Kristus bare "den salvede" på henholdsvis hebraisk og græsk. Dette er en hentydning til gamle love, om at præster (2 Mosebog 29,29, 3 Mosebog 4,3), konger (1 Samuel 10,1) og enkelte profeter (Esajas 61,1) skulle salves som et tegn på deres embede. Andre gange var denne Messias Guds redskab, som når Gud kalder perserkongen Kyros "sin salvede" (Esajas 45,1).

2 Mosebog 29,29: Arons hellige klæder skal hans sønner bære efter ham, når de skal salves og indsættes.
3 Mosebog 4,3: Hvis det er den salvede præst, der synder, så han påfører folket skyld, skal han på grund af den synd, han har begået, bringe Herren en lydefri tyrekalv som syndoffer.
1 Samuel 10,1: Da tog Samuel oliekrukken og hældte olien ud over hans hoved, kyssede ham og sagde: »Nu salver Herren dig til fyrste over sin ejendom."
Esajas 61,1: Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede,
En af disse wannabe-Messias'er, "Egypteren", leder folket op på Oliebjerget. Til højre ser man resultatet.
Kong Agrippa og uglen

I den apokalyptiske litteratur får Messias/Kristus dog en særlig betydning:

"The Messiah" (with the article and not in apposition with another word) is, however, not an Old Testament expression, but occurs for the first time in apocalyptic literature. Similarly, in all probability the use of the word "Mashiah." to denote the Messianic king is not found earlier than the apocalyptic literature.
(Jewish Encyclopedia, Messiah)

Altså: Når den senere jødiske dommedags-litteratur skriver "messias" med den bestemte artikel og ikke som apposition (et forklarende led), betegner "messias" det menneske/menneskelige væsen, der skal hjælpe Gud i det endelige slag. I de græske tekster står der "o messias" og "o christos", der i den danske Bibel skrives med stort: "Messias" og "Kristus", ligesom "o theos", guden, skrives med stort G: "Gud".

En sådan frelser var især ventet med længsel blandt jøderne, der nu i århundreder havde været underlagt babyloniere, persere, meder, seleukider, hellenere, romere og Herodes-dynastiet. Historikeren Josephus fortæller om mange oprør mod romerne (billedet til højre), og selvom Josephus aldrig bruger ordet Messias, er det tydeligt, at mange af disse har troet, at det var dem, Gud havde udvalgt.

Jesus, Guds frelser

Josva og Jesus er samme navn. Og begge gjorde deres indtog i Jerusalem fra øst igennem Jeriko.
Josva vælter Jerikos mure

Mange var kaldede, men få var udvalgte. Josephus fortæller om mange karismatiske personer: Johannes Døberen, Theudas og mange andre. Desværre var romerne for stærke, og hver eneste ansats til oprør blev brutalt undertrykt.

På et tidspunkt opfandt de første kristne derfor den eneste mulige Messias: En Messias, der allerede havde frelst os, og som havde forsonet os med Gud, men som havde gjort det i en usynlig dimension, så ingen havde opdaget noget.

Det var ikke den sejrrige Messias, man ønskede, men det var den eneste Messias, man kunne få.

Vi ved næsten intet om disse første kristne. Paulus fortæller, at han selv kom ret sent på banen. Efter Kefas (= Peter?(2)), Johannes, Jakob, Andronikus og Junia og 500 brødre.

Guds frelser blev kaldt Jesus, hvilket var et oplagt navn: Dels fordi Jesus netop betyder "Guds frelser" (Matthæus 1,21), og dels fordi Jesus er samme navn som Josva, den mand der førte det gamle Israel ind i det forjættede land (billedet til højre).

Matthæus 1,21: Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder."

Hånd af Harvey Kurtzman Her har vi den grundlæggende forskel på kristendommen og de øvrige jødiske sekter:
Messias / Kristus har været her, og han har frelst os.

Paulus

Paulus
Paulus i Romerne 7,24: Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?
Romerne 7,24

Kristendommen, som vi kender den, er især udformet af Paulus. Han drog den logiske konsekvens af frelsen: Jesus Kristus har allerede frelst os, og det eneste han kræver er, at vi tror på det. Men det medfører også, at Moseloven nu er decideret skadelig. Hvis vi følger Moseloven "for en sikkerheds skyld", har vi netop vist, at vi ikke har tro, og så er vi fortabte.

Hvis man læser Paulus epistler, kan vi se, at det netop er her, han adskiller sig fra de jødekristne i Jerusalem. Der er aldrig nogen diskussion om Jesus' natur: Om Jesus er en engel, om han lever i den tredje eller syvende himmel, om han er Guds adopterede søn, om Paulus åbenbaringer er mere "autoriserede" end de andre kristnes, om hans møde med Jesus i den tredje himmel er mere ægte, osv., osv.

De evige diskussioner går i stedet på, om man kan ignorere Moseloven, om ikke-jøder overhovedet kan blive kristne, og på om disse nye kristne i så fald skal omskæres.

Paulus benyttede sig af to kilder. Dels af nogle langhårede fortolkninger af tekster i Det Gamle Testamente (og Paulus' fortolkninger kunne være ekstremt langhårede), og dels af en række åbenbaringer (dvs. hallucinationer). Hvis der nogensinde har været en historisk Jesus, har det ikke påvirket Paulus' epistler. Paulus er totalt uvidende om Jesus' liv og kender kun til hans død og opstandelse.

Paulus ser ud til at have læst andre samtidige jødiske skrifter, f.eks. disse linjer fra Enoks bog:

1 Enok 42,1 Wisdom found no place where she might dwell; Then a dwelling-place was assigned her in the heavens.
1 Enok 42,2 Wisdom went forth to make her dwelling among the children of men, And found no dwelling-place:
1 Enok 42,3 Wisdom returned to her place, And took her seat among the angels.

Jesus og To Engle Beskrivelsen af Visdommen, der for en kort stund besøger jorden, lyder meget som Paulus' beskrivelse af Jesus som en evig gud:

Filipperne 2,6 han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud,
Filipperne 2,7 men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske,
Filipperne 2,8 ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.
Filipperne 2,9 Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne,

"Lad os dømme ham til en vanærende død"
James Tissot

Og Paulus kunne have fundet inspirationen om Guds søn, der bliver dræbt af de onde magter, i Visdommens Bog:

Visdom 2,1 For de siger til sig selv ­ men deres tankegang er falsk: Vort liv er kort og fuldt af smerte, og for et menneskes død findes ingen lægedom, vi kender ingen, der kan udfri fra dødsriget.
[.. .. ..] [. . .]
Visdom 2,12 Lad os efterstræbe den retfærdige, for han er besværlig for os, han modarbejder vore handlinger og bebrejder os vore synder mod loven, han laster os for vore synder mod det, vi er oplært i;
Visdom 2,13 han hævder at have kundskab om Gud, sig selv kalder han en Herrens tjener.
Visdom 2,14 Han er en anklage mod vores måde at tænke på, bare synet af ham er en byrde for os,
Visdom 2,15 for hans livsførelse er ikke som de andres, hans veje fører andetstedshen.
Visdom 2,16 Som falske mønter betragter han os, han holder sig fra vore veje som fra urenhed; retfærdiges endeligt kalder han lykkeligt og gør sig til af, at Gud er hans fader.
Visdom 2,17 Lad os se, om hans ord er sande, lad os anstille en prøve og se, hvordan det går ham til sidst;
Visdom 2,18 for hvis den retfærdige er Guds søn, så vil Gud gribe ind og redde ham fra hans modstanderes hånd.
Visdom 2,19 Lad os sætte ham på prøve med vold og pinsler for at finde ud af, hvor god han er, og bedømme, hvor udholdende han er.
Visdom 2,20 Lad os dømme ham til en vanærende død, han er jo under beskyttelse, siger han selv!
[.. .. ..] [. . .]
Visdom 2,24 men ved djævelens misundelse kom døden ind i verden, og de, som har lod og del med ham, får den at føle.

Jerusalems fald år 70

Jerusalems undergang. Til venstre går porten til templet op, og guderne (i flertal!) forlader den truede by.
Den gale Jesus

Den mest vigtige og dominerede begivenhed i kristendommens historie må være Jerusalems fald år 70 e.v.t.

Ifølge evangelierne havde Jesus ryddet templet, længe før romerne gjorde det.
Al Hartley, Jesus renser templet

På sin vis fik alle de jødiske dommedagssekter ret: Jerusalem blev raseret, templet brændte ned, Gud var nu hjemløs, og befolkningen var enten dræbt eller solgt som slaver. Der findes stadig kristne retninger, preterister, der hævder, at de mange kapitler om dommedag i de tre synoptiske evangelier, bl.a. Markus' lille apokalypse i kapitel 13, blev opfyldt dengang i år 70 e.v.t.

Omvendt manglede den vigtigste del af profetierne. Gud steg ikke ned fra himlen, og han sendte ikke en Messias til at føre krig mod romerne, at udrydde de ikke-jødiske folkeslag, at indføre Davidsriget og at gøre jødedommen til verdensreligion.

Jerusalems ødelæggelse betød derfor en omvæltning både for de kristne og for andre jødiske sekter. Ødelæggelsen var et tilbageslag for de sekter, der havde bundet deres Messias op på konkrete løfter i denne verden, og som var en del af offerkulten omkring templet i Jerusalem. De forsøgte igen med Kitos-krigen år 115-117 og Simon Bar Kokhba's oprør år 132-136, der endte med, at romerne rev de sidste rester af Jerusalem ned, og forbød jøderne overhovedet at færdes dér.

De andre sekter, der aldrig havde støttet templet. havde det lettere. Det gjaldt ikke kun de kristne med deres lovfri religion, men også andre sekter, der for længst havde taget afstand fra det korrupte præstestyre, og som mente, at præsteskabet var forrædere i deres samarbejde med romerne (billedet til højre).

Nu var der plads til Paulus' form for kristendom. Paulus selv var formentlig død på dette tidspunkt,(3) men hans efterfølgere behøvede ikke længere at bekymre sig om modstand fra de jødekristne i Jerusalem. Nu kunne de rejse rundt i hele Romerriget og prædike en kristendom, der var for hele verden, som tog afstand fra jødedommen, som ikke krævede underkastelse af Moseloven, og som ikke krævede omskærelse. De hellige bøger var skrevet på græsk, hvilket også lettede udbredelsen.

Evangelierne

Evangelierne starter med, at Jesus bliver døbt. Dåben er altså ikke en kristen opfindelse.
Jesus døbes

Kort efter Jerusalems fald blev Markusevangeliet skrevet. Historien foregår ca. 40 år før Jerusalems fald og er en sort komedie om, hvordan jøderne afviste deres frelser, og hvordan frelseren selv afviste denne generation: »Hvorfor søger denne generation at få et tegn? Jeg siger som sandt er: Intet tegn skal gives denne generation« (Markus 8,12). Så kunne jøderne gå rundt i Jerusalems ruiner og tygge lidt på dén.

Markus 8,12: Så sukkede han dybt i sin ånd og sagde: "Hvorfor søger denne generation at få et tegn? Jeg siger som sandt er: Intet tegn skal gives denne generation."

Grunden til at et sådant evangelium bliver skrevet er, at der er behov for en kodificering. En ting er, at Paulus i sin tid kunne modtage åbenbaringer, som gjorde ham til Peters ligemand, men nu var Paulus død, og på sigt var det ikke holdbart, hvis enhver opkomling kunne modtage åbenbaringer, der vendte op og ned på kirkens dogmer. Derfor var det vigtigt at få kontrol over den autoriserede historie ved at skrive den ned: Vores frelser har været på jorden, sagt nogle kloge ord, grundlagt en kirke og udnævnt nogle ledere, men nu sidder han på en sky oppe i sin himmel og tier stille.

Markus bygger især sin teologi på Paulus' epistler. En ting, som han tilføjer, er Jesus mange lignelser. Pudsigt nok fortæller Jesus sine disciple, at formålet med disse lignelser er, at forhindre udenforstående i at forstå evangeliet og dermed blive frelst (Markus 4,11-12).

Markus 4,11: Og han svarede dem: "Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser,
Markus 4,12: for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse."

Det er derfor fristende at betragte hele evangeliet som en lang lignelse. En historie, der på overfladen ikke giver mening, men som har et dybere budskab for de indviede.

I Matthæusevangeliet er Jesus fjendtlig overfor ikke-jøder, som han kalder hunde.
Ikke jøde

Nogle år senere blev Markusevangeliet kopieret af Matthæus. Ud af de 661 vers i Markusevangeliet har Matthæus kopieret de 607. Han tilføjede de ting, han mente, Markus manglede: Jesus' stamtavle, Jesus' fødsel, Bjergprædikenen og fremfor alt: Jesus' genopstandelse (der er ingen opstandelse i Markusevangeliet). Samtidigt rettede han i teksten utallige steder: for at rette fejl, for at gøre teksten mere pro-jødisk, for at gøre miraklerne større og fordi han var dum. Næsten uanset hvad Jesus gør eller ikke gør, er det for at opfylde et eller andet skriftsted. Dermed antyder Matthæus — uden at sige det — at der er tale om virkelige begivenheder. Der er stadig ingen himmelfart i dette evangelium, og den opstandne Jesus lover at blive hos disciplene alle dage indtil verdens ende.

Har Lukas læst Matthæusevangeliet?
Matthæus & Lukas

Det er vigtigt at huske, at Matthæusevangeliet er en redaktion af Markusevangeliet. Det var ikke meningen, at dette evangelium skulle stå på kaminhylden ved siden af Markusevangeliet, det skulle erstatte Markusevangeliet. Dette lykkedes næsten, for vi har ingen papyrusser med Markusevangeliet.

Derefter blev Lukasevangeliet skrevet. Forfatteren har læst Markusevangeliet og formentlig også Matthæusevangeliet. Lukas skriver i forordet, at han har læst mange andre beretninger, som han nu vil fortælle i rigtig rækkefølge. Dermed siger han næsten, at der er tale om virkelige begivenheder.

Det fjerde evangelium – ud af de ca. 40 vi har kendskab til – er Johannesevangeliet. Evangeliet er skrevet på et sent tidspunkt, hvor kristendommen havde brudt med jødedommen. De kristne må ikke længere komme i jødernes synagoger og generelt er evangeliet fjendtligt over jøder, som Jesus kalder for børn af Djævlen, mordere og løgnere (Johannes 8,44).

Johannes 8,44: I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen.

I dette sene evangelium er Guds rige flyttet op i himlen. I Matthæusevangeliet havde Jesus lovet, at "de sagtmodige skulle arve jorden", men efterhånden som årene var gået har det stået klart, at Jerusalems fald alligevel ikke resulterede i Messias' ankomst og verdensdommen. Af samme grund er der skruet voldsomt ned for dommedagsprofetierne.

Johannesevangeliet er skrevet år 90-110 e.v.t., dvs. 60-80 år efter Jesus' tid, og først nu er han blevet en evig gud: Ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os, der har eksisteret siden begyndelsen, og som er den samme som Gud: »Jeg og Faderen er ét« (Johannes 10,30). Det er også først nu, at forfatteren insisterer på, at historien er sand: »Den, der har set det, har vidnet om det, […] - og hans vidnesbyrd er sandt« (Johannes 19,35).

Jesus bliver virkelig (og Paulus bliver kætter)

Paulus, ca. år 45-65:

Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, […] og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det - ellers var det til ingen nytte, I kom til tro. Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af [nogle udvalgte få ved åbenbaringer].
(1 Korintherne 15,1-5)

Ignatius, ca. år 110-160:

Vær derfor døv, når nogen til taler jer uden Jesus Kristus, der var af Davids slægt, af Maria, han som i sandhed blev født, både spiste og drak, i sandhed blev forfulgt under Pontius Pilatus, i sandhed blev korsfæstet og døde i påsyn af de himmelske og jordiske og dem under jorden; han som i sandhed blev oprejst fra døde
(Ignatius' brev til trallerne, 9)

Det er ikke meget, vi ved om kristendommens første hundrede år. Netop i den periode, hvor bøgerne i Det Nye Testamente blev skrevet, har vi — bortset fra Første Klemensbrev — ingen kilder uden for Bibelen. Det er ikke før i det andet århundrede e.v.t, at vi støder på de tidligste kirkefædre, og her kan vi se, at der er sket noget drastisk med Jesus i løbet af disse ca. 100 år.

Ifølge Paulus (til venstre) kunne man blive frelst blot ved at tro på, at Jesus var død for vore synder, begravet og genopstået på tredjedagen, hvorefter han havde vist sig for udvalgte mennesker i en række åbenbaringer. Paulus skriver to gange, at det er sket »efter Skrifterne«, hvilket betyder, at der ikke behøver at være tale om historiske kendsgerninger, men måske kun om hans egne langhårede fortolkninger af Det gamle Testamente ("Skrifterne"). Og Paulus' fortolkninger kunne være meget langhårede.

Ca. 100 år senere var dette slet ikke nok. Nu var det afgørende for Ignatius af Antiokia, at Jesus "i sandhed" var født, havde spist og drukket, "i sandhed" blev forfulgt, "i sandhed" blev korsfæstet og "i sandhed" blev oprejst fra døde.

Alle de ting, Paulus ikke nævner, er nu vigtige: Paulus sagde, at Jesus var "lavet" eller "kommet" af Davids sæd: ("genomenou ek spermatos Dauid"), »made of the seed of David« (Romerne 1,3); for Ignatius er det afgørende, at han er af Davids slægt: "ek genous Dauid".

Paulus sagde, at Jesus var "lavet" eller "kommet" af en kvinde: »made of a woman, made under the law« (Galaterne 4,4), men han fortæller straks, at »Det skal forstås billedligt« og at "kvinden" er en allegori for Abrahams slavinde Hagar, som er en allegori for Bjerget Sinaj, som er en allegori for Jerusalem, som er en allegori for Det Gamle Testamente (Galaterne 4,24-25); Ignatius insisterer på, at kvinden skal være Maria, og at Jesus »i sandhed blev født«, "os alithos egennêthê". Her bruger Agnatius netop det ord, "egennêthê", som evangelierne bruger, men som Paulus aldrig bruger om Jesus.

Galaterne 4,24: Det skal forstås billedligt. Disse kvinder er nemlig to pagter. Den ene kommer fra bjerget Sinaj, hun føder børn til trældom, og det er Hagar -
Galaterne 4,25: "Hagar" betegner bjerget Sinaj i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, for det lever i trældom med sine børn.

Paulus siger, at Jesus er dræbt af »denne verdens herskere« (1 Korintherne 2,8), men her må han mene djævle og dæmoner, eftersom Paulus flere steder siger, at man trygt kan stole på myndighederne; For Ignatius er det vigtigt, at det ikke bare er jordiske myndigheder, men specifikt Pontius Pilatus, som der står i evangelierne.

1 Korintherne 2,8: Den visdom har ingen af denne verdens herskere kendt, for havde de kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre.

Citatet til venstre slutter med, at Paulus nævner en række mennesker, som Jesus viste sig for, efter opstandelsen; for Ignatius var det vigtigt, at selve korsfæstelsen var bevidnet »i påsyn af de himmelske og jordiske og dem under jorden«.

Galaterne 4,4: But when the fulness of the time was come, God sent forth his Son, made of a woman, made under the law,
(King James Bibel fra 1611)
Romerne 1,3: Concerning his Son Jesus Christ our Lord, which was made of the seed of David according to the flesh;
(King James Bibel fra 1611)

Ignatius starter med at sige, at man "skal være døv" dvs. lukke ørerne, hvis man møder nogen, der afviger fra alle disse punkter. Han er ikke den første til at lufte denne bekymring, for allerede inden Det Nye Testamente var skrevet færdigt, advarede forfatterne mod "antikristne", der ikke ville "bekende, at Jesus er kommet i kød" (2 Johannes 1,7, 1 Johannes 4,1-3).

2 Johannes 1,7: For der er gået mange bedragere ud i verden; det er dem, der ikke bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød. Det er bedrageren og Antikrist.
1 Johannes 4,1: Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden.
1 Johannes 4,2: Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud;
1 Johannes 4,3: men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden.

Man kan undre sig over, hvem disse "antikristne" er. Især hvis enhver vidste, at Jesus havde været en virkelig person med far, mor og søskende.

Se evt. det eksterne link nederst for flere detaljer om Ignatius' trosbekendelse.

Jesus gennem 2.000 år

Har Jesus levet siden verdens skabelse?
Jesus Malebog
Er Jesus én eller tre?
Den hellige treenighed

Eksemplet med Ignatius viser, hvordan dogmer hurtigt kan ændre sig: I løbet af ca. 100 år, var man kætter, hvis man fulgte Paulus' trosbekendelse. Og her er der en vigtigt pointe: Hver gang kristendommen og Jesus-figuren er blevet ændrede de sidste 2.000 år, er det sket efter voldsomme diskussioner, hvor alle parter har følt, at netop de var de ortodokse (af græsk: "orthós", ret/rigtig, og "dóxa", mening), mens modparterne var kættere.

Hver gang gnostikere, monofysitter, miafysitter, dyofysitter, donatister, anabaptister, karpokratianere, manikæere, arianere, montanister, monoteleter, dyoteleter, ebionitter, doketister, marcionitter, sabellianere, novatianere, homoousianere, og homoiousianere havde været i kamp mod hinanden, kunne vinderen til sidst kalde sig "katolik" (græsk "katá hólos" = ifølge alting, dvs. universel, almindelig → den almindelige kirke). Som altid er det sejrherren, der skriver historiebøgerne.

Derfor ved vi ikke ret meget om de mange tidlige sekter. Det eneste vi ved er i reglen, hvad deres modstandere har skrevet om dem. For eksempel skrev Paulus om nogle, der "prædikede en anden Jesus og et andet evangelium" (2 Korintherne 11,4), men vi ved ikke, hvad denne "anden Jesus" var for en størrelse, og hvad dette evangelium handlede om.

2 Korintherne 11,4: I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod.

Tidligt i Kristendommens start var der ebionitter, der hævdede, at Jesus var 100 % menneske, der var blevet belønnet af Gud for sit fromme liv. Frelse var kun for jøder og kunne kun opnås ved at følge de mosaiske love. De fulgte et "Hebræer-evangelium", som tilsyneladende var en endnu mere rabiat version af Matthæus.(4)

I den modsatte ende af skalaen var doketisterne. De hævdede, at Jesus var 100 % gud. Faktisk var han alt for guddommelig til overhovedet at komme ind i denne verden — han havde kun tilsyneladende været her og var kun tilsyneladende død på korset (det er, hvad ordet doketisme betyder). En af doketisterne var Marcion, hvis Bibel bestod af 10 paulinske epistler (let redigeret) og Lukasevangeliet (stærkt redigeret).

Havde Jesus et kødeligt legeme?
Jesus omskæres

Doketisme er selvfølgelig kætteri for moderne kristne, da det ville betyde, at Jesus ikke "virkelig" døde for vores synder, og i teorien kunne det være disse doketister, som Ignatius advarede imod, når han insisterede på, at Jesus »i sandhed blev korsfæstet«. Måske var det også derfor, at en from svindler tilføjede to falske vers, hvor Jesus sveder blod.

Treenigheden: Jesus er en gud med 4 øjne og tre næser.
Treenigheden

I midten var gnostikerne, som mente, at Jesus Kristus var både menneske og gud, i den forstand, at Jesus var menneske, og Kristus var en gud (det er derfor, Jesus på korset råber: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«, efter at Kristus har forladt ham). Der var forskellige slags gnostikere, både kristne og ikke-kristne, nogle troede på én, flere eller så meget som 365 guder. De mente, at guden fra Det Gamle Testamente var en lavtstående, ond og inkompetent gud (i det mindste havde de ret i den del), som havde fanget vores udødelige sjæle i denne falske verden.(5)

Til sidst vandt en fjerde sekt denne kamp på netop dette sted i Kirkens udvikling: Nemlig de kristne, der hævdede, at Jesus var 100 % menneske og 100 % gud på samme tid — og at den kærlige Gud Fader var den samme som massemorderen Jahve fra Det Gamle Testamente.

Da dette var afgjort, var det ret ligetil at beslutte, hvilke af de mange evangelier, akter, åbenbaringer og epistler, der skulle medtages i Det Nye Testamente. De bøger, der blev fundet ved Nag Hammadi, giver os et glimt af den enorme ur-kristne litteratur, vi har mistet.

Så startede kampen om, hvorvidt Jesus var en evig gud, eller om han var skabt af Gud. Den fraktion, der holdt Jesus for at være evig, vandt.

Så var spørgsmålet om, hvorvidt Gud og Jesus var af samme eller lignende substans: Homoousios eller homoiousios. Fascinerende diskussioner.

Kejser Konstantin betragter en teologisk diskussion mellem donatister, montanister og monofysitter
Kejser Konstantin

Så kom spørgsmålet om, hvorvidt Gud og Jesus var det samme væsen. I et stykke tid syntes modalismen (også kendt som sabellianisme og patripassinisme) at løbe med sejren. Ifølge dette dogme var Faderen, Sønnen og Ånden tre former for det samme væsen, ligesom is, vand og damp er tre tilstande af det samme element. Mange kristne kan lide denne forklaring, men det er et kætteri, fordi det ville indebære, at det var Gud Fader, der døde på korset (deraf det nedsættende udtryk patripassinisme). Hvis du ser nogle kristne, der går ind for dette synspunkt, så meld dem til din lokale præst.

Jesus fødselsdag bliver knyttet til julen.
Hvad har Jesus at gøre med Julen?

Den romerske Kejser Konstantin udvalgte kristendommen til den foretrukne religion, fordi han håbede, den kunne give enighed i Romerriget. Han blev dog snart klogere, så han arrangerede flere kirkemøder for få en afgørelse. Ved koncilet i Nikæa i 325 blev det officielle dogma skrevet ned: Den Nikænske Trosbekendelse oplister alt det, Jesus er, og slutter med alt det, Jesus ikke er: »Men den katolske og apostolske kirke fordømmer dem, der siger […]«.

Konsilet skrev meget lidt om Faderen, ham var der ikke den store uenighed om, og endnu mindre om Helligånden: »Vi tror […] Og på den Hellige Ånd«, så der var masser af plads til nye skænderier.

De sekter, der afviste at inkludere Helligånden som ligeværdig i en "Treenighed", blev kaldt "pneumao-machi" eller bekæmpere af ånden, og ved det andet økumeniske koncil i Konstantinopel i 381 blev Treenigheden ophøjet til officielt dogme. Derefter startede arbejdet med at forfalske 1 Johannes 5,7, 1 Timotheus 3,16, Romerne 9,5, 1 Korintherne 15,12-17 og 6.000 andre steder.

Alligevel fortsatte slagsmålene, og for hver generation opstod flere og flere "kætterier", der skulle tages afstand fra. Ved andet koncil i Ephesus år 449 og koncilet i Chalkedon år 451 voksede trosbekendelserne og blev til lange lister over alt det, Jesus (og Helligånden) var og ikke var.

Hvorfor har paven en fisk på hovedet?
Hvorfor har paven en fisk på hovedet?

Samtidig med alt dette var kristendommen blevet Rommerrigets officielle religion. Derfor skete en voldsom forandring af selve kirken: Fra en forfulgt dommedagssekt til enevældig statsreligion i det mægtige Romerrige. Kirken blev til et spejlbillede af den verdslige magt, og det romerske hierarki med kejser, konsuler, senatorer, prokuratorer osv. blev afspejlet i pave, kardinaler patriarker, ærkebiskopper osv. Det kristne panteon blev udvidet med hundreder og atter hundreder af helgener, som man kunne bede til, for at de — gerne mod et passende vederlag — kunne give besked videre til Jesus. Dermed blev selve Himlen et spejlbillede af det romerske bureaukrati.

Kirken begyndte at opsuge elementer fra de gamle, udkonkurrerede religioner: Kostumer, helligt vand, fiskehatte, klokker, farvet røg, osv. Gamle hedenske helligdage blev "døbt" og gjort kristne, Jesus' fødselsdag blev lagt ved vintersolhverv, og hviledagen flyttet til søndag, solens dag.

I Den Guddommelige Komedie møder Dante Vergil og andre ædle hedninge i Helvedes første kreds, Limbo.
Dante i Limbo

Nu da Kirken havde fået total magt, og da der var gået mange hundrede år, droppede man tanken om den snarlige Dommedag. Det vil sige, at man ignorerede Paulus' ord om, at Jesus var opstandelsens førstefrugt, og at Jesus i stedet blev en dommer, der dømte synderne, efterhånden som de døde.

Helvede - inden onsdag 28. juli 1999.
Helvede

Helvede blev voldsomt udvidet. Ifølge Jesus var Helvede bestemt for Djævelen og hans engle (Matthæus 25,41), men Kirken udnævnte nu i stedet Djævlen til bestyrer af Helvede, og Helvede blev udvidet med skærsilden, der blev fyldt op, efterhånden som de døde kom for den individuelle dom hos Jesus. Helvede blev også udvidet med Limbo til de udøbte børn, og da man alligevel var i gang, opfandt man et limbo mere, Limbus Patrum, for de gode mennesker, der havde været så uheldige at blive født, før Jesus kom til jorden (billedet til højre).

Matthæus 25,41: Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.

Skærsilden var en god forretning, fordi den skaffede Kirken en formue i afladsbreve. Den handel er som bekendt stoppet i dag (hvor den er afløst af CO2-kvoter), så onsdag 28. juli 1999 blev Helvede og Fanden og hans pumpestok afskaffet af den ufejlbarlige Pave JP II, der erklærede, at Helvede var »smerte, frustration og tomhed i et liv uden Gud. Snarere end et fysisk sted, er Helvede en tilstand for dem, der frivilligt og definitivt separerer sig selv fra Gud«.

Gud og Jesus holder flyttedag.
Babelstårn

En anden af hans ufejlbarlige efterfølgere, Benedikt XVI, afskaffede Limbo den 19. april 2007. Det var ikke overraskende i sig selv, eftersom Limbo jo teknisk set var en del af Helvede. Benedikt XVI forklarede ikke, hvad Jesus får sin tid til at gå med, nu hvor han ikke længere skal dømme de døde til Helvedes pinsler.

Gud og Jesus holdt flyttedag igen. Oprindeligt boede Gud lige under den hvælving, som han havde sat solen og månen på. På Jesus' tid vidste man, at de forskellige planeter bevægede sig i forskellige baner, og da Paulus mødte Jesus, var det i Paradis i »den tredje himmel« (2 Korintherne 12,2-4).

2 Korintherne 12,2: Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden - om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det - blev rykket bort til den tredje himmel.
2 Korintherne 12,3: Og jeg ved om dette menneske - om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det -
2 Korintherne 12,4: at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale.

Astronomien har gjort fremskridt siden Paulus' besøg i den tredje himmel, men selv de stærkeste teleskoper har ikke kunnet få øje få Gud og Jesus. Derfor er de begge blevet transcendente og immanente.

Med sædvanlig kristen logik er dette selvmodsigende vrøvl blevet en grundpointe i kristendommen: Gud og Jesus er transcendente dvs. uden for denne verden og uden for vores forståelse og sanser, men samtidigt immanente dvs. til stede i denne verden, hvor de kan kendes, sanses og forstås.

Opsummering 2.000 år senere

Jesus har altid haft tre næser og fire øjne.
Trefoldigheden

Sådan er historien om Jesus: Jesus har altid været det evige, treenige, transcendente og immanente Guds Ord med tre næser og fire øjne, der sidder oppe i den tredje himmel og dømmer folk, efterhånden som de dør, og vi har altid været i krig med Eurasia (for nu at citere George Orwell).

I virkeligheden er historien ikke slut her. Forholdet mellem de tre gestalter i Treenigheden blev nemlig aldrig helt afgjort: Udgår Helligånden fra Faderen? Fra Faderen og Sønnen? Eller fra Faderen gennem Sønnen? Og udgår den konstant, eller skete det engang i fortiden?

Ved kirkemødet i Toledo i 589 blev der tilføjet et enkelt ord til Den nikæno-konstantinopolitanske Trosbekendelse på latin, "filioque", så Helligånden nu blev udsendt fra både Faderen og Sønnen: »Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen og fra Sønnen«.

Denne ændring på latin blev dog aldrig accepteret af den østromerske kirke, der stadig benyttede sig af græsk, og dette var en af de væsentligste årsager til, at kirken senere blev splittet. I 1054 ekskommunikerede Pave Leo IX patriarken af Konstantinopel — netop den by, hvor Den nikæno-konstantinopolitanske Trosbekendelse, der inkluderede Helligånden, var blevet skrevet år 381. Patriarken svarede igen ved at lyse paven i band.

Således kunne et enkelt ord splitte verdens største magtcenter. Hokus, pokus, filioque.

Eksternt link

Yderligere information


Fodnoter: (2) (3) (4) (5)

år 167-164 . . .: Daniels Bog er formentlig den bog i Bibelen, der er lettest at datere.

Det skyldes, at forfatteren er utroligt god til at "spå", om begivenheder gennem flere århundreder op til og med Antiokus IV Epifanes, men går fuldstændigt galt i byen med hensyn til, hvordan Antiokus IV døde.

Kefas / Peter . . .: Det er et åbent spørgsmål, om Peter er den samme som Kefas.

Men da der ikke kan siges noget 100% entydigt ud fra Paulus' tekster — og da det dybest set ikke gør nogen forskel — er udgangspunktet på nærværende hjemmeside den kristne fortolkning, nemlig at Peter er den samme som Kefas.

Ifølge den almindelige mening var Paulus aktiv fra midten af 40'erne e.v.t og døde år 64/65.

Det dog siges, at Paulus epistler er blottet for datoangivelser, og at det eneste spor placerer handlingen 100 år tidligere.

100 % menneske . . .: Faktisk står der ingen steder i Matthæusevangeliet, at Jesus er Guds søn.

Der står kun, at han er født af en jomfru for et opfylde en profeti.

Bart Ehrman beskriver disse tre grupper i "Lost Christianities" fra 2003, kapitel 2, "Heresies and Orthodoxies".

En mere grundig gennemgang af samme forfatter kan læses i "How Jesus became God" fra 2014, kapitel 8, "After the New Testament: Christological Dead Ends of the Second and Third Centuries".