|
|
|
Sådan er historien om Jesus: Jesus har altid været det evige, treenige, transcendente og immanente Guds Ord med tre næser og fire øjne, der sidder oppe i den tredje himmel og dømmer folk, efterhånden som de dør. Eller for nu at citere George Orwell: "Vi har altid været i krig med Eurasien".
I virkeligheden er historien ikke slut her. Forholdet mellem de tre gestalter i Treenigheden blev nemlig aldrig helt afgjort: Udgår Helligånden fra Faderen? Fra Faderen og Sønnen? Eller fra Faderen gennem Sønnen? Og udgår den konstant, eller skete det engang i fortiden?
Ved kirkemødet i Toledo i 589 blev der tilføjet et enkelt ord til Den nikæno-konstantinopolitanske Trosbekendelse på latin, "filioque", så Helligånden nu blev udsendt fra både Faderen og Sønnen: »Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen og fra Sønnen«.
Denne ændring på latin blev dog aldrig accepteret af den østromerske kirke, hvor man stadig benyttede sig af græsk, og dette var en af de væsentligste årsager til, at kirken senere blev splittet. I år 1054 ekskommunikerede Pave Leo IX patriarken af Konstantinopel — netop den by, hvor Den nikæno-konstantinopolitanske Trosbekendelse, der inkluderede Helligånden, var blevet skrevet år 381. Patriarken svarede igen ved at lyse paven i band.
Således kunne et enkelt ord splitte verdens største magtcenter. Hokus, pokus, filioque.
Denne artikel er sidste del af serien om, hvordan kristendommen kunne have opstået uden en historisk Jesus.
Kunne kristendommen opstå uden Jesus?