|
|
|
Den romerske Kejser Konstantin udvalgte kristendommen til den foretrukne religion, fordi han håbede, den kunne give enighed i Romerriget. Han blev dog snart klogere, så han arrangerede flere kirkemøder for få en afgørelse. Ved koncilet i Nikæa i 325 blev det officielle dogma skrevet ned: Den Nikænske Trosbekendelse oplister alt det, Jesus er, og slutter med alt det, Jesus ikke er: »[…] Men den katolske og apostolske kirke fordømmer dem, der siger […]«.
Konsilet skrev meget lidt om Faderen, ham var der ikke den store uenighed om, og endnu mindre om Helligånden: »Vi tror […] Og på den Hellige Ånd«, så der var masser af plads til nye skænderier.
De sekter, der afviste at inkludere Helligånden som ligeværdig i en "Treenighed", blev kaldt "pneumao-machi" dvs. "bekæmpere af ånden", og ved det andet økumeniske koncil i Konstantinopel i 381 blev Treenigheden ophøjet til officielt dogme. Derefter startede arbejdet med at forfalske 1 Johannes 5,7, 1 Timotheus 3,16, Romerne 9,5, 1 Korintherne 15,12-17 og 6.000 andre steder.
Alligevel fortsatte slagsmålene, og for hver generation opstod flere og flere "kætterier", der skulle tages afstand fra. Ved andet koncil i Ephesus år 449 og koncilet i Chalkedon år 451 voksede trosbekendelserne og blev til lange lister over alt det, Jesus (og Helligånden) var og ikke var.
|
|
Samtidig med alt dette var kristendommen blevet Rommerrigets officielle religion. Derfor skete en voldsom forandring af selve kirken: Fra en forfulgt dommedagssekt til enevældig statsreligion i det mægtige Romerrige. Kirken blev til et spejlbillede af den verdslige magt, og det romerske hierarki med kejser, konsuler, senatorer, prokuratorer osv. blev afspejlet i pave, kardinaler patriarker, ærkebiskopper osv. Det kristne panteon blev udvidet med hundreder og atter hundreder af helgener, som man kunne bede til, for at de — gerne mod et passende vederlag — kunne give besked videre til Jesus. Dermed blev selve Himlen et spejlbillede af det romerske bureaukrati.
Kirken begyndte at opsuge elementer fra de gamle, udkonkurrerede religioner: Kostumer, helligt vand, fiskehatte, klokker, farvet røg, osv. Gamle hedenske helligdage blev "døbt" og gjort kristne, Jesus' fødselsdag blev lagt ved vintersolhverv, og hviledagen flyttet til søndag, solens dag.
|
Nu da Kirken havde fået total magt, og da der var gået mange hundrede år, droppede man tanken om den snarlige Dommedag. Det vil sige, at man ignorerede Paulus' ord om, at Jesus var opstandelsens førstegrøde. I stedet blev Jesus nu en dommer, der dømte synderne, efterhånden som de døde.
Helvede blev voldsomt udvidet. Ifølge Jesus var Helvede bestemt for Djævelen og hans engle (Matthæus 25,41), men Kirken udnævnte nu i stedet Djævlen til en slags bestyrer af Helvede, og Helvede blev udvidet med skærsilden, der blev fyldt op, efterhånden som de døde kom for den individuelle dom hos Jesus. Helvede blev også udvidet med Limbo til de udøbte børn, og da man alligevel var i gang, opfandt man et limbo mere, Limbus Patrum, for de gode mennesker, der havde været så uheldige at have levet, før Jesus kom til jorden (billedet til højre).
|
Skærsilden var en god forretning, fordi den skaffede Kirken en formue i afladsbreve. Den handel er som bekendt stoppet i dag (hvor den er afløst af CO2-kvoter), så onsdag 28. juli 1999 blev Helvede og Fanden og hans pumpestok afskaffet af den ufejlbarlige Pave JP II, der erklærede, at Helvede var »smerte, frustration og tomhed i et liv uden Gud. Snarere end et fysisk sted, er Helvede en tilstand for dem, der frivilligt og definitivt separerer sig selv fra Gud«.
|
En anden af hans ufejlbarlige efterfølgere, Benedikt XVI, afskaffede Limbo den 19. april 2007. Det var ikke overraskende i sig selv, eftersom Limbo jo teknisk set var en del af Helvede. Benedikt XVI forklarede ikke, hvad Jesus får sin tid til at gå med, nu hvor han ikke længere skal dømme de døde til Helvedes pinsler.
Gud og Jesus holdt flyttedag igen. Oprindeligt boede Gud lige under den hvælving, som han havde sat solen og månen på. På Jesus' tid vidste man, at de forskellige planeter bevægede sig i forskellige baner, og da Paulus mødte Jesus, var det i Paradis i »den tredje himmel« (2 Korintherne 12,2-4).
Astronomien har gjort fremskridt siden Paulus' besøg i den tredje himmel, men selv de stærkeste teleskoper har ikke kunnet få øje få Gud og Jesus. De er nemlig begge blevet transcendente og immanente.
Med sædvanlig kristen logik er dette selvmodsigende vrøvl blevet en grundpointe i kristendommen: Gud og Jesus er transcendente dvs. uden for denne verden og uden for vores forståelse og sanser, men samtidigt immanente dvs. til stede i denne verden, hvor de kan kendes, sanses og forstås.
Denne artikel er en del af serien om, hvordan kristendommen kunne have opstået uden en historisk Jesus.
Det næste afsnit er en opsummering efter 2.000 år.
Kunne kristendommen opstå uden Jesus?