Kristendommen uden Jesus, del 11, Jesus bliver Guds ligemand

Eksemplet med Ignatius viser, hvordan dogmer hurtigt kan ændre sig: I løbet af ca. 100 år, var man kætter, hvis man fulgte Paulus' trosbekendelse. Og her er der en vigtigt pointe: Hver gang kristendommen og Jesus-figuren er blevet ændrede de sidste 2.000 år, er det sket efter voldsomme diskussioner, hvor alle parter har følt, at netop de var de ortodokse (af græsk: "orthós", ret/rigtig, og "dóxa", mening), mens modparterne var kættere.

Hver gang gnostikere, monofysitter, miafysitter, dyofysitter, donatister, anabaptister, karpokratianere, manikæere, arianere, montanister, monoteleter, dyoteleter, ebionitter, doketister, marcionitter, sabellianere, novatianere, homoousianere, og homoiousianere havde været i kamp mod hinanden, kunne vinderen til sidst kalde sig "katolik" (græsk "katá hólos" = ifølge alting, dvs. universel, almindelig → den almindelige kirke). Som altid er det sejrherren, der skriver historiebøgerne.

Derfor ved vi ikke ret meget om de mange tidlige sekter. Det eneste vi ved er i reglen, hvad deres modstandere har skrevet om dem. For eksempel skrev Paulus om nogle modstandere, der "prædikede en anden Jesus og et andet evangelium" (2 Korintherne 11,4), men vi ved ikke, hvad denne "anden Jesus" var for en størrelse, og hvad dette evangelium handlede om.

2 Korintherne 11,4: I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod.

Tidligt i kristendommens start var der ebionitter, der hævdede, at Jesus var 100 % menneske, der var blevet belønnet af Gud for sit fromme liv. Frelse var kun for jøder og kunne kun opnås ved at følge de mosaiske love. De fulgte et "Hebræer-evangelium", som tilsyneladende var en endnu mere rabiat version af Matthæus.(1)

I den modsatte ende af skalaen var doketisterne. De hævdede, at Jesus var 100 % gud. Faktisk var han alt for guddommelig til overhovedet at komme ind i denne verden — han havde kun tilsyneladende været her og var kun tilsyneladende død på korset (det er, hvad ordet doketisme betyder). En af doketisterne var Marcion, hvis Bibel bestod af 10 paulinske epistler (let redigeret) og Lukasevangeliet (stærkt redigeret).

Doketisme er selvfølgelig kætteri for moderne kristne, da det ville betyde, at Jesus ikke "virkelig" døde for vores synder, og i teorien kunne det være disse doketister, som Ignatius advarede imod, når han insisterede på, at Jesus »i sandhed blev korsfæstet«. Måske var det også derfor, at en from svindler tilføjede to falske vers, hvor Jesus sveder blod.

I midten var gnostikerne, som mente, at Jesus Kristus var både menneske og gud, i den forstand, at Jesus var menneske, og Kristus var en gud (det er derfor, Jesus på korset råber: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«, efter at Kristus har forladt ham). Der var forskellige slags gnostikere, både kristne og ikke-kristne, nogle troede på én, flere eller så meget som 365 guder. De mente, at guden fra Det Gamle Testamente var en lavtstående, ond og inkompetent gud (i det mindste havde de ret i den del), som havde fanget vores udødelige sjæle i denne falske verden.(2)

Til sidst vandt en fjerde sekt denne kamp på netop dette sted i Kirkens udvikling: Nemlig de kristne, der hævdede, at Jesus var 100 % menneske og 100 % gud på samme tid — og at den kærlige Gud Fader var den samme som massemorderen Jahve fra Det Gamle Testamente.

Da dette var afgjort, var det ret ligetil at beslutte, hvilke af de mange evangelier, akter, åbenbaringer og epistler, der skulle medtages i Det Nye Testamente. De bøger, der blev fundet ved Nag Hammadi, giver os et glimt af den enorme ur-kristne litteratur, vi har mistet.

Så startede kampen om, hvorvidt Jesus var en evig gud, eller om han var skabt af Gud. Den fraktion, der holdt Jesus for at være evig, vandt.

Så var spørgsmålet om, hvorvidt Gud og Jesus var af samme eller lignende substans: Homoousios eller homoiousios. Fascinerende diskussioner.

Så kom spørgsmålet om, hvorvidt Gud og Jesus var det samme væsen. I et stykke tid syntes modalismen (også kendt som sabellianisme og patripassinisme) at løbe med sejren. Ifølge dette dogme var Faderen, Sønnen og Ånden tre tilstande for det samme væsen, ligesom is, vand og damp er tre tilstande af det samme element. Mange kristne kan lide denne forklaring, men det er et kætteri, fordi det ville indebære, at det var Gud Fader, der døde på korset (deraf det nedsættende udtryk patripassinisme). Hvis du ser nogle kristne, der går ind for dette synspunkt, så meld dem til din lokale præst.

Denne artikel er en del af serien om, hvordan kristendommen kunne have opstået uden en historisk Jesus.

Det næste afsnit handler om Rom og den katolske kirke.

Det forrige afsnit handlede om, hvordan Jesus bliver virkelig.

I denne sektion

Yderligere information

100 % menneske . . .: Faktisk står der ingen steder i Matthæusevangeliet, at Jesus er Guds søn.

Der står kun, at han er født af en jomfru for et opfylde en profeti.

Bart Ehrman beskriver disse tre grupper i "Lost Christianities" fra 2003, kapitel 2, "Heresies and Orthodoxies".

En mere grundig gennemgang af samme forfatter kan læses i "How Jesus became God" fra 2014, kapitel 8, "After the New Testament: Christological Dead Ends of the Second and Third Centuries".