|
|
Nogle år senere blev Markusevangeliet kopieret af Matthæus. Ud af de 661 vers i Markusevangeliet har Matthæus kopieret de 607. Han tilføjede de ting, han mente, Markus manglede: Jesus' stamtavle, Jesus' fødsel, Bjergprædikenen og fremfor alt: Jesus' genopstandelse (der er ingen opstandelse i Markusevangeliet). Samtidigt rettede han i teksten utallige steder: for at rette fejl, for at gøre teksten mere pro-jødisk, for at gøre miraklerne større og fordi han var dum.
Næsten uanset hvad Jesus gør eller ikke gør, er det for at opfylde et eller andet skriftsted. Dermed antyder Matthæus — uden at sige det — at der er tale om virkelige begivenheder. Der er stadig ingen himmelfart i dette evangelium, og den opstandne Jesus lover at blive hos disciplene alle dage indtil verdens ende.
|
Det er vigtigt at huske, at Matthæusevangeliet er en redaktion af Markusevangeliet. Det var ikke meningen, at dette evangelium skulle stå på kaminhylden ved siden af Markusevangeliet; det skulle erstatte Markusevangeliet. Dette lykkedes næsten, for vi har ingen papyrusser med Markusevangeliet.
Derefter blev Lukasevangeliet skrevet. Forfatteren har læst Markusevangeliet og formentlig også Matthæusevangeliet. Lukas skriver i forordet, at han har læst mange andre beretninger, som han nu vil fortælle i rigtig rækkefølge. Dermed siger han næsten, at der er tale om virkelige begivenheder.
Det fjerde evangelium – ud af de ca. 40, vi har kendskab til – er Johannesevangeliet. Evangeliet er skrevet på et sent tidspunkt, hvor kristendommen havde brudt med jødedommen. De kristne må ikke længere komme i jødernes synagoger og generelt er evangeliet fjendtligt overfor jøder, som Jesus kalder for børn af Djævlen, mordere og løgnere (Johannes 8,44).
I dette sene evangelium er Guds rige flyttet op i himlen. I Matthæusevangeliet havde Jesus lovet, at "de sagtmodige skulle arve jorden", men efterhånden som årene var gået, har det stået klart, at Jerusalems fald alligevel ikke resulterede i Messias' ankomst og verdensdommen. Af samme grund er der skruet voldsomt ned for dommedagsprofetierne.
Johannesevangeliet er skrevet år 90-110 e.v.t., dvs. 60-80 år efter Jesus' tid, og først nu er han blevet en evig gud: Ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os, som har eksisteret siden Verdens begyndelse, og som er den samme som Gud: »Jeg og Faderen er ét« (Johannes 10,30).
Det er også først i dette evangelium, at forfatteren insisterer på, at historien er sand. Evangeliet er skrevet af "den discipel, Jesus elskede": »Den, der har set det, har vidnet om det, […] - og hans vidnesbyrd er sandt« (Johannes 19,35).
Det vil sige, at på de få årtier, der adskiller
det ældste evangelium fra Johannesevangeliet:
Denne artikel er en del af serien om, hvordan kristendommen kunne have opstået uden en historisk Jesus.
Det næste afsnit handler om, hvordan Jesus bliver virkelig.
Kunne kristendommen opstå uden Jesus?