|
|
Den mest vigtige og dominerede begivenhed i kristendommens historie må være Jerusalems fald år 70 e.v.t.
|
På sin vis fik alle de jødiske dommedagssekter ret: Jerusalem blev raseret, templet brændte ned, Gud var nu hjemløs, og befolkningen var enten dræbt eller solgt som slaver. Der findes stadig kristne retninger, preterister, der hævder, at de mange kapitler om dommedag i de tre synoptiske evangelier, bl.a. Markus' lille apokalypse i kapitel 13, blev opfyldt dengang i år 70 e.v.t.
Omvendt manglede den vigtigste del af profetierne. Gud steg ikke ned fra himlen, og han sendte ikke en Messias til at føre krig mod romerne, at udrydde de ikke-jødiske folkeslag, at indføre Davidsriget og at gøre jødedommen til verdensreligion.
Jerusalems ødelæggelse betød derfor en omvæltning både for de kristne og for andre jødiske sekter. Ødelæggelsen var et tilbageslag for de sekter, der havde bundet deres Messias op på konkrete løfter i denne verden, og som var en del af offerkulten omkring templet i Jerusalem. De forsøgte igen med Kitos-krigen år 115-117 og Simon Bar Kokhba's oprør år 132-136, der endte med, at romerne rev de sidste rester af Jerusalem ned, og forbød jøderne overhovedet at færdes dér.
De andre sekter, der aldrig havde støttet templet, havde det lettere. Det gjaldt ikke kun de kristne med deres lovfri religion, men også andre sekter, der for længst havde taget afstand fra det korrupte præstestyre, og som mente, at præsteskabet var forrædere i deres samarbejde med romerne (billedet til højre).
Nu var der plads til Paulus' form for kristendom. Paulus selv var formentlig død på dette tidspunkt,(1) men hans efterfølgere behøvede ikke længere at bekymre sig om modstand fra de jødekristne i Jerusalem. Nu kunne de rejse rundt i hele Romerriget og prædike en kristendom, der var for alle mennesker i hele verden, som tog afstand fra jødedommen, som ikke krævede underkastelse af Moseloven, og som ikke krævede omskærelse. De hellige bøger var skrevet på græsk, hvilket også lettede udbredelsen.
Denne artikel er en del af serien om, hvordan kristendommen kunne have opstået uden en historisk Jesus.
Det næste afsnit handler om Markusevangeliet.
Det forrige afsnit handlede om Paulus.
Kunne kristendommen opstå uden Jesus?
Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5)
Ifølge den almindelige mening var Paulus aktiv fra midten af 40'erne e.v.t og døde år 64/65.
Det dog siges, at Paulus' epistler er blottet for datoangivelser, og at det eneste spor placerer handlingen 100 år tidligere.