På et eller andet tidspunkt i denne gennemgang skulle der være plads til en historisk Jesus.
Der har levet mange Jesusser (bl.a. flere ypperstepræster og en mislykket profet) for, som vi lige har set, er Jesus er det samme navn som Josva, og Jesus/Josva var et meget populært navn. Men det afgørende spørgsmål er naturligvis, om der har levet en Jesus, der minder om ham fra Bibelen, og – endnu vigtigere – om der er noget i Det Nye Testamente, der stammer fra denne person.
Det er over 100 år siden, at Albert Schweitzer skrev sin berømte bog om jagten på den historiske Jesus ("fra Reimarus til Wrede"), og Schweitzer endte med at konkludere, at "Historiens Jesus" er uigenkaldeligt tabt for os. Alt vi har er "Troens Kristus".
Det betyder ikke, at Schweitzer ikke troede på en sådan person — Schweitzer var jo teolog, og han ville gerne have tre måltider mad om dagen — men hans pointe var, at det var umuligt at skelne mellem fup og fakta. Schweitzers eget bud var, at Jesus havde været en mislykket dommedagsprofet, men så gav det jo ingen mening, at Jesus også blev beskrevet som en moralsk lærer. Hvis jorden var ved at gå under, var der ingen grund til at spilde tiden med at prædike moralsk lommefilosofi à la: »hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med?«.
Hvis Guds søn havde et vigtigt budskab, hvorfor holdt han sig så langt væk fra Judæa og Jerusalem? Og hvorfor prædikede han ikke i de store byer, istedet for små ikke-eksisterende landsbyer? Var han arbejderhelt, oprører, stoisk filosof, kynisk filosof, rabbi, djævleuddriver, proto-marxist, feminist, farisæer, essener, tryllekunstner, barfodslæge, zionist eller antisemit, lam eller løve? Var han fredsfysten, der opfordrede sin tilhængere til at vende den anden kind til? Eller den dræbermaskine, der ville vende tilbage i en kappe dyppet i blod (Åbenbaringen 19,13-15)?
Man må spørge sig selv: Hvad skulle en sådan Jesus have bidraget med? Som vi skal se, havde Paulus ikke noget behov for nogen historisk Jesus, og han havde intet kendskab til en sådan person: Paulus citerede ham aldrig, og mente ikke, at vi kunne bruge Jesus' undervisning til noget.
Denne artikel er en del af serien om, hvordan kristendommen kunne have opstået uden en historisk Jesus.
Det næste afsnit handler om Paulus.
Kunne kristendommen opstå uden Jesus?