|
|
|
Problemet med historien om Jesus korsfæstelse er det samme som med historien om Jesus' fødsel: Forfatterne vil for meget:
Jesus skal dræbes af jøder og romere, men den romerske statsmagt skal være skyldfri; det skal ske under den jødiske påske, han skal sone menneskenes synder, der skal være en solformørkelse, han skal genopstå for øjnene af en masse vidner, og en lang række profetier skal opfyldes. Resultatet bliver igen en gang roderi.
Et af de steder, hvor de forskellige forfatteres forskellige dagsordener støder sammen, er datoen for Jesus' korsfæstelse.
Blev Jesus korsfæstet lige inden påsken — som et påskelam, der bliver slagtet? Eller nåede Jesus at spise påskelammet — og indstifte Den Sidste Nadver - inden han blev korsfæstet?
Epistlerne og Johannesevangeliet er enige om, at Jesus blev slagtet som et påskelam. Paulus skrev:
|
1 Korinth. 5,7 Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus.
Her skal det lige tilføjes, at ordet "lam" ikke optræder i den græske originaltekst. En mere bogstavelig oversættelse ville være "for også vor påske er ofret", ligesom der står i den gode gamle King James Bible fra 1611: »For even Christ our passover is sacrificed«.
Peter kalder Jesus for et lydefrit offerlam med noget magisk blod:
1 Peter 1,18 I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre,
1 Peter 1,19 men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde;
Strengt taget skriver Peter ikke noget om nogen påske — den del af eventyret er formentlig først opfundet senere.
Men selvfølgelig vidste Peter godt, at Jesus blev ofret i påsken. Han var jo selv til stede, da det skete. Han har bare glemt at nævne det. Ja, sådan må det være. Han havde bare glemt det.
I Hebræerbrevet kaldes Jesus jævnligt et lydefrit offer og hans magiske blod fremhæves igen:
Hebræer 9,13 Når nu blodet af bukke og tyre og asken af en ung ko ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre,
Hebræer 9,14 så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.
[.. .. ..] [...]
Hebræer 9,18 Derfor blev heller ikke den første pagt indstiftet uden blod.
Hebræer 9,19 For da Moses havde læst alle budene i loven for hele folket, tog han blodet af kalvene og bukkene tillige med vand og skarlagenrød uld og isop og stænkede det både på bogen og på hele folket,
Hebræer 9,20 idet han sagde: "Dette er pagtens blod, den pagt, Gud har sluttet med jer."
|
Forfatteren fortæller, hvordan Jesus' blod indstifter den nye pagt, ligesom offerdyrenes blod indstiftede den gamle pagt.
Denne forfatter nævner hverken lam eller påsken, og faktisk blev den gamle pagt først indstiftet et stykke tid efter den første påske. Det offer, forfatteren beskriver, lyder snarere som et offer på forsoningsdagen, Yom Kippur.
Men lad os nu give de kristne en chance. Vi "ved" jo, at det var i påsken og ikke Yom Kippur, Jesus blev ofret, og når der i Hebræerbrevet 9,19 oven i købet står, hvordan blodet blev fordelt med isop, er parallellen til det allerførste påskelam tydelig. Her er beskrivelsen af den første påske nogensinde:
2 Mosebog 12,21 Så tilkaldte Moses alle Israels ældste og sagde til dem: "Gå ud og hent småkvæg til jeres familier, og slagt påskelammet!
2 Mosebog 12,22 Tag så et bundt isop, dyp det i blodet i skålen, og stryg noget af blodet fra skålen på overliggeren og på de to dørstolper. Ingen af jer må gå ud af sit hus, før det bliver morgen.
I Johannesevangeliet kalder Johannes Døberen Jesus for Guds lam:
Johannes 1,29 Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: "Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.
[.. .. ..] [. . .]
Johannes 1,36 Han ser Jesus komme gående og siger: "Se, dér er Guds lam."
Derfor gør Johannesevangeliet det klart, at Jesus dør samtidigt med at påskelammet slagtes. Den jødiske påske starter nemlig om aftenen, lige inden mørket falder på, hvor påskelammet spises. Reglerne er forklaret i Det Gamle Testamente (se evt. også 3 Mosebog 23,5 og 4 Mosebog 9,11):
2 Mosebog 12,6 I skal tage vare på det til den fjortende dag i denne måned. Så skal hele Israels menighed slagte det, lige inden mørket falder på.
|
I Johannesevangeliet dør Jesus på forberedelsesdagen lige før påske:
Johannes 13,1 Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste.
Johannes 19,14 Det var forberedelsesdagen til påsken, ved den sjette time. Pilatus sagde til jøderne: "Her er jeres konge!"
Og selve dødsfaldet sker så sent på dagen, at romerne er lige ved at fremskynde døden, inden sabbatten starter. Jesus dør altså kørt før solnedgang, på det tidspunkt, hvor man slagter påskelammet.
Johannes 19,30 Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: "Det er fuldbragt." Og han bøjede hovedet og opgav ånden.
Johannes 19,31 Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over - for det var en stor sabbatsdag - bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned.
Kort sagt: Johannes og Paulus mener altså, at Jesus blev ofret på samme tid — og efter samme regler — som påskelammet.
I Johannesevangeliet er der ikke nogen "sidste nadver". I stedet for vasker Jesus sine disciples fødder (billedet til højre).
|
De tre andre (dvs. de tre synoptiske evangelier) gør det derimod klart, at påskelammet både var slagtet og spist, mens Jesus stadig var på fri fod. Faktisk gør alle tre evangelister det stjerneklart, at den sidste nadver var en påskemiddag, hvor påskelammet blev spist.
Markus 14,12 Og den første dag under de usyrede brøds fest, da man slagtede påskelammet, spurgte hans disciple ham: »Hvor vil du have, at vi skal gå hen og forberede påskemåltidet til dig?«
[.. .. ..][. . .]
Markus 14,16 Så gik disciplene og kom ind i byen og fandt det sådan, som Jesus havde sagt, og de forberedte påskemåltidet.
[.. .. ..][. . .]
Markus 14,18 Og mens de sad til bords og spiste, sagde Jesus: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig, en der spiser sammen med mig.«
|
|
Tilsvarende Matthæus 26,17-20 og Lukas 22,1-15.
Disse tre forfattere hævder alle utvetydigt, at den sidste nadver var et påskemåltid. Vi kommer altså ikke uden om, at påskelammet allerede var slagtet, og at Jesus ovenikøbet selv havde spist af det, før han blev arresteret, før retssagen og dagen før korsfæstelsen.
Der er simpelthen 2 centrale tanker i kristendommen, der ikke kan forliges: Jesus kan ikke både have spist påskelammet og selv være påskelammet. Enten har Markus, Matthæus og Lukas ret i, at Jesus sad henover påskelammet og indstiftede nadveren, eller også har Johannes og Paulus ret i, at Jesus selv er det påskelam, der blev ofret for vore synder,
Eller sagt på en anden måde: Her i Danmark fejrer vi skærtorsdag, hvor Jesus sad ved påskemåltidet og indstiftede nadveren, men ifølge Johannes hang Jesus på korset, inden han nåede at spise påskelammet, så han fik aldrig indstiftet nogen nadver. Langfredag højtideligholder vi, at Jesus blev ofret for vores synder, da påsken startede, men ifølge Markus, Matthæus og Lukas sad han og guffede lammekød i sig, da påsken startede.
De 4 evangelier er altså grundlæggende uenige —
og ikke nok med det: Disse selvmodsigelser forplanter sig gennem deres forskellige eventyr som ringe i vandet.
Enhver løgn fører nye løgne med sig.
Især Johannes tilføjer sære detaljer til historien, som de andre evangelier ikke kender noget til. For eksempel er det vigtigt i Johannesevangeliet, at Jesus får lidt eddike på en isop-stængel. Ja, det er faktisk Bibelens vigtigste profeti — Jesus kan ikke dø, før denne profeti er "fuldbragt":
Johannes 19,28 Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: "Jeg tørster."
Johannes 19,29 Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund.
Johannes 19,30 Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: "Det er fuldbragt." Og han bøjede hovedet og opgav ånden.
Hvorfor er det så utroligt vigtigt? Fordi Johannes ønsker en parallel mellem Jesus og påskelammet. Vi så før, hvordan urten isop indgik i forbindelse med det allerførste påskelam, og hvordan Hebræerbrevet drager en parallel mellem det første påskelams blod og Jesu blod — mellem den gamle og den nye pagt — og hvordan isop indgår. Isop optræder kun 2 gange i Det Nye Testamente, nemlig dette sted i Hebræerbrevet og i Johannes 19,29.
De tre andre evangelier mener ikke, Jesus er noget påskelam, og de har derfor heller ikke nogen historie om, at Jesus er nødt til at få noget isop, før »det er fuldbragt«. Tværtimod kunne disse tre evangelier ikke drømme om at lade deres Jesus sige »Jeg tørster« til romerne, for i disse tre evangelier havde Jesus lovet ikke at drikke mere på denne jord: »Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige« (Matthæus 26,29). Eddike fremstilles som bekendt også af "vintræets frugt".
Johannes er også den eneste, der påstår, at romerne ville knuse Jesus' ben, så han kunne nå at dø inden påsken. Ifølge Johannes var det endnu et mirakel, HALLELUJA, at knoglerne ikke blev knust. Dette skulle åbenbart opfylde endnu et skriftord.
Johannes 19,33 Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben,
[.. .. ..] [. . .]
Johannes 19,36 Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.«
|
Det skriftord, Johannes hentyder til, er ikke nogen profeti, men blot Moseloven om påskelammet:
2 Mosebog 12,46 Det skal spises i ét og samme hus; du må ikke bringe noget af kødet ud af huset. I må ikke knuse nogen af dets knogler.
I de tre andre evangelier står der ikke noget om, at romerne ville fremskynde dødsprocessen. Og hvorfor skulle de også det? Påsken var jo allerede i fuld gang. Tværtimod fortæller Markus, at Pontius Pilatus undrede sig og blev mistroisk, da han hørte. hvor hurtigt Jesus var død:
Markus 15,44 Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede var død, og tilkaldte officeren og spurgte ham, om Jesus havde været død længe.
Johannes ønsker også at opfylde resten af 2 Mosebog 12,46 »Det skal spises i ét og samme hus; du må ikke bringe noget af kødet ud af huset«. Derfor er det Johannes — og kun Johannes — der lader Jesus blive begravet, der hvor han blev korsfæstet:
Johannes 19,41 På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen.
Johannes 19,42 Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden.
Johannes fortæller os også, at samtalen mellem Pilatus og jøderne må foregå udendørs. Johannes' jøder var nemlig bange for at besøge de "urene" romere, fordi de skulle være rensede til påskemåltidet:
Johannes 18,28 De førte nu Jesus fra Kajfas til statholderens borg. Det var tidligt om morgenen. Selv gik de ikke ind i borgen, for at de ikke skulle blive urene, men kunne holde påskemåltid.
Den romerske statholder måtte altså forlade sin borg og gå ud til de racistiske jøder for at høre, hvad de havde på hjerte. Denne oplysning kender Markus, Matthæus og Lukas ikke, for deres historie foregår efter påsken.
Johannes fortæller, at disciplene troede, Jesus havde sagt til Judas, at han skulle købe ind til festen:
|
Johannes 13,29 Men da Judas stod for pengekassen, mente nogle, at Jesus havde sagt til ham: "Køb, hvad vi har brug for til festen," eller at han skulle give noget til de fattige.
Denne hørefejl havde disciplene selvfølgelig ikke i de tre andre evangelier, for dér var festen allerede overstået.
Men mens Johannes tilføjer masser af disse små detaljer, så har han til gengæld aldrig hørt om nogen "sidste nadver", hvor Jesus opfordrer sin disciple til at drikke hans blod og spise hans legeme.
I Johannesevangeliet sker det sidste måltid inden påsken og der er ikke noget magisk ved det. Jesus indstifter ikke nogen nadver, men istedet vasker han sine disciples fødder (billedet til højre):
Johannes 13,1 Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste.
Johannes 13,2 Og mens de holdt måltid [. . .]
[.. .. ..] [. . .]
Johannes 13,4 så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig.
Johannes 13,5 Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig.
Johannes 13,6 Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: "Herre, vasker du mine fødder?"
Denne historie om fodvask er ukendt af de tre andre evangelier — og af den danske Folkekirke. Åbenbart synes danske præster, at det er sjovere at uddele kiks hver søndag i kirken, end at vaske menighedens fødder.
Johannes lader sin Jesus blive korsfæstet mere end tre timer senere end Markus' Jesus; Johannes' Jesus skal jo først dø ved ved solnedgang:
|
Markus 15,25 Det var den tredje time, da de korsfæstede ham.
Johannes 19,14Det var forberedelsesdagen til påsken, ved den sjette time. Pilatus sagde til jøderne: "Her er jeres konge!"
De tre synoptiske evangelier fortæller alle, at i den "sjette time", dvs. klokken 12, kom der en tre timers verdensomspændende solformørkelse. Det vil sige, at Johannes' Jesus har båret korset til Golgata i bælgmørke.
Markus 15,33 Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.
Markus 15,33 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: "Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?" - det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?"
Johannes påstår, at han stod lige op ad Jesus' kors, men han kender ikke noget til nogen solformørkelse. Johannes' Jesus dør først ved solnedgang, og det giver ikke mening at have en 3 timers solformørkelse ved solnedgang.
Rent bortset fra, at Jesus ikke blev korsfæstet langfredag.
|
Som sagt er Johannes, Paulus, Peter og forfatteren af Hebræerbrevet enige om, at Jesus er et offerlam — »Guds lam, som bærer verdens synd«. Hvis derimod man læser de tre synoptiske evangelier, er der ikke antydningen af en sådan teologi. Det eneste lam, der optræder i disse tre evangelier, er det påskelam, som Jesus gnasker i sig.
Her vil de kristne selvfølgelig skynde sig at hævde, at der ikke er nogen modsigelse: Markus, Matthæus og Lukas er garanteret enige i, at Jesus er et offerlam — de har bare "glemt" at skrive det. Men det er Jesus ikke enig i — i alle tre evangelier giver Jesus nemlig sine disciple et stykke brød, og siger »dette er mit legeme«.
Matthæus 26,26 Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: "Tag det og spis det; dette er mit legeme."
De tre synoptiske evangelier er enige om, at Jesus spiser lam ved den sidste nadver. Der er altså ikke noget, der rent praktisk forhindrer ham i at stikke disciplene en luns af påskelammet og sige "Jeg er et offerlam; dette er mit legeme". Hvis Jesus mener, han er et offerlam, hvorfor sammenligner han sig selv med et stykke brød?
Hvis Jesus er et offerlam, hvorfor deler præsten så tørre kiks ud i kirken hver søndag i stedet for lammekoteletter?
Fodnoter: (1)
Dette er naturligvis en forsimpling, idet der hermed forudsættes, at jøderne i det første århundrede alle som én fulgte den samme retning som senere tides rabbier, og at deres helligtekster dengang svarede præcis til Det Gamle Testamente, som vi kender det i dag.
Men det er netop denne forsimpling, der ligger bag kristendommen, og denne hjemmeside handler om den kristne Bibel. Derfor vil jeg tillade mig det udgangspunkt, som ingen kristen vil kunne protestere over, nemlig at den jødiske Tanach altid har bestået af de samme 39 bøger, som de kristne kalder Det Gamle Testamente.