Jesus og de andre Messias'er

En af de ting, der gør det svært at tage Jesus-eventyret alvorligt, er den fantasiverden historien foregår i.

Matthæus 14,14 Og da han kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem og helbredte dem, der var syge.
[.. .. ..] [. . .]
Matthæus 14,19 Og han lod folkeskarerne sætte sig i græsset, tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav disciplene dem, og de delte dem ud til skarerne.
Matthæus 14,20 Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, tolv kurve fulde.
Matthæus 14,21 Der var omkring fem tusind mænd, som havde spist, foruden kvinder og børn.

Og hvad er miraklet så? At folk blev mætte? Nej, det er småting. At der blev mad tilovers? Nej, heller ikke. Miraklet er, at de ikke blev slået ihjel af romerne alle sammen.

Historien om Jesus og de 5.000 (foruden kvinder og børn), der blev bespist, lyder som en glad skovtur. Der mangler bare lidt musik, før det hele bliver til én stor Roskilde-festival. Men forfatterne af Jesus-eventyret glemmer, at der er en afgørende forskel på det gamle Judæa og det moderne Roskilde: Judæa var besat af en brutal statsmagt. Romerne og Herodes-familien nedkæmpede konstant oprørere og religiøse fanatikere med skånselsløs brutalitet.

Josephus, Jødernes Oldtid, bind 20, kapitel 5, afsnit 1

Nu skete det, mens Fadus var prokurator af Judæa, at en vis troldmand, hvis navn var Theudas, overtalte en stor del af folket til at tage deres ejendele med sig og følge ham til floden Jordan. For han fortalte dem, han var en profet, og at han ville på sin egen befaling dele floden, og give dem en nem passage over den; og mange blev narret af hans ord.

Imidlertid tillod Fadus dem ikke at udføre dette vilde forsøg, men sendte en deling af ryttere mod dem, som faldt uvarslet over dem, dræbte mange af dem og tog mange af dem levende. De tog også Theudas levende og huggede hovedet af ham og bar det til Jerusalem. Dette var, hvad der skete jøderne under Cuspius Fadus' regering.
(Min oversættelse. Se siden om Theudas)

Theudas fik folkemængden til at følge sig ud i ødemarken, hvor han lovede at kopiere det mirakel, som Moses, Josva, Elias og Elias før havde gjort — nemlig at skille flodens vande. Josephus fortæller ikke, at Theudas havde opfordret til opstand. Der står heller ikke noget om, at tilhængerne gjorde modstand, da de blev slagtede, så de har næppe været bevæbnede. Romerne var bare ikke interesserede i at skulle dele magten med selv-udnævnte frelsere.

Men Jesus har ingen problemer med at samle 5.000 mænd, foruden kvinder og børn, i ødemarken og bagefter kopiere de gamle profeters mirakler.

Jesus mirakel er en direkte kopi af Elisa's mirakel. Elisa bespiste 100 mand med 20 bygbrød og lidt korn — og der blev mad tilovers. Jesus overgik den gamle profet ved at bespise flere mennesker med mindre mad — og han fik mere mad tilovers. Jesus gør alt det, Theudas ikke må: Jesus tiltrækker en stor folkeskare — ligesom Theudas; Jesus leder dem ud i ødemarken — ligesom Theudas; Jesus gentager Elisa's brød-mirakel — ligesom Theudas ville gentage Elisa's vand-mirakel og skille floden. Men hvor er romerne og deres spioner?

Jødernes Oldtid, bind 18, kapitel 5, afsnit 2.

Imidlertid mente nogle af jøderne, at ødelæggelsen af Herodes' hær skyldtes Gud, og at det var en meget retfærdig straf for, hvad han gjorde mod Johannes kaldet Døberen: for Herodes fik ham dræbt, selvom han var en god mand og havde opfordret jøderne at udøve dyder, både med retfærdighed overfor hinanden, og fromhed mod Gud, og således at komme til dåb, for nedsænkningen i vand, det var tydeligt for ham, kunne ikke bruges til syndernes forladelse, men som helliggørelse af kroppen; og kun hvis sjælen var grundigt renset forinden af de rette handlinger.

Og andre kom i mængder omkring ham, for de blev meget bevægede af hans ord. Herodes, der frygtede, at en sådan stærk indflydelse over folket kunne føre til oprør, (for de virkede parate til at gøre alt, hvad han ville tilråde), mente det var bedst at handle nu end at lade et oprør opstå senere og bringe ham til handlinger, han ville fortryde.

Så på grund af Herodes' mistanker blev Johannes sendt i kæder til Macherus, slottet jeg nævnte før, og blev dér slået ihjel. Men jøderne havde den mening, at ødelæggelsen af denne hær var sendt som et straf over Herodes og et tegn på Guds mishag over ham.
(Min oversættelse. Se siden om Johannes Døberen)

Johannes havde heller intet gjort. Han »havde opfordret jøderne at udøve dyder, både med retfærdighed overfor hinanden, og fromhed mod Gud, og således at komme til dåb«. Der lyder uskyldigt nok, men Herodes tog altså ingen chancer: Bare det, at Johannes havde mange tilhængere var nok til, at Herodes lod Johannes henrette.

Men når Jesus går rundt i hele Judæa og prædiker til skarerne om dyder, retfærdighed, fromhed og dåb, er Herodes og hans spioner væk.

Jødernes Oldtid, bind 18, kapitel 4, afsnit 1.

But the nation of the Samaritans did not escape without tumults. The man who excited them to it was one who thought lying a thing of little consequence, and who contrived every thing so that the multitude might be pleased; so he bid them to get together upon Mount Gerizzim, which is by them looked upon as the most holy of all mountains, and assured them, that when they were come thither, he would show them those sacred vessels which were laid under that place, because Moses put them there.

[. . .] they got the rest together to them, and desired to go up the mountain in a great multitude together; but Pilate prevented their going up, by seizing upon file roads with a great band of horsemen and foot-men, who fell upon those that were gotten together in the village; and when it came to an action, some of them they slew, and others of them they put to flight, and took a great many alive, the principal of which, and also the most potent of those that fled away, Pilate ordered to be slain.

Endnu en "falsk profet" får vækket masserne. Denne gang er det samaritanerne, der vil op på deres hellige bjerg, Garizim, hvor Moses skulle have gemt Pagtens Ark med De Ti Bud.

Denne gang er tilhængerne bevæbnede, men Pontius Pilatus — ham, der beskrives som et bløddyr i Bibelen — får nedslagtet og henrettet en stor del af dem — inden de overhovedet når op på bjerget. Men når Jesus samler folkemængderne på bjerget og holder sin bjergprædiken, hvor han kommer med sin "opdatering" af De Ti Bud, holder Pontius Pilatus og hans spioner sig væk.

Den Jødiske Krig, bind 2, kapitel 13, afsnit 4.

[. . .] Der optrådte nemlig nogle svindlere og bedragere, som foregav at være guddommeligt inspirerede og så fremkaldte uroligheder og oprør; de bevirkede, at folk blev grebet af en helt dæmonisk begejstring, og de førte dem ud i ørkenen, idet de påstod, at Gud der ville vise dem tegn og undere, der varslede friheden.

Felix opfattede det som optakten til oprør, han sendte ryttere og svært bevæbnet fodfolk imod dem, og der blev anrettet et stort blodbad.
(Citeret fra "Den Jødiske Krig" - oversat af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997)

Samme historie igen. Profeter med "guddommelig inspiration" får lokket folket ud i ødemarken, hvor de venter på et tegn fra Gud (se billede til højre). Der står ikke noget om, hvorvidt de bar våben til deres "bønnemøde", men romerne slår dem åbenbart ihjel uden kamp, så de har formentlig været ubevæbnede.

Den Jødiske Krig, bind 2, kapitel 13, afsnit 5.

En endnu større skade blev tilføjet jøderne af den falske profet fra Egypten. Der kom nemlig til landet en bedrager, der gav sig ud for at være profet, og han samlede 30.000 mennesker om sig, der var ofre for hans bedrag. Han førte dem ad forskellige veje fra ørkenen til det såkaldte Oliebjerg, og herfra ville han være i stand til at tiltvinge sig adgang til Jerusalem, nedkæmpe den romerske garnison og ved sine bevæbnede ledsageres hjælp opkaste sig til enehersker over folket.

Men Felix kom ham i forkøbet, idet han rykkede imod ham med de romerske sværtbevæbnede, og hele befolkningen deltog i forsvaret af byen, således at Egypteren, da det kom til kamp, ganske vist kunne flygte med nogle få af sine mænd, men de fleste af hans tilhængere blev dræbt eller taget til fange. Resten af dem blev spredt til alle sider, og de søgte hver især at skjule sig derhjemme.
(Citeret fra "Den Jødiske Krig" - oversat af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997)

Endnu en falsk profet — en egypter — fik samlet 30.000 mennesker, som han ledte både ud i ødemarken og på Oliebjerget i bedste Jesus-stil. Nu var han på vej i triumftog til Jerusalem, men romerne stoppede ham, inden han overhovedet fik forsøgt. Egypteren havde sørget for at bevæbne sine folk, så denne gang kom der rent faktisk en kamp, hvorunder det lykkedes profeten at stikke af.

Apost. G. 21,38 Er du da ikke den egypter, som for en tid siden gjorde oprør og førte de fire tusind sikariere ud i ørkenen?"

I Jødernes Oldtid giver Josephus en detalje mere: Egypteren havde lovet sine folk, at han kunne få Jerusalems mure til at styrte sammen på sin kommando (20,8,6). Egypteren ville altså gentage Josva's gamle mirakel fra Jeriko, ligesom Theudas (øverst på denne side) ville gentage et andet Josva-mirakel og skille Jordans vande.

Jødernes Oldtid 20,8,6: [. . .] Moreover, there came out of Egypt about this time to Jerusalem one that said he was a prophet, and advised the multitude of the common people to go along with him to the Mount of Olives, as it was called, which lay over against the city, and at the distance of five furlongs. He said further, that he would show them from hence how, at his command, the walls of Jerusalem would fall down; and he promised them that he would procure them an entrance into the city through those walls, when they were fallen down. Now when Felix was informed of these things, he ordered his soldiers to take their weapons, […]

Jesus og Josva er samme navn, og i græske tekster som f.eks. Josephus' værker og Det Nye Testamente staves de fuldstændigt ens, Iêsous. I Septuaginta hedder Josva, søn af Nun/Nauê, Iêsous Nauê. Man kan derfor undre sig over, at romerne var så effektive til at nedslagte de andre Iêsous-messias'er, mens de er fuldstændigt fraværende i eventyret om Iêsous af Nazaret.

Verden ifølge Jesus

Det univers, Jesus-eventyret foregår i, er helt anderledes. Når ikke Jesus har travlt med at fodre 5.000 mænd (foruden kvinder og børn), er han omringet af menneskemængder (Markus 3,8-10, Johannes 6,22-24, Johannes 12,9), og han holder sin lange bjergprædiken foran store folkeskarer (Matthæus 4,24-5,2), Til sidst drager han i triumf til Jerusalem, hvor mængderne tiljubler ham (Matthæus 21,8-11). Det var netop frygten for folkeskarerne, der afholdt de onde farisæere fra at røre Jesus (Matthæus 21,45-46, Matthæus 26,3-5, Lukas 19,47-48), og som tvang farisæerne til at få Judas til at forråde ham (Lukas 22,6). Selv efter dommen — på vej til Golgata — blev han fulgt af "en stor folkemængde" (Lukas 23,27).

Markus 3,8: Også fra Judæa, fra Jerusalem, fra Idumæa, fra den anden side af Jordan og fra landet omkring Tyrus og Sidon kom der en stor mængde mennesker, som havde hørt om alt det, han gjorde.
Markus 3,9: Og han sagde til sine disciple, at en båd skulle holdes klar til ham på grund af skaren, for at de ikke skulle mase ham.
Markus 3,10: Han helbredte nemlig mange, så alle de, der var syge, kastede sig over ham for at røre ved ham.

Johannes 6,22: Næste dag indså folkeskaren, som stod på den anden side af søen, at der kun havde været én båd dér, og at Jesus ikke var taget af sted sammen med sine disciple i den båd, men at disciplene var taget af sted alene.
Johannes 6,23: Fra Tiberias kom der andre både hen i nærheden af det sted, hvor de havde spist brødet, efter at Herren havde takket.
Johannes 6,24: Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus.

Johannes 12,9: Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde.

Matthæus 4,24: Og rygtet om ham nåede ud i hele Syrien, og de kom til ham med alle, der led af forskellige sygdomme og var plaget af lidelser, og med besatte, månesyge og lamme, og han helbredte dem.
Matthæus 4,25: Og store folkeskarer fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis, Jerusalem og Judæa og fra den anden side af Jordan.
Matthæus 5,1: Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham.
Matthæus 5,2: Og han tog til orde og lærte dem:

[herefter kommer 3 kapitler med Bjergprædikenen]

Matthæus 21,8: Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen.
Matthæus 21,9: Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!
Matthæus 21,10: Da han nåede ind i Jerusalem, blev der røre i hele byen, og folk spurgte: "Hvem er han?"
Matthæus 21,11: og skarerne svarede: "Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa."

Matthæus 21,45: Da ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem.
Matthæus 21,46: Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for folkeskaren, for den anså ham for at være en profet.

Matthæus 26,3: Da samledes ypperstepræsterne og folkets ældste i gården hos ypperstepræsten, der hed Kajfas,
Matthæus 26,4: og de enedes om at gribe Jesus med list og slå ham ihjel.
Matthæus 26,5: Men de sagde: "Ikke under festen, for at der ikke skal blive uro i folket."

Lukas 19,47: Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen;
Lukas 19,48: men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.

Og Romerne? Når de overhovedet optræder i denne fantasiverden, er det i form af en officer, der har mere rettro end nogen jøde, og som er for ringe til at invitere "sin herre", Jesus, hjem (Matthæus 8,5-13). De romerske soldater falder omkuld, da Jesus siger, hvem han er (Johannes 18,4-6). Det er den romerske statholder, Pontius Pilatus, (ham, der i virkelighedens verden, beordrede nedslagtningen på Gerizzim-bjerget), der desperat trygler de onde jøder om lov til at frigive Jesus. Romerne tilgives for drabet på Jesus (Lukas 23,34), men det gør jøderne absolut ikke (Matthæus 27,25). Det er romerne — og ikke jøderne — der sidst i eventyret erklærer, at Jesus er Guds søn (Matthæus 27,54).

Matthæus 8,8: Men officeren sagde: "Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt.

[. . .]

Matthæus 8,10: Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: "Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.

Johannes 18,4: Jesus, som vidste alt, hvad der skulle ske med ham, gik ud til dem og spurgte: "Hvem leder I efter?"
Johannes 18,5: "Jesus fra Nazaret," svarede de. Han sagde til dem: "Det er mig." Også Judas, som forrådte ham, stod sammen med dem.
Johannes 18,6: Da Jesus sagde: "Det er mig," veg de tilbage og faldt om på jorden.

Lukas 23,34: Men Jesus sagde: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør." Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.

Matthæus 27,54: Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: "Sandelig, han var Guds søn."

I Apostlenes Gerninger repræsenteres de flinke romere af den fromme og gudfrygtige Cornelius (Apostlenes Gerninger 10,1-2) og af vagtpatruljen, der redder Paulus fra de onde jøder. De giver ham lov til at tale til den rasende folkemængde på et (for dem) fremmed sprog, hvorefter de giver ham en væbnet eskorte på 470 mand (Apostlenes Gerninger 23,23), så han kan komme i sikkerhed i Rom. Historien slutter med, at Paulus bosætter sig i Rom og prædiker kristendommen uden hindringer (Apostlenes Gerninger 28,30-31).

Apostlenes Gerninger 10,1: I Cæsarea var der en mand ved navn Cornelius, som var officer i en militærafdeling, der hed Den Italienske.
Apostlenes Gerninger 10,2: Han var from og gudfrygtig, ligesom hele hans husstand; han gav folket mange almisser og bad bestandig til Gud.

Apostlenes Gerninger 23,23: Kommandanten tilkaldte to af sine officerer og sagde: "Fra den tredje time i nat skal I holde to hundrede soldater klar til at afgå til Cæsarea og halvfjerds ryttere og to hundrede spydkastere,"

Apostlenes Gerninger 28,30: Paulus blev nu hele to år i sin lejede bolig og tog imod alle, der kom til ham.
Apostlenes Gerninger 28,31: Han prædikede om Guds rige og lærte dem om Herren Jesus Kristus, med fuld frimodighed, uden hindring.

En kristen vil sikkert hævde, at romerne ikke rørte Jesus, fordi han var fredsfyrste. Men det reddede åbenbart ikke Johannes Døberen, der kun »havde opfordret jøderne at udøve dyder«. Enhver kan læse episoderne foroven og så forestille sig, hvordan de brutale magthavere ville reagere på en Messias, der samlede de undertrykte folkemasser og lovede dem, at »Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes« (Matthæus 5,5-6).

Konklusion: Man kan roligt se bort fra de historier om Jesus, der handler om folkemængder på bjergene og i ødemarken. Hvis de var sande, havde Jesus været død, længe før han nåede at blive korsfæstet.

Jesus og de andre Kristus'er

Verden ifølge Jesus

Eksterne link

Yderligere information