|
|
|
Vi har før kigget på den uhyggelige historie om den ædle Maria, der drevet af sult slagter sin søn og spiser ham.
Historien var meget udbredt i den kristne verden. Her havde man det endelige bevis for, at Gud havde opgivet sit folk. Som Maria selv sagde til sønnen:
Du skal være føde
for mig, for oprørerne skal du være en hævnende ånd, og over for verden
den eneste beretning, der endnu mangler i skildringen af jødernes
ulykker.
(Den Jødiske Krig, Bog 6, kapitel 3, afsnit 4)
Denne "skildring af jødernes ulykker" gjorde Josephus' beretning om jødernes krig mere populær end hans hovedværk, Jødernes Oldtid, til trods for at sidstnævnte indeholdt perler om Jesus Kristus, Johannes Døberen og Jakob, Jesus' bror.(1)
Men er det nogensinde sket? Lidt senere i beretningen om jødernes lidelser optræder Den Gale Jesus, der har nogle tydelige paralleller med Jesus' lidelse og passion. Men hvis vi skræller lagene af denne historie for at komme ind til kernen, viser det sig, at Den Gale Jesus er opfundet af Josephus og er en hybrid af to jødiske profetier, Ezekiel og Jeremias.
Med Maria har vi igen en historie, der minder om evangelierne: Marias søn, der bliver dræbt i Jerusalem ved påsketid, og bliver til et fællesmåltid med opfordringen: »Det er mit eget barn, […] Spis I nu blot«. Det virker som en parodi på den kristne nadver. Men er historien sand? Hvad finder vi, hvis vi forsøger at skrælle lagene af?
|
Konsensus blandt moderne forskere er entydig: Absolut ingen tror på, at der er tale om en virkelig begivenhed.
Josephus har ikke en høj stjerne som pålidelig
historiker.(2)
Det gælder også historien om Maria: Hvorfra ved Josephus, at Maria har sagt til spædbarnet, at han skal blive "en hævnende ånd for oprørerne" og "den eneste beretning, der endnu mangler i skildringen af jødernes ulykker"? Havde Maria planlagt få sin højtidelige tale nedskrevet i en bog, der blev skrevet som kejserlig, romersk propaganda?
Josephus indleder historien med betegnelsen: τῷ βίῳ μῦθος ὁ μόνος ("over for verden den eneste beretning"). Ordet μῦθος / "mythos" antyder kraftigt, at der er tale om en myte.(3)
Historien om Maria er frit opfundet af Josephus, og der er enighed om, at den er inspireret af de græske tragedier.
Den stakkels moder, der bliver drevet til en unaturlig handling af raseri og nødvendighed peger på Euripides' tragedier om dræbende mødre: Først og fremmest Medea, der dræbte sine to sønner for at hævne sig på sin mand; Josephus fortæller, at Maria »lod sig nu kun lede af sin forbitrelse og af det uundgåelige, så at hun vendte sig mod naturen«, og netop disse ord, "tên orgên meta tês anagkês" går igen i tragedien om Medea. Vreden og forbitrelsen, orgê, optræder i Medea linje 121, 176, 447, 520, 870 og 909, og det uundgåelige og nødvendige, anagkê, indtræffer, da Medea har dræbt sin rivalinde og dennes far. Nu frygter Medea, at deres familie vil hævne sig på hendes sønner, og derfor er det nødvendigt, at hun selv dræber dem: "They must (anagkê) die and since they must […]. Why hesitate to do these tragic, yet necessary, (kanagkaia) evils?" (1061-2 og 1240-3).
Men Josephus har ikke blot kopieret Medea. Hans tragiske Maria bliver snarere en hybrid af Medea og andre af Euripides' mødre: Agave, der dræbte sin (voksne) søn, Kong Pentheus i en "dionysisk sønderrivning", og Andromache, der levede i fattigdom og fare sammen med sin søn, efter at manden var død i krigen.
|
Men samtidig er det klart, at Josephus ikke har ladet sig nøjes med græske tragedier. Han starter med at erklære, at den jødiske tragedie, han nu vil fortælle, overgår alle de græske: »en handling, fremkaldt af sult, som man aldrig har hørt om, hverken hos grækerne eller barbarerne«.
Der er heller ingen grund til, at en jødisk forfatter skulle behøve at gå til udlandet for at finde tragedier; dem er der masser af i Det Gamle Testamente. Hvis vi kigger på det element, der mangler i Euripides' tragedier, nemlig kannibalismen, så har Bibelen mange eksempler på, at Gud har drevet forældre til at spise deres egne børn, og især én episode minder meget om Josephus' tragedie.
Under en belejring opstod der hungersnød i Samaria, og to mødre aftalte at koge den enes søn og spise ham. Den næste dag, da moderen ville have sin del af den anden kvindes barn, havde hun gemt ham:
|
2 Kongebog 6,28 Så spurgte kongen hende: »Hvad er der i vejen?« Hun svarede: »Kvinden dér sagde til mig: Kom med din søn, så spiser vi ham i dag, og min søn kan vi spise i morgen.
2 Kongebog 6,29 Så kogte vi min søn og spiste ham. Men næste dag sagde jeg til hende: Kom med din søn, så spiser vi ham. Men så gemte hun sin søn.«
Kernen i Josephus' syv bind om Jødernes krig mod Romerne er, at jøderne har mistet Guds gunst på grund af deres ondskab. Dén tanke tog de kristne gladeligt til sig, og i middelalderen opstod en hel genre om Jerusalems Ødelæggelse, der blev anset som Guds hævn over jøderne for at have dræbt hans søn: "le Mystère de la Vengeance de Notre Seigneur".
Disse digte byggede løst på Josephus' bøger, og i denne udgave var der ikke én, men to kvinder, der spiste deres børn (billedet til højre). Formentlig har forfatteren her set en forbindelse mellem Josephus' Maria og de to kannibalistiske kvinder i Samaria.
|
Indtil videre er stort set alle enige: Josephus har ladet sig inspirere af græske tragedier, som
han har tilsat nogle kannibalistiske elementer fra Det Gamle Testamente.
Tilsyneladende er der kun en enkelt forsker, der har prøvet grave endnu et spadestik dybere. Richard Carrier (se eksternt link) påpeger, at historien om Maria, der dræber sit barn istedet for at dræbe et påskelam, vender hele historien om den første påske på hovedet.
Ved den første påske dræbte jøderne et lam og smurte blodet på dørstolperne for at redde deres børn fra Ødelæggeren. Lammet blev slagtet i stedet for en søn, på samme måde som Abraham slagtede en vædder i stedet for sin søn, Isak. I den omvendte historie om Maria bliver hun tvunget til at slagte sin søn i stedet for et lam, men hun følger stadig reglerne for påskeofferet, der siger, at kødet ikke må tages ud af af huset (2 Mosebog 12,46).
Maria kom fra »Bethezuba, hvad der betyder Ysop-huset«. Hvad er Josephus' hensigt med at nævne et "Isop-hus"? Det ser vi ved at kigge på den første påske:
2 Mosebog 12,21 Så tilkaldte Moses alle Israels ældste og sagde til dem: "Gå ud og hent småkvæg til jeres familier, og slagt påskelammet!
2 Mosebog 12,22 Tag så et bundt isop, dyp det i blodet i skålen, og stryg noget af blodet fra skålen på overliggeren og på de to dørstolper. Ingen af jer må gå ud af sit hus, før det bliver morgen.
|
Isop optræder altså i forbindelse med det første påskelam. Et isop-hus er et hus, hvor barnet er beskyttet mod Ødelæggeren. I denne omvendte historie er Ødelæggeren (uanset om der tænkes på Maria eller oprørerne) allerede inde i huset.
Maria er det samme navn som Mirjam, Moses' søster. På græsk staves de to navne ens. Denne Mirjam optræder flere steder i Mosebøgerne, så hvis Josephus skulle bruge et navn på den kvinde, der var til stede ved den første påske, er Maria et oplagt valg.(4)
|
Men der er mere: Navnet Mirjam betyder "oprør", hvilket passer fint til Josephus' historie. Han lægger nemlig konstant skylden for krigens rædsler over på de oprørske jøder. Som Maria sagde til sit barn, før hun dræbte ham: »for oprørerne skal du være en hævnende ånd«.
Moses' søster og navnet Mirjam/Maria bliver associeret med oprør efter en episode, som Bibelselskabet giver overskriften: »Mirjams og Arons oprør mod Moses«. Her beklager Moses' storebror og storesøster, Aron og Mirjam, sig over, at Gud kun taler til Moses.
Gud straffer Mirjam (men ikke Aron) for dette oprør, og hun bliver spedalsk:
4 Mosebog 12,9 Herrens vrede flammede op imod dem, og han gik bort.
4 Mosebog 12,10 Da skyen fjernede sig fra teltet, var Mirjam hvid som sne af spedalskhed; Aron vendte sig mod Mirjam og så, at hun var spedalsk.
[.. .. ..] [. . .]
4 Mosebog 12,12 Lad hende ikke blive som en dødfødt, hvis krop er halvt fortæret, når den kommer ud af moders liv."
|
Her er endnu et element til Josephus' historie. Maria nåede at spise det halve af sin søn, inden oprørerne kom ind i hendes hjem og krævede resten af "måltidet".
Mirjam blev "som en dødfødt, hvis krop er halvt fortæret". I den græske teksttradition, Septuaginta, står der "som en abort, der kommer ud af sin moders livmoder, når [sygdommen] spiser halvdelen af dets kød" (tjek evt. konkordansen: 4 Mosebog 12,12). Septuaginta skriver "katesthiei to hêmisu", mens Josephus skriver: "hêmisu katesthiei" — de samme ord i omvendt rækkefølge.
Den tragiske historie om Maria er en litterær konstruktion.
Forfatteren følger strukturen fra de græske tragedier,
men trækker også på historier om kannibalisme fra Det Gamle Testamente og
på historien om Moses' søster Mirjam.
Forfatteren vender påskeritualet på hovedet, fordi det er en gennemgående pointe, at jøderne på grund af deres oprør mod romerne har mistet Guds gunst. Maria kalder selv sin handling: »den eneste beretning, der endnu mangler i skildringen af jødernes ulykker«
Forfatterne af Det Nye Testamente er ude i samme ærinde, når de lader Jesus, Guds lam, blive ofret i påsken på samme dag og samme tid som påskelammet. Især Brevet til Hebræerne bruger mange kapitler på at forklare, hvorfor det efter mange tusinde år var utilstrækkeligt, at jordiske præster ofrede jordiske dyr. Nu har Jesus givet sit liv en gang for alle (dette gentages igen og igen, se f.eks.: Hebræerne 7,26-27).
Der er løg hele vejen ned.
Fodnoter: (1) (2) (3) (4)
Historiens popularitet:
Largely because of this brief episode and a few others, Josephus' book on the unsuccessful Jewish revolt, the Jewish War, was much more interesting to early Christians than his Jewish Antiquities, which contains the references to Jesus, John the Baptist, and James.
(Steve Mason, Josephus and the New Testament, 1992, side 11)
Josephus som historiker . . .: Som eksempel på, hvorfor moderne forskere har ringe tillid til Josephus, kan man pege på hans beretninger om massakrerne i Gamala og Masada. Begge disse historier lyder mistænkeligt ens, og i begge tilfælde dør samtlige tilstedeværende med undtagelse af to kvinder, der mirakuløst har overlevet, så nogen kan fortælle historien videre.
Ordet "mythos" kan ganske vist også bruges om sandfærdige beretninger, men de 5 gange ordet bruges i Det Nye Testamente, oversættes det på dansk til "fabler".
Brug evt. Konkordansen til at analysere ordet "mythos" i Bibelen (klik på "Nestle-Aland").
Måske er der også en sammenhæng mellem navnet Maria og de to kannibalistiske mødre i Samaria?
