|
|
En af de mest utrolige aspekter ved kristendommen er, at der den dag i dag findes over en milliard katolikker, der spiser deres gud hver søndag. Yes, for en milliard katolikker er det et bogstaveligt faktum, at vaflen forvandles til Jesu kød, og vinen til Jesu blod.
Her i Danmark er "vi" lutheranere (det står selv i Grundloven), og for lutheranere er Jesus "til stede under nadveren" — det vil sige, at vaflen og vinen kun er Jesu kød og blod under selve nadveren. Det er noget med transsubstantiation kontra konsubstantiation. Spørg din lokale imam, præst eller chefkok for detaljer.
Så uanset om man er katolik eller protestant, skal man indtage "Jesu blod" og "Jesu legeme", mens man husker, hvad Marias søn sagde:
Matthæus 26,26 Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: "Tag det og spis det; dette er mit legeme."
|
Forestil dig nu, at en moderne forfatter skrev en bog, hvor Marias søn blev spist — af Maria selv — og at denne historie foregik i Jerusalem ved påsketid i det første århundrede efter vor tidsregning. Forestil dig, at spisningen af Marias søn blev indledt med en højtidelig tale, og forestil dig, at historien efterlignede Johannesevangeliet ved at benytte den samme plante, isop, og de samme slagtningsritular som Johannes bruger til at trække paralleller mellem påskelammet og Jesus. Forestil dig, at menneskesønnens død (og spisning) blev årsag til jødedommens endeligt.
Enhver ville kunne se, at denne historie var en makaber parodi på kristendommen. En sådan historie har vi allerede, men den er ikke skrevet af en moderne provokatør, og den er ikke en parodi af evangelierne. Historien er faktisk ældre end evangelierne.
Den uhyggelige historie foregår under romernes belejring af Jerusalem i år 70. Forfatteren Josephus var jøde, men adopteret af den kejserlige romerske familie. Det er en rød tråd i hans bøger, at den romerske kejser var den messias, der blev spået om i Det Gamle Testamente, og at alle de ulykker, der overgik jøderne, skyldtes jødiske "røvere", der gjorde oprør mod den romerske overmagt.
Det er på den baggrund, man skal læse historien om Maria, der var af ædel jødisk familie, men som blev drevet ud i så stor en ulykke.
Den Jødiske Krig, bind 6, kapitel 3, afsnit 4.
Sammen med den øvrige befolkning var hun flygtet til Jerusalem, hvor hun sammen med dem måtte opleve belejringen. Det meste af de ejendele, hun havde pakket sammen og bragt med sig fra Peraia til byen, var blevet røvet fra hende af tyrannerne, og hvad hun havde tilbage af værdisager, og hvad det lykkedes hende at få fat på af levnedsmidler, blev beslaglagt af deres drabanter, som hver dag hjemsøgte hende. Et frygteligt raseri bemægtigede sig kvinden, og ofte skældte hun ud på røverne og forbandede dem, så at hun hidsede dem op. Ingen af dem ville dog, hverken af vrede eller af medlidenhed, dræbe hende. Da hun nu blev træt af på den måde at skaffe føde til andre, og da det nu også blev ganske umuligt at finde noget, medens sulten pinte hende gennem marv og ben, flammede hendes vrede op endnu voldsommere end sulten. Hun lod sig nu kun lede af sin forbitrelse og af det uundgåelige, så at hun vendte sig mod naturen. Hun greb sit barn, hun havde nemlig en dreng, som endnu ikke var vænnet fra, og råbte: "Mit stakkels barn! Hvorfor skulle jeg lade dig leve videre under krig, sult og borgerkrig? Hos romerne venter os kun slaveri, hvis ellers vi lever så længe, som til de kommer; men sulten når os hurtigere end slaveri, og røverne er værre end begge dele. Kom da! Du skal være føde for mig, for oprørerne skal du være en hævnende ånd, og over for verden den eneste beretning, der endnu mangler i skildringen af jødernes ulykker." Så snart hun havde sagt dette, dræbte hun sin søn, og efter at have stegt ham, fortærede hun halvdelen af ham, medens hun gemte resten og vågede over den. Straks efter indfandt oprørerne sig, og så snart de havde bemærket den forfærdelige stegelugt, truede de med, at de omgående ville dræbe hende, hvis ikke hun viste dem, hvad det var, hun havde tilberedt. Hun svarede da, at hun havde gemt en god portion til dem og fremviste så resterne af barnet. De blev straks grebet af gysen og rædsel, og synet fik dem til at stivne af forfærdelse. Da sagde hun: "Det er mit eget barn, og det er mig selv, der har gjort det. Spis I nu blot, for jeg har selv spist af det. Vis jer nu ikke mere blødagtige end en kvinde, og vis ikke større medfølelse end en moder. Men hvis I er så fromme, at I vender jer bort fra mit offer, så har jeg jo spist deraf på jeres vegne, og gem så blot resten til mig." Derefter gik de skælvende bort, for ved denne ene lejlighed viste de sig feje og overlod, om end ugerne, dette måltid til moderen. Hele byen blev straks grebet af afsky, og hver enkelt så denne rædselsgerning for sig og gyste, som om han selv havde udøvet den. De hungerramte mennesker så nu kun frem mod døden, og de priste dem lykkelige, der allerede var gået bort, så at de undgik at høre om og se så afskyelige ting. (Citeret fra "Den Jødiske Krig" - oversat af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997) |
|
Så hvis vi sammenligner med historien om Jesus, har vi:
Der er også visse paralleller mellem Matthæus: »Tag det og spis det; dette er mit legeme«, og Josephus: »Det er mit eget barn […] Spis I nu blot«.
Men vent lidt, det er dybere end som så .....
|
Vi får at vide, at Maria kom fra »Bethezuba, hvad der betyder Ysop-huset«. Hvad er Josephus' hensigt med at snakke om et "Isop-hus"? Det ser vi ved at kigge i Det Gamle Testamente:
2 Mosebog 12,21 Så tilkaldte Moses alle Israels ældste og sagde til dem: "Gå ud og hent småkvæg til jeres familier, og slagt påskelammet!
2 Mosebog 12,22 Tag så et bundt isop, dyp det i blodet i skålen, og stryg noget af blodet fra skålen på overliggeren og på de to dørstolper. Ingen af jer må gå ud af sit hus, før det bliver morgen.
Isop optræder altså i forbindelse med det første påskelam og etableringen af den gamle pagt. Et isop-hus er et hus, der er beskyttet af den gamle pagt.
Isop optræder præcis to steder i Det Nye Testamente. Lad os se nøjere på dem:
Hebræerne 9,15 Derfor er Kristus formidler af en ny pagt, for at de kaldede kan få den evige arv, der er lovet, ved at han er død til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt.
Hebræerne 9,16 For hvor der er et testamente, er det nødvendigt, at testators død godtgøres;
Hebræerne 9,17 et testamente får jo først betydning ved dødsfald, da det ikke har nogen som helst virkning, så længe han, som oprettede det, lever.
Hebræerne 9,18 Derfor blev heller ikke den første pagt indstiftet uden blod.
Hebræerne 9,19 For da Moses havde læst alle budene i loven for hele folket, tog han blodet af kalvene og bukkene tillige med vand og skarlagenrød uld og isop og stænkede det både på bogen og på hele folket,
Hebræerne 9,20 idet han sagde: "Dette er pagtens blod, den pagt, Gud har sluttet med jer."
Den ene af de to gange isop optræder i Det Nye Testamente er altså lige præcis dér, hvor man drager parallellen mellem offerdyrenes blod og Jesus — og mellem den gamle og den nye pagt. På græsk er "testamente" og "pagt" samme ord, så her er selve Det Nye Testamente, der etableres.
Jesus bliver ofte kaldt Guds lam, og især Johannesevangeliet gør parallellen tydeligere ved at lade Jesus dø på samme tid, som påskelammet bliver slagtet. Det viser sig da også, at det andet sted, vi finder isop i Det Nye Testamente, er Johannes 19,29 - få sekunder før Jesus (og påskelammet) dør:
|
Johannes 19,29 Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund.
Johannes 19,30 Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: "Det er fuldbragt." Og han bøjede hovedet og opgav ånden.
Isop er en spinkel urt (se billedet til højre), og det virker meget usandsynligt, at man skulle bruge en isop-stængel til at række op til en mand, der hænger på et kors. Og hvorfor syntes Johannes, at det var relevant at fortælle sine læsere, hvilket materiale pinden var lavet af?
Dette viser, at forfatterne af Det Nye Testamente var udmærket klare over den symbolske betydning af isop. Vi har tre historier med isop, tre historier om drabet på en uskyldig og to bibelhistorier, der handler om et påskelam. Men kannibalen Maria's søn var også et påskelam. Josephus forklarer nærmere om belejringen:
Den Jødiske Krig, bind 6, kapitel 9, afsnit 3.
Det samlede antal af fanger, som blev taget i løbet af hele krigen,
beløb sig til 97.000, medens antallet af dem, der omkom under hele belejringen,
var 1.000.000. De fleste af dem var nok jøder, men ikke hjemmehørende i Jerusalem.
Folk var kommet sammen fra hele landet for at fejre de usyrede brøds fest,
og her blev de pludselig overrasket af krigen.
Fordi så mange mennesker var trængt sammen her, udbrød der først en dødbringende pest blandt dem,
og senere fulgte hungersnøden som et endnu større onde. […]
(Citeret fra "Den Jødiske Krig" - oversat af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997)
Maria var blot en enkelt af 1.000.000 jøder, der var taget til Jerusalem for at fejre påsken / de usyrede brøds fest. Romernes belejring startede i påsken, mens Jerusalem var fyldt med pilgrimme, således at der meget hurtigt opstod hungersnød. Maria's uhyggelige måltid har altså været hendes forsinkede påskemåltid.
Det er meget vigtigt for Johannes, at Jesus' korsfæstelse følger reglerne for påskelammet. F.eks. bliver Jesus' knogler ikke knust:
Johannes 19,32 Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus.
Johannes 19,33 Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben,
[.. .. ..] [. . .]
Johannes 19,36 Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.«
Her skal vi igen tilbage til reglerne for påskelammet:
|
2 Mosebog 12,46 Det skal spises i ét og samme hus; du må ikke bringe noget af kødet ud af huset. I må ikke knuse nogen af dets knogler.
Forfatteren af Johannesevangeliet påpeger selv, at de u-knuste knogler beviser en parallel mellem Jesus og påskelammet. Men det samme er sandt for Maria af Isop-huset — hun har faktisk overholdt alle reglerne — hun har spist kødet i samme hus, ikke bragt kødet ud af huset og ikke knust barnets knogler. Johannes har som den eneste evangelist også sørget for, at "påskelammet" ikke blev flyttet ved at lade Jesus blive begravet, dér hvor han var blevet korsfæstet:
Johannes 19,41 På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen.
Johannes 19,42 Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden.
Hvis Johannes har ret i, at isop, u-knuste knogler og u-flyttet lig beviser en parallel mellem hans evangelium og påskelammet, så må det samme gælde for Josephus' kannibal-historie.
|
Historien om Marias uheldige søn blev enden på jødedommen. Josephus fortæller, hvordan romerne besluttede at "skrue bissen på" efter at have hørt den uhyggelige historie.
Den Jødiske Krig, bind 6, kapitel 3, afsnit 5.
Nyheden om den uhyggelige begivenhed nåede også hurtigt frem til romerne. Nogle
ville ikke rigtigt tro på det, andre blev grebet af medlidenhed, men på flertallet var virkningen den,
at beretningen forstærkede hadet mod jøderne. Caesar fralagde sig over for Gud
ansvaret for denne gerning […]
Nu ville han skjule noget så afskyeligt som at spise sine egne børn under
ruinerne af deres fædreland, og han ville ikke på jordens overflade efterlade en by,
beskinnet af solens stråler, i hvilken mødre søgte en sådan næring. […]
(Citeret fra "Den Jødiske Krig" - oversat af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997)
Marias søn var altså med til at indlede Jerusalems fald og jødedommens undergang: Marias nadver førte til, at romerne erobrede Jerusalem, hvorefter templet blev revet ned. Den jødiske offerkult forsvandt for evigt, og halvdelen af reglerne i Det Gamle Testamente var lige til at rive ud og smide væk.
Der samme gælder Jesus' nadver. Jesus sagde selv, at hans blod var Det Nye Testamente
Matthæus 26,27 Og han tog Kalken og takkede, og gav dem den og sagde: drikker Alle deraf;
Matthæus 26,28 thi dette er mit Blod, det nye Testamentes, hvilket udgydes for mange til Syndernes Forladelse.
(Dansk oversættelse fra 1897)
I de nyere oversættelser står der "pagt" og ikke "testamente", men det er samme ord på græsk, og forskellen er ens. Ved nadveren stifter Jesus den nye pagt og ophæver dermed den jødiske offerkult, ligesom Marias nadver kom til at gøre.
Husk, hvad Maria sagde til sin søn, før hun spiste ham: »for oprørerne skal du være en hævnende ånd, og over for verden den eneste beretning, der endnu mangler i skildringen af jødernes ulykker«.
Spørgsmålet er nu blot, om det var en sand historie, eller om
Josephus har opfundet det hele.
|
Blandt beboerne af landet hinsides Jordan var der en kvinde ved navn
Maria; hendes fader hed Eleazaros, hun stammede fra landsbyen
Bethezuba, hvad der betyder Ysop-huset, og hun nød stor anseelse på
grund af sin fornemme slægt og sin rigdom.
