mes'sias, (gr., af hebr. hamashiah 'den salvede', gr. christos, jf. Kristus), hæderstitel for israelitiske ypperstepræster og konger. Salvning udtrykte nærhed til det hellige, og i GT berettes fx om salvede ypperstepræster (fx 3.Mos. 4,3) og om kongen som "Herrens salvede" (fx 1. Sam. 24,7). Men "salvede" kunne også andre være, der gik Guds ærinde, bl.a. profeter (fx 1.Kong. 19,16); i Esajas' Bog 45,1 kaldes perserkongen Kyros for "Herrens salvede".
Som udtryk for besiddelse af Guds ånd blev prædikatet i de gammeltestamentlige pseudepigrafer og i Dødehavsteksterne brugt om fremtidige skikkelser, der skulle bringe Israel frelsen og genoprette Davids rige, nogle gange sådan, at der var både en præstelig og en kongelig messias. Messias behøvede altså ikke at være en overnaturlig skikkelse.
(Fra Gyldendals Encyklopædi)
Jesus bliver ofte omtalt som Kristus, og der er sikkert mange, der tror, at Kristus er hans efternavn. Jesus Kristus, søn af Josef og Maria Kristus. Men som Gyldendals Encyklopædi forklarer i boksen til højre, er Christos en græsk oversættelse af en jødisk titel, der betyder den salvede.
Dette er en hentydning til gamle love, om at præster (2 Mosebog 29,29, 3 Mosebog 4,3), konger (1 Samuel 10,1) og profeter (Esajas 61,1) skal salves som et tegn på deres embede.
Et af Gyldendals eksempler er 1. Samuel 24,7, hvor David kalder Saul for "Herrens salvede":
1 Samuel 24,7 og han sagde til sine mænd: "Herren bevare mig fra at gøre dette mod min herre, mod Herrens salvede! Jeg lægger ikke hånd på ham, for han er Herrens salvede."
Men det, som Gyldendals Encyklopædi ikke forklarer helt tydeligt, er, at der er mange "kristusser" i Det Gamle Testamente. For når der står "Herrens salvede" i danske Bibler, så skriver den græske Bibel-tradition, Septuaginta, i reglen christos kuriou eller christô kuriou (i hhv. nominativ og dativ). Derfor lyder 1 Samuel 24,7 på græsk:
1 Samuel 24,7 kai eipen Dauid pros tous andras autou mêdamôs moi para kuriou ei poiêsô to rêma touto tô kuriô mou tô christô kuriou epenegkai cheira mou ep auton oti christos kuriou estin outos
(Septuaginta)
En anden ting, der ikke fremgår af Gyldendals Encyklopædi, er, at Kristus kun betyder Den Salvede indenfor jødisk teologi. For den almindelige græker — inden kristendommens udbredelse — har ordet Christos betydet "noget der skal gnides på", "smørelse" eller "den indsmurte".
|
|
Historikeren Josephus undgår altid ordet "messias" / "kristus".
Hvis man laver en tekstsøgning på alle mulige bøjninger af ordet kristus i alle Josephus' 30 bøger på originalsproget (se eksternt link nederst på siden), optræder ordet kristus — når vi ser bort fra to problematiske afsnit, som jeg vil vende tilbage til — kun et enkelt sted, nemlig dér hvor Salomons pragtfulde slot skal beskrives (se citat til højre): Murene på Salomons slot var indsmurt (græsk: "christon") i gips.
Dette er hvad "kristus" ville betyde for en græsk/romersk læser: Noget, der skal smøres ind (eller gnides på), eller noget, der er blevet indsmurt. Josephus er meget omhyggelig med ikke at introducere jødiske begreber uden at forklare dem for sine romerske læsere, og han kunne ikke drømme om at kalde et menneske for "noget, der skal gnides på" uden først at forklare læserne om detaljerne i jødisk frelsermytologi.
Grundtanken i Josephus' bøger er, at den romerske kejser Vespasian er den nye verdenshersker, og i historien om stjernen over Jerusalem kommer Josephus meget tæt på messias-begrebet: Josephus håner jøderne, fordi de ikke kunne forstå, at en lang række mirakler handlede om Kejser Vespasian: »[…] hersker over hele verden […] og mange af deres vise mænd fejlfortolkede udsagnet. I virkeligheden talte udsagnet om Vespasians herredømme, idet han i Judeia blev udråbt til kejser«. Her mener Josephus utvivlsomt, at Vespasian er en kristus, men han bruger ikke ordet kristus.
|
Josephus slår næsten knuder på selv for at undgå ordet. Som nævnt er der mange hentydninger i Det Gamle Testamente til salvede konger og præster, og som nævnt bliver ordet i Septuaginta — Helligåndens yndlingsoversættelse — oversat til christos.
Af de 20 bind om jødefolkets oldtid bruger Josephus ca. halvdelen på at genfortælle Det Gamle Testamente, og eftersom han skriver på græsk, ville det være oplagt, at han også skrev "christos", ligesom der står i Septuaginta, men det gør han aldrig. Han vælger hver eneste gang at omformulere.
Tidligere kiggede vi på 1 Samuel 24,7, der var et af Gyldendals Encyklopædi's eksempler på brug af den jødiske messias-titel, og vi så, hvorledes "Herrens salvede" blev oversat til Christos i Septuaginta. I Josephus' genfortælling bliver "Herrens salvede" derimod omskrevet til "én som Gud havde regnet for værdig til kongeriget" (se citat til højre).
Et andet af Gyldendals eksempler var Esajas 45,1: »Dette siger Herren til sin salvede«. I dette vers kalder Esajas perserkongen Kyros for Herrens Salvede (han er jo en del af Guds plan, når han opfylder Jeremias' profeti) — og Septuaginta oversætter det til kurios christô, men i Jødernes Oldtid 11,1,2 omskriver Josephus det til "én der er udnævnt til konge over mange store nationer".
Endnu et eksempel er 1 Samuel 16,6: »Her står Herrens salvede foran Herren« Septuaginta oversætter Herrens Salvede til kuriou christos, men Josephus genfortæller det som "fremtidig konge" i Jødernes Oldtid 6,8,1.
Længere fremme i Josephus' værker nærmer han sig sin egen tid. Her møder vi Theudas, der førte sine tilhængere ud i ødemarken og lovede, at han ville kopiere de gamle profeters mirakel: Han ville dele Jordan-flodens vande ligesom Josva, Elias og Elisa havde gjort det, og ligesom Moses havde skilt havet.
Theudas har formentlig anset sig selv som en messias, men det fremgår ikke af Josephus' tekst. Josephus' tid var fyldt med apokalyptiske sekter og Josephus beskriver masser af disse religiøse oprørsledere, der forsøger at kopiere de gamle profeter og bekæmpe romerne med Guds hjælp, men Josephus nævner aldrig nogen messias-forventning. Tværtimod kalder han dem svindlere, der ophidsede befolkningen og var skyld i de rædsler, der skete under den jødiske krig.
|
|
Hvorfor undgår Josephus hele tiden ordet kristus? En grund kunne være, at Josephus ikke har lyst til komme med en halv meter lang forklaring om jødisk messias-mytologi til sine romerske læsere, hver gang han bruger ordet. En anden grund kunne være, at uanset en nok så god forklaring ville det stadig lyde fornærmende at kalde Kejser Vespasian for "noget, der skal gnides på".
Men den mest indlysende grund er, at når nu Josephus en gang for alle har erklæret, at Kejser Vespasian er manden, der har opfyldt alle apokalyptiske og messianske profetier, så er der ingen grund til at udpensle, at der eksisterede mange alternative profeti-opfyldere — især blandt de jødiske underklasser.
Man skal huske, at under krigen var Josephus jødisk hærleder og han blev taget til fange af Vespasian. Ifølge ham selv overbeviste han straks general Vespasian om, at han (Josephus) var et Guds sendebud om, at Vespasian og hans søn Titus var udvalgt til at blive romerske kejsere og verdensherskere;
Den Jødiske Krig, bind 3, kapitel 8, afsnit 9.
[. . .] Josefus talte da således:
"Du tror, Vespasian, at du med Josefus blot har fået en krigsfange i din magt, men jeg kommer til dig som budbringer om større ting.
Hvis ikke jeg var blevet sendt af Gud, havde jeg kendt den jødiske lov og havde vidst, hvordan en feltherre bør dø.
[…]
Du, Vespasian, vil blive kejser og enehersker, både du og din søn her.
Læg mig nu blot i stærkere lænker og behold mig for dig selv; for du vil som kejser ikke blot være herre over mig,
men også over jorden og havet og over hele menneskeslægten.
Men jeg beder dig om endnu strengere bevogtning, for at du kan straffe mig, hvis jeg har taget Guds ord forfængeligt
(Citeret fra "Den Jødiske Krig" - oversat af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997)
Man kan mene, at Josephus' beretning virker som selvpromovering, og det er den sikkert også. Men fakta er, at Josephus' besked fra Gud til Vespasian blev en del af den kejserlige propaganda. Den romerske historiker Sueton (ca. 70 - ca. 130 e.v.t.) beskrev en lang række af mirakler, der havde bevist, hvordan guderne havde udvalgt Vespasian til at blive den næste kejser. Og et af disse jærtegn var netop Josephus og hans spådom:
Vespasian
V. [. . .]
When he consulted the oracle of the god of Carmel in Judaea, the lots were highly encouraging,
promising that whatever he planned or wished however great it might be, would come to pass;
and one of his high-born prisoners, Josephus by name, as he was being put in chains,
declared most confidently that he would soon be released by the same man, who would then, however, be emperor.
Omens were also reported from Rome: […]
(Sueton, Romerske Kejsere.)
|
Det gælder også den endnu senere romerske historiker Dio Cassius, der levede fra 155 eller 163/164 til efter 229. Han beskriver også en lang række mirakler, og tilføjer, at alle disse mirakler havde krævet fortolkning. Men der var ét mirakel, der ikke behøvede nogen fortolkning, og det var Josephus' spådom:
Bog 65
[. . .] These portents needed interpretation;
but not so the saying of a Jew named Josephus: he, having earlier been captured by Vespasian and imprisoned,
laughed and said: "You may imprison me now, but a year from now, when you have become emperor, you will release me."
(Dio Cassius, bog 65, kapitel 1,3-4.)
|
Josephus' spådom havde altså vakt opmærksomhed. I stedet for at blive henrettet, blev han adopteret af den kejserlige familie og tog deres efternavn: Flavius. Han flyttede ind i det hus, hvor Vespasian havde boet, da han var general, og han fik landområder og pension.
Hans karriere og liv afhang af, at han som en del af den kejserlige propaganda-maskine kunne skrive den rigtige version af Vespasians bedrifter under krigen, og hvordan en række jærtegn (se stjernen over Jerusalem) havde varslet om Vespasians verdensherredømme.
Og Josephus leverede varen. Selve titlen på hans 7-binds værk, De Bello Judaico / "Den jødiske krig" viser, hvorhenne Josephus placerede skylden for krigen. Derfor er den eneste Messias, der omtales i Josephus' 30 bind, gipsmuren på Salomons slot.
På grundlag af ovenstående virker det meget mistænkeligt, når der i dag i Josephus' værker er yderligere to steder, der bruger ordet Kristus. Begge handler om Jesus, begge steder bruges ordet kristus uden nogen form for forklaring, og begge passager er i forvejen uhyre suspekte af mange andre grunde. De to steder er dels en snørklet bisætning om broderen til Jesus, som kaldtes Kristus, hvis navn var Jakob, og dels et lille skamrosende afsnit, som er et tydeligt falskneri — det såkaldte Testimonium Flavianum.
Søgning i Perseus-basen efter alle mulige bøjninger af ordet Kristus i Josephus på originalsproget. N.B.: Perseus-databasen kan være meget langsom og ustabil.
alle mulige bøjninger af Kristus (1. server)
Hvis serveren ellers svarer, kommer der tre hits. Beskrivelsen af væggene på Salomons slot (som vi har omtalt længere oppe), den uhyre suspekte omtale af Jesus og den snørklede hentydning til broderen til Jesus, som kaldtes Kristus, hvis navn var Jakob.
Dette er de tre eneste steder, vi finder dette ord i Josephus' 30 bind, som de ser ud i dag.
Erling Harsberg's oversættelse af Josephus kan læses i uddrag på Google Books: Den Jødiske Krig, side 219-220 (Josephus' tale til Vespasian)