Josephus og Jakob

Historikeren Josephus Flavius levede fra år 37 til ca. 99 og var født i Jerusalem få år, efter at Universets Skaber skulle havde udført sine mægtige gerninger i byen. Alligevel nævner han ikke Jesus i nogen af sine 30 bøger, bortset fra et enkelt åbenlyst forfalsket afsnit, det såkaldte Testimonium Flavianum.

Men han nævner en Jakob, der er bror til en Jesus kaldet Kristus.

Broderen til Jesus, som kaldtes Kristus, hvis navn var Jakob

Festus (nr. 2 fra højre) afhører Paulus
Paulus, Agrippa II, Festus og Berenike

I det 20. bind af Jødernes Historie fortæller Josephus, at Festus var død. Porkius Festus var den romerske prokurator af Judæa, og han optræder i Bibelen, da Paulus indklagede sin sag for ham på rejsen mod Rom (billedet til venstre).

I år 62 døde Festus, og inden hans efterfølger, Albinus, nåede at komme til byen, benyttede den nye ypperstepræst sig af dette magttomrum til i hast at få slået en eller anden Jakob ihjel:

Porkius Festus betyder "glad gris", så dét navn var ikke velegnet til at behage de rettro jøder.
St. Antonius

Josephus, Jødernes Historie, Bind 20, kapitel 9, afsnit 1.

197 Da kejseren hørte om Festus' død, sendte han Albinus som prokurator til Judea. Og kongen afsatte Joseph som ypperstepræst og overførte denne værdighed til Ananus' søn, der også var kaldet Ananus.

198 De kalder denne ældste Ananus en meget lykkelig mand, for efter at han selv havde haft denne værdighed i lang tid, tjente hans fem sønner alle som ypperstepræst for Gud, hvilket aldrig er sket med nogen af vores tidligere ypperstepræster.

199 Men denne yngre Ananus, der, som vi har sagt, overtog ypperstepræsteembedet, var en bemærkelsesværdigt dristig og uforskammet mand, og han tilhørte sekten af saddukæere, der, som vi allerede har vist, var den strengeste af alle jøder til at dømme lovovertrædere.

200 Da Festus var død og Albinus kun var på vej, troede Ananus, at han nu havde en god mulighed for at handle på dette. Han samlede et synedrium [Sanhedrin] som dommere og førte Jakob, broren til Jesus, der blev kaldt Kristus, og nogle andre frem, og efter at have fordømt dem som lovovertrædere overgav han dem til at blive stenet.

201 De som ansås for de mest fornuftige af borgerne, og dem, der var mest oprørte over brud på lovene, brød sig ikke om, at dette blev gjort og sendte bud til kongen og bad ham stoppe Ananus fra at handle sådan i fremtiden, da det, han allerede havde gjort, ikke var rigtigt.

202 Nogle af dem gik også imod Albinus, da han var på vej fra Alexandria for at fortælle ham, at Ananus uretmæssigt havde samlet et synedrium uden hans samtykke.

203 Albinus var enig i dette og skrev i vrede til Ananus, der truede med at straffe ham for at gøre dette. Kong Agrippa afsatte ham derefter fra ypperstepræsteembedet, efter at han kun havde regeret i tre måneder, og udnævnte Jesus, søn af Damnæus, til ypperstepræst.(1)

Hvad er det så, teksten siger?

Historien nævner to brødre, der hedder Jesus og Jakob. Der står ingen steder, at denne Jesus er Jesus af Nazaret, Jesus, søn af Josef eller Jesus, Guds søn - der står kun Jesus - og Jesus er et almindeligt navn - et af de mest almindelige i Bibelen. Josephus nævner omkring 20 Jesus'er - en af dem optræder netop i det afsnit, vi kigger på: Jesus, søn af Damnæus.

Der står heller ingen steder, at Jakob hedder Jakob den Retfærdige, eller at han er leder af nogen menighed, eller at han er kristen. Det er bare en Jakob. Jakob er navnet på en af de store patriarker, og er derfor et almindeligt navn.

Bibelen siger ikke noget om, hvordan Jesus' bror, Jakob, døde, men ifølge kristne kilder, blev han stillet op på templets top for at tale til folket, bagefter blev han styrtet ned, stenet og tilsidst dræbt med en kølle.

Den Jakob, som Josephus skriver om, kommer altså ud for en noget anden skæbne: Han bliver ført for jødernes råd — sammen med nogle andre anklagede — dømt og stenet. Bagefter protesterer »De som ansås for de mest fornuftige af borgerne«, hvilket formentlig er saddukæernes modstandere, farisæerne, altså de samme farisæere, som Bibelen gerne vil holde ansvarlige for alt muligt.

Der er altså ikke meget kød på historien, men der står "Kristus".

" . . . som kaldtes Kristus"

Rubens, Jesus får salvet fødder.
Jesus får pedicure

Kristus er ikke noget navn - det betyder den salvede, og i en kristen-jødisk sammenhæng er det en hentydning til gamle love, om at præster (2 Mosebog 29,29, 3 Mosebog 4,3), konger (1 Samuel 10,1, billedet til venstre) og profeter (Esajas 61,1) skal salves som et tegn på deres embede.

2 Mosebog 29,29: Arons hellige klæder skal hans sønner bære efter ham, når de skal salves og indsættes.
3 Mosebog 4,3: Hvis det er den salvede præst, der synder, så han påfører folket skyld, skal han på grund af den synd, han har begået, bringe Herren en lydefri tyrekalv som syndoffer.
1 Samuel 10,1: Da tog Samuel oliekrukken og hældte olien ud over hans hoved, kyssede ham og sagde: »Nu salver Herren dig til fyrste over sin ejendom."
Esajas 61,1: Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede,

Kong Agrippa tog præsteværdigheden fra Ananus og udnævnte i stedet Jesus, søn af Damnæus, til ypperstepræst. Derved er denne Jesus blevet salvet til embedet, så vi behøver ikke at kigge langt efter en "Jesus, kaldet Kristus". Hans efterfølger som salvet ypperstepræst var i øvrigt endnu en Jesus: Jesus, søn af Gamaliel. Blandt hans forgængere var Jesus, søn af Gamalas, Jesus, søn af Fabus, og Jesus, søn af Sie.

Der er altså nok af salvede Jesus'er, men en endnu lettere forklaring er, at vendingen »som kaldtes Kristus« kan være en senere tilføjelse.

Profeten Samuel salvede både Kong Saul (billedet) og Kong David.
Samuel salver Saul

Det ville være usædvanligt, hvis Josephus brugte ordet kristus — af flere grunde:

  1. Josephus sørger altid for at forklare sine romerske læsere, hvad tingene betyder, når han introducerer fremmede begreber. Men i dette kapitel er der ingen forklaring på, hvad en "kristus" er for noget.

  2. Josephus brugte aldrig ordet Kristus i sine 30 bind. I historien om stjernen over Jerusalem lister Josephus en række mirakler, der skal bevise, at Kejser Vespasian er den nye verdenshersker — den hersker, der skal opfylde alle profetierne i Det Gamle Testamente — men selv her bruger Josephus ikke ordet kristus.

  3. Hovedpointen i alle Josephus' 30 bind er netop, at det var Kejser Vespasian, der var den nye verdenshersker. Hvis Josephus var kommet ind på kristus-begrebet og havde røbet, at der var mange andre kandidater til messias-titlen, ville han have pådraget sig kejserlig vrede.

Josephus undgår altså konsekvent ordet kristus, hvilket tyder på, at ord heller ikke har stået her oprindeligt.

En uheldig interpolation

Codex Sinaiticus, Galaterne 1,18.
I teksten står der KΗΦAN (dvs. Kefas i akkusativ). I marginen er tilføjet ΠETPON (dvs. Peter i akkusativ) som forklaring eller som rettelse.
Peter / Kefas

Hvis ordene "kaldet Kristus" er en tilføjelse, behøver det ikke engang at være sket i ond mening. Man kan forestille sig, at teksten oprindeligt har lydt »broderen til Jesus, hvis navn var Jakob«, og at en from kristen, der ikke har læst til enden af afsnittet og opdaget, at den Jesus, det handler om, er søn af Damnæus, derfor har skrevet: »som kaldtes Kristus« i marginen som en "glosse" dvs. ordforklaring. Alternativt kan det også have været en slags bogmærke for at gøre andre kristne læsere opmærksom på, at lige her var der omsider noget, der smagte bare lidt af fugl.

I oldtiden og middelalderen skrev man både kommentarer og rettelser i marginen, og når en skriver senere skulle kopiere bogen, har han troet, at denne note var en rettelse, og den er blevet indføjet som en del af teksten i den nye bog. Der er masser af eksempler — ikke kun religiøse tekster — på at noter er fortolket som rettelser og vice versa. Det kunne også forklare den knudrede formulering.

Codex Sinaiticus, Markus 16,6.
I marginen er tilføjet "nazaræer".
Codex Sinaiticus

Se eksemplet til venstre. Paulus beretter om sin første rejse til Jerusalem, hvor han møder Kefas: »Dernæst […] drog jeg op til Jerusalem for at træffe Kefas« (Galaterne 1,18). Man kan diskutere for evigt, om Kefas er den samme som Peter, men nogen har skrevet "Peter" i marginen, og sådan kom der til at stå i Europas bibler i mange hundrede år. I moderne Bibler er denne rettelse til den hellige tekst fjernet igen (se evt. Galaterne 1,18 i de 6.000 forfalskninger).

Et andet eksempel ser vi til højre. I Markus 16,6 er der tilføjet "nazaræer" i marginen. Det står der også i vores Bibler: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede«, men det mistænkelige er, at det står der ikke i Matthæus' kopi af det samme vers: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede« (Matthæus 28,5). Derfor er det en oplagt tanke, at i dette tilfælde er en kommentar blevet en del af den hellige tekst.

Kristus fra et tidligere bind

Gregorsmessen i Århus domkirke af Bernt Notke.
Gregorsmessen i Århus domkirke af Bernt Notke

Nogle bruger Josephus' formulering, »Jesus, som kaldtes Kristus«, som et argument for, at Testimonium Flavianum er ægte. De romerske læsere kunne kun vide, hvad "en kristus" var for noget i bind 20 (lyder argumentet), fordi læseren allerede havde læst Testimonium Flavianum i bind 18.

Problemet (for de kristne) er, at dette argument kan bruges begge veje. De to historier kan styrke hinanden, men omvendt kan de også trække hinanden med sig i faldet. I dag er der næppe en eneste ædru forsker, der tror på, at Josephus — en farisæisk jøde, der skrev til romerske læsere — skulle have skrevet »han var kristus« om Jesus i bind 18. Og så er det endnu mere mistænkeligt, at ordet "kristus" benyttes i bind 20 uden nærmere forklaring til de romerske læsere.

Ville Josephus overhovedet kunne forvente, at folk, der læser bind 20, kunne huske en ubetydelig biperson fra bind 18? Nej, det kunne han ikke - med mindre han gjorde opmærksom på det. Og det er præcis, hvad Josephus plejer at gøre.

Eksempel 1: I historien om drabet på Jakob øverst på siden indskyder Josephus en bemærkning om Ananus' far: »De kalder denne ældste Ananus en meget lykkelig mand, […]« (sektion 198). Når Josephus i sektion 200 vender tilbage til "den yngre Ananus", er det med ordene: »denne yngre Ananus, der, som vi har sagt, overtog ypperstepræsteembedet […]«.

Eksempel 2: Josephus fortsætter: »han tilhørte sekten af saddukæere, der, som vi allerede har vist, var den strengeste af alle jøder til at dømme lovovertrædere«. Her peger Josephus tilbage på en historie i bind 13 (sektion 288-298), hvor en ballademager fornærmede kongen. Kongen blev vred på farisæerne, fordi de "kun" mente, manden burde prygles og fængsles, mens saddukæerne ville have ham henrettet. I bind 18 (sektion sektion 16-17) vender Josephus tilbage til saddukæerne og fortæller, at når de får magt, er de nødt til at opføre sig ligesom (de milde) farisæere, fordi disse er populære blandt folket.

Eksempel 3: Rent tilfældigt er der en anden mand, der optræder i de samme to bind — 18 og 20 — nemlig Judas af Galilæa. Når Josephus nævner Judas af Galilæa anden gang, forklarer han, at det er tale om en person fra en tidligere bog: »[…] Og desuden blev Judas fra Galilæas sønner henrettet; jeg mener den Judas, som fik folket til at gøre oprør, da Kvirinius optalte jødernes ejendom, som vi har vist i en tidligere bog« (Sektion 102, Min oversættelse. Se evt. siden om Theudas).

Hvis Josephus vitterligt havde skrevet begge Jesus-hentydninger — både den i bind 18 og den i bind 20 — ville han have skrevet noget i retning af: "Jesus, der blev dræbt under Pontius Pilatus" eller "Jesus, der genopstod på tredjedagen". Som teksten står, er det lettere at antage, at den salvede Jesus er ham, der optræder i samme afsnit, nemlig Jesus, søn af Damnæus, i stedet for en biperson, der optrådte i bind 18.

Afsnittet i sammenhæng

Hvis man læser afsnittet om Jakob i sammenhæng, ser man, at det var en urolig tid med magtkampe, hvor diverse gangstere hellige mænd kæmpede om det lukrative job som ypperstepræst:

Saddukæere og farisæere i teologisk diskussion.
Henrettelse ved stening
Martin Perscheid: Pastor Schober var ikke sikker på, om han virkelig skulle have købt det nye krucifiks hos IKEA.
Martin Perscheid

De to kapitler handler altså om en tid med mange snigmord og magtkampe. Ananus var saddukæer, og Bibelen har mange på eksempler på, at saddukæere var oppe at slås med farisæere. Den stakkels Jakob er ikke nogen hovedperson - han er bare formentlig bare en farisæer, der bliver en lille brik i den lange krig.

Ananus blev ikke kritiseret for at have fået Jakob og de andre dræbt - kun for at have samlet rådet uden at spørge den romerske prokurator om lov først. Afsnittet handler om magtkampen mellem Ananus og Jesus, søn af Damnæus, og derfor forklarer Josephus ikke, hvad Jakob og de andre ofre hed, hvad de blev anklaget for, eller om henrettelsen overhovedet blev eksekveret,(2) for det er ikke det, der er temaet i dette kapitel.

Måske var Jakob bror til Jesus, søn af Damnæus? Det ville forklare, hvorfor prokuratoren degraderede Ananus til fordel for Jesus, søn af Damnæus. Det ville også (delvis) forklare Josephus' snørklede formulering: "Ananus prøver at få en af Jesus' brødre dræbt" — "Hvilken bror?" — "Ham, hvis navn var Jakob". Det er Jesus, søn af Damnæus, og hans magtkamp, kapitlet handler om — ikke hans brødre — derfor nævnes Jesus før Jakob. Men dette er alt sammen kun spekulationer. Josephus fortæller kun, at manden hed Jakob.

I det hele taget er det en usædvanligt klodset formulering, Josephus benytter sig af: »broderen til Jesus, som kaldtes Kristus, hvis navn var Jakob«. Det fremgår ikke særligt tydeligt, om det var Jakob eller Jesus, der blev kaldt Kristus. Det ville være mere typisk for Josephus at skrive "Jakob, søn af (faderens navn)", men måske véd Josephus ikke, hvad denne Jakobs far hedder. Det eneste Josephus ved om Jakob er, at han er bror til en Jesus, og så er det oplagt at denne Jesus er Jesus, søn af Damnæus, som resten af afsnittet handler om.

Konklusion: Jakob er en ubetydelig biperson, der bliver fanget i en magtkamp mellem saddukæere og farisæere.

Ordene "som kaldtes Kristus" er formentlig en senere tilføjelse. Alternativt hentyder de til Jesus, søn af Damnæus.

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2)

Min oversættelse af denne tekst:

197 Hearing of the death of Festus, Caesar sent Albinus as procurator to Judea. And the king deposed Joseph from the high priesthood and passed on that dignity to the son of Ananus, himself also called Ananus. 198 They call this elder Ananus a most fortunate man, for after he himself had held that dignity for a long time, his five sons all served as high priest to God, which has never happened to any of our previous high priests. 199 But this younger Ananus, who, as we have said, assumed the high priesthood, was a notably bold and audacious man and he belonged to the Sadducee sect which, as we have already shown, was the strictest of all the Jews in judging offenders. 200 With Festus dead and Albinus only on his way, Ananus thought he had now a good opportunity to act on this. He assembled a judiciary Sanhedrin and brought before them James, the brother of Jesus who was called Christ, and some others, and after condemning them as lawbreakers, gave them over to be stoned. 201 The fairest of the citizens and those most upset at the breaking of the laws, disliked this being done and sent to the king, asking him to stop Ananus from acting like this in future, as what he had already done was not right. 202 Some of them also went to meet Albinus as he was on his way from Alexandria, to tell him that Ananus had wrongfully assembled a Sanhedrin without his consent. 203 Albinus agreed with this and wrote in anger to Ananus threatening to punish him for doing this. So king Agrippa deposed him from the high priesthood, after he had ruled for only three months, and appointed Jesus, the son of Damnaeus, as high priest.

Josephus fortæller i så hæsblæsende et tempo, at man næsten kan forestille sig, hvordan kavaleriet i form af romerne når at ankomme i sidste sekund og redder Jakob og de andre fra døden.

Dette er dog kun en illusion: Ananius »havde regeret i tre måneder«, så Jakob har — og man så må sige — været stendød, før romerne kom. Men pointen består: Josephus interesserer sig ikke for Jakobs skæbne, for kapitelet handler ikke om Jakob, men om fløjkrigene blandt saddukæere og farisæere.