Josef fra Arimatæa

Josef fra Arimatæa er en af de mere mystiske personer i Bibelen. Han dukker op i alle fire evangelier for at begrave Jesus, og bagefter forsvinder han sporløst ud af historien igen. Hverken han eller byen Arimatæa kendes andre steder, hverken fra Bibelen, Josephus, Talmud eller historiske kilder.

Lad os følge ham gennem de fire evangelier og starte med det ældste evangelium, Markus:

Markusevangeliet

Markus bruger Josef som en deus ex machina, der skal bringe handlingen videre, efter at Jesus er død. Dengang Johannes Døberen blev henrettet, sørgede hans disciple for at få ham begravet, men det er typisk for Markus' negative beskrivelse af disciplene, at de dumme disciple har ladt Jesus i stikken i forrige kapitel: »Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede« (Markus 14,50).

Men forfatteren kan ikke lade historien ende her, så ind på scenen kommer den ukendte Josef:

Markus 15,42 Og da det nu var blevet aften, og det var forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbat,
Markus 15,43 kom Josef fra Arimatæa, et fornemt rådsmedlem, som også ventede Guds rige. Han dristede sig til at gå ind til Pilatus og bad om at få Jesu legeme.
[.. .. ..] [. . .]
Markus 15,46 Han købte et lagen og tog ham ned, svøbte ham i lagnet og lagde ham i en grav, som var hugget ud i klippen. Og han væltede en sten for indgangen til graven.
Markus 15,47 Men Maria Magdalene og Maria, Joses' mor, så, hvor han blev lagt.

Josef var »et fornemt rådsmedlem«, og eftersom Markus fortæller os, at hele rådet havde dømt Jesus, må Josef logisk set havde været med til at dødsdømme Jesus: »Og de dømte ham alle skyldig til døden« (Markus 14,64).

Derimod står der ikke noget, om at Josef skulle have været en "hemmelig discipel". Vi får ganske vist at vide, at Josef »også ventede Guds rige«, men det var der mange andre jøder, der gjorde. Jesus' budskab havde blot været, at Guds rige var kommet nær: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!« (Markus 1,15). Jesus behøvede ikke at forklare jøderne, hvad de skulle omvende sig til, hvilket evangelium de skulle tro på, eller hvad Guds rige betød, for det vidste folk jo allerede på grundlag af (kreative) læsninger af Daniels Bog, Jeremias, Malakias, Enoks bog, de sibylinske orakler, de Halvfjerds Hyrder, Salomons Salmer osv.

Josef gør blot det, som en rettroende jøde forventedes at gøre, nemlig at holde Moselovens bud om, at »liget ikke [må] hænge på træet natten over […] for den, der er hængt på et træ, er en Guds forbandelse« (5 Mosebog 21,22-23). Historikeren Josephus bekræfter — i forbindelse med drabet på en helt anden Jesus — at »jøderne lægger så stor vægt på begravelsesceremonierne, at de endog tager ligene af korsfæstede forbrydere ned og begraver dem før solnedgang«.(1) Parallellen er så stærk, at Alexander Rasmussen i sin oversættelse fra 1905 ikke kunne lade være med at tilføje en fodnote: »1) Sammenlign Jesu Gravlægning«.(2)

Det fremgår af Talmud, at Sanhedrinet have pligt til at sørge for nedtagning og begravelse af forbryderne, og at de havde to begravelsespladser til dette formål. En til de grove forbrydere (blasfemikere), der var blevet stenet eller brændt, og en til de mindre forbrydere, der var blevet halshugget eller stranguleret.(3)

After the executed transgressor is taken down he is buried, and they would not bury him in his ancestral burial plot. Rather, two graveyards were established for the burial of those executed by the court: One for those who were killed by decapitation or strangled, and one for those who were stoned or burned.
(Mishnah Sanhedrin 6,5)

Josef køber et lagen (selvom alle butikkerne må have været lukket i sabbatten), tager liget ned af korset, svøber det i lagnet, og lægger det i en grav, »som var hugget ud i klippen«. Vi får ikke at vide, hvem der har hugget graven ud, og hvorfor den var ledig, men sådan er det i Markusevangeliet: Byer, folkemængder, bjerge, farisæere og disciple dukker op, når handlingen kræver det, og forsvinder sporløst igen bagefter.

Josef »væltede en sten for indgangen til graven«. Igen ser vi, at han ikke var en af Jesus' disciple, for hvis han havde troet på, at Jesus ville genopstå på tredjedagen, havde det været smartere at tage liget med hjem. Det var i al fald ret dumt at blokere indgangen til graven og aldrig vende tilbage. Vi får ovenikøbet at vide, at stenen var meget stor (Markus 16,4). Tænk, hvis Jesus var genopstået bare for at dø af kvælning i stedet!

Vi konstaterer også, at i modsætning til billedet øverst til højre er kvinderne ikke til stede ved nedtagningen og begravelsen. De betragter på afstand, hvor liget bliver lagt. Dette understreger endnu engang, at Josef ikke var en "hemmelig discipel". Kvinderne var bange for Josef, der havde været med til at dødsdømme Jesus. »Men Maria Magdalene og Maria, Joses' mor, så, hvor han blev lagt« (15,47, se også Markus 15,40).

Da Josef har fået løst forfatterens lavpraktiske problem, forsvinder han igen sporløst ud af historien, ligesom den by han kom fra. Inden han forsvinder helt, må vi dog lige konstatere, at han kun begraver Jesus, men ikke de to røvere, der var korsfæstet på Jesus' højre og venstre side. Og hvorfor nu det, når vi lige har hørt Josephus bevidne, at de rettro jøder »endog tager ligene af korsfæstede forbrydere ned og begraver dem før solnedgang«, og når Sanhedrinet var forpligtet til at begrave de henrettede forbrydere?

Matthæusevangeliet

Matthæus 27,57 Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus.
Matthæus 27,58 Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres.
Matthæus 27,59 Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen
Matthæus 27,60 og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik.

Matthæus har "forbedret" historien, så Josef ikke længere er medlem af rådet. Han er nu blevet udnævnt til discipel af Jesus, og han ser ud til at ankomme direkte fra Arimatæa: »da […] kom der en rig mand fra Arimatæa«. Dermed er der ingen antydning af, at han lige har været med til at dømme Jesus til døden. Som læser må man formode, at en af Matthæus' utallige drømme eller engle har alarmeret den gode Josef, så han har skyndt sig hele vejen fra Arimatæa for at udføre det arbejde, disciplene burde have gjort.

Matthæus retter ofte fejl i Markusevangeliet, som ingen jøde ville begå, og det ser vi et eksempel på her: Markus havde skrevet, at Josef købte et lagen, men som den mest jødiske evangelist er Matthæus klar over, at ingen rettroende jøder ville have solgt et lagen til Josef under sabbatten. Derfor bliver Jesus i stedet svøbt i et rent lagen. Måske var Markus ikke klar over, at den jødiske sabbat starter ved solnedgang?

Graven er ikke længere en, der rent tilfældigt står parat, men Josefs egen: »som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv«. Grunden til, at Matthæus påstår, at Josef er rig, og at graven er Josefs egen, er, at han ønsker at opfylde en profeti om den lidende tjener: »Man gav ham grav blandt forbrydere og gravplads blandt de rige, […]« (Esajas 53,9).

En sidste ændring er, at Josef får Jesu legeme udleveret. I Markusevangeliet var det Josef selv, der tog liget ned af korset, men Matthæus ved, at det er forbudt for en rettro jøde at udføre arbejde på en sabbat, og at en rettro jøde bliver uren i syv dage af at røre et lig (4 Mosebog 19,11-14). Derfor ændrer Matthæus i historien, så det i stedet er de vantro romere, der udfører det hårde og beskidte arbejde. En rettro jøde må heller ikke få andre til at arbejde på en sabbat, men det var jo Pilatus, og ikke Josef, der gav befalingen.

4 Mosebog 19,11: Den, der rører ved liget af et menneske, er uren i syv dage.
[. . .]
4 Mosebog 19,13: Enhver, der rører ved liget af et menneske, ved én der er død, og som ikke renser sig for synd, gør Herrens bolig uren. Det menneske skal udryddes fra Israel, fordi der ikke er stænket renselsesvand på ham. Han er uren; hans urenhed hænger endnu ved ham.

For det første lader Matthæus graven blive forseglet og bevogtet af romerske soldater (Matthæus 27,62-66). Så hvis Jesus vitterligt var genopstået, ville han have været spærret inde og død af iltmangel eller sult. Vi får aldrig at vide, hvordan han slipper ud.

For det andet bliver Jesus' død ledsaget af en jordskælv, der vækker mange af de døde:

Matthæus 27,51 Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede,
Matthæus 27,52 og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op,
Matthæus 27,53 og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange.

Matthæus fortæller endda, at dødningerne ventede til efter opstandelsen med at gå ind i byen. Denne zombie-hær har altså ventet herude på Golgata, mens Josef begravede Jesus. Der står godt nok ikke i Bibelen, at Josef skulle jage en zombie-hær væk for at komme ned i graven, og at han arbejdede omgivet af lurende zombier, men på den anden side kan man bedre forstå, at kvinderne var rykket nærmere i dette evangelium »og sad over for graven« (27,61).

For det tredje fortæller Matthæus, at ypperstepræsterne bestikker vagterne ved graven til at bilde folket ind, at Jesus' disciple har stjålet liget. »Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag« (28,15). Det vil sige, at ikke bare burde disciplene have en anklage om ligrøveri og bedrageri på nakken, men eftersom vi lige har hørt, at graven var Josefs egen, burde myndighederne også være på jagt efter ham, hvis der ellers havde været for to øre logik i historien.

Lukasevangeliet

Lukasevangeliet er formentlig nyere end Matthæusevangeliet, og det mest logiske er, at Lukas har læst Matthæus. Det ser dog ikke ud til, at han har kunnet bruge Matthæus' "forbedringer" til noget, for Lukas' version minder mest om Markus':

Lukas 23,50 Og se, der var en mand ved navn Josef, medlem af Rådet og en god og retfærdig mand,
Lukas 23,51 som ikke havde samtykket i det, de andre havde besluttet og gjort; han var fra Arimatæa, en jødisk by, og han ventede Guds rige.
Lukas 23,52 Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme.
Lukas 23,53 Så tog han det ned, svøbte det i et lagen og lagde ham i en klippegrav, hvor der endnu ikke havde ligget nogen.
Lukas 23,54 Det var forberedelsesdagen, lige før sabbatten begyndte.
Lukas 23,55 De kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven, og hvordan hans legeme blev lagt dér.
Lukas 23,56 Og da de var vendt tilbage, tilberedte de vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud.

Josef er igen medlem af jødernes råd, men Lukas tilføjer, at han var »en god og retfærdig mand«, som »ikke havde samtykket i det, de andre havde besluttet og gjort« (23,51). Det vil sige, at Markus var fuld af løgn, da han påstod, at »de dømte ham alle skyldig til døden«.

Efter begravelsen tilbereder kvinderne vellugtende salver og olier for at salve liget, hvilket modsiger Matthæus' påstand om, at graven var forseglet og bevogtet af romerske soldater. Det modsiger også Markus' påstand om, at kvinderne først købte salve efter sabbatten.

Johannesevangeliet

I Johannesevangeliet har Josef fået sig en makker, nemlig Nikodemus. Nikodemus optræder ikke i de andre tre evangelier, men han er fast inventar i Johannesevangeliet. Første gang de mødes, siger Jesus til Nikodemus: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det?« (Johannes 3,10), men den danske oversættelse er lidt mangelfuld. Den græske tekst siger: "o didaskalos", altså læreren. Nikodemus er den øverste rabbi i landet.

Men Nikodemus er åbenbart ikke bange for fysisk arbejde, så Israels øverste rabbi giver gerne Josef en hånd med, når denne ukendte discipel skal salve en dømt forbryders lig:

Johannes 19,38 Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; og det tillod Pilatus. Josef kom så og tog Jesu legeme ned.
Johannes 19,39 Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund.
Johannes 19,40 Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse.
Johannes 19,41 På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen.
Johannes 19,42 Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden.

Josef er igen blevet discipel, ligesom i Matthæusevangeliet, »men hemmeligt, af frygt for jøderne«. Man skulle tro, at Jesus og apostlene også var jøder, men det er typisk for Johannesevangeliet, at "jøderne" under ét er onde modstandere.

Den største forskel er med hensyn til graven. Der er ingen antydning af, at det er Josefs egen, men derimod fremhæves det to gange, at graven er tæt på: »På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet […] fordi den grav var i nærheden«.

Det hænger formentlig sammen med, at Johannes ser Jesus som Guds lam. I forhold til de tre andre evangelier rykker Johannes korsfæstelsen en dag frem, men tre timer tilbage, så Jesus dør, samtidigt med at påskelammet slagtes. Det er vigtigt for Johannes, at reglerne for slagtning af påskelammet følges. Der skal bruges isop, knoglerne må ikke knuses og her: »du må ikke bringe noget af kødet ud af huset« (2 Mosebog 12,46). Det sidste af disse krav klarer Johannes ved at lade Josef og Nikodemus finde en ledig grav »På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet«.

Det er godt, at de er to om arbejdet, for i dette evangelium bliver Jesus salvet med »en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund« (19,39). Jesus' lig må have været godt og grundigt begravet under 50 kilo urter, så man undrer sig virkelig over, hvorfor kvinderne købte salve i Markus- og Lukasevangeliet.

Jesus bliver viklet ind i linnedklæder. Ordet står i flertal, og det fremgår også senere, at Jesus fik et separat klæde over hovedet: »klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne« (Johannes 20,7). Det vil sige, at de andre evangelier tog fejl, da de sagde, Jesus blev svøbt i et lagen. Det betyder også, at ligklædet i Torino er et falskneri.(4)

Hvem var Josef fra Arimatæa?

Lad det være sagt med det samme: Josef er en fiktion. Vores ældste vidne, Paulus, kender ham ikke. Han ved bare, at Jesus er begravet og genopstået "ifølge skrifterne".

Her skal det tilføjes, at det er utroligt, hvad Paulus ikke ved om Jesus, men det bliver ikke bedre, hvis vi kigger på fortsættelsen af eventyret i Apostlenes Gerninger.

Handlingen i Apostlenes Gerninger foregår ikke midt i den zombie-hær, der blev opvækket ifølge Matthæus, og myndighederne er ikke på jagt efter Josef i en sag om ligrøveri og svindel, selvom Matthæus forsikrer, at jøderne "den dag i dag" tror, disciplene har stjålet Jesus' lig, og at graven var Josefs egen.

Apostl. G. 13,27 For Jerusalems indbyggere og deres ledere kendte ham ikke, de dømte ham og opfyldte derved profeternes ord, som læses op hver sabbat.
Apostl. G. 13,28 Og selv om de ikke fandt noget grundlag for dødsdom, bad de Pilatus om at lade ham henrette.
Apostl. G. 13,29 Da de havde udført alt det, der står skrevet om ham, tog de ham ned fra korset og lagde ham i en grav.

Det er svært at læse ovenstående anderledes end, at "de", der begravede Jesus, er de samme, som "de", der fik Jesus korsfæstet.

Yderligere information

Jødernes Krig blev også oversat til dansk af Alexander Rasmussen i 1905:

... og det skønt Jøderne dog ellers bære saa stor Omsorg for de Dødes Begravelse, at de endog før Solnedgang nedtage og begrave dem, der ere dømte til Korsfæstelse.

Denne oversættelse kan læses på nærværende hjemmeside: Jødernes Krig 4.5.2.

Talmud formodes at være nedskrevet omkring år 200 e.v.t., men traditionen går meget længere tilbage.

Talmud omtaler naturligvis ikke korsfæstelse, der var en romersk henrettelsesmetode, men kun jødernes egne metoder, der som nævnt var stening, brænding, halshugning og strangulering.

Jean Calvin (1509-1564) skrev en bog om relikvier, Traitte des Reliques, i 1543, hvor han først pointerede, at ifølge Johannesevangeliet havde Peter set linnedklæderne i graven uden at bemærke, at der skulle have været noget billede på dem.

Derefter refererede han til Johannes 20,6-7 for at Jesus' hovedklædning havde været et andet stykke, end det klæde, der dækkede kroppen.

Hans konklusion (citeret fra et senere oplag) var: »Pour conclurre briefuement, il faut que l'Euangeliste sainct Iean soit menteur, ou bien que tous ceux qui se vantent d'auoir le sainct Suaire, soyent conuaincus de sauffeté, & qu'on voye apertement qu'ils on seduit le pauure peuple, par vne impudence trop extreme«.
(Traitte des Reliques, 1599, side 31)

Eller på dansk: "For kort at konkludere; Enten må evangelisten Skt. Johannes være en løgner; eller også er alle dem, der praler af at have det hellige klæde, skyldige i falskneri, og man ser tydeligt, at de har forført de arme mennesker med en ekstrem frækhed".

Calvin skrev om ligklæderne i bl.a. Nice, Aix-la-Chapelle og Besançon, men det i dag så berømte ligklæde var ikke endnu ankommet til Torino i Calvins levetid.