|
|
Det Nye Testamente er fyldt med Jesus' utrolige mirakler: Han lavede vand til vin og forbandede et figentræ. Han omgikkes Moses, Elias, engle, dæmoner og Satan selv. Evangelierne bugner af mirakler: Fra genopvækkelser, helbredelser og djævleuddrivelser til genopstandelse og himmelfart.
Disse mirakler skete i fuld offentlighed: Stjernen over Betlehem blev set helt ovre i det fjerne Østerland, han bespiste 5.000 mænd i ørkenen (foruden kvinder og børn), og senere bespiste han 4.000 andre (foruden kvinder og børn). Biblen fortæller, hvorledes han blev fulgt af folkeskarer fra hele Det Hellige Land: »Og store folkeskarer fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis, Jerusalem og Judæa og fra den anden side af Jordan« (Matthæus 4,25).
Desværre er disse eventyrlige historier totalt ukendte uden for Bibelen.
Omkring år 170 skrev
den græske filosof Celsus (eller Kelsos) en bog,
der var kritisk overfor kristendommen.
I denne bog spurgte Celsus
rent ud, hvilke mirakler Jesus overhovedet havde udrettet som en gud.
Det tog den kristne verden 80 år at komme med et svar. Kirkefaderen Origenes skrev sit modsvar — Contra Celsus — i otte bind omkring år 248. Her kom Origenes blandt andet ind på de udokumenterede mirakler:
2,33: "But," continues Celsus, "what great deeds did Jesus perform as being a God? Did he put his enemies to shame, or bring to a ridiculous conclusion what was designed against him?"
Now to this question, although we are able to show the striking and miraculous character of the events which befell Him,
yet from what other source can we furnish an answer than from the Gospel narratives,
which state that "there was an earthquake, and that the rocks were split asunder, and the tombs opened,
and the veil of the temple rent in two from top to bottom, and that darkness prevailed in the day-time, the sun failing to give light?"
But if Celsus believe the Gospel accounts when he thinks that he can find in them matter of charge against the Christians,
and refuse to believe them when they establish the divinity of Jesus, our answer to him is:
"Sir, either disbelieve all the Gospel narratives, and then no longer imagine that you can found charges upon them; or,
in yielding your belief to their statements, look in admiration on the Logos of God, who became incarnate, and who desired to confer benefits upon the whole human race.
And this feature evinces the nobility of the work of Jesus, that, down to the present time, those whom God wills are healed by His name.
And with regard to the eclipse in the time of Tiberius Cæsar, in whose reign Jesus appears to have been crucified, and the great earthquakes which then took place, Phlegon too, I think, has written in the thirteenth or fourteenth book of his Chronicles."
(Origenes, Imod Celsus 2,33. ca. år 248)
|
Origenes svarer, at der skete masser af mirakler. Der står jo i evangelierne, at "der var et jordskælv, og at klipperne revnede, og at gravene åbnedes, og at forhænget i templet blev flænget fra øverst til nederst, og at mørket herskede om dagen, og solens lys svigtede". Men hvis Celsus ikke tror på evangelierne (og hvis han ikke havde været død i 80 år), så kunne han bare se, hvad Flegon havde skrevet.
Det Origenes her er inde på, er de mirakler, der skete, da Jesus' døde:
Matthæus 27,45 Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.
[.. .. ..] [. . .]
Matthæus 27,51 Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede,
Matthæus 27,52 og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op,
Matthæus 27,53 og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange.
Her sker fire mirakler:
Ifølge Origenes er disse fire mirakler de eneste, der kan dokumenteres af ikke-kristne kilder. Det er på disse fire mirakler, at hele kristendommens troværdighed hviler.
Lad os se på dem ét ad gangen.
|
Denne solformørkelse er nævnt i alle tre synoptiske evangelier. Solformørkelsen varede tre timer fra den sjette til den niende time (dvs. kl. 12-15), og den dækkede hele verden: »mørke over hele jorden« (Matthæus 27,45, Markus 15,33, Lukas 23,44-45).
Denne tre-timers solformørkelse er naturligvis aldrig sket. Det er tydeligt, at solformørkelsen dels skal give drama til historien, dels skal vise læseren, at Jerusalems undergang er nær, og dels skal være en hentydning til Det Gamle Testamente. Det kunne være Mikas 7,8; Amos 5,8; Amos 5,18-20; Joel 3,3-5; Ezekiel 32,7-8 eller Esajas 60,1-2, der alle taler om mørke. I 2. Mosebog er der mørke 3 dage i Egypten.
Det bedste bud, der kombinerer mørke, (påske)fest, en enbåren søn og Jerusalems undergang er Amos:
Amos 8,9På den dag, siger Gud Herren, lader jeg solen gå ned ved middagstid og bringer mørke over jorden ved højlys dag.
Amos 8,10Jeg forvandler jeres fester til sorg og alle jeres sange til dødsklage; jeg lægger sæk om alle lænder og klipper hvert hoved skaldet. Jeg bringer en sorg som over det eneste barn; det ender som en bitter dag.
|
Hvis man alligevel påstår (som Origenes), at denne solformørkelse rent faktisk skete i virkelighedens verden, løber man ind i nogle problemer: En solformørkelse varer ikke 3 timer, højst 7½ minut; en solformørkelse dækker ikke hele verden, men højst et område på 150 kilometer i bredden; og frem for alt kan der ikke ske solformørkelser i påsken.
Man kan også undre sig over, hvorfor der ikke er utallige andre historikere i Romerriget, Grækenland, Arabien, Egypten, Kina, Sydamerika osv., der har observeret denne naturstridige solformørkelse, hvis den havde dækket hele verden.
Men det er denne utrolige formørkelse — en verdensomspændene begivenhed, som ingen andre i hele verden har set — de kristne kalder Flegon og Thallus til vidne på.
De tre synoptiske evangelier fortæller, at forhænget i templet blev flænget.
Til gengæld er de tre evangelier uenige om omstændighederne
I Markusevangeliet er der tydeligvis tale om symbolik: Forhænget flænges »fra øverst til nederst« — altså fra himlen af. Ved Jesus' død fjernes skellet mellem Gud og menneskene. Ifølge Hebræerbrevet er det flængede forhæng og Jesus' mishandlede legeme én og samme ting: »ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme« (Hebræerne 10,20). Samtidig er der en parallel mellem himlen, der blev flænget ved dåben, og forhænget, der bliver flænget ved døden (Markus bruger kun ordet "schizô" disse to steder). Sammenhængen mellem den flængede himmel og det flængede forhæng bliver endnu tydeligere, når Josephus fortæller os, at i »dette tæppe var også et billede af hele himmelhvælvingen indvævet«.(1)
I Lukasevangeliet sker flængningen samtidig med solformørkelsen — dvs. op til tre timer, før Jesus dør (Lukas 23,45-46). Matthæus (citeret længere oppe) tilføjer et jordskælv og antyder, at det var dette jordskælv, der flængede forhænget.
Matthæus tilføjer (som den eneste), at der var et jordskælv, og han giver det indtryk, at det var dette jordskælv, der flængede forhænget, selvom et sådant kraftigt jordskælv snarere ville have væltet hele templet i stedet.
Hvad ved vi om jordskælv i Det Hellige Land?
Historikeren Josephus rapporterer faktisk et jordskælv år 31 før vor tidsregning
(dvs. 60 år før Matthæus' jordskælv)
i Jødernes Oldtid 15,2,2(2)
og i Jødernes Krig:
1.19.3: […]
Herodes fik dog snart hævn over araberne, idet han bestandig blev ved at gennemstrejfe landet,
så at han mange gange fik gengældt den ene sejr, de havde vundet over ham.
Medens han
således tugtede fjenderne, lod Forsynet en ny ulykke komme over
ham i hans regerings syvende år, da Actiumskrigen rasede allerværst.
I begyndelsen af foråret skete der nemlig et jordskælv,
hvorved der omkom en utallig mængde kvæg og 30,000 mennesker.
Hæren forblev dog uskadt; thi den lå under åben Himmel. Nu
blev araberne gjort end mere modige ved rygtet, der jo altid gør
sørgelige begivenheder endnu værre, end de er. De troede nemlig,
at hele Judæa var ødelagt, og rykkede frem for at bemægtige sig
det øde land, efter at de havde dræbt de afsendinge, som just kom
til dem fra jøderne.
[…]
(Jødernes Krig mod Romerne, oversat af Alexander Rasmussen 1905. Ortografien nænsomt moderniseret).
Dette jordskælv år 31 f.v.t. var åbenbart voldsomt: Det dræbte 30.000 mennesker, og kunne mærkes helt ovre i Arabien. Araberne troede, at Herodes' hær var udslettet, så de skyndte sig at dræbe de fredsmæglere, Herodes havde sendt, og tog afsted for at plyndre det ødelagte land.
|
Dette jordskælv år 31 f.v.t. kan også ses i ødelagte klipper, ødelagte bygninger, og i mudderlagene i Det Døde Hav. En analyse af disse mudderlag(3) viser, at der rent faktisk har været et mindre jordskælv mellem år 26 og 36 e.v.t. (nærmere kan man ikke komme det).
Det lille jordskælv år 26-36 kunne altså være det, Matthæus hentyder til, eller også har det inspireret ham til hans historie. Uanset hvad, kommer vi ikke uden om, at dette jordskælv var for lille til at forårsage de virkninger, som Matthæus påstår.
Matthæus er den mest fantasifulde evangelist, og han fortæller også, at der var »et kraftigt jordskælv« tre dage senere, der fik stenen til at rulle væk fra graven (Matthæus 28,2). Dette jordskælv er naturligvis ligeså ukendt af alle andre forfattere indenfor og udenfor Bibelen, som Matthæus' første jordskælv.
Hvorfra har Matthæus fået ideen med disse ukendte jordskælv? Vi så før, at Markus sandsynligvis har fundet inspirationen til sin solformørkelse i Amos 8,9-10, og det sandsynlige er, at Matthæus har forstået denne hentydning, og at han har fundet et par jordskælv i verset før.
Amos 8,8Må jorden ikke skælve over det og alle dens beboere sørge? Hele jorden svulmer som Nilen; den hæver sig, og den synker som Egyptens flod.
Amos 8,9På den dag, siger Gud Herren, lader jeg solen gå ned ved middagstid og bringer mørke over jorden ved højlys dag.
Amos 8,10Jeg forvandler jeres fester til sorg og alle jeres sange til dødsklage; jeg lægger sæk om alle lænder og klipper hvert hoved skaldet. Jeg bringer en sorg som over det eneste barn; det ender som en bitter dag.
Det er første af disse to ikke-eksisterende jordskælv, Origines og (nogle) kristne vil forsvare ved at kalde Flegon og Thallus som vidner.
|
| Matthæus 27,53:"de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by" |
Som det sidste mirakel nævner Origenes en hær af zombier.
Matthæus fortæller (citeret længere foroven), at jordskælvet åbnede en masse grave: »jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op«, at mange døde genopstod: »og mange af de hensovede helliges legemer stod op«, men at zombierne af en eller anden grund ventede tre dage med at gå ind i Jerusalem: »og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange«.
Igen er det Matthæus, den mest fantasifulde evangelist, der har en solohistorie. Selvom han hævder, der var mange hensovede, og at de »viste sig for mange«, og selvom der har været op til en million pilgrimme i Jerusalem under påsken, er der ingen andre end Matthæus, der har berettet om denne zombiehær.
|
Problemet med disse fire mirakler er det samme som med alle andre mirakler i Bibelen: At de er ukendte blandt alle historikere.
Historikeren Josephus var blev født i Jerusalem år 37. Han beretter — som nævnt — to gange om jordskælvet 60 år forinden, men Matthæus' jordskælv mellem år 26 og 36 — dvs. mellem 1 og 11 år før Josephus' egen fødsel — er åbenbart for betydningsløst til at nævne. Han nævner ikke den verdensomspændende solformørkelse, selvom han andetsteds nævner en måneformørkelse i forbindelse med Herodes.
Josephus beskriver templets forhæng i detaljer masser af steder,(4) men han nævner aldrig, at det havde været flænget »fra øverst til nederst« få år, før han blev født. Han nævner ikke zombiehæren, selvom det måtte være interessant for ham som jødisk præst, at høre alt det, som »de hensovede hellige« havde haft at berette.
Det samme gælder alle andre forfattere i samtiden: Filon af Alexandria nævner ingen af disse mirakler (eller Jesus i det hele taget); Plinius den Ældre skrev et helt kapitel om usædvanlige solformørkelser, men han nævner ikke den naturstridige formørkelse, der dækkede "hele verden" og varede tre timer ved påsketid.
Man skulle tro, der var vidner til zombiehæren. Matthæus fortæller, at der var mange af de hensovede, og at de viste sig for mange. Samtidig har der måske være en lille million pilgrimme i Jerusalem i forbindelse med påskefesten. Hvad har de dødes familier sagt til, at de blev genoplivet? Hvad har de genoplivede selv haft at berette? Hvor blev zombierne af bagefter? Har der ikke stadig været et par zombier tilbage i år 37, da Josephus blev født?
|
Men problemet er især, at disse mirakler ikke hænger sammen med resten af historien: Josef fra Arimatæa begraver ikke Jesus med en zombiehær som vidner, og Jesus' genopstandelse foregår ikke i en ruinby fyldt med zombier. Matthæus fortæller, at disciplene mødte Jesus i Galilæa efter opstandelsen: »Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede« (28,17). Hvordan kunne de tvivle på Jesus' genopstandelse efter at have set »mange af de hensovede helliges legemer genopstå«?
Der er heller ingen omtale af disse mirakler i fortsættelsen af historien, Apostlenes Gerninger. I starten af kapitel 3 helbreder Peter og Johannes en lammet mand. Det bruger hele Jerusalem derefter det næsten halvanden kapitel til at snakke om, og til sidst bliver Peter og Johannes arresteret af det jødiske råd, der fortvivlet udbryder:
Apost. G. 4,16 "Hvad skal vi gøre med disse mennesker? For at der er sket et tydeligt tegn ved dem, er åbenbart for alle dem, der bor i Jerusalem, og det kan vi ikke benægte.
Hele Jerusalem går amok på grund af en af de helbredelser, der går tretten af på dusinet i evangelierne. Jødernes råd kalder helbredelsen »et tydeligt tegn«, som er »åbenbart for alle«. Er det virkelig det eneste mirakel, man kender til i Jerusalem? Var zombiehæren, jordskælvene og det flængede forhæng ikke »et tydeligt tegn«, og var den 3-timers verdensomspændende solformørkelse ikke »åbenbart for alle«? Og er der ingen, der har hørt om genopstandelsen, og at Jesus forsvandt fra en forseglet og bevogtet grav, hvorefter han viste sig i 40 dage i Jerusalem?
I virkelighedens verden har Jerusalem ikke taget skade af dette jordskælv, der fik klipperne til at revne og gravene til at springe op. Templet faldt heller ikke sammen, mens forhænget flængede: Det blev stående til romerne brændte det år 70. Josephus fortæller, at den romerske kejser Vespasian hængte tempelforhænget i kejserpaladset i Rom(5) uden at nogen har opdaget, det skulle have været flænget og syet sammen.
Det er kun de tre synoptiske evangelier, der kender til solformørkelsen og flængningen af forhænget. Når det gælder jordskælvet og zombiehæren, står Matthæus helt alene med sine påstande. Matthæus bygger sit evangelium på Markus, men Markus har intet jordskælv og ingen zombier. Det vil sige, at Matthæus tilføjer ting, der ikke er i hans kilde. Her skal vi huske, at Matthæus er den mest fantasifulde af de fire evangelister.
Allermest tydeligt bliver det, når vi sammenligner med det fjerde evangelium, Johannes. Dette evangelium skulle være skrevet af "den discipel, Jesus elskede" (Johannes 21,20-24). Denne discipel stod foran korset (Johannes 19,26-27), få øjeblikke før Jesus døde (Johannes 19,28-30). Johannesevangeliet skulle altså være skrevet af et øjenvidne, der stod midt i begivenhedernes centrum. Men Johannes nævner hverken solformørkelse, jordskælv, iturevne forhæng, åbne grave eller en hærskare af udøde zombier, der går ned til Jerusalem.
Johannes lader ovenikøbet Jesus vente til den sjette time (Johannes 19,14) dvs. kl. 12, før han går mod Golgata. Det er på dette tidspunkt, solformørkelsen skulle være begyndt, men Johannes fortæller ikke noget om, at vandringen til korset foregik i mørke. Tværtimod er Jesus i stand til selv at gå i stedet for at få hjælp af Simon fra Kyrene til at bære korset: »han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted […]« (Johannes 19,17).
Alligevel er det netop disse fire mirakler, som Origenes hævder, kan bevidnes af ikke-kristne forfattere.
Lad os se, om Flegon og Thallus magter at redde kristendommens troværdighed.
Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5)
»Der var gyldne dørfløje på 55 alens højde og 16 alens bredde. Foran disse hang der lige ned til gulvet som forhæng et babylonisk tæppe, stribet af blåt, linhvidt, skarlagen og purpur. Det var beundringsværdigt vævet, og denne sammenblanding af farver havde sin dybe betydning, idet den symboliserede hele universet. Ved skarlagenet hentydedes der nemlig til ilden, ved det linhvide til jorden, ved det blå til luften og ved purpuret til havet. De to, skarlagen og blåt, dannede symboler ved deres farve, det linhvide og purpuret derimod ved deres oprindelse, da jo jorden frembringer det første og havet det sidste. I dette tæppe var også et billede af hele himmelhvælvingen indvævet, dog med udeladelse af de 12 dyretegn«.
(Josephus: Den Jødiske Krig, 5,5,4. Oversat af Alexander Rasmussen, 1905. Ortografien nænsomt moderniseret.)
»At this time it was that the fight happened at Actium, between Octavius Caesar and Antony, in the seventh year of the reign of Herod and then it was also that there was an earthquake in Judea, such a one as had not happened at any other time, and which earthquake brought a great destruction upon the cattle in that country. About ten thousand men also perished by the fall of houses; but the army, which lodged in the field, received no damage by this sad accident«.
Jødernes Oldtid 15,2,2
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har læst rapporten, men jeg har læst J. B. Williams' hjemmeside om jordskælvet (se eksternt link nederst på denne side), hvorfra jeg har taget billedet af mudderlagene, og læst hans diskussioner.
Udover Den Jødiske Krig, 5,4,4, der blev citeret i en tidligere fodnote, er der beskrivelser af forhænget i Jødernes Oldtid 3,6,4; Jødernes Oldtid 3,7,7 og Jødernes Oldtid 8,3,3.
Forhænget optræder i historien om Crassus og Eleazar i Jødernes Oldtid 14,7,1 og i historien om præsten Jesus, søn af Thebutheis, der gav forhænget til romerne, i Den Jødiske Krig 6,8,3.
Tilsidst placerede Kejser Vespasian forhænget i kejserpaladset i Rom (se følgende fodnote).
Jødernes Krig mod Romerne, oversat af Alexander Rasmussen, 1905. Ortografien nænsomt moderniseret.
