Udenfor denne sektion:
Johannesevangeliet er det yngste af de fire autoriserede evangelier.
Man kan se den sene dato på, at der er hentydninger til den endelige adskillelse mellem kristne og jøder, hvor kristne var udelukket fra synagogerne. Der bruges et helt specielt ord, apo-synagôgous, der kun ses i Johannesevangeliet: »jøderne havde nemlig allerede besluttet, at den, der bekendte Jesus som Kristus, skulle udelukkes af synagogen« (Johannes 9,22), »på grund af farisæerne bekendte de det ikke, for ikke at blive udelukket af synagogen« (Johannes 12,42), »De skal udelukke jer af synagogerne« (Johannes 16,2). På samme måde bliver en mand, Jesus har helbredt, "jaget ud" af synagogen. Ordet kunne også oversættes til "at udstøde" som i den forrige autoriserede oversættelse fra 1948: »Og de stødte ham ud. Jesus hørte, at de havde udstødt ham« (Johannes 9,34-35).
Et sådant forbud optræder ikke i de tre synoptiske evangelier, og det er i det hele taget en absurd anakronisme, at der allerede på Jesus' tid skulle være adgangsforbud for jøder, der troede på Jesus, samtidig med at Jesus selv uhindret vandrede ind og ud af synagogerne. Der er heller ikke hentydninger til et sådant forbud i Apostlenes Gerninger, selvom historien her foregår en generation senere: I Apostlenes Gerninger starter de rejsende apostle altid opholdet i en ny by med at besøge den lokale synagoge.
Forbuddet mod jøde-kristne i synagogen dateres normalt til omkring år 90, og Johannesevangeliet må således være en del nyere. Den nye sekt har vokset sig så stor, at der ikke længere kun bliver missioneret blandt jøder, men også blandt samaritanere (kapitel 4) og grækere (Johannes 12,20-23).
Samtidig med at jøderne udelukker de kristne, har Jesus i dette evangelium udviklet sig fra jøde til græker. Omkring 70 gange kaldes Jesus' fjender for "jøderne" slet og ret: Jøderne forfølger Jesus (5,16), jøderne skumler over Jesus (6,41), jøderne søger at slå ham ihjel (Johannes 7,1) og jøderne leder efter ham (Johannes 7,11; 7,35). Jøderne anklager ham for at være besat af en dæmon (8,48-52), og de prøver at stene ham til døde (8,59). I dette evangelium nøjes farisæerne ikke med at skændes med Jesus; de er aktivt indblandede i hans død (Johannes 7,32; 7,45; 11,57; 18,3).
Selvom både Jesus og evangelisten Johannes formodes at være jøder, kalder Jesus jøderne for Djævlens børn: »I har Djævelen til fader« (Johannes 8,44), og Det Gamle Testamente, som ellers burde knytte de kristne og jøderne sammen, kalder Jesus for "jeres lov": »Har Moses ikke givet jer loven?« (Johannes 7,19), »Og i jeres egen lov står der skrevet […]« (Johannes 8,17), »Står der ikke skrevet i jeres lov […]« (Johannes 10,34), »det ord, som står skrevet i deres lov, skal gå i opfyldelse« (Johannes 15,25). På samme måde kaldes højtiderne for "jødernes påske" og "jødernes fester" (Johannes 2,13; 5,1; 6,4; 7,2; 11,55).
Vi er også så langt fremme rent tidsmæssigt, at dommedagsprofetierne mod Jerusalem, der dominerer de tidligere evangelier, er helt forsvundne. Glemt er forventningen om, at Jerusalems ødelæggelse (år 70) ville få Menneskesønnen til at »komme i skyerne med megen magt og herlighed«, jage de vantro romere ud af landet og grundlægge det nye Davidsrige.
Jerusalem gik under år 70, uden at hverken Gud eller Jesus greb ind. Romerne var for stærke, og de tidlige kristne har måttet indse, at jorden ikke var stor nok til både romerne og Jesus. Derfor er Guds Rige ikke længere her på jorden, men i Himlen. Som læser af Johannesevangeliet ser man ikke længere frem til Davidsriget på jorden, men paradis i Himmelen: »Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig« (12,32).
Jesus er ikke længere en menneskelig profet, men selve Guds Ord, der »blev kød og tog bolig iblandt os« (Johannes 1,14). Han kalder sig selv »den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen« (Johannes 3,13), og han vil snart stige op igen (Johannes 6,62). I sin faders hus med de mange boliger vil han berede pladsen til sine disciple og bagefter tage dem med op (Johannes 14,2-3).
Dermed har Jesus nu foretaget det endelige spring fra Markus' menneskelige profet, der opgiver håbet på korset: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« — over Guds søn i Matthæus- og Lukasevangeliet — til selve Ordet, der var til stede ved skabelsen, og som har levet længe før Abraham (Johannes 8,58).
Samtidig med at Jesus bliver mere guddommelig, får forfatterne behov for at understrege sandheden af historierne. Det ældste evangelium, Markusevangeliet, ender med, at nogle kvinder ser den tomme grav. Der er ingen genopstandelse (de sidste tolv vers er et nyere falskneri), men kvinderne — og læseren — får at vide, at Jesus er opstået og på vej til Galilæa. I Matthæusevangeliet møder kvinderne den opstandne Jesus og rører ved hans fødder — han er altså ikke bare en ånd. I Lukasevangeliet opfordrer han disciplene til at røre sig: »Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogle«r, og han spiser et stykke fisk for at vise, at han har tænder, tunge og — formentligt — et fordøjelsessystem. I Johannesevangeliet slår Jesus alle rekorder ved at lade den vantro Thomas stikke fingrene i sine åbne sår i hænderne og kroppen.
Den vantro Thomas bliver troende: »Min Herre og min Gud!«, og Jesus understreger nødvendigheden af at tro: »Salige er de, som ikke har set og dog tror« (20.28-29). Faktisk er det derfor, evangeliet er skrevet: »dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn« (20,31).
Her er der et dilemma, for Markusevangeliet virker nærmest som én lang parabel, mens de to næste evangelier kun næsten hævder at fortælle om sande begivenheder. I Johannesevangeliet er det derimod nødvendigt, at læseren tror på den bogstavelige sandhed. Samtidigt er det skrevet så sent, at forfatteren ikke kan have været en af Jesus' disciple, uanset at Johannes ifølge legenden blev meget gammel (billedet længere oppe, til venstre).
Løsningen på dette paradoks er at opfinde en ny discipel, den discipel Jesus elskede, der står ved siden af korset i Jesus' sidste stund. Forfatteren bruger denne discipel som øjenvidne:
Johannes 19,35 Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro - og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt.
"han" vidner for at vi skal tro, og "nogen" siger, at det er sandt, og at "han" selv ved, det er sandt.
Så kan det næsten ikke blive mere sandt. Men kun næsten, for i det sidste kapitel, der virker ret påklistret, møder Jesus igen nogle af disciplene. Forfatteren siger — vist nok — at Peter var død, da evangeliet blev skrevet: »Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med« (21,19), og Jesus siger — vist nok — at den elskede discipel stadig levede: »Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig?« (21,22).
Evangeliet slutter med hele tre vidnesbyrd: Først disciplen, der vidner om "dette", hvor "dette" kan være hele evangeliet eller kun kapitel 21. Derefter bekræfter "vi", at disciplen ikke har løjet for os: »vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt«. Tilsidst kommer en "jeg", der bekræfter at det hele — og mere til — var sandt.
Johannes 21,24 Det er den discipel, som vidner om dette, og som har skrevet dette, og vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt.
Johannes 21,25 Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.
Mere sandt kan det ikke blive.