|
|
Alle fire evangelier er anonyme. Når der på nærværende hjemmeside står "Johannes", skal det forstås som en forkortelse for "Den eller de forfattere, der skrev det evangelium, vi kalder Johannesevangeliet".
Det fjerde evangelium er dog ikke så helt så anonymt som de andre: Forfatteren hævder nemlig selv at have været en af Jesus' disciple. Ja, ikke bare et tilfældigt medlem af den grå hob af disciple, men intet mindre end Jesus' yndlingsdiscipel: Den discipel, som Jesus elskede.
Denne discipel er med mod slutningen af historien lige fra det sidste måltid (Johannes 13,23). Disciplen er formentlig den samme som den »anden discipel«, der lukker Peter ind i ypperstepræstens gård (Johannes 18,15). Den elskede discipel står ved korset sammen med Jesus' mor, og Jesus lader denne discipel overtage ansvaret for sin mor.
I sidste kapitel møder Jesus sine disciple ved Tiberias Sø, og nu får vi at vide, at denne discipel er forfatter til evangeliet:
Johannes 21,24 Det er den discipel, som vidner om dette, og som har skrevet dette, og vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt.
Men hvem var så denne discipel, som Jesus elskede?
|
|
Den mest populære kandidat har altid været Johannes, en af de tolv apostle. Det er derfor, evangeliet kaldes Johannesevangeliet.
Med kristen logik er valget klart nok: Den elskede discipel er med til påskefrokosten (Johannes 13,23). I de tre synoptiske evangelier er påskefrokosten en "sidste nadver", der er et lukket selskab for Jesus og de tolv apostle (Markus 14,7, Matthæus 26,20). Derved udelukkes de fleste andre kandidater.
Desuden formoder man, at den discipel, Jesus elskede, har en fremtrædende plads i historien. Han har altså ikke været en af de mange anonyme disciple, men derimod en af Jesus' tre overapostle, Peter, Johannes og Jakob. Det kan ikke være Peter, for disciplen og Peter optræder ofte sammen (f.eks. Johannes 18,15). Ja, faktisk optræder disciplen altid sammen med Peter, men det vender vi tilbage til.
Disciplen kan heller ikke være Jakob, for Jakob blev dræbt tidligt i sin karriere (Apostlenes Gerninger 12,2), mens Johannesevangeliet er skrevet ret sent. Desuden havde Jesus — vistnok — sagt, at disciplen skulle leve indtil Dommedag (Johannes 21,22-23), og det kom Jakob altså ikke til. For den sags skyld kan det heller ikke være Judas, for han døde allerede inden korsfæstelsen.
Tilbage er Johannes. Man kan så undre sig over, at hverken han eller hans bror, Jakob, optræder ved navn i hans eget evangelium. Det er først i sidste kapitel, der virker meget påklistret, at "Zebedæussønnerne" optræder på listen over disciple: »Simon Peter, Thomas, også kaldet Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen« (Johannes 21,2).
En kristen forklaring er, at Johannes var for beskeden til at nævne sit eget navn, men hvorfor kunne han så ikke i det mindste nævne sin brors navn, Jakob? Og hvor beskedent er det lige, når man konstant kalder sig selv "den discipel, som Jesus elskede"?
|
Ovenstående logik virker ikke så overbevisende på forskerne, som den måske gør på de kristne. Den kristne betonlogik med at betragte hele Bibelen som én stor bog skrevet af den samme guddommeligt inspirerede forfatter holder ikke.
Helt konkret er det sidste måltid i Johannesevangeliet meget forskelligt fra den sidste nadver i de tre synoptiske evangelier. Måltidet i Johannesevangeliet sker en dag tidligere, hvilket bl.a. medfører, at det ikke er nogen påskenadver med lam — det er nemlig ikke slagtet endnu — og der bliver heller ikke indstiftet nogen nadver (det vender vi tilbage til). Til gengæld vasker Jesus disciplenes fødder (billedet til venstre), hvilket er grunden til, at det hedder skærtorsdag. I betragtning af disse grundlæggende forskelle giver det ikke mening at kræve, at der skal have været de samme deltagere i Johannes' version, eller for den sags skyld, at de tre andre forfattere overhovedet har kendt til en "elsket discipel".
Hvis man insisterer på at pladre teksten sammen med de tre andre evangelier og Apostlenes Gerninger, får man i virkeligheden bevist, at Johannes ikke har skrevet det fjerde evangelium. Hvordan kunne Johannes undgå at fortælle om de storslåede mirakler, han selv havde oplevet ifølge de tre synoptiske evangelier — såsom opvækkelsen af Jairus' datter og Jesus' forvandling på bjerget?
|
Det er også svært at tro, at Johannes, der beskrives som en uvidende fisker, skulle have skrevet det fjerde evangelium, hvor forfatteren afslører et grundigt kendskab til det græske sprog og græsk filosofi. Man kunne indvende, at rabbier godt kunne have et håndværk ved siden af, men Bibelen siger rent ud, at Peter og Johannes var »jævne og ulærde mænd« (Apostlenes Gerninger 4,13).
Her skal det dog siges, at der ikke står noget i Johannesevangeliet om, at nogle af disciplene er fiskere før det sidste påklistrede kapitel. Det lyder også mærkeligt, at Johannes, der selv var jøde, skulle skrive et så jøde-fjendtligt evangelium.
Som skeptiker må man konstatere, at de steder, hvor disciplen optræder, bliver han ikke nævnt i de tilsvarende episoder i de andre evangelier. Almindelig logik fortæller os, at den ukendte discipel er opfundet senere og tilføjet handlingen. Det gælder især Johannes 20,3: »Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven«. På græsk er ordet "kom" i ental (tjek evt. konkordansen og se, hvordan udsagnsordet "exêlthen" er markeret "V-2AAI-3S"). Mange gamle engelske oversættelser afspejler den klodsede konstruktion: »Peter therefore went forth, and that other disciple, and came to the sepulchre« (King James Bibel, 1611). Det fortæller os, at Peter oprindelig gik alene, men at teksten senere og klodset er blevet "beriget" med »og den anden discipel«.
Noget helt andet er, at Johannes 21,24 (citeret foroven) er lidt tvetydig. Hvis disciplen har skrevet evangeliet, hvem er så "vi", der bekræfter vidnesbyrdet? En anden mulig læsning er, at "vi" er forfatterne til evangeliet, og at disciplen kun har skrevet om mødet ved Tiberias Sø, som "vi" bagefter har benyttet sig af. Der er ikke nødvendigvis noget krav om, at forfatteren og den elskede discipel behøver at være den samme.
Hvis man læser det fjerde evangelium på dets egne præmisser, åbner der sig nye muligheder. Men først skal vi lige se på et af denne discipels kendetegn:
|
Der er almindelig enighed om, at den elskede discipel beskrives som en ung mand (billedet til højre). Indre Mission gør deres bedste for at skjule det, men enhver anden Bibeloversættelse viser tydeligt, at den elskede discipel kravler rundt på Jesus' skød og bryst under måltidet. Tag f.eks. den danske Bibel fra 1897:
Johannes 13,23 Men der var een iblandt hans Disciple, som laa op til Jesu Skjød, hvem Jesus elskede.
Johannes 13,24 Til denne nikkede derfor Simon Peter, at han skulde udspørge, hvo det maatte være, han talede om?
Johannes 13,25 Men denne bøiede sig op til Jesu Bryst og sagde til ham: Herre! hvo er det?
(Bibel fra 1897)
Johannes 21,20 Men Peter vendte sig og saae den Disciple følge, som Jesus elskede, som og laae op til hans Bryst i Nadveren og havde sagt: Herre! hvo er den, som forraader dig?
(Bibel fra 1897)
|
I oversættelsen fra 1992 skriver Bibelselskabet bare, at den elskede discipel »sad nærmest ved Jesus«, og at det var derfor, Peter bad disciplen spørge Jesus. Men selv denne fuskede oversættelse kan ikke skjule, at disciplen åbenbart sidder tættere på, end Peter, der ellers sidder lige op ad Jesus.
Naturligvis kan man ikke forestille sig, at en granvoksen mand med fuldskæg kravler rundt på Jesus' skød og bryst under maden.
En anden detalje, der normalt fortolkes som et tegn på disciplens ungdommelighed, er, at disciplen er lettere til bens end Peter (billedet til venstre):
Johannes 20,4 De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven;
Lad os nu se, om vi kan finde den (unge) discipel, som Jesus elskede.
|
Hvis man kigger i Johannesevangeliet efter nogen, "som Jesus elskede", kommer man ikke uden om Lazarus: den mand, som Jesus genopvækkede fra de døde.
Hans søstre fortalte Jesus: »Herre, den, du elsker, er syg« (11,3), og forfatteren tilføjer, at »Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus« (11,5). Da Lazarus døde, var Jesus' reaktion et af Bibelens korteste vers: »Jesus brast i gråd« (11,35), hvilket fik jøderne til at bemærke: »Se, hvor han elskede ham« (11,36).
Jesus besøger den genoplivede Lazarus i kapitel 12, hvor Lazarus sidder med ved bordet (græsk "anakeimei"). I kapitel 13 optræder for første gang den elskede discipel, der sidder med ved bordet. Igen bruges samme ord, "anakeimei", der binder disse to kapitler sammen.
På korset overgiver Jesus sin mor til disciplen: "Kvinde, dér er din søn. / Dér er din mor", og disciplen går straks hjem med sin nye mor: »Fra den time tog disciplen hende hjem til sig«. Lazarus boede tæt på Jerusalem, mens disciplene fra Galilæa ville have haft svært ved at tage Jesus' mor hjem "fra den time" og alligevel dukke op ved den tomme grav. Det er muligt, at Jesus kunne flyve, men det kunne hans mor ikke.
Senere i evangeliet ankommer Peter og den ukendte discipel til den tomme grav, og der bruges to vers på at beskrive, hvordan linnedklæderne er pakket sammen. Den ukendte discipels reaktion er, at »han så og troede« (20,6-8). Måske forstod Lazarus betydningen, fordi han selv havde prøvet at genopstå og forlade graven med linnedklæder.
|
Tilsidst kommer Jesus med nogle mystiske bemærkninger om, »at den discipel ikke skulle dø« (Johannes 21,22-23), og her er det jo oplagt at læse det, som "ikke skulle dø igen". Lazarus havde været gennem processen med at dø og genopstå, så han var to trin foran alle andre.
Var Lazarus en ung mand? Teksten siger ikke noget om det. Lazarus bor sammen med sine to søstre, men der står ikke noget om, hvorvidt han er deres storebror eller lillebror. Det er dog oplagt for historien, at Lazarus er ung: Det er altid mere tragisk, når den, der dør, er ung. Sammenlign med Jesus' genoplivninger i de andre evangelier af en pige på 12 år og af enkens søn. Desuden minder historien om Lazarus meget om den unge "neaniskos" i Det Hemmelige Markusevangelium og dermed om den unge "neaniskos", der afslutter det autoriserede Markusevangelium.
Johannesevangeliet er kendt som "det spirituelle evangelium", så måske skal man vælge at læse teksten rent symbolsk: Begravelsen og genopstandelsen er et symbol på dåben (Romerne 6,3-4). Det er netop i Johannesevangeliet, at Jesus betoner det vigtige i at blive født på ny: »Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige. […] Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Johannes 3,3-5). Så måske beskrives den elskede discipel som en ung mand, fordi han er »født på ny«?
Den discipel, som Jesus elskede højere end alle de andre disciple, var naturligvis Maria Magdalene. Som der står i Filipsevangeliet: »Jesus loved Mary Magdalene more than all the disciples and used to kiss her often on the mouth«.(1)
|
Faktisk er der et meget tydeligt spor, der peger i hendes retning:
Johannes 19,25 Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene.
Johannes 19,26 Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: "Kvinde, dér er din søn."
Da Jesus hænger på korset, står der tre kvinder: hans navnløse mor, hans moster Maria, og Maria Magdalene. Og da han ser på disse tre kvinder, ser han: »sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede«. Så medmindre den elskede discipel er hans egen moster, må det være Maria Magdalene.
Det forklarer også, at disciplen »laa op til Jesu Skjød« og »bøiede sig op til Jesu Bryst«. Rigtige mænd kravler ikke rundt på hinanden midt i maden.
Der er selvfølgelig det problem, at den elskede discipel konsekvent omtales som "han". Det kan man komme udenom ved at citere Thomas 114: »Maria […] jeg vil anse hende for mand […] For enhver kvinde, der anser sig selv for mand, skal gå ind i himlenes rige«. Vi har altså Jesus' ord for, at Maria anser sig selv for en mand, så hun kunne godt være forfatter af Johannesevangeliet og alligevel beskrive disciplen som en mand. Andre oversættelser af Thomas 114 siger sågar, at Jesus vil gøre hende til en mand: »I myself shall […] make her male […] For every woman who will make herself male will enter the Kingdom of Heaven«.
Næste problem er, at den elskede discipel optræder sammen med Maria Magdalene (Johannes 20,1-2), men det kan man selvfølgelig (bort)forklare med, at teksten er censureret, eller at forfatteren har villet skjule sig, eller noget tredje. Alt kan forklares.
|
Man kan vælge at læse Jesus' ord på korset til sin mor: »Kvinde, dér er din søn« (19,26) og til den elskede discipel: »Dér er din mor« (19,27) helt bogstaveligt: Måske var disciplen virkelig søn af Maria og ingen anden end Jesus' bror, Jakob?
Der er en vis pointe i dette: Hvorfor skulle Jesus "bortadoptere" sin mor til fremmede, når han havde brødre (Johannes 2,12; 7,1-10)?
Jesus er den ældste søn (den førstefødte), og nu overdrager han ansvaret for familien og hele missionen til sin bror. I Apostlenes Gerninger er det Jakob den Retfærdige, der er leder af menigheden i Jerusalem.
Det skal dog erindres, at Jakob den Retfærdige er mindst ligeså skyggeagtig som den elskede discipel. Der står ikke i nogen af Biblens bøger, at Jesus' bror overtager ledelsen af apostlene under navnet Jakob den Retfærdige.
Kun ved at kombinere de mange fragmenter på "den rigtige" måde opstår Jakob den Retfærdige, Jesus' bror og leder af apostlene.
Alt i alt er det dog svært at tro, at forfatteren tænkte på Jakob som den elskede discipel. Det fremgår tydeligt af teksten, at ingen af Jesus' brødre var "elskede disciple": »For ikke engang hans brødre troede på ham« (Johannes 7,5).
I de tre synoptiske evangelier er "Thomas" bare et navn på listen over Jesus' anonyme disciple og apostle. Det er heller ikke meget, vi hører til ham i Johannesevangeliet, så derfor må hvert et ord vejes på en guldvægt.
Første gang er, da disciplene hører, at Lazarus er død_
Johannes 11,16 Thomas, også kaldet Didymos, sagde da til sine meddisciple: "Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham."
For det første lærer vi, at Thomas også var kaldet "Didymos". Begge ord betyder tvilling på henholdsvis hebraisk og græsk, så han var "tvilling kaldet tvilling", men Bibelen fortæller ikke, hvad hans rigtige navn var, eller hvem han var tvilling af.
Thomasevangeliet er derimod skrevet af Didymos Judas Thomas, og denne "tvilling Judas tvilling" kunne godt være Jesus' bror, eftersom Jesus havde en bror ved navn Judas (Markus 6,3). Andre bøger, "Thomas, the Contender" og "Acts of Thomas", gør det klart, at Thomas var Jesus' enæggede tvilling, hvilket selvfølgelig også forklarer, hvorfor folk troede, at Jesus var genopstået efter sin død.
Det vil sige, at alle de argumenter, der gjaldt for Jakob, gælder dobbelt for Thomas: Jesus' mest elskede discipel er ikke "bare" en bror, men en tvillingebror.
Johannes 11,16 fortæller også, at Thomas er parat til at gå i døden for sin ven: »Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham«. Hermed levede han op til Jesus' ord i samme evangelium: Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. Det var ikke bare tom snak: Den elskede discipel fulgte den fangne Jesus helt ind i præstegården, og lukkede først Peter ind, da der var fri bane. Det var den elskede discipel, der stod ved korset, da Jesus døde.
Grunden til at Thomas umiddelbart er en dårlig kandidat er, at han er kendt som "den vantro Thomas". Men hvad var det i grunden der skete?
|
Johannes 20,24 Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom.
Johannes 20,25 De andre disciple sagde til ham: "Vi har set Herren." Men Thomas sagde til dem: "Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke."
Johannes 20,26 Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: "Fred være med jer!"
Thomas har et grotesk krav: »Hvis jeg ikke […] stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke«. Men hvorfra vidste Thomas overhovedet, at Jesus var stukket i siden? Det står ikke i nogle af de andre evangelier. Det står kun et eneste sted i Bibelen:
Johannes 19,34 men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud.
Johannes 19,35 Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro - og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt.
Den elskede discipel stod ved korset, mens alle de andre disciple var flygtet, og det er ham, der vidner om det: »Den, der har set det, har vidnet om det«. Ingen af de andre disciple vidste det.
Og hvorfor var Thomas fraværende, da Jesus viste sig første gang? Det skyldtes, at disciplen havde stukket hovedet ind i Jesus' grav (Johannes 20,5). Dermed var han uren ifølge Moseloven: »Enhver, der på åben mark rører […] ved en grav, er uren i syv dage« (4 Mosebog 19,16).
Thomas var altså uren. Han måtte isolere sig i syv dage og var først ren på ottendedagen. Da Jesus viste sig igen, var det netop ikke "næste uge, samme tid", men »Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem«.
Man kan indvende, at Peter også burde have isoleret sig. I modsætning til den elskede discipel nøjedes Peter ikke med bare at kigge ind, men gik helt indenfor (Johannes 20,6). Men det er netop Peters fejl, at han bryder Guds Lov, mens den elskede discipel overholder den.
Som vi skal se igen og igen på denne side, er det et fast tema, at den elskede discipel altid er bedre end Peter. Det er derfor, han er elsket.
En af de første disciple, der kaldes i Johannesevangeliet, er Nathanael.
I samme sekund han ser ham, erklærer Jesus, at han er uden svig:
Johannes 1,47 Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: "Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig."
Nathanael er uden svig, så han er "som et barn" — en kvalitet Jesus satte pris på i de andre evangelier. Det passer fint med, at den elskede discipel beskrives som meget ung.
Nathanael kvitterer ved straks at gennemskue, at Jesus er Guds søn. Nathanael er altså en del kvikkere i pæren end Peter, der skulle bruge 16 kapitler i Matthæusevangeliet på at regne det samme ud:
Johannes 1,49 Nathanael udbrød: "Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!"
Johannes 1,50 Jesus sagde til ham: "Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det."
Johannes 1,51 Og han sagde til ham: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen."
Jesus lover, at Nathanael skal se en masse mirakler: »himlen åben og Guds engle stige op og stige ned«. Ja, strengt taget står der, at løftet gælder alle disciplene, men teksten ser ud til at være blevet fusket med. Løftet er i al fald rettet mod Nathanael: »Og han sagde til ham: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se«.
Efter denne fejende entré forsvinder Nathanael totalt ud af historien. Han dukker kun op som et navn på listen i det påklistrede kapitel om mødet ved Tiberias Sø: »Simon Peter, Thomas, også kaldet Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen« (Johannes 21,2).
Men dette beviser naturligvis, at Nathanael var den elskede discipel. For hvis ikke Nathanael havde været med i hele historien, ville Jesus have været fuld af løgn, da han lovede, at Nathanael skulle »få større ting at se end det« og »se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned«.
|
Umiddelbart er Paulus en helt usandsynlig kandidat. Vi "ved" jo, at Paulus først blev apostel et godt stykke tid, efter at Jesus var død, og at han brugte tiden inden da på at forfølge apostlene.
Men det "ved" vi kun, fordi det står i Apostlenes Gerninger. Hvis forfatteren af Johannesevangeliet ikke har læst Apostlenes Gerninger — måske var denne bog slet ikke skrevet endnu? — kunne han sagtens have fået det indtryk, at Paulus havde været med i sidste del af Jesus' liv.
|
Paulus kalder sig konstant for apostel: »Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel« (Romerne 1,1), »Paulus, kaldet til Kristi Jesu apostel ved Guds vilje« (1 Korintherne 1,1). Man kunne let tro, at han havde mødt Jesus: »Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre?« (1 Korintherne 9,1), »Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere« (2 Korintherne 5,16).(2)
Derimod var det almindeligt kendt, at Paulus blev apostel lidt senere end de andre: »til Jerusalem til dem, der var apostle før mig« (Galaterne 1,17) og »Andronikos og Junias, […] de har tilmed været i Kristus før mig« (Romerne 16,7). Det kunne forklare, at den elskede discipel først optræder i kapitel 13.
Var Paulus ligefrem en elsket discipel? Ja, det var han: »mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig« (Galaterne 2,20). Her siger Paulus faktisk (i modsætning til historien i Apostlenes Gerninger), at Jesus elskede ham allerede før korsfæstelsen — før Jesus »gav sig selv hen for mig«.
Paulus har også hørt om den sidste nadver: »For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: "Dette er mit legeme, som gives for jer […]«. Men her er der tilsyneladende et problem: Hvis Paulus selv var til stede, da Jesus tog brødet, hvorfor skriver han så »jeg har modtaget fra Herren«? Det finurlige er netop, at i Johannesevangeliet bliver der ikke indstiftet nogen nadver ved det sidste måltid. Måske er nadveren taget ud af dette evangelium netop for ikke at modsige Paulus?
Faktisk er der en parallel til nadveren meget tidligere i Johannesevangeliet nemlig ved bespisningen af de 5.000 i ørkenen. Kort efter bespisningen sammenligner Jesus sit legeme med brød og opfordrer folk til at spise det: »Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid« (Johannes 6,51). Denne episode foregår også i påsken (Johannes 6,4), og umiddelbart efter hentydes der til Judas' forræderi: »og dog er en af jer en djævel?" Han talte om Judas, Simon Iskariots søn; for det var ham, der skulle forråde ham« (Johannes 6,70-71). Måske er det netop på grund af Paulus' ord, at forfatteren har flyttet sin udgave af den sidste nadver og forræderiet langt frem i historien?
Vi har allerede nævnt Jesus' ord, om at den elskede discipel skulle leve, indtil Jesus vendte tilbage (Johannes 21,22-23), og det passer fint med, hvad Paulus selv forventede: »[…] at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer. Ja, det ved jeg bestemt: Jeg skal blive her og blive hos jer alle […]« (Filipperne 1,24-25) og »Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede« (1 Thessaloniker 4,15).
|
Som tidligere nævnt løb disciplen hurtigere end Peter, og her kan vi igen citere Paulus: »alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! […] Jeg løber derfor ikke hid og did, […] Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre« (1 Korintherne 9,24-27).
Hvorfor skriver forfatteren så ikke bare, at han mener, Paulus var den elskede discipel? Det kunne man med samme ret spørge om for alle de andre kandidater også, men der er det ekstra ved Paulus, at det ikke er noget rigtigt navn. Paulus er latin for "lille". Dette navn passer i øvrigt fint med, at han kaldte sig selv for den ringeste/mindste (det er samme ord på græsk); »for jeg er den ringeste af apostlene« (1 Korintherne 15,9) og »den ringeste af alle de hellige« (Efeserne 3,8).
|
Spørgsmålet er så, om Paulus "rigtigt" hed Paulus eller noget andet. Vi andre "ved", at han hed Saulus, men igen er det kun, fordi vi har læst Apostlenes Gerninger. Måske syntes forfatteren, at "den lille" var et dumt navn? Men det hænger fint sammen med beskrivelsen af den elskede discipel som den yngste af dem alle: "den mindste af apostlene", "den mindste af de hellige" eller i det hele taget Paulus, "den lille".
Hvis den elskede discipel er Paulus, så er der en anden egenskab ved ham, der nu står i et andet lys: Hver gang, den elskede discipel optræder, er det sammen med Peter, og hver gang er han lidt bedre end Peter: Han er den elskede, han sidder tættest på Jesus, Peters kommunikation med Jesus sker gennem disciplen, disciplen får Peter sluppet ind i ypperstepræstens gård (så Peter kan fornægte Jesus), disciplen løber hurtigere end Peter, og det er disciplen (men åbenbart ikke Peter), der forstår, hvad den tomme grav og linnedklæderne betyder. Ved det sidste møde ved Tiberias Sø siger Jesus — vist nok — at Peter snart skal dø, mens den elskede discipel skal leve for evigt. Og når Peter spørger nærmere, svarer Jesus: »hvad angår det så dig?« (Johannes 21,22-23).
I så fald er denne forherligelse af Paulus og nedgørelse af Peter en passende modvægt til Matthæusevangeliet, der bevidst modarbejder Paulus.
Fodnoter: (1) (2)
Det skal understreges, at Goulder ikke argumenterer for, at Paulus rent faktisk var discipel af Jesus. Argumentet går kun på, at forfatteren af Johannesevangeliet kunne have fået et sådant indtryk.
Iøvrigt var Goulder også en af mændene bag Farrer-Goulder hypotesen, der postulerer, at der ikke findes noget hypotetisk manuskript ved navn Q, og at lighederne mellem Matthæus og Lukasevangeliet simpelthen skyldes, at Lukas har læst Matthæus.