|
|
Johannesevangeliet er meget forskelligt fra de tre synoptiske evangelier. At påpege modsigelser mellem Johannes og hans evangelist-kollegaer er nogenlunde lige så udfordrende som at skyde bjørne i Tivoli. Nogle af forskellene er:
|
Det forhindrer dog ikke Jesus i at have far, mor og brødre.
Lige efter dåben bliver Jesus kastet ud i ørkenen og fristet af djævelen i 40 dage. Johannes påstår derimod, at Jesus var til bryllup i Kana. Så enten har Jesus snydt Markus, Matthæus, Lukas og Djævlen ved at snige sig over til Kana om aftenen, eller også har vi en modsigelse.
I de tre synoptiske evangelier starter Jesus' mission først, da Johannes Døberen ryger i fængslet. I Johannesevangeliet opererer Jesus og Johannes Døberen parallelt i en periode. Vi får intet at vide om Johannes Døberens arrest, fængsling og henrettelse. I øvrigt bliver Johannes ikke kaldet "Døberen" nogen steder i dette evangelium.
I de tre synoptiske evangelier omtales en enkelt påske, nemlig den, hvor Jesus bliver korsfæstet. Læseren får altså det klare indtryk, at Jesus' mission varer mindre end et år. I Johannesevangeliet er der tre påsker (Johannes 2,13; 6,4; 11,55).
I de tre synoptiske evangelier foregår det meste af handlingen omkring Galilæas Sø. Jesus ankommer først til Betania og Jerusalem en uge før korsfæstelsen.
I Johannesevangeliet tager Jesus til Jerusalem til adskillige fester (Johannes 2,13; 5,1; 7,10; 10,22), og hans mest elskede venner bor i Betania lige uden for Jerusalem (Johannes 11,18).
I Johannesevangeliet fortæller Jesus ingen lignelser, selvom vi læser i de synoptiske evangelier, at Jesus kun talte i lignelser (Matthæus 13,34).
I Markusevangeliet nægter Jesus at give jøderne et tegn på, at han er Messias. I Matthæusevangeliet lover Jesus at give et enkelt tegn, nemlig genopstandelsen, men Jesus giver aldrig nogensinde dette tegn. I Johannesevangeliet gør Jesus utallige tegn, og evangeliet slutter med en påstand om, at der ikke ville være plads nok i hele verden til at rumme en beskrivelse af alle de tegn, han gjorde (Johannes 21,25).
Johannesevangeliet kaldes også "Jeg-er evangeliet", fordi Jesus hele tiden fortæller om sig selv. I de andre evangelier annoncerer Jesus Guds Rige, men i Johannesevangeliet annoncerer han sig selv: »Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen«, »Jeg er livets brød«, »jeg er verdens lys«, »jeg er ovenfra, jeg er ikke af denne verden«, »jeg er […] verdens lys«, »jeg er døren til fårene«, »jeg er den gode hyrde«, »jeg er Guds søn«, »jeg er opstandelsen og livet«, »jeg er vejen og sandheden og livet«, »jeg er i Faderen«, »jeg er det sande vintræ«, »jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden«, »jeg er ikke alene, for Faderen er med mig«, »jeg er herliggjort i dem«, »jeg er ikke længere i verden«, »jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden«.
Jesus evindelige selvpromovering står i skarp kontrast til Markusevangeliet, hvor Jesus konstant forsøger at skjule Messias-hemmeligheden.
Et andet hovedemne i de synoptiske evangelier er, hvordan Menneskesønnen vil vende tilbage ved verdens undergang og dømme de levende og døde. I Johannesevangeliet lover Jesus at vende tilbage (Johannes 14,3), og han nævner »den yderste dag« (Johannes 6,39-40; 6,44; 6,54; 11,24; 12,48), men der er ikke nær den samme fokus på verdens undergang. Jerusalems ødelæggelse år 70 er et fjernt minde.
|
Peters fremtrædende plads overtages af Nathanael, og af "den discipel, som Jesus elskede". Johannes og Jakob optræder kun som »Zebedæussønnerne« på en kort liste over disciple i det påklistrede kapitel 21. Thomas, der kun er et navn på listen i de tre andre evangelier, kaldes Thomas Didymos og får lov til at pille Jesus i de friske sår efter korsfæstelsen.
|
Det Nye Testamente har tre ord for Helvede: "geenna", "hadês" og "tartaroô". Ingen af dem optræder i Johannesevangeliet, og ordet "ild" optræder kun i et enkelt vers: »Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt« (Johannes 15,6).
En pudsig forskel er, at Jesus ikke foretager djævleuddrivelser, og Beelzebul nævnes ikke, men til gengæld bliver Jesus selv anklaget for at være besat af en dæmon ikke mindre end tre gange (Johannes 7,20; 8,48-52; 10,19-21).
En af de få episoder, der er med i alle fire evangelier, er rydningen af templet. De tre synoptiske evangelier placerer denne episode sidst i Jesus' karriere — en uges tid før korsfæstelsen. I Markusevangeliet er det denne episode, der får jøderne og romerne til at beslutte at dræbe Jesus.
I Johannesevangeliet sker tempelrydningen i starten af historien, og selv om Jesus er mere voldelig i denne udgave og slår de handlende med en pisk, får hans handling ingen konsekvenser. I de andre evangelier er han død en uge efter sin voldsomme optræden i templet; i Johannesevangeliet lever han flere år endnu.
De eneste mirakler, der deles af de fire evangelier, er bespisningen af de 5.000 i ørkenen og vandringen på søen.
|
|
Først mod slutningen af historien begynder dette evangelium at følge samme spor, som de andre evangelier. Men jo større parallellerne er, jo tydeligere bliver forskellene. Det er derfor, de kristne helligdage er en rodebutik.
Når Jesus bliver salvet er det ikke længere en anonym kvinde (Markus og Matthæus) eller "en kvinde, som levede i synd" (Lukas). Damen er nu Maria, søster til Martha og Lazarus, og Jesus elsker dem alle tre: »Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus« (11,5). Den, der protesterer mod salvingen er heller ikke længere anonym, men Judas Iskariot.
I de tre synoptiske evangelier er den sidste nadver et påskemåltid, ja Jesus siger det sågar selv: »Gå hen og forbered det påskemåltid, vi skal spise« (Lukas 22,8). Jesus bliver korsfæstet i påsken klokken 9, dør klokken 15 og bliver begravet klokken 18.
I Johannesevangeliet kalder Johannes Døberen Jesus for »Guds lam, som bærer verdens synd« (Johannes 1,29) »Se, dér er Guds lam« (Johannes 1,36). Derfor rykker forfatteren korsfæstelsen frem til dagen før påsken. Jesus bliver korsfæstet klokken 12 og dør ved solnedgang før påsken, samtidig med at påskelammet slagtes.
Begge Johannesser har åbenbart overset, at det dyr, der tog jødernes synd, ikke var et lam, men en buk (en syndebuk!) og at det ikke blev slagtet, men jaget ud i ørkenen med alle synderne.
I de tre synoptiske evangelier indstifter Jesus nadveren. I Johannesevangeliet vasker Jesus i stedet apostlenes fødder (det er derfor, det hedder skærtorsdag).
Til gengæld har Johannes langt tidligere en parallel til indstiftelsen af nadveren: Efter bespisningen af de 5.000 i ørkenen kalder Jesus brødet for sit legeme og opfordrer de troende til at spise det:
Johannes 6,51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden."
|
|
Denne nadver-parallel sker også i en påske (Johannes 6,4), og bagefter hentydes til Judas' forræderi: »Han talte om Judas, Simon Iskariots søn; for det var ham, der skulle forråde ham« (Johannes 6,71).
Jesus får ikke noget Judaskys. Han identificerer sig selv for de romerske soldater: »Hvem leder I efter? […] Det er mig« (Johannes 18,4-5).
Til gengæld får Judas heller ingen penge. I dette evangelium skyldes forræderiet, udelukkende at Satan var faret i Judas (Johannes 13,2, Johannes 13,27). (I Lukasevangeliet skyldes det både Satan og pengene).
Der er ingen mirakler ved korsfæstelsen, hverken en 3-timers solformørkelse, et verdensomspændende jordskælv eller en hær af zombier, der forlader gravene og venter tre dage, før de går ind i Jerusalem. Til gengæld påstår forfatteren, at han selv stod ved siden af korset sammen med Jesus' mor (billedet til venstre), så han burde bedst vide det.
I Johannesevangeliet sker himmelfarten allerede, inden han møder sine apostle: »jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud« (Johannes 20,17).
Der er altså ingen grund til først at fejre Kristi himmelfart 40 dage efter påsken.
Apostlene får helligånden påskesøndag: »Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden!« (Johannes 20,22).
Der er altså ingen grund til først at fejre pinsen 50 dage efter påsken.
Der er også en række tilfælde, hvor Johannes modsiger i de andre evangelier i sådan grad, at det simpelthen må være bevidste modsigelser.
