Johannes Døberen er en af de mere gådefulde personer i Det Nye Testamente. En stor del af de fire evangelier (omkring 6%) og den vigtigste profeti handler om ham.
|
|
Den enkelte evangelist har haft svært ved at bestemme sig for, hvordan Johannes Døberen skulle passe ind i hans evangelium. Se bare historien om Jesus' dåb, hvor de fire forfattere finder på alle mulige krumspring for at forklare, hvordan et almindeligt menneske kan døbe Universets Skaber.
Den ene evangelist, Lukas, fortæller meget detaljeret, hvordan Jesus og Johannes Døberen er nære slægtninge, og hvordan deres mødre boede sammen, medens de var gravide (se billedet til højre). Alligevel får den anden evangelist Johannes Døberen til at sige »Jeg kendte ham ikke« (Johannes 1,31), og i et tredje evangelium har Johannes været død så længe, at folk tror, Jesus er en reinkarnation af Johannes eller en anden af de gamle profeter: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne« (Matthæus 16,14).
Lukas fortæller, at allerede dengang Johannes var foster, sprang han i sin mors mave af glæde, da han hørte om Mariæ Bebudelse »Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv« (Lukas 1,41). I Markusevangeliet døber Johannes Jesus, uden at han tilsyneladende genkender ham - i Johannesevangeliet bliver Jesus ikke en gang døbt. I Matthæusvangeliet er Johannes nødt til at sende sine disciple til Jesus for at spørge: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« (Matt. 11,3), så åbenbart har Johannes glemt miraklerne ved Jesus' dåb. I Johannesevangeliet behøver Johannes ikke at spørge nogen, men udbryder flere gange: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd« (Joh. 1,29).
|
Matthæus påstår, at Jesus' familie levede i Betlehem, indtil de måtte flygte fra Herodes' barnemord. Ifølge Lukas var Jesus og Johannes nære slægtninge, og Johannes var kun et halvt år ældre end Jesus (billedet til højre). I dag er disse to evangelier samlet i Det Nye Testamente, og dermed opstår en selvmodsigelse: Hvordan undslap Johannes barnemordet? Heldigvis er kristenfolk gode til at producere hellige skrifter til at forklare og bevise hvad som helst.
Forfatteren af Jakobs Forevangelium har indset, at der er en konflikt, når man kombinerer Matthæus- og Lukas-evangeliet, og han har opfundet en forklaring: Baby-Johannes havde simpelthen en personlig engel, der åbnede et bjerg for hans mor og sørgede for lys inde i bjerget. Man kan kun beklage, at englen ikke kunne redde de andre børn fra at blive slagtet. Der er tydeligvis forskel på folk i Bibelen.
Jakobs Forevangelium, 22,3
Da Elisabeth hørte, at man ledte efter Johannes, tog hun ham og drog op i bjergene. Og hun så sig om efter et sted, hvor hun kunne skjule ham; men der var ikke noget skjulested. Da sukkede Elisabeth og sagde: »Guds bjerg, tag imod mig, en moder med et barn.«
For Elisabeth kunne ikke gå længere op af bare angst. Og straks åbnede bjerget sig og tog imod hende. Og dette bjerg lod et lys skinne for hende. For Herrens engel var med dem og beskyttede dem.
(Citeret fra Nytestamentlige Apokryfer, Det Danske Bibelselskab 2002)
Johannes har formodentlig været en historisk person, der har været så populær og respekteret, at man har været nødt til at tage ham med i historien om Jesus. Man har derfor flettet ham ind i historien, ved at gøre ham til én, der baner vejen for Jesus. Hvorfor Universets Skaber skal have hjælp med at bane vejen, får vi aldrig noget svar på.
Det ældste evangelium, Markusevangeliet starter således:
|
Markus 1,2 Som der står skrevet hos profeten Esajas: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej.
Markus påstår, at han citerer Esajas, men det er altså 2 Mosebog 23,20 og Malakias 3,1. Halleluja. Læs meget mere om denne profeti her.
Markus 1,3 Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!
Johannes Døberens formål her i livet er altså at bane vejen for Jesus. Man kan let læse Lukasevangeliet, som om Jesus og Johannes er stort set lige gamle (billedet øverst til højre), og så man kan undre sig over, hvad Jesus får tiden til at gå med, mens Johannes baner vej.
Få vers senere hedder det;
Markus 1,7 Og han prædikede: "Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem.
Markus 1,8 Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånden."
Den rigtige frelser, Jesus, vil give en rigtig dåb - i modsætning til Johannes, der "bare døbte med vand".
Jesus er i al fald ikke i tvivl om rangordenen:
Matthæus 11,11 Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han.
Den mindste i Himmeriget er større end Johannes Døberen. Så fik vi dén slået fast. Der er ingen grund til falsk beskedenhed, når man er Universets Skaber. Det pudsige er bare, at den historiske Johannes Døberen døde senere end Jesus.
|
I afsnittet foroven så vi, hvordan Johannes Døberen døbte Jesus. Umiddelbart efter bliver Jesus grebet af Ånden og ført ud i ørkenen, hvor han bliver fristet af Satan. Næste gang vi hører om Johannes, er han blevet dræbt af Herodes Antipas.
Ifølge Markusevangeliet skyldes drabet, at Dronning Herodias lod sin datter danse for Kong Herodes og som belønning forlangte Johannes' hoved på et fad. Historikeren Josephus har en mere realistisk forklaring — nemlig, at Herodes var bange for den magt, Johannes fik i kraft af sin popularitet. Josephus skriver, at Herodes »frygtede, at en sådan stærk indflydelse over folket kunne føre til oprør (for de virkede parate til at gøre alt, hvad han ville tilråde)«.
Josephus' beretning virker realistisk — det var simpelthen standard-behandlingen af selvbestaltede frelsere. Det rejser spørgsmålet om, hvorfor Markus har opfundet den usandsynlige historie om den udspekulerede dronning Herodias, der manipulerer Kong Herodes. Det er der fire grunde til:
|
For det første er der en parallel mellem den intrigante Dronning Herodias, der tvinger Kong Herodes til at dræbe Johannes, og så den intrigante Jezabel, der forsøgte at få Kong Akab til at dræbe Elias i 1. og 2. Kongebog (1 Kongebog 19,1-2). Dermed får Markus forstærket sit tema om Johannes som Elias.
For det tredje er andre elementer, såsom den unge kvinde, der skal underholde ved et gæstebud, og Herodes' løfte om at give sit halve kongerige, kopieret fra Ester Bog (Ester 5,3-6, Ester 7,2).
For det tredje er Johannes overflødig i den videre handling. Efter at Johannes har "banet vej" for Jesus (hvad det siden skal betyde), har Markus ikke længere brug for ham. Der er kun plads til én profet, og det er Jesus.
For det fjerde er mange af Jesus' mirakler kopier af Elias' mirakler og kopier af Elias' discipel Elisa's mirakler. Her har Markus sat sig mellem to stole, han kan ikke både påstå, at Johannes Døberen er Elias, og samtidig bruge Elias som en type på Jesus. Der er kun plads til en Elias-kopi, og det er Jesus.
For det femte døde den historiske Johannes Døberen åbenbart som en martyr. Josephus skriver, at »Herodes fik ham dræbt, selvom han var en god mand og havde opfordret jøderne at udøve dyder, både med retfærdighed overfor hinanden, og fromhed mod Gud«. Derfor opfinder Markus den fjollede historie om Herodias' dansende datter. Bibelen har kun plads til én dydig, retfærdig og from martyr, og det er Jesus.
Nu kunne læseren jo undre sig over, hvorfor den almægtige Jesus ikke kunne frelse Johannes fra Herodes. Derfor sørger Markus for, at Ånden fører Jesus ud i ørkenen i 40 dage, hvor han har travlt med at blive fristet af Satan.
På denne fikse måde får Jesus altså en belejlig undskyldning for, at Universets Skaber ikke var i stand til at redde Johannes Døberen. Desværre ødelægger forfatteren af Johannesevangeliet Jesus' fine alibi. Dette evangelium er nemlig lodret uenig med de andre evangelier: Jesus var ikke ude og blive fristet 40 dage af Djævelen i ørkenen. Næh nej, han var skam til bryllup i Kana.
Et af de mest interessante aspekter ved Johannes Døberen er hans disciple. Ifølge Bibelen gentager Johannes igen og igen, at han kun er et almindeligt menneske, der er en forløber for den "rigtige" frelser.
Derfor skulle man forvente, at hans disciple ville forlade ham, når den "rigtige" frelser kom. Det sker også i Johannesevangeliet, hvor to af Johannes' disciple forlader ham til fordel for Jesus:
|
Johannes 1,35 Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple.
Johannes 1,36 Han ser Jesus komme gående og siger: "Se, dér er Guds lam."
Johannes 1,37 De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus.
Men det er altså kun dette ene evangelium, der påstår, at nogle af Johannes disciple forlod ham. Og selv i dette evangelium har Johannes stadig disciple længere fremme i historien, og de bliver irriterede over, at denne opkomling til Jesus "konkurrerer" med dem:
Johannes 3,25 Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse,
Johannes 3,26 og de gik hen til Johannes og sagde: "Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham."
Man kan undre sig over, at disciplene blev hængende hos Johannes, der ikke var værdig til at løse Jesus' skorem. Og ikke nok med at Johannes' disciple holdt fast ved deres gamle lærer — de var langt mere trofaste end Jesus' disciple var. Da Jesus blev korsfæstet, flygtede Jesus' disciple og gemte sig, men da Herodes slog Johannes ihjel, sørgede hans disciple for at begrave ham:
Markus 6,28 og han bragte hans hoved på et fad og gav det til pigen, og hun gav det til sin mor.
Markus 6,28 Men da hans disciple hørte om det, kom de og hentede liget og lagde det i en grav.
Endnu mærkeligere er det, at vi langt senere i historien — mange år efter Jesus' død — kan finde mennesker, der er fuldstændig klar over, at Universets Skaber har gået rundt i Jerusalem, men alligevel kun er døbt "på Johannes' måde":
Apost. G. 18,24 En jøde, der hed Apollos, og som stammede fra Alexandria, kom til Efesos. Han havde ordet i sin magt og var stærk i Skrifterne.
Apost. G. 18,25 Han var blevet oplært i Herrens vej, og med ildhu talte og underviste han udførligt om Jesus, skønt han kun havde kendskab til Johannes' dåb.
|
Selvom den mindste i Himmeriget er større end Johannes, optræder der stadig Johannes-disciple senere i historien - længe efter, at både Johannes og Jesus er døde:
Apost. G. 19,1 Mens Apollos var i Korinth, var Paulus rejst gennem egnene inde i landet og var kommet ud til Efesos. Dér mødte han nogle disciple
Apost. G. 19,2 og spurgte dem: "Fik I Helligånden, da I kom til tro?" De svarede: "Vi har ikke engang hørt, at der er en Helligånd."
Apost. G. 19,3 Paulus spurgte: "Hvilken dåb blev I da døbt med?" De svarede: "Med Johannes' dåb."
Apost. G. 19,4 Så sagde Paulus: "Johannes døbte med omvendelsesdåb og sagde til folket, at de skulle tro på ham, der fulgte efter, det vil sige på Jesus."
[.. .. ..] [. . .]
Apost. G. 19,7 Der var vel i alt tolv mand.
Her er selvmodsigelsen så tyk, at man kan føle på den. Paulus møder tolv disciple, og i og med, at de er døbt med Johannes' dåb, må de altså være Johannes' tolv disciple. Og disse Johannes-disciple udtaler, at de »har ikke engang hørt, at der er en Helligånd«. Bibelen påstår ellers, at Johannes gentagne gange har sagt, at den "rigtige" frelser ville komme og »Han skal døbe jer med Helligånden og ild« (Matthæus 3,11) og »Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånden« (Markus 1,8).
Så vidt Bibelen. Noget andet er, at der den dag i dag - også i Danmark - findes mennesker, der følger Johannes Døberens ord, de såkaldte mandæere. De kaldes også Johannes-kristne, i og med at de betragter Jesus som en falsk profet. På verdensplan er der 60.000 - 70.000 mandæere, der afviser Abraham, Moses, Jesus og Muhammed som falske.
Man bør undre sig over tilstedeværelsen af disse disciple. Hvis Johannes Døberen har sagt, gang på gang, at han kun var en forløber for Jesus, og at han ikke var værdig til at løse Jesus' skorem, og hvis Johannes' disciple har set alle de mirakler, som Universets Skaber har udført, hvorfor har de så ikke droppet Johannes og fulgt Jesus?
Johannes' trofaste disciple giver et praj om kristendommens rødder. Der har eksisteret en Johannes-kult (det er jo dét, Biblen siger), og i stedet for at opfinde den dybe tallerken og skabe en helt ny religion har de første kristne opfundet en historie om, hvordan Johannes kun er en forløber for den "rigtige" Messias. Dermed er det lykkedes de første kristne at overtage en eksisterende kults medlemmer, ritualer og myter.
Konklusion: Johannes Døberen er formodentlig en historisk person, der var så populær, at evangelisterne ikke kunne ignorere ham. I et forsøg på at bruge Johannes som propaganda for Jesus, render evangelisterne ind i den sædvanlige mængde af selvmodsigelser.