Bevidste modsigelser i Johannesevangeliet

Jesus beder om, at Gud må tage bægeret fra ham.
Ars Moriendi, Jesus i Getsemane

På andre sider ser vi, hvordan Johannesevangeliet afviger voldsomt fra de andre evangelier, og på hvordan Johannesevangeliet alligevel er afhængigt af disse evangelier.

Sommetider overlapper disse to fænomener hinanden. Det sker, når Johannesevangeliet afviger fra de synoptiske evangelier på sådan en måde, at det simpelthen må være en bevidst modsigelse. Der er detaljer i Johannesevangeliet, der kun giver mening, hvis Johannes har læst de andre evangelier og modsiger dem:

  1. Ved Getsemane(1) er Jesus »grebet af forfærdelse og angst«, og hans »sjæl er fortvivlet til døden« (Markus 14,33-34). Han sveder blod, mens han tigger Gud om at slippe for korsfæstelsen: »og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt« (Markus 14,35). Johannes' barske og selvoptagede Jesus synes næsten at håne denne Jesus: »hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time« (Johannes 12,27).

    Den synoptiske Jesus »faldt ned på sit ansigt« (Matthæus 26,39). I Johannesevangeliet er det tværtimod de romerske soldater, der falder til jorden, når de hører, hvem Jesus er: »Da Jesus sagde: "Det er mig," veg de tilbage og faldt om på jorden« (Johannes 18,6).

    Den synoptiske Jesus tigger Gud om at tage "bægeret" fra ham: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig«. Johannes' Jesus kunne ikke drømme om, at bede Gud tage bægeret fra ham. Ved tilfangetagelsen siger han: »Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?« (Johannes 18,11).

    Det græske ord for bæger er "potêrion", og i Johannesevangeliet optræder det kun dette ene sted. Hvordan kunne Johannes vide, at korsfæstelsen var "et bæger" og "en time", hvis ikke han havde læst det i de andre evangelier?

    Matthæus 26,39: Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil."
    Blev korset båret af Jesus eller af Simon fra Kyrene? De fleste kristne kunstnere viser et kompromis, hvor de begge to bærer korset.
    Jesus og Simon af Kyrene
  2. I de tre synoptiske evangelier bærer den iøvrigt ukendte Simon fra Kyrene Jesus' kors til Golgata: »Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene […]« (Markus 15,21). Dette er formentlig en del af Markus' sorte ironi.

    Men ligeså vigtigt, det er for de tre andre evangelier, at Simon fra Kyrene bar Jesus' kors, ligeså vigtigt er det for Johannes, at hans Jesus ikke behøvede hjælp: »han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted« (Johannes 19,17).

    Det hænger naturligvis sammen med, at Johannes' barske og selvoptagede Jesus er en evig Gud, der ikke behøver hjælp fra dødelige. Men hvorfor er det så vigtigt for Johannes at pointere det? Hvis ikke man havde læst de andre evangelier, ville man tro, at korsene stod fast på Golgata, ligesom galgerne på galgebakken i gamle dage, og at man tog de gamle ligrester ned af korset, hver gang der skulle gøres plads til nye ofre.

    Hvorfor behøver Johannes at insistere på, at Jesus selv bar sit kors, hvis ikke det var, fordi "nogle andre evangelier" havde påstået noget andet?

    Matthæus skriver, at disciplene hentede to æsler, og Johannes skriver, at Jesus selv skaffede et æsel.
    tre æsler
  3. Lidt i samme genre: I de tre synoptiske evangelier sender Jesus to disciple afsted for hente et æsel (eller to) til indtoget i Jerusalem. Johannes modsiger sine kollegaer — Jesus klarede selv ærterne: »Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det« (Johannes 12,14). Jamen, havde den synoptiske Jesus ikke bedt disciplene hente et æsel? Var disciplene nu forvirrede? »Det forstod hans disciple ikke straks« (Johannes 12,16).
  4. I Lukasevangeliet er der en historie om Lazarus, der dør og kommer i himmelen. Den rige mand spørger Abraham, om Lazarus kan vende tilbage til livet for at advare jøderne, så de kan omvende sig. Abraham afviser bønnen, for jøderne »vil heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde« (Lukas 16,31).

    Johannes har også en historie om en mand ved navn Lazarus, der dør, men denne Lazarus kommer tilbage til livet, og Abraham tog fejl: Det overbeviste folket, at Lazarus genopstod: »Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham« (Johannes 11,45).

    Er det et tilfælde, at begge de to mennesker, der har en oplevelse efter døden, har det samme navn? Der er kun disse to Lazarusser i Det Nye Testamente.

  5. Matthæus og Lukas roder sig ind i selvmodsigende forklaringer på, hvordan Jesus af Nazaret kan være født i Betlehem. Tilsvarende giver de Jesus to forskellige stamtavler, der begge viser, at Jesus er af Davids slægt.

    Disse forklaringer kan Johannes ikke bruge til noget, eftersom hans Jesus er en evig Gud, der har eksisteret siden verdens skabelse. I dette evangelium nævnes Betleham og David kun en eneste gang, og det sker, når folkemængden udfordrer Jesus' Messias-værdighed: »Kommer Kristus da fra Galilæa? Siger Skriften ikke, at Kristus kommer af Davids slægt og fra Betlehem, den landsby, David var fra?« (Johannes 7,41-42). Johannes gør intet forsøg på at forklare hverken folkemængden eller læseren, at Jesus "i virkeligheden" var født i Betlehem af Davids slægt (se dog den forsvundne profeti).

    Vi får også at vide, at »Når Kristus kommer, er der ingen, der ved, hvor han er fra« (7,27), så åbenbart skal Kristus hverken komme fra Davids æt eller fra Davids by.

    I de andre evangelier er Johannes Døberen en forløber, der baner vejen for Jesus.
    Johannes Døberen er klædt i kameluld og læderbælte, ligesom Elias var.
    Johannes Døberen og Treenigheden
  6. Bibelens vigtigste profeti handler om Johannes Døberen og Elias. Matthæus går ovenikøbet så langt, at han forklarer, at Johannes Døberen er Elias: »Johannes […] Han er Elias, som skulle komme« (Matthæus 11,13-14) »Elias er allerede kommet, […] Da forstod disciplene, at han talte til dem om Johannes Døber« (Matthæus 17,12-13).

    I Johannesevangeliet spørger jøderne rent ud Johannes Døberen: »er du Elias?« (Johannes 1,21). Han benægter det, hvorefter jøderne skælder ham ud: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« (Johannes 1,25). Der er ingen hentydning til nogen profeti — kun en benægtelse af enhver forbindelse mellem Elias og Johannes Døberen. Elias nævnes kun i disse to vers, hvor profetien benægtes.

    Hvorfor modsiger Johannes en profeti, der ikke er blevet udtalt?

  7. I de andre evangelier starter Jesus sin mission, da Johannes Døberen bliver fængslet. I Johannesevangeliet arbejdede Jesus og Johannes Døberen samtidigt, og forfatteren skærer det ud i pap: »For Johannes var endnu ikke sat i fængsel« (3,24).

    Men Johannesevangeliet fortæller aldrig noget om Johannes Døberens fængsling og henrettelse. Kun at på dette tidspunkt var Johannes »endnu ikke sat i fængsel«. Hvorfor skulle læseren tro, Johannes var i fængsel, hvis ikke det var, fordi de tre andre evangelier sagde sådan?

    Efter 16 kapitler regner Peter ud, at Jesus er Kristus. Som tak får han nøglerne til Himmeriget.
    Peter
  8. I de synoptiske evangelier er Peter den første, der (næsten) gennemskuer, hvem Jesus er: »Du er Kristus« (Markus 8,29) og »Guds salvede« (Lukas 9,20). I Matthæusevangeliet, der har Peter som superapostel, er replikken mere præcis: »Du er Kristus, den levende Guds søn« (Matthæus 16,16). Jesus bliver så imponeret over, at Peter har regnet dette ud på kun 16 kapitler, at han giver Peter nøglerne til Himmeriget og lover at bygge sin kirke på Peter.

    I Johannesevangeliet er replikken endnu præcisere: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« (Johannes 1,49). Men ordene kommer fra den iøvrigt ukendte discipel Nathanael, og de falder i samme øjeblik, han ser Jesus. Det tager ham ikke 16 kapitler at regne så lidt ud.

  9. I Johannesevangeliet er Peters bekendelse formuleret lidt anderledes: »Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige« (Johannes 6,68-69). Jesus kvitterer med at fortælle, at en af de tolv apostle er en Satan, og forfatteren skynder sig at forklare, at der hentydes til Judas Iskariot: »Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv, og dog er en af jer en djævel?" Han talte om Judas, Simon Iskariots søn; for det var ham, der skulle forråde ham« (6,70-71).

    Læseren må endelig ikke tro, at det er Peter, der er Satan, ligesom det er tilfældet lige efter Peters bekendelse i Markus- og Matthæusevangeliet (»Vig bag mig, Satan!«).

  10. I de andre evangelier hedder Jesus' mor Maria. Johannes fortæller, aldrig hvad moren hedder — Jesus kalder hende bare 'kvinde'. Til gengæld får vi at vide, at hendes søster, Jesus' moster, hedder Maria.

    Naturligvis er der ingen lov mod, at to søstre har samme navn, men Johannes fortæller os rimeligt tydeligt, at Jesus' mor ikke hedder Maria.

Yderligere information


Fodnote: (1)

Getsemane . . .: for en ordens skyld står der ikke noget om Getsemane i Johannesevangeliet. Der står, at de tog »over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have« (Johannes 18,1).

Omvendt er det beskrivelsen af denne "have", der gør, at man tænker på Getsemane som en have.